.:Don't Hide:. {CP}

Emily var engang misbrugt og slået. Hun var engang bange for mørket og hvad det ville bringe. Hun mistede sit liv. Hun mødte nye personer. Hun er ikke bange mere. Hun har nu et hjem. %Det her er en Creepypasta fan fiction%

8Likes
19Kommentarer
15026Visninger
AA

2. ~Could It be Real?~

 

Kapitel 2

 

Jeg åbnede langsomt mine tunge øjne, og forventede at se det sædvanlige loft, men til min rædsel kunne jeg ikke genkende hvad jeg så.

Træet var alt for lyst, og nyt, til at det kunne være mit værelse.. Jeg fik sat mig op med besvær, mens jeg holdt min kolde håndflade, mod min pande. "Mit hovede..." Da jeg endelig fik kræfter nok, til at rejse mig fra sengen, begyndte jeg at kigge mig rundt i værelset, så jeg kunne få et overblik over hvor jeg var.

Her var vidunderligt, for at sige det lige ud. Det var så smukt, at jeg et kort øjeblik troede jeg stadig drømte. Væggene var lavet af lysttræ, og der hang en masse malerier, der for mig virkede en del uhyggelige med sorte træer, og uhyggelige smil, der var spredt rundt på de dystre billeder. Sengen jeg have ligget på, var bygget at lysebrunt træ, og lignede noget der havde kostet en del penge. Gulvet var til gengæld mørkt. Møbleringen var også helt overvældende, alt så ud som om det havde kostet en bondegård. 

Jeg var helt blæst væk af værelsets udseene at jeg næste overhørte de stemmer der nærmede sig det værelse jeg befandt mig. Jeg kunne mærke alt varmen forsvinde min krop, og mine ben der rystede under mig. Et gemmested! Jeg bliver nød til at gemme mig! Mine øjne faldt med det samme på sengen der var hævet en smule over gulvet. Med et enkelt spring var jeg ind under sengen, hvilket ikke var så besværligt som jeg havde regnet med, for eftersom jeg var så lille var der nok plads til mig.

I det samme gik døren op, og hvad jeg kunne se fra min plads under sengen kom der vidst 2 personer ind.

"Hvor er hun? Er hun flygtet?" Spurgte en, jeg med det samme genkendte som en af de mænd der tog mig herhen i går. Man kunne høre nervøsiteten i hans stemme, da han vadede frem og tilbage, over de mørke gulvbræder.

 "Nej, hun er her stadig. Jeg kan lugte hendes frygt." Jeg gøs ved lyden af den anden persons dystre ord. Jeg kunne næsten høre smilet i hans stemme.

Da en smerte begyndte at brede sig i mit bryst opdagede jeg, at jeg holdt vejret. Hvorfor er jeg her? Er det på grund af hvad jeg gjorde mod Tom? Oh min gud, hvad gør jeg?

Jeg kunne høre deres skridt da de bevægede sig lidt frem og tilbage i rummet, mens de, hvad jeg kunne forstå, ledte efter mig. Efter de havde ledt et stykke tid stoppede de pludselig op. "Hør Jeff, jeg ved ikke med dig, men jeg skal ikke have en skideballe af Slender. Hun er her ikke okay? Så lad os lede videre et andet sted, måske er hun gået på toilettet eller sådan noget.. Av!" Jeg hørte et slag og derefter lyden af deres skridt der bevægede sig mod døren. "Luk æde spalten alf."

Uden så meget som en bevægelse, bad jeg til de ville skynde sig at forlade værelset, og da døren endelig smækkede i åndede jeg lettet ud. Okay.. Tænkte jeg for mig selv, nu er det tid til at komme ud.. Jeg ved der er de 2, men så vidt som jeg husker, nævnte de noget om andre inden de bar mig her hen. Et skrig undslap mine læber da en hånd greb fat i min ankel. Jeg var så langtvæk i mine tanker, at jeg slet ikke lagde mærke til, at de ikke have forladt værelset.

"Se? Jeg sagde jo hun stadig var her." Sagde manden med et skummelt grin, inden han med et ryk næsten fik mig ud fra mit skjul.

Jeg brugte alle de kræfter jeg havde i mig, og kæmpede alt hvad jeg kunne om at bliver under sengen, men eftersom der ikke var noget at griber fat i var det nyttetesløst, så da jeg godt vidste at jeg havde tabt denne kamp, dækkede jeg mit ansigt med mine hænder, og klemte mine øjne sammen som et skræmt barn, der gemte sig for monstrene på sit værelse.

"Fjern dine hænder." Sagde den mørke stemme, da jeg kom frem fra mit skjul. Jeg ignorerede hans ordre og holdt stadig mine hænder mod ansigtet uden at bevæge mig.. "Jeff kan je-" Mere nåede den anden stemme ikke at sige før jeg mærkede jeg blev løftet op på en skulder. Jeg skreg forskrækket op og fjernede hænderne for bare at gribe fat i et eller andet.

Da jeg langsomt åbnede min øjne, var det eneste jeg så en hættetrøje som engang havde været hvid, men som nu var gået hen og havde fået en grå farve, og noget slidt sort hår. "Sæt mig ned for helvede!" Råbte jeg op og hamrede ham på ryggen, men jeg fik bare et fnøs som svar, inden han satte mig ned på gulvet igen. Da min fødder endnu engang var på jorden, rettede jeg mig op, og bakkede med det samme tilbage. Da han rettede sig op, lagde jeg chokeret mine hænder på min mund, for at stoppe det skrig, der var på vej ud af min mund. Hans ansigt... Han var helt hvid og hans mund, så ud til at være blevet skåret op i et grufuldt stort smil.

"Tag et billede, det holde længere.." Sagde han og smilte så sårene åbnede sig en smule. Jeg sank febrilsk mit spyt i håb om, at jeg ikke ville brække mig og trådte endnu et skridt tilbage. "Hey Jeff? Jeg har en ide. Du kan gå ned i stuen sammen med de andre, så prøver jeg at få hende til at falde til ro." Sagde den anden stemme højt med en flabet tone i stemmen.

Jeff, som han hed blev skubbet til side, og frem kom en dreng som lignede link på en prik. Altså der er bare det at ham her, havde en helt rød iris, og det der skulle have været hvidt i hans øjne var sorte. Der var også de sorte streger, som startede fra hans øjne og som fortsatte ned af hans kinder, der mindede om spor fra hvad der skulle have været tårer. Jeg bakkede endnu mere tilbage, så jeg endte med at snuble over mine egne ben, jeg holdt dog balancen, men det var kun til jeg nåede sengen. Jeg bakkede op på den og skubbede mig helt hen til væggen. De kiggede begge på mig og så på hinanden. Jeff trak bare på skuldrene og efterlod mig med Link fyren.

"Hey jeg er BEN Drowned. Og du er?" I stedet for at svarer ham, undgik jeg bare hans blik, mens jeg prøvede at gøre mig så lille som muligt ved at folde mig sammen i fosterstilling.. "Du behøver ikke være genert." Sagde han og smilte venligt til mig. "Hvad hedder du?" Spurgte han igen. "... Emily." Sagde jeg lavt. Drengen grinte lavt. "Hej Emily, vil du med ned til de andre?"

Mit hjerte stoppede.med det samme da han sagde det, og mit hoved fløje fra side til side, mens mine øjne nok var så storer at de var tæt på at trille ud af hovedet på mig.  "Hvorfor ikke? Vi gør dig ikke noget." Sagde han og smilte endu engang til mig, inden han som en kat, op på alle fire kravlede hen til mig.

Jeg kunne ikke få mit hjerte til at fungere ordentligt, og jeg havde besvær med at trække vejret. Det er nok fordi jeg føler mig så fanget lige nu, og det at jeg har krøllet mig så meget ind, at jeg ikke kan trække luft ind i mine lunger. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre i sådan en situation som denne. Da de samlede mig op i skoven, snakkede de om, at de ville slå mig ihjel, men nu?

Ben var i mens jeg sad i mine egne tanker kommet så tæt på at hans ansigt var få centimeter fra mit. "Hv-hvad laver du?!" Sagde jeg panisk, da han med et hårdt skub fik væltet mig ned og ligge, så han kunne kommer over mig. "Jeg kan bare ikke lade vær." Sagde han og begyndte at komme tættere og tættere ned mod mit ansigt.

"Ben! lad Miss Emily være, og gå ned til de andre." En dyb stemme lød fra døråbningen, og da jeg kiggede der hen, var jeg ved at skrige. Manden der stod i døren var enorm og slank og var iført et helt sort jakkesæt. Han var helt hvid, og han havde intet ansigt.

"Javel Slender... Ses Emily~" Ben vinkede til mig med et lille uskyldigt smil, inden han skyndte sig ud af døren. Jeg satte mig langsomt op og holdte øje med den ansigts løse mand. "Goddag Miss Emily. Mit navn er Slender. Velkommen til mit palæ. Lad os gå ned i stuen så du kan hilse på de andre beboer." Sagde han og 'kiggede' på mig.

Vent... Slender? Altså selveste Slendermand? "Undskyld mig Slender. Med andre beboer mener du så Creepypastaerne?" Spurgte jeg stille om inden jeg tøvende rejste mig fra sengen. "Ja, vi lever alle som en stor familie her. Kom med mig så kan du hilse på de andre."

Har jeg lige haft en samtale med selveste Slendermand?. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv, var de ikke alle sammen bare nogle uhyggelige historie man kunne læse over nettet?. Jeg er selv en fan af Creepypasta. Jeg har læst de fleste af historierne som: Jeff the killer, Jane the killer, Smile dog, Ben Drowned- ... Hvorfor vidste jeg ikke det? Han sagde enda sit navn... Jeg har lige snakket med Jeff og Ben... Det forklarer også Jeffs uhyggelige smil.

Jeg sank den klump jeg havde i halsen da Slender pludselig stoppede op. Hvad hvis de ikke kan lide mig? Hvad hvis de slår mig ihjel? Jeg var på vej til at flygte tilbage til værelset, da jeg hørte Slenders stemme der rungede igennem hele palæet. "Børn jeg vil gerne have jer til at møde Miss Emily." Mit hjerte frøs til is og jeg stod helt forstenet bag Slender.

"Hvor er hun?" Kunne jeg høre en stemme spørge. "Jeg tror du har glemt hende på værelset, Slendy." Hørte jeg stemmen som tilhørte Jeff sige. "Jeffrey, jeg advarer dig! Det skal du ikke kalde mig." Hørte jeg Slender sige vredt.

"Hvem er du?." Den dybe stemme der kom bag mig, overraskede mig, og da jeg ville vende mig om, kunne jeg ikke få mine fødder til at flytte sig ordentligt, så jeg endte med at spærre ben for mig selv, så jeg væltede bagover. Fyren som havde forskrækket mig, havde hurtige reflekser, og fik med lethed fat i mig, inden jeg nåede at ramme jorden. Jeg skulle til at takke ham, men da jeg så ham, stoppede jeg mig selv. Drengen bar en blå maske på sit ansigt og en sort hætte over hovedet. "Er du okay? Jeg er Eyeless Jack. Eller bare E.J."

Jeg stod bare og stirrede på ham, af ren nysgerrighed, og dog også frygt, da det pludselig slog mig, at han havde sagt noget. "U-undskyld!" Sagde jeg hurtigt og skulle til at skubbe mig væk, da han lagde armene om mig og krammede mig. "Du dufter godt~" sagde han og stak sit ansigt ned i mit mørkebrune hår.

Mit ansigt blev helt varmt og mine kinder helt røde, da han pludselig blev skubbet væk og hans arme blev erstattet af nogle andre. "Hey navnet er Ben, men det ved du jo allerede så skal vi ikke springe introduktionen og de næste par trin over, og bare gå direkte til den bedste del, som er dig og mig i min seng ~ " Jeg kiggede overrasket på ham, inden jeg sendte ham et smil, der tydeligt fortalte hvor akavet det her var, mens jeg prøvede at krybe ud af hans greb.

Jeg blev hurtigt grebet fat i og snurret rundt så jeg stod med ryggen op ad en anden person. "Navnet er Jeff, men du kender jo mig så godt. Jeg plejer jo at se dig falde i søvn ved du nok." Sagde Jeff med en lille latter i stemmen. Jeg sank den klump jeg havde i halsen og krøb ud af Jeff's greb og snurrede rundt så jeg stod med front til ham.

Han stod og smilede stort til mig, mens han strakte armene prøvende ud for et kram. Jeg begyndte at bakke tilbage og endte med at støde ind i en anden. Hvor fanden er Slender blevet af?!

Et par nye arme blev lagt om mig mens et ansigt blev stukket ned til mit øre. "Hej smukke. Mit navn er Masky, og ham her-" sagde han og vendte mig så han vise mig en anden dreng der stod ved siden af ham.. "- Er Hoodie."

"H-h-hey." Sagde han lavt og lavede et akavet vink. "H-Hej." Fremstammede jeg selv, mens jeg med forvirret studerede flokken af drenge der lige havde omfavnet mig.

Jeg havde hørt om Eyeless Jack, Ben og Jeff, men aldrig om Masky og Hoodie. Mit blik vendte tilbage til Hoodie og Masky. Masky vendte blot hovedet på skrå og fnes lavt til mig mens Hoodie vendte sit ansigt den anden vej, for at undgå mit blik.

"Børn, maden er klar!" Hørte jeg Slender råbe et sted fra, og pludselig var alle forsvundet. Selv Masky, der ellers havde holdt mig i et stramt greb, som ville han aldrig give slip, var forsvundet.

Jeg kiggede mig forvirret rundt, og sprang forskrækket op da jeg så at Hoodie ikke var gået. Han havde faktisk slet ikke rørt sig, han stod bare og stirrede på mig. "Hoodie?" Sagde jeg og prikker ham forsigtigt på skulderen. "J-jeg s-skal n-n-nok hjælpe d-dig m-med a-at finde k-k-køkkenet!" Sagde han pludselig, hvilket overraskede mig nok til at jeg ville bakke væk, og endte med at gøre det samme nummer som jeg gjorde med E.J.

Før jeg nåede at ramme gulvet havde Hoodie grebet fat i mig. "U-undskyld!" Sagde han hurtigt og blev helt rød i hovedet. "D-det er okay, tak fordi du greb mig... Skal vi.. Gå ud i køkkenet?" Sagde jeg hurtigt inden jeg bare begyndte at gå.

"D-du g-g-går den f-forkerte v-vej." Sagde han og tog med det samme fat i min hånd. Jeg kiggede op mod ham og blev selv helt varm i ansigtet da han stadig rødmede.

"F-følg m-mig." Sagde han og gav hurtigt slip i min hånd, hvorefter han begyndte at gå.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...