.:Don't Hide:. {CP}

Emily var engang misbrugt og slået. Hun var engang bange for mørket og hvad det ville bringe. Hun mistede sit liv. Hun mødte nye personer. Hun er ikke bange mere. Hun har nu et hjem. %Det her er en Creepypasta fan fiction%

8Likes
19Kommentarer
15272Visninger
AA

26. ~ Beautiful ~

 

Kapitel 26

 

"Jeg er hjemme." Råbte Slender da han trådte ind i stuen. Jeff vendte sig dovent om og kiggede på ham. "Oh hey Slendy."

Slender kiggede chokeret på drengene, som kun sad i deres undertøj rundt omkring mig. "Jeg tør ikke engang spørge." Sukkede han og vendte sig om, for at gå ud i køkkenet. "Jeg går igang med noget morgenmad." Hørte man ham sige ude fra køkkenet af.

Da han var forsvundet blev der helt stille i stuen. Drengene rejste sig langsomt op fra gulvet og sofaen, og begyndte at tage tøj på igen. I mens sad jeg og kiggede ned i glasset jeg havde i hånden. Mine hænder rystede stadig fra mindet om manden. Hvorfor kan jeg ikke huske mere? 

Jeg sad i min egen verden da Jeff pludselig trækker mig op af sofaen. "Kom." Sagde han, mens hans trak mig mod hoveddøren. "Hvorhen?" Spurgte jeg forvirret, mens han åbnede døren. "Jeg skal vise dig noget." Sagde han og fortsatte med at trække mig med sig.

Da vi kom udenfor kunne jeg mærke kulden give mig kuldegysninger. 

"Fryser du?" Sagde Jeff og kiggede tilbage mod mig. "Ja, det er ret koldt." Mumlede jeg og holdte, med min frie arm, om mig selv.

Jeff klemte hurtigt min hånd, og gav så slip. "Her." Sagde han og begyndte at trække han hættetrøje af. "Det er nok ikke det bedste, men jeg kan love dig at der er intet blod på den her." Sagde han med blikket ned i jorden, samtidig med han rakte den frem til mig.

"Kommer du ikke selv til at fryse Jeff?" Sagde jeg og kiggede på den sorte t-shirt han havde på. Jeff kiggede hurtigt ned af sig selv, inden han kiggede op mod mig igen med et lille grin. "Det er lige meget, bare du har det godt." Sagde han og trak hættetrøjen over hovedet på mig.

Da mit hovede kom frem ved hættens hovede, stak jeg mine arme igennem ærmerne. Hættetrøjen var alt for lang i ærmerne, men det gjorde kune jeg kunne gemme mine hænder i ærmerne.

"Tak." Sagde jeg, og rødmede en smule. Jeff trak bare på skuldrene og tog endu engang min hånd. "Kom, det er ikke så langt væk." Han begyndte at gå igen, og efter vi var kommet lidt længere ind mellem træerne, stoppede han op foran nogle store buske.

Jeff holdte en finger op foran sin mund, som tegn på jeg skulle være stille. Jeg nikke hurtigt, og kom så op ved siden af ham. "Se her." Hviskede han og flyttede nogle af buskens grene, og der på den anden side af busken lå et dådyr og den unge.

Jeg smilte stort, med et bankene hjerte. "Hvad syntes du?" Hviskede Jeff, og kom helt op til mig, så han kunne kigge sammen med mig. Jeg trak mit hovede tilbage da han kom for tæt på, og kiggede med røde kinder på ham.

Jeff lod, som ingenting og kiggede i mellem buskene på dådyrene. Jeg rystede på hovedet af mig selv og satte mig ned på jorden, og stak hovedet ned i hættetrøjen. Jeg tog en dyb indånding, den lugter af Jeff. Tænkte jeg og rødmede endu engang.

Pludselig blev nogle arme lagt om mig, og jeg gispede forskrækket og stak hovede op af hættetrøjen igen. "Rolig, det er bare mig." Hviskede Jeff med et lavt grin.

Jeg åndede lettet ud og fnes. "Du forskrækkede mig. "Hviskede jeg og kiggede op på ham. Jeff bukkede sig ned til mig, og løftede mig op. "Hvad laver du?" Spurgte jeg lavt, da han gik hen til et træ og satte sig ned. Han satte mig ned foran sig, med ryggen mod sig, og trak mig helt op til ham.

"Det her rart." Mumlede han, og sukkede tilfredst, mens han krammede mig bagfra. Jeg sagde ikke noget, men lukkede bare øjnene og lænede mig tilbage op af ham.

"Emily?" Hviskede Jeff stille. "Mmm?" Svarede jeg ham træt.

"Ehm... Jeg... Syntes du er smuk..." Mumlede han og trykkede mig tættere ind til sig. Jeg prøvede at kiggede på ham, men jeg kunne ikke vende mig om. "Tak. Det... Er du også." Sagde jeg med varme kinder.

I det samme blev der helt stille, selv vinden lagde sig. Jeg kunne høre Jeff grine lavt bag mig, og mærke hans arme løsne sig omkring mig. 

"Løgner." Sagde han lavt, med et suk. "Du lyver.." Jeff lagde sin pande mod min nakke.

"Hvorfor tror du jeg lyver?" Spurgte jeg stille, mens jeg trak mine knæ ind til mig. "Fordi du siger det på samme måde, som hun sagde..." Mumlede han og rejste sig op.

"Som hvem?" Jeg vendte mig om, så jeg kunne få øjenkontakt med ham. Jeff kiggede bare ned på mig med et ligegyldigt blik. 

Ingen af os sagde noget, og ingen af os brød øjenkontakten. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, han virke ked af det, og på en måde også ret sur. "Jeff, hvorfor tror du jeg lyver?" Spurgte jeg stille, med et forviret blik.

Jeff vendte blikket op mod himlen. "Jeg ville ønske du mente det." Sagde han og lagde armene over kors. "Vi må heler gå tilbage." Jeff begyndte at gå, men inden jeg selv nåede at opfatte det, greb jef fat i hans t-shirt.

Jeff kiggede ned på mig med et irriteret blik. Jeg ved ikke hvorfor han ikke tror på mig, og hvorfor det betyder så meget, men hvis det betyder meget for ham at jeg syntes han er smuk, så må jeg jo bare vise ham det.

Jeff satte sig ned på hug foran mig, da jeg hev ham ned. Forsigtigt slap jeg mit tag i hans trøje, og flyttede mine hænder op til hans ansigt. Huden der hvor han sår er var tør og jeg kunne tydelig mærke arret under håndfladerne.

Jeg prøvede at ignorere sårerne, og hans læder agtige hud, og trak ham forsigtigt ned til mig. Jeff kiggede lidt overrasket på mig, inden han smilte, et ægte smil.

Da hans læber ramte mine, lukkede jeg mine øjne og kyssede ham på den mest blide og kærlige måde. Jeff lagde selv sin ene hånd på min kind, og hans anden på min ryg. Med et bumb satte han sig ned, og lænede sig tilbage mod træet, med mig trykket helt ind til sig. Jeff holdte blidt om mig, mens han kyssede mig igen.

Jeg flyttede mine hænder ned til han skuldre, og trak mig forsigtigt væk fra ham. "Tror du på mig nu?" Spurgte jeg med et skævt smil.

Jeff grinte lavt og nikkede så, inden han lagde sig helt ned på ryggen, med mig oven på ham. "Hey Emily?" sagde Jeff lavt. 

Jeg løftede mit blik mod hans ansigt, og så han kiggede op mod himlen. Hans kinder havde fået en rødlig farve, og han havde et meget seriøst ansigts udtryk.

"K-kan du... Godt lide m-" 

"Prinsesse!" Jeff blev afbrudt af Toby, som pludselig kom dumpende fra et træ. "Toby..." Hørte jeg Jeff mumlede med en dyb olmt blik. Toby greb fat i mig, og løftede mig op og stå. "Hvad laver i her ude?" Spurgte han nysgerrigt.

Nå ja, jeg glemt alt om de dådyr... Jeg gik hen til busken igen, og kiggede igennem de mange grene og blade. "De er væk." Mumlede jeg trist, og rettede mig op igen.

"Emily?" Sagde Toby, og lagde sine hænder på mine skuldre. "Fryser du?" Jeg skulle til at sige nej, men Toby rev pludselig fat i hættetrøjen og rev den over hovedet på mig. "T-Toby?" Sagde jeg fortumlet, da jeg fik hovede fri. 

"Det er okay søde, her du kan få den her på!" Sagde han samtidig med han begyndte at tage sin sweater af. "Vent, Toby! -" Toby hev trøje ned over hovedet på mig, og da mit hovedet kom frem ved hals åbningen, så jeg at han ikke havde en trøje inden under, som Jeff. "Toby, nu kommer du til at fryse." Sagde jeg forvirret, samtidig med jeg prøvede at få mine arme fri, men de var fanget inde i trøjen.

"Det er lige meget, kom jeg hjælper dig tilbage til huset." Sagde han, og hurtigt, som lynet var jeg pludselig oppe på han skulder. 

"Toby!" Hørte jeg Jeff råbe efter os, da Toby satte af og begyndte at løbe tilbage mod huset. Toby ignorerede Jeff's truende råb, og fortsatte med at springe over knækkede grene, og sten.

Efter Toby havde løbet et stykke af vejen satte han farten af og begyndte at gå. "Ehm Toby?" Toby drejede hovedet en smule, for at vise han lyttede. "Hvad er det søde?" Sagde han med en lykkelig stemme.

"Hvad lavede du oppe i træet? Og hvor langtid havde du siddet der oppe?" Spurgte jeg stille. Toby svare mig ikke med det samme, men fortsatte med at gå med en fast gang.

"Toby?" Spurgte jeg igen stille. "Jeg fulgte efter jer.." Sagde han med en mere irriteret stemme. "D-Det gjorde mig vred da jeg så dig kysse ham... Kan du ikke lide mig mere, Emily?" Toby lød, som om han var på randen til gråd.

Jeg sank den klump, som jeg havde i halsen. "Jeg skulle bare overbevise Jeff om noget." Sagde jeg, og prøvede at for det til at lyde ligegyldigt.

"Men... Emily." Toby stoppede helt op og satte mig ned. Jeg kiggede på ham med store øjne, stadig med mine arme fanget under sweateren. "Jeg vil ikke have du kysser andre end mig!" Sagde han og tog blidt fat i min hage. "Dine læber tilhøre mig.." Han trak mit ansigt mod sit, samtidig med han med sin anden hånd trak sin maske af.

Toby's læber var få milimeter fra mine, da Jeff kom flyvende og tacklede Toby. Da de væltede omkuld på jorde, blev jeg skubbet bagud.

Med et gisp, lukkede jeg øjnene og forberedte mig på den hårde landing, men et par arme nåede at gribe mig. Jeg åbnede mit ene øje og kiggede op i mod Hoodie's ansigt. "J-Jeg h-har d-dig." Sagde han og hjalp mig op og stå.

"Hvorfor har Toby ikke en trøje på?" Hørte jeg pludselig nogen sige fra min højre side. Jeg vendte mit blik den vej, og så Masky. 

Han kiggede mod Hoodie, og lod så sit blik lande på mig. "Emily? Hvorfor har du Toby's trøje på?" Masky kørte en hånd igennem sit hår.

"Det er en lang historie, men kan du ikke lige hjælpe mig med at få mine arme fri?" Jeg svingede hjælpeløst de løse ærme rundt. Masky og Hoodie hjalp mig begge, så jeg endelig kunne få mine arme igennem trøjens ærmer.

"Hv-hvad e-er d-der s-sket E-Emily?" Spurgte Hoodie med hovedet let på skrå, da vi vendte vores opmærksomhed tilbage på slåskampen. 

"Ehm... Jeff kyssede mig inde i skove, og det så Toby..." Sagde jeg med en rødmen. Jeg kunne høre Masky knurrer. "Kom så Toby!" Råbte han med en arrig stemme. "Men... Toby kyssede mig næsten her lige før?" Sagde jeg og rettede blikket mod Masky, med et hævet øjenbryn. 

Masky stoppede med at huje for Toby. "Men hvem skal jeg så heppe på?" Spurgte han med en frustreret stemme. Jeg rystede træt på hovedet med et suk. "Hvad med vi stopper dem i stedet?" Sagde jeg og pegede på Toby, som var igang med at smække Jeff over ansigtet.

Masky og Hoodie gik sammen hen, og adskilte Jeff og Toby. De stod begge og hev efter vejret. "Toby, jeg slår dig ihjel, så snart jeg får chancen." Sagde Jeff med en dyb uhyggelig stemme. Toby grinte. "Bare vent til når du ser hvad jeg har lavet inde på dit værelse." Sagde Toby, samtidig med han rev sig fri af Hoodie's greb.

Toby forsvandt med det samme, og lige bag ham var Jeff, som også slap fri. "Nå..." Sagde jeg og vendte blikket mod Masky. "Skal vi gå tilbage?" 

Masky og Hoodie nikke begge. "Slender er også færdig med maden."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...