More than faith.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2014
  • Opdateret: 20 aug. 2014
  • Status: Færdig
7 måneder er gået, siden Allison Hørlyck forlod London og tog hjem til Danmark, i frygten for kræft og med hjælp fra Harry. De 7 måneder har ændret alt. Både Louis og Helenes bryllup står for døren – Helene er gravid, James skal snart være far igen, Liam er flyttet sammen med Sophia, Zerrie venter sig og Niall, ja Niall har fundet lykken i en ny pige og Harry, ja han lever sit eget liv. I mens alt det sker i London, sker en masse hjemme i Danmark, Allison har kræft og kæmper sin egen kamp, uden hjælp fra familien eller Harry. Vil Harry mon svarer hende tilbage? Vil de andre finde ud af sandheden? Hvad med Niall, elsker han virkelig den nye kvinde? Hvordan vil det hele dog ende? Det her er 2'eren til More than this.

160Likes
311Kommentarer
39342Visninger
AA

3. Prolog.

 

"I will fight to the end!"
- Allison Hørlyck.


”Ja jeg står så her med svaret Allison” jeg lader blikket hvile på ham og jeg synker hurtigt en klump, bare alene nervøsiteten er slem nok.
”Det ser ikke godt ud” siger han kort og stille, inden han blot fortsætter igen.
”Der er en knude, men den sidder ikke i brystet som du frygtede…” han klør sig kort i håret, sikkert fordi det er svært, for hvordan fortæller en person, at personen skal dø?
”Grunden til du følte noget ved brystet, er meget normalt når man vokser” egentlig er jeg ligeglad, jeg vil bare vide hvor kræften er og hvor slemt det er.
”Hvad med kræften?” spørger jeg stille og sætter mig en smule op.
”Du har desværre en knude i den ene lunge. Hvor slemt det er, kan jeg ikke sige ud fra din scanning, da vi jo scannede hele din krop. Derfor vil vi gerne tage en scanning mere og se hvor slemt det er”
”Hvornår kan hun få den scanning?” mit blik lander hurtigt på Ryan, havde faktisk helt glemt ham og først nu ligger jeg mærke til ham, mest fordi han snakker, men også fordi han klemmer min hånd.
”I dag, om en time” jeg nikker stille og han forsvinder hurtigt igen. Jeg vender hurtigt blikket i mod Ryan, som bare ser medfølende på mig, men også spørgende.
”Nej… de skal intet vide. Hverken mor eller James, de har nok lige nu”
”A…”
”Nej Ryan… jeg skal bare snakke med Harry” han nikker kort og ser blot på mig.
”Sikker på der ikke er noget, altså i mellem dig og ham, siden han må vide tingene og Niall ikke må, eller din mor”
”Ryan, der er intet. Kun venskab, har jeg jo sagt. Måtte få Niall til at glemme mig og den eneste måde var jo, at slå op med ham og kunne jeg ikke, ikke uden en god grund. Så Harry hjalp mig og det er det” siger jeg stille og lader blikket hvile på ham. Han nikker blot, selvom han ikke tror mig. Jeg kender ham trodsalt. Hvorfor er han sådan beskyldende? Mig elske Harry, ja han er da sød, flot og alt det der, men han er ikke Niall og jeg burde virkelig glemme Niall, men jeg kan ikke. Jeg er så knust og det burde være ham som er knust, og ikke jeg. Kærlighed er også svær.
”Ryan… jeg har kræft” siger jeg stille, inden tårerne finder vejen på mine kinder og det her, det her er endnu en lang rejse. Jeg kender min fars rejse og nu overtager jeg den. Mere eller mindre.
Jeg har kræft, kræft i lungerne eller måske kun den ene, spurgte nu ikke indtil det og de vil jo alligevel scanne der hvor lungerne er, så jeg kan vel kun vente? Ikke?


***


”Jeg ved ikke hvordan jeg skal sige det Allison. Din venstre lunge er ret udsat, vi kan forsøge med kemo, men jeg kan intet love og hvis det ikke hjælper, så må vi fjerne din venstre lunge også skulle du gerne være kræftfri. Vi kunne gøre det nu, men vi regner stærkt med, at kemoen nok skal hjælpe” jeg nikker bare en smule, jeg har ikke så meget og sige, hvad skal jeg sige? Jeg har kræft, jeg skal have kemo og hjælper den ikke, så er der kun en udvej og det er, at fjerne min lunge. Men fantastiske ellers så fine lunge og det er den jo så ikke.
ARG! Hvorfor! Hvorfor! Jeg mener det virkelig, hvorfor? Hvorfor? Jeg er kun 19, snart 20 og ja… arg. Jeg er så ung og alligevel ikke.
Jeg brude være for ung til kræft og det er jeg i princippet også, men med sådan en sygdom, så kan alle rammes og det er på den ene eller den anden måde. Der er mange børn som lider af leukæmi og det er slem nok, det går i blodsystemet.
Jeg er bare uheldig, fordi min far havde kræft og det er derfor let arveligt, hvilket jo bare er nederen. Men man kan intet gøre og sådan er livet desværre.
Jeg må finde mig idet.


Jeg har kræft og rejsen er først lige begyndt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...