More than faith.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2014
  • Opdateret: 20 aug. 2014
  • Status: Færdig
7 måneder er gået, siden Allison Hørlyck forlod London og tog hjem til Danmark, i frygten for kræft og med hjælp fra Harry. De 7 måneder har ændret alt. Både Louis og Helenes bryllup står for døren – Helene er gravid, James skal snart være far igen, Liam er flyttet sammen med Sophia, Zerrie venter sig og Niall, ja Niall har fundet lykken i en ny pige og Harry, ja han lever sit eget liv. I mens alt det sker i London, sker en masse hjemme i Danmark, Allison har kræft og kæmper sin egen kamp, uden hjælp fra familien eller Harry. Vil Harry mon svarer hende tilbage? Vil de andre finde ud af sandheden? Hvad med Niall, elsker han virkelig den nye kvinde? Hvordan vil det hele dog ende? Det her er 2'eren til More than this.

160Likes
311Kommentarer
39305Visninger
AA

6. Chapter 3.

 

"Fight for the people you love"
- Liam Payne.


Kære mor.
Wauw, tænkt jeg er nået til det her, et afskedsbrev. Jeg er ikke død endnu, men gør jeg nok snart og nu lyder jeg som en bitch, fordi det er pga. Harry eller det er det jo ikke.
Har brugt alt min tid på, at kæmpe for dig og få dig tilbage, jeg burde have sagt nej til det den gang, men jeg kunne ikke, det var din drøm og jeg ødelagde jo din drøm eller gjorde jeg jo ikke, ikke efter dine ord. Jeg var din drøm, nok fordi at John Peterson var den elskede og jeg det kød & blod som kunne kommer, så i fik mig. Nu er jeg alt du har og måske flygtede du pga. det? Jeg er jo alt du har efter fars død og jeg ved det gør ondt, for det gør ondt på mig.
Jeg savner ham mor, har jeg altid gjort og må sige, jeg fatter ikke at jeg har været en kæmpe bitch og det er overfor alle. Alle! Virkelig alle!
Det her gør så ondt, virkelig.
Jeg stjal penge som hævn eller jeg brugte bare meget på dit kort, alt for meget måske. Men håbede du ville skælde mig ud, gjorde du ikke, heller ikke med det lyserøde hår eller navlepiercingen. Jeg lod mig ødelægge mig selv og det var kun pga. din opmærksomhed. Troede du elskede drengene mere end mig og nu ved jeg sandheden, du elsker mig mere end noget andet, men har svært ved og vise det, alt sammen pga. far.

Så jeg forstår dig nu, meget.
Jeg elsker Paul og er glad på jeres veje, han er en perfekt fyr for dig mor og godt du griber ind. Vi må ikke være ulykkelige mere og det siger jeg, mig som skal dø og forlade dig. Det gør ondt mor, virkelig. Ville ønske det ikke ville ske, at jeg skal forlade dig og James.


Jeg elsker dig mor, mere end noget andet! Glem ikke det! Glem ikke dig selv eller grav dig i et hul, det ønsker jeg ikke!
Husker du al det far sagde til mig? Gør det mor, du må leve videre, intet kan bringe mig tilbage. Du må bare lærer og minde mig, ikke være ked af det, men minde mig.
Jeg er det sidste fra John, altså far. Men nu har du en ny mand og snart et nyt barn, ikke det erstatter os. Men det er et skridt fremad, du har stadig James, Tanja og farmor, John lever ved dem og jeg med. Jeg vil altid være i dit hjerte, husk det.

Jeg elsker dig mor!

Din elskede Allison!

***

Det var det første afskedsbrev, en smerte der gør så ondt og burde have skrevet minder i, men kan jeg ikke. Så hellere lave en film, som de kan se til min begravelse og minde mig den vej i gennem. Men at give den et personligt farvel brev, ja det kan gå!
Et host forlader hurtigt mine læber, men endnu en forlader og flere følger efter, åh det er hårdt. Er svag nok i forvejen og at mangle en lunge hjælper pt ikke, når man også er syg. Kan måske få en lunge, når jeg bliver rask, hvis jeg bliver rask.
Lungen blev jo kun fjernet, fordi knuden var for tæt på hjertet og det var så den eneste mulighed, hvis hjertet ikke skulle smittes. Men blodkaret sidder jo også ved hjertet, så ja. Lungen måtte væk. Virkelig træls, men sådan er livet! Desværre!

Et bank opfanger hurtigt mine ører og jeg vender straks blikket i mod døren, inden Ryan træder ind og med blomster. Skal jeg sige at han kommer hver dag? Og han altid har blomster med? Så værelset ligner et drivhus efterhånden.  Selv bamser og anden forkælelse! Han er en dejlig ven, selvom jeg nu så ham bruge tiden fornuftigt og det vil sige, sammen med pigen i hans liv, som slog op med ham pga. mig.
”Hej søde, hvordan har vi det i dag?”
”Samme som i går og alle andre dage…” siger jeg stille, inden jeg lukker øjnene lidt, men mærker godt han nærmer sig mig, specielt da hans hånd rammer min kind og nusser den. Men hånden forsvinder hurtigt og jeg åbner mine øjne, hvor mine øjne rammer hans hånd, som nu holder afskedsbrevet til mor.
”Allison, du skriver bare ikke farvel! Du skal ikke dø, er du med! Du dør ikke, forstår du det!” jeg kan tydeligt mærke hans angst og forstår hans følelse, vi begge har mistet. Jeg griber blidt hans hånd og lader mine øjner amme ind i hans.
”Ryan, hvis jeg nu døde i nat, så skal der være en forklaring til dem alle og beskrivelse af hvad de betyder for mig.”
”Allison… vil du ikke godt stoppe, du dør ikke! Skal jeg nok sørge for!”
”Ryan, du har ikke pengene okay?”
”Jeg kan skaffe dem… Allison, han har ikke svaret dig i 7 måneder for fanden!”
”Ryan, stop. Han har sit og kæmpe med! Harry har ikke glemt mig” måske har han glemt mig? Måske har Ryan ret, alt jeg bilder mig ind er bare løgn. Harry har glemt mig og vil ikke længere hjælpe mig, grunden er: Han er forelsket i mig og jeg elsker ham ikke tilbage - ja den del har Ryan ikke ret i. Mig følelser for Harry? Seriøst, han er sådan en virkelig god ven, så nej!  Det her er bare Ryan og jeg om igen, altså følelsen som Ryan og jeg havde for hinanden, det er hvad det er i mellem Harry og jeg, eller fra Harrys side kun.
”Så siger vi det…” mumler han bare og jeg er godt klar over, at jeg ikke burde hører det, men det gør jeg og det pisser mig faktisk af.
”Hvis du ikke kan forstå det, så gå”
”Allison for fanden! Hvad vil du have jeg skal sige? Jeg ser dig hver dag og hver dag der går, jo mere syg bliver du! James kommer stort set hver dag og har måttet opfinde, at du har fået en kæreste eller nej, det tror James og det er derfor du ikke er hjemme. Det gør ondt! Jeg passer forhelvede en kirkegård og jeg har ikke lyst til, at den ene grav bliver din” auv, den sad, specielt eftersom tårerne rammer hans kinder og det gør bare virkelig ondt, nu føler jeg mig da først egoistisk, virkelig!
”Ryan… ikke græd, okay? Jeg stoler på Harry, kan du så ikke stole på mig?”
”Ligesom ret svært, når 7 måneder er gået og jeg kan se hvor dårligt du har det, se hvor tynd du er… det er ikke godt og du ved det”
”Jeg kan ikke gøre for det, jeg kan bare ikke spise og det er hårdt”
”Du burde få dig en lunge…”
”Skal jeg jo sikkert også, fra en som kan undværer, men kræver en der kan give mig det og nej du ofre dig ikke Ryan!”
”Ved jeg godt… vi matcher jo ikke, har du glemt det?” når ja, det havde vi jo tjekket. Åh jeg hader det her, kan jeg ikke bare dø nu også er alt overstået? Ingen smerte. Nu ved jeg da hvordan far havde det og det er ikke en rar følelse. Langt fra.

Tavsheden rammer os hurtigt og jeg må indrømme, den er træls og irriterende, virkelig. Jeg vender dog i stedet blikket på Ryan, som nærmest bare stirrer på mig og i ren bekymring tager jeg fat i hans hånd, inden den får et solidt og blidt klem.
”Jeg er okay, okay? Få hende nu tilbage i stedet, jeg klarer mig i nogen dage”
”kan jeg ikke Allison… hun hader mig og mener vi stadig har noget, hvilket vi langt fra. Ikke ondt ment, men du ved jo hvad jeg mener”
”Iknow, men kæmp for hende. Inden hun går videre i livet, ligesom visse andre” et suk forlader hans læber og han ser bare ret alvorligt på mig.
”Allison, du kunne have sagt sandheden til ham, så ville han ikke have været gået videre i livet”
”Hvem siger, at jeg snakker om Niall? Han kan rende mig, vi er ikke kærester længere og jeg slog op, så han skal bare videre i livet, ligesom jeg er” et grin forlader hans læber, inden han bare kærtegner min hånd.
”Søde skat, du er langt fra videre i livet, jeg er squ ikke dum. Du tjekker de samtlige medier, som om handler ham. Barbara er intet i forhold til dig”
”Jeg er over ham, okay!?”
”Når ja, du har jo Harry nu, I har været sammen i 7 måneder ikke?” et fnys forlader mine læber, inden jeg fjerner min hånd og åbner min mund, inden jeg lader virkelig vrede ord forlade den.
”Skrid med dig! Gider slet ikke og se på dig, hvis du skal snakke sådan! Fat det, er over Niall og intet er i mellem Harry og jeg! Men han har aldeles ikke glemt mig!” jeg råber det så højt jeg kan og det resultater i, at jeg begynder og hoste, hvilket bliver slemmere og slemmer, hvor Ryan i stedet tilkalder lægen.
Blikket rammer hurtigt døren, idet min doktor kommer ind og med lidt mere erstatning. Han begynder og hjælpe mig ud af hosteanfaldet, selvom det ikke hjælper og man kan tydeligt hører, at hjerte maskinen arbejder på fuldtrygt. Først op, så ned også op og ned igen.
Mit blik slører bare ret meget og alt ender egentlig bare med, at blive ret så sort og stille.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...