More than faith.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2014
  • Opdateret: 20 aug. 2014
  • Status: Færdig
7 måneder er gået, siden Allison Hørlyck forlod London og tog hjem til Danmark, i frygten for kræft og med hjælp fra Harry. De 7 måneder har ændret alt. Både Louis og Helenes bryllup står for døren – Helene er gravid, James skal snart være far igen, Liam er flyttet sammen med Sophia, Zerrie venter sig og Niall, ja Niall har fundet lykken i en ny pige og Harry, ja han lever sit eget liv. I mens alt det sker i London, sker en masse hjemme i Danmark, Allison har kræft og kæmper sin egen kamp, uden hjælp fra familien eller Harry. Vil Harry mon svarer hende tilbage? Vil de andre finde ud af sandheden? Hvad med Niall, elsker han virkelig den nye kvinde? Hvordan vil det hele dog ende? Det her er 2'eren til More than this.

160Likes
311Kommentarer
39306Visninger
AA

25. Chapter 22.

 

"Sorry that I let you down!"
-  Allison Hørlyck.

Gråden ryger bare ud af mig, i mens jeg falder sammen omkring det der burde være ham, ham som skulle beskytte mig for altid og give mig bort, give mig til den mand som fortjente mig, ham som skulle være den eneste ene, ham som skulle være den perfekt og nu, nu er det slut og freden er endelig på sit rette sted. Hans kolde ansigt rammer hurtigt mine kinder og den stive hånd, er ikke til at holde i og hjertet banker ikke længere, han er væk og for altid.
”Du lovede… du lovede” græder jeg bare i mens alle smerter kommer ud og jeg i et forsøg bare prøver, at åbne hans hånd, så den kan holde om min, men så lidt er det ikke, for den er stiv og er ikke til at rokke. Snoren om hans finger, forbinder sig til en klokke, en klokke som alligevel ikke vil ringe og grunden er tydeligt, han er væk. Ansigtet er blegt og kroppen er kold, ikke mindst så stiv og hård. Man skulle tro det var en voksfigur og ikke det ægte varer.
”Du lovede!” jeg løfter stille mit hoved og lader mine tårer dråbe ned i hans ansigt, jeg venter bare, venter på hånden som burde fjerne dem og knurre mig tæt indtil ham, men intet sket, intet. Jeg slår ham på brystkassen i mens jeg skriger og græder. Jeg mærker andre arme omkring mig, som trækker mig væk og holder mig tæt indtil sig.
”Sssh skat” James. Jeg græder bare og jeg burde være stærk, bruge mine kræfter og holde om hende, hende som gav mig til denne ord, men gør jeg ikke og i stedet er hun selv brudt sammen over far.

***

”FAAAAAAR, FAAAAR” jeg skriger og skriger, inden nogen rusker i mig og jeg spærre øjnene op, i mens sveden løber ned af mig og tårerne følger med.
”Sssh Allison, shh!” mit blik rammer en ukendt mand, men alligevel så genkender jeg ham, Robin.
”Så Allison, sssh” jeg græder bare og ind kommer doktoren også, da han hørte mit skrig.
”Hvad drømte du?”
”Jeg vil have James!” græder jeg bare og mærker den store smerte. Jeg husker alt så tydeligt og jeg kan føle det endnu, fars kolde stive hånd og hans blege ansigt. Selv den madras han lå på, var tømt ud for luft og jeg skulle kigge, kigge om han havde sine ben og det er et syn jeg ikke klemmer. Alt var så stiv og bleg, der var intet tegn på liv, intet.
”Jeg skal nok ringe til ham” siger lægen hurtigt og forlader rummet. Robin forsøger bare og berolige mig, men det kan han ikke og vejrtrækningen driller, så masken ryger på, imens jeg bare græder og væmmes ved drømmen, det et minde jeg ikke vil kalde for et minde, men mere noget man ikke vil se igen.
Mine øjne lukkes bare hurtigt igen.

***

”James, jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Hun snakker ikke til mig og hun bruger bare tiden på værelset, hun siger ikke noget, hun reager ikke og vil bare ikke fortælle mig noget, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre!”
”Sssh Helene, det skal nok gå!”
”Jeg har mistet min mand og min datter glider væk, hun har været låst inde lige siden. Hun vil ikke ud. James!” selvom jeg sidder på værelset, så hører jeg tydeligt mors gråd og James med, men hvad skal man sige? Mor, jeg hader dig og James, jeg hader dig, ja jeg hader alle og hvorfor, ingen gjorde noget og det eneste jeg elskede har forladt mig.

”James, hun er 11, hun burde ikke lukke sig inde og helt inde”
”Jeg ved det Helene”

”Begravelsen er i dag og hun vil ikke ud” jeg ser stille ned på mit lår og på billedet af far og jeg, tårerne falder langsomt på mine kinder, inden jeg ligger billedet fra mig og rejser mig fra sengen af.
”Søde, hun ved hvad hun skal gøre og hun skal nok komme ud”
”Jeg har ikke set hendes siden” siden vi kom hjem fra sygehuset, så låste jeg mig inde og har ikke forladt værelset siden, kun når jeg skulle tisse og når mor så mig, hvor hun forsøgte at kramme mig, så skubbede jeg hende væk og låste mig inde igen. Har intet spist siden og det kan høres, eller det kunne i starten. Nu kaster jeg bare op. Selv James har prøvet og ham har jeg skubbet væk, for intet giver mening mere.
Jeg går stille hen til skabet og finder min flotteste sorte kjole frem, en kjole jeg har båret før, til mine bedsteforældres begravelse eller kun farfars. Jeg var lidt mindre da mormor og morfar døde.
Jeg får kjolen på og går i mod spejlet, inden jeg sætter mit hår op, men lader det i stedet hænge låst og sætter en spænde i, så noget af håret fjernes fra ørene af og samles bagved. Jeg ser stille på mig selv i spejlet, inden jeg går hen til sengen og tager billedet af far og jeg. Har flere, mange flere. Men det her er mit ynglings øjeblik, vi var ude og skøjte, det var min fødselsdag sidste år og det var bare ham og jeg, hvor mor var der hjemme. Far og jeg tog ud og spiste, vi fik rejecocktail, Roastbeef m. Kartofler dybet i smørsovs og pyntet med grønt, og til dessert Bananasplit. Vores helt egen specielle menu vi opfandt den dag. Far lovede mig, at vi ville gentage det igen i år og det gjorde vi. Han var allerede syg den gang og havde været længe, men for få uger siden tog det i kræft og for 6 dage siden forlod han mig.

Jeg åbner stille døren og går forbi mor og James, inden jeg får mine fine sko på og trykker billedet tæt til mig. Jeg mærker James arme omkring mig, men jeg krammer ikke med og har ikke lysten. Jeg vrider mig fri og går ud til bilen, hvor jeg bare venter, venter på de åbner døren og jeg kan sige farvel.

”Hej skat” jeg giver ikke en gang Tanja blikket, inden hun åbner døren for mig, hvad skulle jeg give hende blikket for?

Mine øjne rammer på kisten, kisten som står i kirken og pyntet med blomster, jeg holder bare billedet tæt på mig, i mens folk synger og græder, så trykker jeg det bare tætter og tætter på mig. Mine øjne ligger på kisten og jeg venter bare, venter på banket og at han springer op af kisten, siger en aprilsnar eller noget. Jeg mærker godt James hånd på mit lår og jeg vifter den blot væk. Da præsten har sagt sine ord og folk nærmer sig kisten, følger jeg bare med ud. Vil ikke bærer den, jeg vil ikke følge ham i døden, det vil jeg ikke. Min farmor ligger stille armen om mig, i mens vi går efter kisten og ud på kirkegården, hen til der hvor han skal ligge. De begynder stille at synke ham i jorden og mor ligger stille armen om mig, men jeg vifter den bare af og mærker nu tårerne komme frem, da de begynder og hælde ord på. Jeg vælger bare at løbe og løbe, i mens mit navn bliver råbt.
Jeg vælter undervejs og tårerne triller bare ned af kinderne, jeg ser hurtigt rammen, rammen er i stykker og glasset har lavet en ridse i fars kind, og der bryder jeg for alvor sammen. Jeg mærker hurtigt stærke arme omkring mig, som bare løfter mig op og jeg græder bare helt vildt.

”Sssh skat” James. Jeg kaster stille armene omkring hans hals og bare græder.
”Skat, tager du billedet?” jeg går ud fra det er Tanja, jeg græder bare og meget endda. Nok første gang siden sygehuset, at jeg bryder sammen.

”Jeg vil have far” græder jeg bare og tårerne glider bare ned langs mine kinder.
”Jeg vil have far!” jeg gentager mig selv mere end en gang og James tårer rammer mig i hovedet, det kan jeg tydeligt mærke, han er min bedsteven og nu er han ikke, min far er væk og ingen har redet ham, ingen!
”Allison skat, det kan du ikke” græder han stille. James sætter mig stille ned på hans køler hjem, inden han fjerner mine mange tårer og ser ind i mine brune øjne, hvor på ham bare kysser mig i panden og tager fat i mine hænder.

”Jeg vil have far… han lovede mig! Han sagde han aldrig ville forlade mig!!!”
”Det skal nok blive bedre, det lover jeg!”

***

”Allison skat?”
”Du lovede, du løj… du løj som ham.. du sagde det ville blive bedre” jeg åbner stille mine øjne og ser på James, mine øjne er allerede i vand og James øjne bliver straks triste, men forvirret.
”Du lovede mig, at alt ville blive bedre, men intet er blevet bedre, kun værre! Du lovede… du brød et løfte som han gjorde!”
”Allison skat” siger James stille og fjerner mine tårer.
”Min pige”
”Mor rejste… du blev rektor, de dukkede op og alt blev værre og nu det her! Du lovede… du lovede mig!” jeg græder bare og mærker hans ene hånd klemme fast i min hånd, inden han tysser på mig og læner frem i mod mig, inden han kysser min pande flere gange.
”Skat, han vil altid være lige her” han ligger sin hånd på mit hjerte og jeg græder bare.
”Jeg bar ham ikke til graven! Jeg kastede ikke jord på ham, jeg løb væk. Jeg løb væk… jeg fik ikke sagt farvel!!! Billedet gik i stykker, alt gik i stykker!”
”Allison, han elskede dig og det ved du, han vil aldrig være skuffet over dit valg, det ved du. Du var 11, hvad kunne man forvente, du var hans lille pige og alle jeres oplevelser sluttede idet sekund. Du skal ikke have det dårligt med det. Din far elskede dig og ønskede ikke at forlade dig, han kæmpede, han kæmpede for dig og din mor, selvom han hellere ville opgive, han blev ved, han ville se hans datter vokse op og tro mig, han vil være så stolt af dig”
”Hvordan… jeg har ikke andet end ødelagt alt, alt!” jeg græder bare og selv James græder.
”Skat, du har ikke ødelagt noget, intet. Det folk gør lige nu, er fordi de holder af dig eller din mor. Du har ikke ødelagt noget min pige, intet og du må aldrig tænkte sådan!” han kysser mig i panden og han trækker mig forsigtigt op, inden han ligger armen om mig, da den anden jo stadig er i gips.
”Jeg lukkede mig inde… jeg svigtede mor, jeg burde passe på hende!”
”Skat, du gjorde hvad du følte for og det bebrejder ingen dig for” hans læber rammer atter mine kinder og jeg græder bare mere og mere.
”Jeg savner ham… jeg savner ham James! Jeg savner ham!”
”Jeg savner ham også, hver dag og hver gang jeg ser dig, så ser jeg ham i dig og det bringer et smil frem på læben, du ligner ham mere og mere for hver dag, du har den samme flotte udstråling som ham og er ligeså populær i blandt drenge, som han var i blandt piger. At se dig gå rundt, gør alle glade, for det er som om, at se ham igen og igen”
”Jeg vil ikke dø James”
”Det skal du heller ikke skat! Det skal vi nok få ordnet, du skal ikke forlade os” jeg kaster mine arme omkring hans hals og græder bare virkelig meget, så James må ligge mig ned igen og give mig masken på. Han planter et kys i min panden, inden han synger den sang far altid sang for mig, når jeg ikke ville sove. Inden længe, så sover jeg.

************************************************************************************************************************

Hele kapitelet har været svært for mig, at skrive og håber det er godt nok. Det første flashback hun har, er den følelse og smerte jeg havde, da jeg så min farmor ligge i hospitals sengen.
Så undskyld, hvis det virker dårligt, men der var lidt mange følelser med i her og synes I fortjente, at se Allison flashback fra den periode hun mistede sin far, da det her var det rette tidspunkt for det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...