Sjælenes Bøddel

”Så gå aldrig ud i mørket alene, dette kan meget vel blive det sidste du gør.” Sådan afsluttes hver eneste fortælling om sjælenes bødler der hjemsøger skovene omkring landsbyen Axford. Straks når fejltrin er blevet begået, bliver de tilkaldt. Ingen kan vide sig sikre, og lever derfor i en konstant frygt. Men også i gaderne bliver frygten spredt, af rigmanden Edgar Jones. Edgars tjenestefolk ansætter den 15-årige Alice Gray, som stuepige i håb om at Edgar vil falde for hende, i håb om at det eneste han mangler er lidt kærlighed. Men… Alice har en tendens til at gå sine egne veje. Vil det mon gøre indtryk på Edgar, eller bare drive ham til vandvid? Vil han nogensinde kunne ændre sig?

4Likes
1Kommentarer
269Visninger
AA

3. Kapitel 2

Solens første stråler trængte igennem mine gardiner og lyste i fine striber på mit sengetøj. Jeg selv sad i gyngestolen, der var blevet placeret ovre til venstre for sengen, og vuggede langsomt frem og tilbage, mens jeg stirrede på det store bornholmerur der stod oppe ad væggen overfor mig. Tik tak tik tak. Over sengen var der et vindue, hvor de mørkegrønne gardiner stadig var trukket for, i et forsøg på at forhindre sollyset i at komme ind – tydeligvis forgæves. I den modsatte ende af værelset var der en kakkelovn lavet af porcelæn, hvor gløderne stadig ulmede svagt. Dette var dog ikke nok til at varme værelset op. Til venstre for kakkelovnen, stod en kurv flettet i pil, hvor der højest sandsynligt skulle have været brænde i, men som nu var tom. Og som prikken over i’et prydede billeder af mænd iført kapper og laksko, samtlige vægge.

Tik tak tik tak. Urets visere, der kørte lige så stille rundt i urskiven, viste nu at klokken var 12 minutter over 7. Tidligt, men jeg havde alligevel været oppe i flere timer. Da jeg vågnede der for 3 timer siden havde det være med følelsen af at noget betragtede mig, men da mit blik gennemsøgt lokalet, viste det sig selvfølgelig ikke at være tilfældet. Det var nok bare malerierne, med deres uhyggelige øjne, der fulgte alle mine bevægelser. Og alligevel havde jeg ikke lukket et øje siden da. I stedet havde jeg sat mig op i gyngestolen, stadig med maleriernes øjne på mig, og ventet på at jeg kunne være bekendt at (måske) vække de andre på min vej ud til køkkenet.

Jeg blev siddende et par minutter mere, før jeg besluttede mig for, at det kunne jeg godt være bekendt nu. Jeg havde siddet i skrædderstilling, så udover at mine fødder nærmest gjorde ondt da kulden fra stengulvet ramte dem, var mine ben også helt følelsesløse. Jeg var glad for at der ikke var nogen til at se mig, for da jeg tog de første par skridt, burde jeg nok kunne sammenlignes med en valtrende pingvin. Heldigvis var det også kun de først par skridt, efter det blev min gang nogenlunde normal.

Jeg smuttede ud af døren, og satte kursen mod køkkenet, dog nåede jeg ikke så langt. Jeg lod mit blik falde på spejlet, på væggen overfor. Det var ca. 40cm bredt og en halv meter højt. Toppen var en halvcirkel og den spinkle ramme udenom, var blevet malet sort. Dog var malingen ved at skalle af visse steder.
Inde midt i det, omringet af rammen, stod en pige og kiggede på mig. Hun havde stadig lidt søvn i øjenkrogen, og hendes tynde, lysebrune hår, hang ned over hendes skuldre, og dækkede samtidigt også hendes størstedelen af hendes lettere strittende ører, andet klæbede stadig til hendes kind. Et hav af rødbrune fregner var blevet strøet på hendes kinder og op af næseryggen. Hendes kindben var markerede, næsen en smule skæv, og læberne smalle. Hendes øjne, der havde en gråblå nuance, stirrede lige tilbage på mig. Jeg havde aldrig set mig selv som smuk – det gjorde jeg skam heller ikke nu – men heller aldrig som decideret hæslig. Jeg vendte mig væk fra spejlet, endnu en gang, og fortsatte hen af gangen.
Få meter længere frem udvidede gangen sig, og jeg trådte ind i det nye rum. Som i meste af huset, var væggene holdt i mørkt træ. Gulvet blev ligesom i køkkenet dannet af sorte og hvide fliser, som formede det skakternede mønster. Ovre i højre hjørne af rummet var der en hvid to delt trappe, der førte op til de etager der var oven over, og som ærlig talt så meget malplaceret ud i det mørke rum. Til venstre stod endnu en kakkelovn – denne gang med lidt mere end et par gløder – omringet af lænestole med sort læderbetræk og matchende fodskamler. I loftet hang en prægtig lysekrone, og oplyste det meste af rummet. Døren, man ville støde på hvis man drejede skarpt til højre, som førte ud til køkkenet, stod på klem og en smal sprække lys faldt på gulvet.

Det så ud til jeg havde fundet mig et nyt mål. Jeg lod mig dumpe ned i lænestolen længest til venstre og lagde fødderne op på fodskamlen foran, så der var mulighed for at de kunne blive tøet op igen.

Dog gik der ikke lang tid før fodtrin kom nærmere bag mig. Jeg lænede mig til højre for at se forbi den læderpolstrede lænestolsryg, med en forventning om at se Birgitta med armene lagt over kors, eller manden med det plyssede hår fra i går.
I stedet blev mit blik mød af et par klare blå øjne, jeg ikke genkendte. Den blonde mand foran mig, sendte mig et blændende tandsmil, før han tilbagelagde de få meter der havde været imellem os, og rakte mig hånden. Han holdte en messingpande og en ske, i den anden. Jeg kom akavet på benene, pga. mine stadig forfrosne fødder.
Jeg kastede et ordenligt blik på manden foran mig. Eller måske ville det være mere passende med ’drengen’ for han lignede en der var på alder med mig. Måske et år eller to ældre.  Han var af samme kropsbygning som den plyshåret mand fra i går, og havde – som sagt – klare blå øjne og halvlangt, pjusket, blond hår. Han var ”kun” et hoved højere end mig. Han var iført en hvid skjorte, sorte lærredsbukser og sorte laksko. Alt i alt var han vel ret pæn…
”De må være den nye stuepige,” smilede han, hvorefter jeg mærkede varmen stige op i mine kinder.
”Ja..” mumlede jeg og tog kejtet fat om hans hånd.
Det her var virkelig akavet. – Men åbenbart kun for mig. Drengen slap min hånd og sendte mig endnu et tandsmil, før han fortsatte.
”Jeg hedder Sebastian Anderson. Det glæder mig at møde dem.” Han bukkede overdrevent.
”I lige måde.” var det eneste, det lykkedes mig at få frem. Jeg prøvede at sende ham et smil, der fra hans synsvinkel, nok mest lignede en oppustet grimasse.
”Og hvem har jeg så æren af at møde?”
”Alice Gray. Og som De allerede ved, er jeg den nye stuepige,” svarede jeg. ”Og hvad i al verdenen skal du med panden der?” Jeg nikkede i retningen mod panden i hans hånd.
”Nå den?” Sebastian vendte blikket mod panden i sin hånd, som om han helt havde glemt den, og nu igen blev mindet om dens eksistens.
”Jeg blev sendt ind for at vække dig, men du var jo allerede stået op.” Han sendte mig et smil – igen. Kunne han ikke andet?!
Jeg skulle lige til at komme med et fornærmet udbrud, da lysstrålen fra køkkenet blev udvidet, da døren blev åbnet helt, og Birgitta trådte ud. En overrasket grimasse – der af en eller andet grund så helt forkert ud til hendes kønne, lettere rynkede ydre – gled hen over hendes ansigt da hun fik øje på os.
”Jamen hvad er det dog du har på?” Et misbilligt blik blev sendt i retningen af mit tøj. Jeg kiggede som af ren refleks, ned af mig selv. Min hvide satin natkjole dækkede forholdsvis lidt af min krop. Den gik kun til mine knæ, så resten af mine blege ben var blottede. Den blev holdt fast på min krop af et par tynde stropper, så mine arme kunne også ses. Alt i alt, nok ikke den ideelle påklædning.  Før jeg overhovedet kunne nå at svare, var Birgitta hoppet om på side af mig, havde lagt en hånd på min ryg, og førte mig hen af gangen, mens hun mumlede noget om ordentlig påklædning.

Jeg trådte ind i køkkenet, på de skakternede fliser. Birgitta havde fundet en kjole frem, og bedt mig om at skrifte, før hun havde vendt næsen mod køkkenet igen. Kjolen var holdt i en mat grøn farve, den samme som påskeliljers blade. På brystet var en hjerteformet udskæring, dekoreret med et hav af blonder. Ærmerne gik til albuerne og var pyntet med broderede blomster, der havde en vis lighed med de gule smørblomster, der voksede i vores have om sommeren. Således var skørtet. Rundt om livet var et tyndt bånd, i samme farve som resten af kjolen, snøret rund om min talje, i et forsøg på at gøre mine hofter bredere og give mig flere former. Kjolen gik ned til gulvet og dækkede de ballerinasko jeg havde på fødderne. Mit førhen uglede hår, var nu blevet redt stramt tilbage, og samlede sig en smuk fletning, der blev holdt sammen af et sort hårbånd i enden.
Jeg lod mig dumpe ned på en af stolene, omkring køkkenbordet. Sebastian sad på med blikket rettet mod den dybe tallerken under ham, og løftede og sænkede skeen, så den grødagtige masse på hans ske, dryppede ned i tallerken igen. Imens stod Birgitta med ryggen til os, og øste mere af det grødagtige stads op i en skål. Hun vendte sig og stillede skålen hårdt på bordet foran mig, så noget af indholdet sprøjtede ud på bordet. Hun rakte mig en ske. Jeg tog imod den og begyndte at gøre Sebastian kunsten efter, og lod grødet falde fra min ske og ned i skålen igen.
”For resten..” begyndte Birgitta, og satte kursen mod den anden ende af lokalet, mod kosteskabet. ”Ledte jeg videre her i aftes og fandt et par uniformer mere, gemt under nogle viskestykker. Desværre er jeg ikke så sikker på at de passer dig. Rejs dig, så vi kan måle.”
Jeg rejse mig, lettet for at slippe væk fra min morgenmad, der med en hurtig bevægelse, blev skubbet væk fra mig, og længere ind mod bordet, og stillede mig, men så rank ryg jeg kunne præstere, mens Birgitta kom med uniformerne. De lignede den fra i går, bortset fra størrelsen. Den ene gik mig til midt på låret og var alt for kort, mens den anden dog gik helt ned til midt på skinnebenet, som den i går.
Birgitta bevægede sig hen mod køkkenbordet hvor hun lagde de ny fint sammenfoldede uniformer. Et suk undslap hendes læber.
”Det ser ud til du skal på indkøb i dag.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...