Sjælenes Bøddel

”Så gå aldrig ud i mørket alene, dette kan meget vel blive det sidste du gør.” Sådan afsluttes hver eneste fortælling om sjælenes bødler der hjemsøger skovene omkring landsbyen Axford. Straks når fejltrin er blevet begået, bliver de tilkaldt. Ingen kan vide sig sikre, og lever derfor i en konstant frygt. Men også i gaderne bliver frygten spredt, af rigmanden Edgar Jones. Edgars tjenestefolk ansætter den 15-årige Alice Gray, som stuepige i håb om at Edgar vil falde for hende, i håb om at det eneste han mangler er lidt kærlighed. Men… Alice har en tendens til at gå sine egne veje. Vil det mon gøre indtryk på Edgar, eller bare drive ham til vandvid? Vil han nogensinde kunne ændre sig?

4Likes
1Kommentarer
268Visninger
AA

2. Kapitel 1:

”Husk nu at…” Birgitta fortsatte med at fortælle sin åbenbart endeløse række af informationer. Hun havde fået til opgave at sætte mig ind i tingene, og hun tog det tydeligvis meget alvorlig. Jeg satte mig ’bedre’ til rette på den ellers meget ubekvemme træstol, og lænede mig ind over køkkenbordet. Birgitta travede frem og tilbage på det skakternede gulv, og brugt sit kropssprog det bedste hun havde lært. Som hun gik der og viftede med armene, med hendes sorte hår, der dog var en anelse gråsprængt, som nu hang i tjavser ud fra hendes løst opsatte hår, og med hendes gevandter flagrende efter sig, virkede hun meget stresset. Hun mindede mig lidt om min mor. Var altid i gang med noget, og havde så travlt. De lignede også lidt hinanden, men Birgitta var lavere end min mor, havde briller og hendes hår var en anelse mere gråsprængt.
Jeg bevægede mit blik videre fra hende og rundt i køkkenet. Det skakternede mønster fortsatte op af væggene, til et par meter fra loftet, hvor det blev afløst af en mørk træsort, jeg ikke anede hvad hed. Gryder, potter og pander – alle lavet af messing – hang på række, på væggen til højre for mig, over det fedtplettede gaskomfur. Den store stenovn, der var blevet mast hen i hjørnet, var nu i gang med at opvarme hele køkkenet. Mellem den og køkkenbordet var der en dør placeret, højest sandsynligt den der førte ind til kosteskabet eller sådan noget, hvad ved jeg. Midt i rummet stod der et massivt bord, også lavet af noget mørkt træ, jeg ville have gættet på var fyrretræ, men jeg var langt fra sikker. Det var så der jeg sad, på en af de matchende stole, og var så uforskammet ikke at høre efter.
Jeg greb en af mine lysebrune hårlokker, en af dem der havde bestemt sig at falde ned i ansigtet på mig, og begyndte et ihærdigt forsøg på at puste den op til de andre hårlokker, der havde været så venlige, ikke at forstyrre mit synsfelt. En ting jeg gjorde når jeg kedede mig.

”Alice? Sig mig, hører du overhovedet efter?”
Birgittas lettet irriterede stemme bragte mig tilbage til virkeligheden.
”Hvad? Når ja, selvfølgelig.” Jeg drejede hovedet væk, så hun ikke kunne se det smil der gled over mine læber, da jeg sagde det. Birgitta smilede også, så smilerynkerne tydeligt trådte frem. Hun bevægede sig over mod kosteskabet. Hun drejede nøglen, som af en eller anden grund allerede var placeret i nøglehullet, og åbnede skabet. Hun begyndte at rode rundt i tingene, forklæder og skeer fløj til alle sider, før hun endelig fandt hvad hun søgte.
”Her,” Hun kastede noget over til mig. Jeg undgik med nød og næppe at få det kylet i hovedet.
”Hvad er det?” Jeg nikkede mod tøjet, jeg havde lagt i mit skød.
”Din uniform,” svarede hun, som om det var en selvfølge at vide det. ”Hold den nu op foran dig, så vi kan få en ide om, om den passer.” Jeg rejste mig op og gik hen og stillede mig foran Birgitta. Jeg foldede tøjet ud, holdte det op foran mig, mens jeg kiggede spørgende på hende. Uniformen bestod af en sort kjole med stropper og et hvidt forklæde, med blonder i kanten, til at binde om livet. Nå, ingen kyse? tænkte jeg. Jeg sagde det ikke højt, vi kunne jo ikke have at hun fik nogle gode ideer. Desuden kom jeg alligevel til at ligne en dukke i det tøj.
”Den er alt for stor,” sukkede hun. ”Men det skal du ikke bekymre dig om, vi skal nok få købt dig en ny.” Kjolen gik mig til midt på skinnebenet, og var alt for stor om livet. Hvis jeg tog den på, ville jeg enten helt forsvinde eller også ville den bare glide af mig – forhåbentlig ikke det sidste.
”Tak,” mumlede jeg og foldede tøjet sammen, lagde det på køkkenbordet, før jeg igen satte mig på stolen.

Birgitta skulle til at fortsætte sin strøm af informationer da skridt hørtes udenfor døren. Håndtaget blev trukket ned, og en høj, slank skikkelse kom til syne i døråbningen. Hans lange tynde fingre greb rundt om dørkarmen. Manden i døråbningen var iført et par brune lærredsbukser, en sort jakke fra et jakkesæt, som også var det eneste han havde på overkroppen. Hans skulderlange, plysset, lysebrune hår, strittede til alle sider og hans mandelformede øjne var kastanjebrune og omkranset af nogle fyldige øjenvipper. Derudover havde han ingen sko på.
Hans blik gled rundt i køkkenet og stoppede ved mig. Jeg krympede mig en anelse, men han fjernede det ikke. Jeg mødte hans blik. Hans øjne var kolde.
”Birgitta, hvem er det?” spurgte han, stadig uden at fjerne blikket. Han gik et par skridt nærmere. Birgitta krympede sig. Jeg var åbenbart ikke den eneste.
”Det er Deres nye stuepige,” Hendes blik søgt mod jorden. ”Hr.” tilføjede hun hurtigt.
Manden sukkede og tog sig opgivende til hovedet.
”Fint, bare…” han fjernede blikket og vendte sig mod døren. Resten blev bare til en utydelig mumlen, da han forlod køkkenet.

”Nå,” Birgitta tog ordet igen, efter et par lange minutters stilhed. ”Lad mig vise dig dit værelse.”
Jeg rejste mig hurtigt, lettet over endelig at slippe væk fra den dårlige atmosfære, der havde sænket sig over køkkenet, og fulgte efter Birgitta, der var smuttet ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...