Imagine -one direction-

Jeg vil lægge en gang i mellem nogle imagines ud! Så tryk lige på føj til favliste Kommer med forskellige af de skønne

16Likes
20Kommentarer
2606Visninger
AA

3. Louis part 2 (Til Emma)

Skriver jeg person...

Emmas synsvinkel:

Det var dagen. Hvor man som kristen skulle sige farvel og lade person hvile i fred. Faktisk havde min far lige været inde for at vække mig.

Men det behøvede han ikke for jeg var vågen. Det havde jeg været hele natten plus alle andre dage. Hvis jeg har sovet, havde jeg grædt mig selv i søvne. Tøjet var fundet til min nu slidte krop. Sort. Atter sort. Jeg valgte at tage lidt mascara på, selvom at det var meget dumt. Jeg satte kurs ned af trappen og ud i køkkenet. Alt var trist. Sort. Jeg satte mig med et træt bump, ned på den stol min mor plejede at sidde på.

"En bolle?" Normalt ville jeg dø af grin over det. Men rystede bare på hovedet. Der var kun 10 minutter til vi kørte. Jeg løb op på mit værelse og fandt min telefon med smadret skærm, raseri og sorg går ud over folk og ting.

 Jeg tog den i baglommen og gik så ned igen. Fandt mine sort ballerina sko. Og en jakke der var sort. Den var tynd, men det er den eneste sorte jakke jeg har. Min far og alle andre satte sig ind i bilen. Vi havde kørt lidt tid. Radioen spillede fint roligt. I mod sætning til min vejrtrækning.

Men der kom en sang på.. Little things. "Far.. skift lige kanal.." sagde jeg med en lav stemme. "Hvorfor mi.." jeg afbrød hurtigt, det skabte for mange minder. "Gør det bare far.." jeg drejede hovedet mod vinduet.

Jeg vil ikke have folk ser mig som svag. Selvom, det er jeg i sådan et tilfælde. En hvid kirke kom til syne. Men noget fangede mig nu mere . 5 velkendte hoveder.

De kom faktisk, for min skyld. Niall fik øje på mig... og så helt trist ud. Jeg kiggede med det samme ned. Jeg synes alt var trykket, så det skulle ikke blive være.

 At miste sin mor er som et hul man er faldt ned i. Og du kan ikke selv komme op. Kun med hjælp.

Jeg gik i kirken, hvor kisten stod. Jeg satte mig på den lille stol ved siden af mine 2 brødre, Magnus og Søren på hver sin side af mig. Jeppe og far på hver sin side af mine brødre.

*

Tiden gik langsomt inde i kirken… faktisk er jeg næsten bange for at mine øjne er ved at poppe ud af hovedet på mig. Fordi jeg har grædt så meget. Mine øjne er nok helt røde, især fordi jeg har høfeber.

Lige nu… står jeg faktisk og kigger på min mors kister der kører væk.. aldrig se hende igen. Tårene pressede sig virkelig på..

Jeg vendt mig om og begyndte at løbe… Min far råbte efter mig. Men jeg løb videre… parken. Det er som om at det er de, man kan være i fred. Slappe af. Og lade mine tanker få frit løb.

Tårende løb ned af mine kinder da jeg satte mig på en bænk. Og brød helt sammen.

*

Jeg kunne ikke græde mere. Ikke fedt. Ondt.

Nogle tog fat ved mine skulder, et tørt skrig forlod mine læber. ”Er du okay?” Jeg sank langsomt sammen da jeg kendte stemmen. Niall. Han gik udenom bænken og satte sig roligt ned.

”Jeg håber ikke at du er skuffet af mig…” startede jeg ud, efter en lille akavet stilhed. ”Hør… jeg forstår dig fuldt ud… men jeg elsker dig stadig!” Jeg fik et lille smil på læben. Han er min bedste ven. ”Tak Niall.. det betyder meget” ”Kom.” Sagde han og havde rejst sig op, og rakte en hånd ned til mig. Jeg tog i mod den og vi gik hjem.

*

”JEG SKAL TALE MED HENDE! Niall plzz” Jeg vågnede stille og rolig op. Jeg rejste mig hurtigt op, men lad os sige at det var alt for hurtigt. Kvalme kom frem. Jeg løb ud med toilet, som jeg heldigvis vidste hvor der var. Jeg skulle i gennem stuen og gangen. Niall og…. Louis stod i stuen. Louis skulle til at sige noget men du løb hurtig videre.

*

AD! Jeg satte mig roligt oppe af muren.

Jeg rejste mig efter et lille hvil. Og låste døren op. Niall kom ud i gangen. ”Hva’?” spurgte han og lagde sin hånd bag ryggen. ”Kvalme, men er fin igen…” Sagde jeg langtrukket. ”Jeg tror bare jeg går i seng igen” Niall fulgte mig hen til værelset. ”Sorry vi vækkede dig..” Sagde han lidt trist. ”Lige meget, det er ikke jeres  skyld.” jeg stoppede op. Louis. Var.her.løfte.fra.mor. omg jeg måtte faktisk snakke med ham. ”Niall… må jeg godt snakke med Louis?” Spurgte jeg og lavede hundeøjne. Hun nikkede straks, han ville mig det bedste i livet.

*

”Jeg er så ked af det Emma… det var slet ikke menningen.. jeg bliver bare.. så trist når vi aldrig har tid til hinanden.” Jeg sad nu på sofaen, ved siden af ham. ”Jeg ved det godt.” Han kiggede på mig som om alt håb var ude. Jeg lagde mig stille og roligt ned og lagde mit hoved på hans skød. ”Og jeg elsker dig stadig skat.” Jeg kiggede op på ham. Han lænede sig ned til mig og hans læber ramte mine i det bedste kys ever. Fyldt med alting.

 

*

5 år senere

Råbte vores 3 årig pige, en blanding af mig og Louis. ”Kom nu skaat!” råbte jeg videre til Louis. Vi skal ud og bygge en snemand. Jeg er gravid igen og venter en pige mere.

**************************************************************************************************************
Så blev den færdig Emma! 

Ikke så god, da jaaaaaaaa

kommer snart flere <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...