The Growlin's

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Igang
Passion's far har oplært hende og hendes Søskende i at dræbe monstre og uhyrlige skabninger siden de var små. Deres mor har forladt dem, så nu er det op til deres far Benedict at passe dem, men han vil hellere jage monstre, end opdrage sine børn som normale mennesker. Passion er den yngste af tre. Hun er lige fyldt 17 år og har været på sin første jagt alene. Hun er forudset til at blive en af de bedste jægere i hendes alder. Men er det nu også en god ting? Allion er midterbarnet på 20 år. Han er en nørd, ikke en jæger. Han vil have et normalt liv og har ikke lyst til at kæmpe mod uhyrer, resten af livet. Er det her liv, virkelig hans eneste mulighed? Kelly er den ældste, hun er 23 år og rebel. Hun elsker at jage monstre, gå på bar og slås. Hun er blevet opdraget til at være en leder, men er hun virkelig den rette til jobbet? Benedict er på en jagt, men da han er væk bliver hans børn angrebet i deres hjem og drevet på flugt.

5Likes
12Kommentarer
918Visninger
AA

8. Passion -- VI

Passion sank en klump. Hun lænede sig træt op af væggen, hvor hende og Allion havde dræbt den sidste vampyr. Hun gled ned på gulvet, hvor hun sad udmattet og kiggede rundt i den lille blodplettede gang.

Hun udstødte et forarget “århg.” da hun fik øje på et af vampyrenes hoveder. Det lå for enden af hendes fødder og kiggede op på hende, med tomme døde øjne og åben mund og polypper, så hun kunne se dens uhumske spidse tænder. Hun sparkede det arrigt væk, så det trillede hen ad gulvet og efterlod et spor af blod efter sig. 

Hun kiggede over på sine søskende.

Allion rakte Kelly en hånd og hjalp hende op at stå. “hvordan helvede kunne de vide, hvor vi befandt os?” spurgte hun, imens hendes pande rynkede sig sammen til et stort spørgsmål“Det ved jeg ikke? det er også ligegyldigt nu, hvis de ved hvor vi er, vil de helt sikkert komme tilbage. Og næste gang, er vi måske ikke lige så heldige med antallet.” Sagde jeg med en brysk stemme og Allion nikkede bekræftende til hende og sagde stille “Du har ret... Vi må væk herfra. Det er ikke længere sikkert at være her.” Ordene skar i hendes hjerte, som en sløv kniv. Det her var hendes hjem. Det var umuligt for hende at tænke på det, som “ikke sikkert” Men hun vidste at han havde ret.

Hun rejste sig hurtigt op, stadig lidt oppe at køre over adrenalinen fra kampen. Hun ømmede sig, hun havde taget et par rimelig hårde slag ind under kampen, som nok ville efterlade blå mærker. “Pak jeres ting. Kun det yderst nødvendige. Ikke mere end hvad i selv kan bære” Kelly sagde det roligt og benhårdt. Hun nikkede, hende og Allion var efterhånden vant til at tage imod ordre fra Kelly. Det var altid hende der tog lederrollen, når Benedict ikke var der, hvilket efterhånden var hele tiden. 

De gik alle hurtige ind på deres værelser. Passion var trist, det var ikke sådan hun havde forestillet sig at hendes aften skulle gå. Hun åbnede sit skab. Tog en rygsæk og en skuldertaske ud og lagde dem på sengen. Hun tog noget tøj fra sit skab, et par bukser, et par trøjer, noget undertøj og hvad hun ellers kunne få brug for. Efter at have pakket tøjet, havde hun kun fyldt rygsækken.

I skuldertasken lagde hun sine bedste våben: En lang, stor kniv og to mindre pistoler. Hun besluttede sig dog for at proppe den mindste af pistolerne i sin ene baglomme -hvis nu hun skulle få brug for at blæse knoppen af nogen-. Den var sort, med en sølv plade hvorpå der var indgraverede mønstre, løbet var langt og snorlige. Hun havde fået den af sin far, en fødselsdags gave fra da hun fyldte 14 år. Hun tog et stort gevær som det sidste og lagde den i skulder tasken. Hun lynede hurtigt taskerne op, den svirpende lyd af lynlåsen klingede i det stille rum og i hendes øre. Hun tog rygsækken på ryggen og slyngede skyldertasken hen over skulderen.

Hun var på vej ud af sit værelse da noget på hendes skrivebord fangede hendes opmærksomhed. Hendes bror og søster havde engang givet hende en lille smule make-up, da hun var fyldt 16, det havde bare været en lam joke. Når man var jæger gik man ikke op i fjollede ting som make-up og sit udseende. Den eneste hun havde mødt, som gik i kjole og stadset sig ud med sminke i hele krydderen, var hendes søster.

Men det var ikke make-up’en, der var det vigtige. Det var smykket der lå iblandt. Hun gik over til skrivebordet og rodede alt sminken igennem, indtil hun fandt den lille velkendte æske. Æsken var enkel og lille, indeni lå den lille sølv halskæde som hun havde fået af sin mor. Hun stod lidt med den i hænderne og overvejede om hun skulle tage den med eller lade hver.

Ude på gangen, kunne hun høre at de andre var ved at være færdige, så hun åbnede hurtigt tasken og proppede æsken ned i den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...