The Growlin's

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Igang
Passion's far har oplært hende og hendes Søskende i at dræbe monstre og uhyrlige skabninger siden de var små. Deres mor har forladt dem, så nu er det op til deres far Benedict at passe dem, men han vil hellere jage monstre, end opdrage sine børn som normale mennesker. Passion er den yngste af tre. Hun er lige fyldt 17 år og har været på sin første jagt alene. Hun er forudset til at blive en af de bedste jægere i hendes alder. Men er det nu også en god ting? Allion er midterbarnet på 20 år. Han er en nørd, ikke en jæger. Han vil have et normalt liv og har ikke lyst til at kæmpe mod uhyrer, resten af livet. Er det her liv, virkelig hans eneste mulighed? Kelly er den ældste, hun er 23 år og rebel. Hun elsker at jage monstre, gå på bar og slås. Hun er blevet opdraget til at være en leder, men er hun virkelig den rette til jobbet? Benedict er på en jagt, men da han er væk bliver hans børn angrebet i deres hjem og drevet på flugt.

5Likes
12Kommentarer
920Visninger
AA

9. Allion -- VII

Allion sad på forsædet af den stjåle bil, Passion sad på bagsædet og Kelly kørte. Hun havde den ene hånd på rette og den anden hvilende i vinduskarmen. 

Hun havde blod op ad armene og i ansigtet. Ligesom de andre, havde hun ikke haft tid til at vaske blodet af efter kampen, - plus regnede han heller ikke med, at hun havde noget imod det-. Men i modsætning til de andre, havde hun haft tid til at skrifte tøj. Hun havde et par sorte bukser på og en hvid trøje. 

Hun kiggede ud af forruden og ud på vejen, med et fjernt og barsk ansigtsudtryk. Han vidste hvad angrebet havde betydet for hende. Hun havde fejlet og han kunne se hvordan hun straffede sig selv i hendes tanker. Der havde altid lagt et stort pres på hende, hun skulle være deres leder, når deres far ikke var der, men hun havde aldrig været synderlig god til det.  

Han kiggede ned af sig selv. Der var blodpletter på hans blå jogging bukser, men heldighvis havde han haft en sort T-shirt på, da vampyrene angreb, så man kunne ikke se blodet særlig tydeligt, hvilket han var meget taknemlig for.   

Han lod en hånd glide op til sit ansigt og lod sine finger løbe igennem hans blonde hår. han havde blod i håret, det var efterhånden størknet og havde samlet sig i klistrende klumper. -Han trængte VIRKELIG til et bad-  

Han rettede blikket bagud på sin lillesøster. Hun sad lænet op ad den venstre dør og kiggede ud af vinduet. Hun havde sin kniv i hånden og lod den dreje og vende mellem fingrene, hun var ked af det. Han vidste at den måde hun hånterede kniven på, var den eneste måde hvorpå hun kunne holde sine tårer ned, for han havde desværre set det alt for mange gange før. 

Hendes tøj og krop var broget af blodet fra kampen, ligesom de andre.  Han tænkte på hvilke tanker der mon skød igennem hovedet på hende i øjeblikket. Han vidste hvilken betydning deres hjem havde for hende, for hun var aldrig rigtig sig selv når de jagede. Hun blev hårdere og koldere, det var derfor han tit lod hende blive på motelværelset. Han var bange, for hvad hun ville gøre ved sig selv… eller andre. 

Men når de var hjemme var hun afslappet og venlig. Hun bandede stadig, men hun gjorde det på en mere kærlig måde, -hvis altså man kunne det.-   

Han vendte igen opmærksomheden mod vejen. “Burde vi ikke prøve at kontakte far?” Han så spørgende på Kelly og fik en dårlig smag i munden af at snakke om ham.

Hun så på ham et kort øjeblik, hendes øjne var nærværende, men samtidigt så langt væk i tanker. Hun rettede hurtigt opmærksomheden på vejen igen. Han blev ved med at kigge på hende og efter lidt tid sukkede hun dybt og lirkede en telefon op af lommen. 

Han havde aldrig set den før. De havde deres egne mobiler, så den gamle firkantede, klap-op mobil var ukendt område for ham. Hun kastede den over til ham og han greb oldtidsfundet, med stor lethed. Hans reflekser var skærpede efter aftenens kamp, men hans følelser var flossede og forkrøblede.  

“Ring til far. Fortæl ham hvad der er sket. Det er hans nød-linje, så han burde tage den” Hun sagde det afmålt og stille, hun prøvede at bevarer roen, men han kunne genkende undertonen i hendes stemme, han kunne bare ikke blive enig med sig selv om hvilke følelser den indeholdte, -Vrede? afmagt?...Frygt?- Han åbnede telefonen, med sine klodsede fingre og kiggede hurtigt telefonen igennem.

Der var ikke meget andet end et par kontakter, til forskellige jægere: Pauly, Laila, Sam, og nogle enkelte han ikke genkendte. Telefonen var åbenlyst ikke beregnet til andet end at kontakte andre mennesker, så han besluttede sig for at gennemgå dens funktioner grundigere senere. Det vigtigste var at finde ud af, hvad de skulle gøre nu.  

Han trykkede på de små firkantede knapper og fandt hurtigt deres fars nummer i kontakterne. Han klikkede på den lille grønne knap og holdt telefonen op til øret.

Den gav små lyde fra sig da den ringede og der gik ikke længe før de begyndte at irritere ham , men han prøvede ikke at tog notits af det.

“Dette er min nød-linje. Børn, hvis i har fundet denne telefon, må det betyde at der er sket noget slemt imens jeg har været på jagt -Imens? det var han jo altid-.  Hvis i hører dette, betyder det at jeg ikke har været i stand til at tage den og derfor ikke kan hjælpe jer...  Gå ikke i panik, tag til Pauly Greath, han kan hjælpe jer.”

Opkaldet sluttede og efterlod Allion med en lorte følelse og en irriterende ringende lyd for ørerene, lidt ligesom tinitus.  

Han skulede af telefonen og kunne mærke vreden for sin far vokse som en steppebrænd, det var lige før han begyndte at se rødt.  

Han kunne mærke sine søskende øjne der observerede ham, med en dunkel spænding og Kelly var den første til at tage ordet.

“Nå? Hvad sagde han så?” Han rystede stille på hovedet og tænkte på hvordan deres far trampede på dem, selv når han ikke var til stede, selv når de behøvede ham mest. 

“Han tog den ikke... -træk vejret Allion!- men svareren sagde at vi skulle tage til Pauly Greath, han kan hjælpe os.”  

Passion lænede sig frem i sædet, så hun havde hovedet til at stikke frem mellem de to forreste sæder. “Var det, det eneste?” Han nikkede dystert og proppede hurtigt telefonen i lommen.  

Så kiggede han over på Kelly, som igen havde plantet sin opmærksomhed på vejen. “Hvor langt er der til Greath herfra?” spurgte han dystert.   

Hun så ud til at overveje spørgsmålet, så tjekkede hun vejskiltende de kørte forbi og speedometret inden hun sagde, “vi kan være der om fem timer, hvis jeg køre hurtigt”

Hun øgede farten til lige under grænsen, men det var ikke nok for ham.    “bryd fartgrænsen. Vi skal være der om 3.” Hans søskende så overraskede på ham og Kelly smilede for første gang siden angrebet.

Allion var ikke den typiske rebel og det var første gang han decideret  havde bedt om at overtræde reglerne. -igennem sin vredes rus, var han overbevist om at der inden længe, ville begynde at vokse horn ud af panden på ham-

“Okay så.” Kelly øgede farten drastisk og inden længe susede de ud af den tomme landevej.  

Allion tænkte over hans beslutning. Hvis han kunne nå op til Greath i tide, kunne han spore deres fars telefon.   

Men de måtte skynde sig. 

For deres far var altid på farten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...