The Growlin's

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Igang
Passion's far har oplært hende og hendes Søskende i at dræbe monstre og uhyrlige skabninger siden de var små. Deres mor har forladt dem, så nu er det op til deres far Benedict at passe dem, men han vil hellere jage monstre, end opdrage sine børn som normale mennesker. Passion er den yngste af tre. Hun er lige fyldt 17 år og har været på sin første jagt alene. Hun er forudset til at blive en af de bedste jægere i hendes alder. Men er det nu også en god ting? Allion er midterbarnet på 20 år. Han er en nørd, ikke en jæger. Han vil have et normalt liv og har ikke lyst til at kæmpe mod uhyrer, resten af livet. Er det her liv, virkelig hans eneste mulighed? Kelly er den ældste, hun er 23 år og rebel. Hun elsker at jage monstre, gå på bar og slås. Hun er blevet opdraget til at være en leder, men er hun virkelig den rette til jobbet? Benedict er på en jagt, men da han er væk bliver hans børn angrebet i deres hjem og drevet på flugt.

5Likes
12Kommentarer
910Visninger
AA

7. Allion -- V

Så snart døren gik op, strømede monstrene ind. 

Kelly blev væltet omkuld af døren og slog hovedet hårdt ind mod væggen, men hun kom hurtigt op igen.  

Allion rykkede tilbage i sit gevær, med sine spinkle fingre. Afsikrede den lynhurtigt og affyrede det første skud.

Der gik en voldsom kraft igennem ham fra geværet. Ilden stod ud fra løbet og det lille projektil ramte en af uhyrerne lige i brystet. Skudet efterlod et rygende krater, der hvor kuglen havde ramt og sendte monsteret direkte i gulvet. 

Han kiggede tilbage på Passion, der var i hed kamp mod et andet monster. Hun klarede det godt og bæstet var hurtigt nedlagt. Hun stødte kniven igennem dens mave og kørte knivbladet opad, mod dens hoved, indtil den stoppede ved uhyrets brystkasse. Uhyret faldt til jorden, som en kludedukke.

Han kiggede frem igen mod døren. Der var 5 monstre. 2 af dem var allerede ned. 2 af de andre havde angrebet Kelly, så snart de havde øjnet chancen.

Kelly var den bedste af os alle til at bekæmpe uhyre, men hun var jo også den ældste og derfor den med størst erfaring, hvilket nok var derfor udyrene var gået hovedsageligt efter hende.

Hun skød den ene i hovedet og gav den anden en albue i siden, da den prøvede at bide hende i halsen.

Da gik det op for ham, hvad uhyrerne var. I hans umildbart korte tid som jæger, var han ikke stødt på mange vampyrer. Men han vidste dog hvordan man skulle dræbe dem, hvilket ville sige at den vampyr han lige havde skudt, ville være på benene igen i løbet af ingen tid. 

“De er Vampyrer  Hug hovederne af dem!” Beskeden kom hurtigt til underretning hos hans søskende. Passion fik hurtigt hugget hovedet af sin modstander, der stadig lå og vred sig på gulvet. Vampyren han havde skudt var begyndt at komme sig, og den så ikke alt for glad ud. Allion måtte tænke hurtigt. Han valgte at løbe. Han var ikke en kujon, men chancen for at dræbe vampyren i den lille gang, var ikke særlig stor.

Han spurtede forbi sin søster. Hun kiggede forvirret op, men fik ikke meget tid til at spørge hvor han skulle hen. For i døråbningen var Kelly igang med at bekæmpe de resterende 3 vampyrer. Hun var god, men ingen kunne holde en kamp oppe mod 3 af de blodsugende bæster. Ikke unden en måde at dræbe dem på. 

Han fortsatte igennem stuen og ud i køkkenet, med vampyren lige i hælende. Vampyrer kunne bevæge sig super hurtigt, så den var hurtigt oppe foran ham. Han forsvarede sig da den gik til angreb. Den slog ud mod hans mave, han undveg og gav den et slag i siden, med sit gevær. Han var en spinkel person, så geværet lagde den ekstra vægt til, for at slå monsteret ud af takt. 

Vampyren slog hurtigt og arrigt våbenet ud af hånden på ham. Satte sine klamme hænder om hans hals. Allion vred sig, slog vampyren i maven, sparkede den hvor end han kunne komme til. Men han var ikke stærk som Kelly, eller smidig som Passion. Men han var klog.

Vampyren fik ham presset op imod køkkenbordet. Den grinede, hver gang Allion lavede et sølle forsøg på at komme fri af dens kvælende tag. Men den havde lavet en fejl. En vigtig fejl. Fejlen var at den havde presset sit offer op imod køkkenbordet. For til højre for dem, midt på bordet, lå persille hakkeren.

Allion Havde vidst at den lå der da han løb mod køkkenet. Han havde brugt den tidligere den dag, da han havde lavet aftensmad. Hans familie var kommet med mange dumme kommentarer over at han havde købt den. Hvem leer sidst. Det var en sjov tanke, men ikke en så fed timing.

Han strakte armen ud og prøvede forgæves at nå hakkeren. Efter nogle ynkelig forsøg, indså han at han ikke ville få fat i den, medmindre han kunne komme bare lidt tættere på. Så han satte sin lid til den kamptræning hans far havde givet ham.

Han tog fat i vampyrens arme der var strakt ud, så dens klamme hænder kunne klemme livet ud af Allion. Det dumme væsen var ikke blevet bevidst om Allions plan endnu, den gjorde sig klar, til at lade sine lange hugtænder sænke sig i hans hals.

Allion havde fået et godt tag i uhyrets arme. Han trak benene op igennem åbningen, der var  imellem vampyrens arme. Taget om hans hals blev kappet, da han lagde sine lår på vampyrens skuldre.

Vampyren blev forvirret og overrasket over hans udfald, så han udnyttede vampyrens forvirring og tog fat omkring vampyrens ansigt. Han knækkede dens hals i en hurtig bevægelse og glidende bevægelse. Den faldt til jorden, bevidstløs, men ikke død.

Allion fik hurtigt sine lår fri fra vampyrens skuldre og kom på benene igen. Han gik roligt over til køkkenbordet, med let skælvende ben. Bæstet ville være bevidstløs i mindst 10 minutter, så han samlede persille hakkeren op fra bordet og gik hen til vampyren. Han satte sig på dets bryst. Det gik op for ham, at den engang været menneske, ligesom ham selv. Den lignede en middelaldrende mand. slank, høj, Med blond hår præcis som ham og Kelly. Han tøvede, men til sidst gjorde han det, han var trænet til. Han hævede hakkeren og med begge hænder huggede han halsen over på uhyret.

Der sprøjtede blod op i hans ansigt. Det var en væmmelig følelse. En varm og klistret masse, der lugtede kvalmende sødt i hans næse. 

Han overvejede at vaske blodet af, med det samme, men han måtte hjælpe sine søskende først. Han rejste sig fra den hovedløse krop, med sit våben i hånden. Der var blod ud over det skarpe metal blad og dråberne ramte gulvet med små væmmelig klask.

Han løb ud i stuen og videre ud i gangen. Kelly og Passion var stadig i kamp. Der lå hoveder og kroppe på gulvet, delt fra hinanden. Der var blod splattet ud over gulvet, som maling på et læred. Passion havde mast sin modstander op mod væggen. Det var en pige, hun så godt ud, hvis man så væk fra det faktum at hun havde hugtænder og fråde om munden. Hun måtte være på hans alder, men det var svært at holde styr på en vampyrs alder, når nu de levede evigt.

Passion havde sin kniv mod væsnets hals, men den ville ikke give op uden kamp. Han løb over og holdt vampyrens ind mod væggen, imens Passion lod kniven adskille hovedet fra kroppen. 

Så rettede de begge opmærksomheden mod Kelly. Hun var tvunget ned mod gulvet, med en vampyr ovenpå sig. Den hvæsede af hende og viste tænder. En mandlig vampyr, præcis som den han havde kæmpet imod, for mindre end 5 minutter siden. Deres storesøster fik øje på dem og råbte “Hva venter i dog på. Få det lede svin af mig!” det gik op for dem at vi var faldet i staver. De havde bare stået der og observeret kampen. De løb frem og væltede Vampyren af hende. De skulle til at angribe den, men den var for hurtig. Den kom hurtigt op fra gulvet og inden de kunne registrere det. 

Var den ude af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...