Something Stupid |1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 30 dec. 2014
  • Status: Igang
18-årige Lucy lever et normalt teenager liv i England; Alt for mange lektier, problemer med veninderne, skænderier med småsøskende og stres over det hele. Selv har hun bare sin bedste veninde som fest i sin hverdag og som en, der virkelig er der. En dag går det dog af sporet, og hendes veninde flytter til London, så stakkels Lucy bliver alene tilbage. Som Lucy nu er, tager hun selv til London, for at være sammen med hende igen. Dog når hun ikke langt, før hun bliver stoppet af en helt speciel person. Speciel ser han godt nok ikke ud for Lucy, men alligevel tager hun imod hans tilbud, og før hun ved af det, befinder hun sig i et hus med fem verdensstjerner, og så kommer problemerne ellers væltende. For hvordan i alverden skal hun takcle at forelske sig i en, der har en kæreste i forvejen? Og at en, hun slet ikke kan lide, har forelsket sig i hende? Og hvad med hendes forhold til ham deres ven? Ligger der noget specielt i det? Ikke mindst - finder hun sin elskede veninde igen?

12Likes
7Kommentarer
557Visninger
AA

2. Prolog

Hele klassen stirrer spændt over mod døren. der lige om et øjeblik vil gå op. Vores lærerinde vil stå med den nye elev.

Ligesom alle andre sidder jeg også og stirrer og kan slet ikke fjerne blikket fra døren. Jeg kan ikke se mit eget ansigtsudtryk, men det må være sjovt, for pigerne foran mig bryder pludselig ud i grin, da de ser tilbage på mig. Det kan også være, at de bare er dumme som altid. Men altså, helt ærligt, det er da langt fra hver dag, der starter en ny pige i klassen. Selvfølgelig kan jeg ikke vide, om også bare er en total idiot ligesom de fleste andre. Jeg bruger altså ordet idiot, for det er det mindst grimme.

Døren går nu op, jeg holder vejret og strækker halsen for at se pigen. Hun ser ikke ligefrem glad ud, men det er vel heller ikke normalt på ens første dag på en ny skole. Hendes stribede rygsæk hænger over hendes ene skulder, og hun har langt, lysebrunt hår, der falder ned over hendes ansigt. For at være ærlig, så ser hun rigtig sød ud og ligner mig lidt, selvom jeg kun lige har set på hende. Hendes måde at være på minder bare meget om den, jeg er, synes jeg.

"Jeg vil gerne bede jer alle sammen om at hilse på Lily, jeres nye klassekammerat," siger lærerinden og viser hende frem. "Hun kommer helt ovre fra den anden del af England, hvor hun ikke kunne falde til blandt de andre, så I må love mig, at passer godt på hende."

Pigen, der hedder Lily, kigger op på os og forsøger at smile, hvorefter hun kommer med et lille: "Hej!"

Læren tager hende igen og peger ned mod den tomme plads ved siden af mit bord. "Der er en plads til dig ved siden af Lucy." siger hun og giver hende et lille skub, der sender hende ned til bordet. Det får mig straks til at gribe chancen, så jeg trækker stolen ud og gør plads til hende, så hun kan sidde ned.

"Jeg er Lucy, velkommen til skolen," præsenterer jeg mig selv. "Hvor kommer du fra?" Spørgsmålet, der altid kan sætte en samtale i gang. Hun svarer dog ikke, men sætter sig bare på stolen og begynder at rode i tasken som om, hun skulle tage bøgerne frem. Hun rækker da hånden op, da hun ikke har dem.

"Undskyld," siger hun lavt, og læreren vender sig. "Har vi nogle ekstra bøger, jeg kan få?"

"Åh nej, det har jeg altså glemt at få til dig. Det må jeg få gjort til i morgen," svarer hun. "Kan hun ikke se efter hos dig, Lucy?" spørger hun så og begynder at skrive op på tavlen, som det var et ja.

Jeg hiver min tunge bog op fra tasken og ligger den på bordet.

"Vi har matematik de to første timer hver mandag," forklarer jeg hende og slår op på den side, vi er kommet til. "Lige nu har vi mest om multiplikation, men det skifter ret tit. Det her er det, vi laver lige nu." Jeg viser hende siden og forklarer noget om lærerens metoder til at gange tal med hinanden.

"Det er fint," For første gang hører jeg hende rigtigt snakke. "Jeg er god til matematik. Allerede i folkeskolen havde jeg meget nemt ved det, jeg har bare aldrig syntes, det var særlig sjovt."

"Det er ligesom mig," siger jeg."Jeg har også altid haft herrenemt ved alle sådan nogle skolefag, og det er bare ikke sjovt."

"Enig!" svarer hun tilbage, før vi får et strengt blik af lærerinden.

"Undskyld!" siger vi i kor, så vi kommer til at fnise.

"Vi snakker videre i frikvarteret. Så kan jeg vise dig rundt på skolen." hvisker jeg til hende. Hun nikker og smiler til mig.

Første gang, men slet ikke sidste

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...