Something Stupid |1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 30 dec. 2014
  • Status: Igang
18-årige Lucy lever et normalt teenager liv i England; Alt for mange lektier, problemer med veninderne, skænderier med småsøskende og stres over det hele. Selv har hun bare sin bedste veninde som fest i sin hverdag og som en, der virkelig er der. En dag går det dog af sporet, og hendes veninde flytter til London, så stakkels Lucy bliver alene tilbage. Som Lucy nu er, tager hun selv til London, for at være sammen med hende igen. Dog når hun ikke langt, før hun bliver stoppet af en helt speciel person. Speciel ser han godt nok ikke ud for Lucy, men alligevel tager hun imod hans tilbud, og før hun ved af det, befinder hun sig i et hus med fem verdensstjerner, og så kommer problemerne ellers væltende. For hvordan i alverden skal hun takcle at forelske sig i en, der har en kæreste i forvejen? Og at en, hun slet ikke kan lide, har forelsket sig i hende? Og hvad med hendes forhold til ham deres ven? Ligger der noget specielt i det? Ikke mindst - finder hun sin elskede veninde igen?

12Likes
7Kommentarer
558Visninger
AA

4. Kapitel 2: Ikke nok


Bedste veninder skal altid holde sammen ligemeget hvad. Men hvad så, hvis alting prøver at splitte dem?

"Lucy, hør nu. Lily har ikke nok venner, og på skolen i London kan hun lære meget bedre. Jeg ved godt, at hun har dig, og det er hun også rigtig glad for, kan jeg mærke på hende. Men hun er meldt ind på skolen, og nu synes jeg altså ikke, jeg kan melde hende af igen." Gud, hvor er jeg glad for, at jeg ikke har sådan en mor som Lilys.

"Men Lily har jo slet ikke lyst til at starte på en ny skole!" forsøger jeg en sidste gang at overtale hende. Jeg ved godt, at jeg har snakket med hende i snart en halv time, men intet skal stoppe mig fra at gøre alt, hvad jeg overhovedet kan gøre, for at Lily bliver.

"Nej, ikke nu, men når hun starter på skolen, skal hun nok komme til at kunne lide det. Og vi skal selvfølgelig nok sørge for, at vi kan besøge hinanden ofte." Og med det mener hun en gang hver anden måned. Højst.

"Okay, så." svarer jeg og lægger på, inden hun får sagt mere. Jeg finder på en anden løsning, for Lily skal aldrig få lov til at forlade mig. Tænk at hendes mor tvinger hende til at rejse til London for at gå på en skole, som hun slet ikke vil gå på. Bare fordi "Hun er meldt ind og kan ikke meldes ud".

I hvert fald skal der handles hurtigt nu, for hun rejser i morgen, og så er der ligesom ikke så meget mere at gøre. Hvis hun når at rejse, så kan jeg ikke andet end bare håbe på, at hendes mor på et tidspunkt for fattet, at Lily ikke har lyst til at bo i en storby langt væk fra der, hun har været vant til at være de sidste år. Men på den anden side, hvad er der at gøre, hvis hendes mor ikke kan overtales?

Jeg læner mig opgivende tilbage i sofaen. Måske må jeg forklare hendes mor det hele. Hvis ikke hun kunne få venner på alle andre skoler, hvorfor skulle hun så kunne få det i London? Ingen af os har aldrig haft rigtige venner inden vi mødte hinanden sidst i folkeskolen. Ikke siden 1. klasse, hvor alle piger er venner med hinanden. Stop nu, Lucy, hun kan ikke overtales! Hun er verdens mest stædige menneske, og hun skal altid have sin vilje. Sådan er nogle mennesker bare. Desværre. 

Igen griber jeg mobilen, men denne gang ringet jeg til Lily og ikke hendes mor. Biptonen lyder overraskende mange gange, for telefonen bliver taget. Hun er nok stadig nede over det, for det er det samme, jeg stadigvæk er ked af.

"Hey," siger hun, da hun tager den. "Hvad så?"

"Kan du ikke prøve at overtale din mor til at blive?" spørger jeg håbefyldt. Hendes svar skuffer mig godt nok, men jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet.

"Jeg har prøvet. Både forklaret hende, at du er den bedste veninde, jeg har haft i årevis, og at jeg er glad for skolen og lærer helt fint der. Hun vil bare ikke høre." Jeg kender det, Lily. Jeg kender det.

"Kan du ikke prøve en sidste gang? Jeg vil ikke have, at du rejser!" plager jeg hender.

"Jeg skal gøre, hvad jeg kan." siger hun så. Jeg takker hende, inden hun lægger på. Nu kan jeg ikke gøre andet end at håbe, håbe og håbe. Håbe på, at hendes dumme mor vil forstå det, efter vi begge har sagt, at hun skal blive. Hun burde altså kunne forstå, at bedste veninder bare ikke kan undvære hinanden. De har brug for hinanden, mere end man måske lige tror. Uden tvivl mere en irriterende mødre tror. Nogle gange skulle man tro, at de aldrig har været teenagers.

Hvad er der ellers af muligheder? Skulle jeg overtale min mor til at få mig ind på samme skole? Hey, det var da faktisk en mulighed! 

Jeg hopper hurtigt ned fra sofaen og løber ud til min mor, der står i entréen og hænger vasketøj op.

"Mor?" spørger jeg forsigtigt for ikke at virke irriterende.

"Ja, hvad er der skat?" svarer hun og vender blikket mod mig. 

"Altså Llily hun starter jo på den her skole i London, og jeg synes, det lyder rigtig spændende," starter jeg for lige at få hendes opmærksomhed. "Så jeg tænkte, om jeg ikke også kunne starte der?" 

"I London?" spørger hun, som hvis hun ikke hørte mig.

"Ja." siger jeg bare og venter på svaret.

"Men det ligger jo lang væk her fra. Det ville jo så kræve at hele familien flyttede dertil." Det er så stadigvæk ikke et helt ordenligt svar, mor.

"Kan vi så ikke bare gøre det?" bliver jeg ved. 

"Det koster jo også noget, Lucyven." siger hun og klapper mig på hovedet, som jeg var en hund.

"Kan jeg så ikke selv flytte derover?" spørger jeg så, da hun ikke selv vil.

"Ej, Lucy, det er du da slet ikke stor nok til." Nu lyder hun som en overbeskyttende mor til  en 8-årig. 

"Mor, jeg er 18!" siger jeg irriteret. Måske er jeg mindre som en 18-årig end andre, men jeg er 18, og jeg har rettigheder som en 18-årig.

"Ja, det er godt skat!" afslutter hun samtalen og vender tilbage til sit vasketøj. Men jeg kan gå på skolen hele ugen uden at komme hjem og passe helt på mig selv dér, men alligevel kan jeg ikke flytte hjemmefra.

Jeg må vel bare acceptere, at der ikke er noget at gøre, og at jeg må undvære min bedste veninde og en af de eneste, jeg har haft. 

Tak, gud! Tak, verden! Tak fordi alting prøver at skille mig fra Lily!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...