Something Stupid |1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 dec. 2014
  • Opdateret: 30 dec. 2014
  • Status: Igang
18-årige Lucy lever et normalt teenager liv i England; Alt for mange lektier, problemer med veninderne, skænderier med småsøskende og stres over det hele. Selv har hun bare sin bedste veninde som fest i sin hverdag og som en, der virkelig er der. En dag går det dog af sporet, og hendes veninde flytter til London, så stakkels Lucy bliver alene tilbage. Som Lucy nu er, tager hun selv til London, for at være sammen med hende igen. Dog når hun ikke langt, før hun bliver stoppet af en helt speciel person. Speciel ser han godt nok ikke ud for Lucy, men alligevel tager hun imod hans tilbud, og før hun ved af det, befinder hun sig i et hus med fem verdensstjerner, og så kommer problemerne ellers væltende. For hvordan i alverden skal hun takcle at forelske sig i en, der har en kæreste i forvejen? Og at en, hun slet ikke kan lide, har forelsket sig i hende? Og hvad med hendes forhold til ham deres ven? Ligger der noget specielt i det? Ikke mindst - finder hun sin elskede veninde igen?

12Likes
7Kommentarer
562Visninger
AA

3. Kapitel 1: Slutningen på starten

Hvem skulle have troet, at Taberlucy ville ende op med en rigtig veninde? Jeg tror, jeg kender svaret: Lily havde, og jeg havde.

Sådan skal starten på alt om mig lyde.

Allerede et minut efter skoleklokken har ringet, er alle ude af klasseværelset. De glæder sig bare herremeget til at komme hjem på weekend. Jeg bare - som sædvanligt - den sidste, for jeg har så mange ting, jeg skal have pakket ned, og de fleste af mine klassekammerater vil åbenbart hellere tage bene på nakken og komme hjem end at vente. Én ting har bare været anderledes de sidste år, for nu er Lily startet i klassen, og hun venter altid på mig, hvis ikke hun bliver færdig efter mig. Hun er lidt en mig-type uden så mange venner og skiller sig meget ud fra mængden.

Jeg vælger ikke at tage min matematikbog med hjem, for jeg får alligevel ikke tid til at lave lektier. I stedet lægger jeg den op på bordet og tager min taske på ryggen for at gå ud sammen med hende. 

På gangen når jeg lige at få set Sophie sende os et sidste surt blik fra den anden side, inden vi går ud af døren til skolegården.

Luften uden for skolen er ret kold, men det mærker jeg ikke rigtigt. Jeg har ikke tid, for jeg har alt for travlt med at snakke og grine med Lily.

"Så du lige Sophies ansigt, da jeg sagde det til hende?" hviner hun og minder mig om, da hun gav Sophie fra klassen en ordentlig sviner i sidste time. 

"Ja, så kan hun lade være med at drille mig!" svarer jeg, mens jeg prøver på ikke at grine.

"Hvis du er en bums, så er hun en endnu større!" slår hun fast.  

"Hun var jo ligesom min veninde inden du startede i klassen, og nu gider hun mig ikke, fordi du er kommet." Jeg sender et drillende blik mod den vej, Sophie forsvandt for et øjeblik siden.

"Hun havde altså virkelig heller ikke fortjent dig." siger Lily og går videre, så jeg må skynde mig efter hende. Faktisk, så virker hun pludselig lidt trist, hvis jeg skal sige det. Før var vi begge helt oppe at køre over sidste time og havde masser at snakke om, og nu er hun helt stille, så jeg føler heller ikke, at jeg kan sige noget. Alligevel prøver jeg:

"Hvem kunne da have fortjent dig?" med en drillende stemme, bare for at starte en samtale.

"Ikke nogen." spiller hun med, men stadigvæk med en trist stemme.

"Er der noget galt?" får jeg så taget mig sammen til at spørge. Jeg har bare en fornemmelse af, at der er et eller andet i vejen for hende. Og det er noget slemt. Jeg ved det, for jeg kender hende.

"Ja," starter hun ud og er så lidt stille igen. "Jeg bør nok fortælle dig, at..." Hun tøver igen. "Der heller ikke er nogen, der har fortjent dig!" råber hun så og kaster sig over mig, så jeg lander på græsset. Der fik hun mig. I det samme springer hun op og løber hjem med lynets hast.

Okay, hvad skete der lige for hende der?

Jeg må bare stille rejse mig og gå videre hjem mod mit eget hus. For første gang i meget lang tid uden hende. Det føles mærkeligt og stille på hver sin måde. Faktisk underligt trist og tomt uden hende. Selvom jeg ved, hun er her, så føles det på ingen måde rigtigt at gå her uden hende til at grine og snakke med. Alligevel må jeg holde hovedet højt og være glad, for det er weekend, og jeg kan få lov til at komme hjem til mig selv.

Heldigvis ligger mit hus ikke langt væk, og det tager ikke meget lang tid at komme hjem og ind. Min mor står i døren, og hun ser ud til at have ventet på mig.

"Hej Lucy!" råber hun, da hun får øje på mig, hvorefter hun løber mig i møde. "Hvordan var din uge?"

"Lang. Hård. Kedelig." Jeg får sagt mit sædvanlige svar og følger med hende ind.

"Nå," siger hun med lidt bekymring i stemmen. "Hvordan kan det dog være?"

"Jeg går bare ikke så meget op i lektier," svarer jeg. "Hvis du forstår, hvad jeg mener."

"Men jeg er da glad for, at du kom hjem og holdte weekend med os." får hun hurtigt lavet emnet om. 

"Har du så kage og kakao til mig?" spørger jeg forventningsfuldt, da jeg kommer i tanke om min mors fredagstraditioner. Hun køber altid kage og laver kakao eller kaffe til min søster og mig.

"Ja, da. Rebecca sidder allerede derinde." svarer hun. Og så er jeg hurtig til at løbe ind til hende ved spisebordet i stuen. 

Rebecca, min søster, sidder ved fjernsynet med en stor kakaokop og spiser chokoladekage. At jeg er her, ser hun ikke ud til at bemærke, så jeg tager et stort stykke kage og resten af kanden med kakao, hvorefter jeg tager det hele med ind på værelset, som er mit, når jeg er her i weekenden. Hun kan bare ikke sige noget til, at jeg tog hele kanden, for hun så det ikke. 

Jeg sætter kagen og kanden på det lille bord foran min sofa og tænder for fjernsynet på væggen. Det tænder på Nickelodeon, der har været min og Rebeccas yndlingskanal siden vi var 7 og 11, så vi ser det pænt meget. Selv nu, hvor vi er blevet en del større, synes vi, det er herresjovt. Lily kan også godt lide det, så der er en ting mere, vi har til fælles. 

I samme øjeblik kan jeg høre lyden af vores ringklokke efterfulgt at Rebecca, der springer hen og åbner. Jeg kan høre hende snakke lidt, før hun råber ind til mig: "Lucy, Lily er her!"

Lige efter åbner Lily døren, og jeg sætter mig op i sofaen. Jeg forventer straks, at hun vil komme med et: "Fedt, du ser Nickelodeon" og smide sig på sofaen ved siden af mig og følge med. Det gør hun ikke. Hun går stille hen til min sofa og sættter sig langsomt det sted længst fra min plads uden bare et kaste et enkelt blik mod mig eller fjernsynet.

"Hej!" siger jeg glad for at starte en samtale og bakke hende op. 

"Laver du kakao?" spørger hun bare. Jeg tager min kop, fylder den og giver den så til hende. Mens hun stiller nipper til den, må jeg sidde og se afventende på hende, bare vente på, at hun siger det, hun venter på. 

"Og så..." starter jeg for hende, bare for at få hende til at sige det. Jeg ved bare, at der er noget.

"Jeg kan ikke komme uden om det her vel?" spørger hun stille. Jeg ryster på hovedet og venter på en fortsættelse. "Det er meget svært at forklare. Alting er så indviklet, men min mor mener, at jeg ikke har venner nok her, og derfor har hun fået mig ind på en ny efterskole i London, fordi hun ikke vil have, at jeg har det skidt, hvilket jeg slet ikke har, især ikke med dig, men hun synes bare, at jeg virker så trist og anderledes her også." Denne her gang går det meget hurtigt, men alligevel er intet af det til at tage fejl af. Lily skal ind på en ny efterskole. En i London.

Det er som om, alting falder sammen, da det går op for mig, hvad det egentlig betyder, at hendes mor ikke synes, hun har det godt nok.

"Så du skal altså væk fra mig nu?" Jeg prøver at lyde okay, men det er svært med rystende stemme og trist ansigtsudtryk. "Efter alle de år, vi har haft sammen? Alle de gange, du har bakket mig op og hjulpet mig?" Så alvorligt havde jeg alligevel ikke troet, det ville være.

Hun lægger en hånd på min skulder for at berolige mig. "Det er ikke dig," siger hun. "Det er min mor. Tro mig, jeg er også ked af det, virkelig ked af det. Du aner ikke, hvor meget jeg hader hende, hun vil bare ikke tro på mig." I lang tid er der stile mellem os. Vi sidder begge og stirrer trist på hinanden uden at kunne sige et ord. Da jeg var på vej hjem i dag, kunne jeg bare mærke den triste følelse, men vide, at hun var der. Nu vil det altid være det samme, bare hvor hun er helt væk. Helt ovre i London, flere kilometer væk herfra.

"Hvad så med os?" kan jeg i det mindste tage mig sammen til at spørge om efter noget, der føles som timer med stilhed. "Kan vi stadig have kontakt?"

"Selvfølgelig," svarer hun. "Uanset hvad der sker, så vil vi, så må vi, så skal vi altid holde sammen." Sådan har vi altid sagt til hinanden siden vi blev veninder.

"Det er rigtigt," giver jeg hende ret, men jeg er stadigvæk lang fra glad. "Hvornår tager I af sted?"

Hun sukker dybt, hvorefter hun siger: "På mandag." 

"På mandag?" råber jeg nærmest, men Lily får mig til at falde ned.

"Bare rolig," siger hun uden på nogen måde selv at lyde rolig. "Det her er kun slutningen på starten."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...