Vampire can't love? - One Direction

Victoria Moon er en af de berygtede originale vampyrer i hele verden, retter sagt hende og hendes familie er berygtede. Måske fordi de har flere hundrede hvis ikke tusind ofre på hver deres liste. Mord, og blodtørst går hånd i hånd. Hendes menneskelighed er stille ved at gå i opløsning hvis ikke den allerede er, hendes brødre der prøver på alt, fra had, til skyldfølelse. Men det eneste de ikke har tænkt på er kærligheden mellem to mennesker, vidt forskellige individer. Men hvad sker der alligevel når to individer forelsker sig uendeligt i hinanden, men kommer fra to miljøer. to miljøer som aldrig må støde på hinanden, da det kan ende i stort blodbad, sladder. Men værst af alt, sandheden - sandheden der går i hånd med døden.

11Likes
3Kommentarer
811Visninger
AA

3. "Murder is me" - Victoria

Victoria Moon P.O.V

 

Blood is my drug
Love is my fear

 

Jeg lod blidt mine finger gribe fat om mit hår. Derefter hev jeg håret til side, alt efter jeg lod mine hugtænder blottes. Jeg stirrede længe på mit nyeste offer, jeg lod blidt mine toner danne sig over mine læber; tonerne, som blev til ord; ordene til sætninger.
”Lad vær med at skrige!” Mine øjne udvidede sig, og jeg lod ordene sive ind i mit offers hoved. Jeg elskede at udnytte evnen til at kunne få folk til alt - lade dem vikle sig rundt om min lillefinger, og det bedste af alt er, at de tror, det er deres tanker.

 

Jeg lod hårdt mine hugtænder ramme hendes hals - for at være helt præcis hendes puls. Jeg lod mit våben gøre arbejdet, mens jeg holdte kvindens krop mod bilen. Hendes krop, der kæmpede for livet. Jeg undertrykte et ømt smil, for jeg vidste, at hendes kamp var forgæves – og jeg elskede det. Jeg kunne mærke det varme, søde blod strømme ned gennem halsen og igennem min døde krop. Jeg elskede, hvad jeg var, intet kan holde mig nede, intet kan såre mig.
 

Jeg skubbede hårdt og kynisk til min nylavede døde kvinde. Jeg sukkede tilfreds, jeg kunne ikke være mere ligeglad med et sølle ordinært liv – de skal alligevel dø på et tidspunkt. Jeg bestemmer dog bare i dette tilfælde. Jeg stirrede lidt ligegyldig på kvinden foran mig, kold og livsdød.
”Victoria, få dig skilt af med liget,”
Jeg stirrede op på min to år ældre bror; broren, der troede han vidste alt – han tog fejl. ”Hvad med du selv gør det? Jeg gider ikke knække mine negle,” endnu en gang trådte min diva karakter til. Min bror sukkede irriteret.
”Fint, så tag hjem.” Brummede han af mig, jeg lod dog bare hans brummen glide af. Jeg himlede med øjnene af ham og lod ham om "rodet".

 

”Victoria?”
 Jeg var lige nået til huset, men besluttede mig for at gøre et lille stop på vejen. Jeg måtte se, hvad det var for en larm; larmen, som kom fra skolen nær centrum. Larmen, som de unge kaldte musik - dét de hører har intet at gøre med musik.
Jeg var der, da musikken først blev kendt, da den var på vej til toppen - og nu har jeg også oplevet bunden af den. Jeg lod mig en enkel gang gå gennem menneskemængden, det lugtede fælt – flere forskellige parfumer blandet med gamle sved - og ikke mindst kunne jeg lugte deres blod.
Jeg sukkede kort, følte mig lidt rundtosset, og inden jeg fik set mig om, var jeg omringet af mine brødre. Mine 5 brødre. Så det vil sige, at vi altså er 6 af os, de originale vampyrer, og de eneste.

”Hvad har du lavet, Victoria?”
Min bror Mack’s dybe stemme rungede i vores store hall. Jeg sukkede kort, jeg behøvede ikke bortforklare mig til nogle – og især ikke til mine brødre, der tror de er så f*cking bedrevidende.

 

”Jeg gik mig en tur?”
Macks suk rungede igennem hallen, lidt ligesom mit suk havde gjort.
”Du ved godt, du ikke har din Day light ring på?”
Jeg fnøs, i princippet behøvede vi den ikke. Vi er originale, vi har kun få ting at frygte, og dem har vi også fået fjernet perment.
”Og det skulle jeg være bange for? Solen brænder mig kun, men jeg dør ikke,” jeg lod et falsk og hånende grin flyde igennem den tykke og ubehagelige stilhed.

”Op i seng!” Min anden bror blandede sig hurtigt – Nick, som altid.
”Du kan drømme videre!” Jeg lod min krop falde ned i sofaen. Vi havde fået bevæget os ind i stuen, og hvis i undrer jer over det – så er det vores super fart, vi bruger.  Det er bare blevet en vane for os.

 

 

¤

 

 

Jeg vågnede hurtigt af mit vækkeur, jeg sukkede kort, mens jeg fik revet det op fra sit skjul – for derefter at kyle det ind i væggen med alt den kraft jeg havde - og det er nu ikke så lidt. Jeg kiggede på uret smadres i flere tusind stykker. Det føles som om flere minutter gik, men i realiteten forgik det hele kun i få sekunder. Jeg var tvunget i High School igen, flere århundreder med High School. Det eneste minus ved at være 17, 17 nu og for altid, for evigt.
”Victoria, styr dit temperament!”
Han kastede kort min Day light ring hen til mig og mumlede ”her”. Jeg havde altid elsket min ring, måske er det også derfor jeg elsker at have den på? Se på den – bare i det hele taget vide, at den er ved min side.

 

Jeg var endelig kommet i tøjet og var lige nu på vej til min nye skole. Jeg var blevet fyldt med blod i går, så det behøvede jeg ikke at tænke på – men jeg ved ikke om jeg ville kunne klare at lugte til det; jeg ville ikke kunne stoppe mig selv, hvis jeg fik smagt på det. Jeg havde ingen skyldfølelse, det hører ikke til mit ordforråd, jeg ved ikke engang, hvad det er. En gang har jeg nok vist det, men jeg lukker af for de følelser, jeg ikke kan kaprere. Det, at holde af og passe på, er ikke noget, der er værd at spilde sin tid på.
Alle mine følelser er forskrækket – derfor udbrød min vrede også i morges; alt sammen på grund af, hvad jeg skal i dag. Endnu en skole, endnu flere falske mennesker, piger som ikke går op i andet end sig selv – drengene der kun går op i, hvor mange de får scoret, og hvor pæne de er. De skulle bare vide, hvordan de er, når de drænes for blod. 
”Så du må være Victoria?”
Jeg vendte mig halvt om, mine øjne mødte et par isblå øjne – speciel farve, mon de var falske.

 

”Så har du hørt om mig?” Jeg kunne ikke skjule mit overraskede blik – og det irriterede mig faktisk grænseløst.
”Ja. Du er jo vidunderlig smuk, så hvorfor skulle man ikke have hørt om dig?” han sendte mig et charmende smil. Men var det virkelig alt, du havde? Du må komme på noget bedre, hvis du skal imponere mig.

 

”Det lyder da ikke specielt godt,”
Mit falske smil, min falske facade faldt i takt med mine bevægelser. Det undrende udtryk han fik, var noget jeg havde vænnet mig til – jeg vidste hvilken effekt, jeg havde på drenge. ”Jeg hedder for resten Niall. Niall Horan som folk kalder mig,"
Jeg sendte ham et kort blik.
”Så du er for kendt til skolen? Siden du vil sige hele dit navn til en fremmede,” min stemme var spydig og yderst kold – jeg hadede allerede skolen.
”Ja faktisk. Jeg er med i One Direction,”
Jeg lod en høj latter trænge igennem den ellers så øde gang.

 

”Og jeg skulle vide, hvem det er?”
 

Jeg kunne se, jeg havde ramt ham et hårdt sted. Hans blik søgte hurtig væk fra mig. Jeg kunne ikke være mere ligeglad, hvem det såkaldte One Direction end var. Hvis han var noget, skulle han måske ikke gå på en ordinær skole, for ordinære teenager – og jeg mente bestemt heller ikke, at jeg skulle det. Det rammer ikke mine standarder.
”Må jeg så vise dig, hvem vi er?”
Efter hans mindre sammenbrud, fik han alligevel kæmpet sig op igen – det må jeg give ham, der skal meget til.

 

”Hvorfor ikke?”
Vi bevægede os væk fra gangen og ud på skolens fodboldbane. Jeg indåndede kort de forskellige lugte, parfumen han havde på, græsset og sveden fra nogle ukendte mennesker. ”Tak,” smilet på hans læber fremmede de små smilehuller, de var nu meget søde. Men det kan man ikke sige om ham. Han fiskede sin mobil op, mens jeg kiggede rundt. Jeg behøvede ikke at kigge konstant på ham, det klarede han godt omkring mig.
”Her,”
Han rakte sin mobil med en nervøs hånd, små skælvende,  som var han bange for mig.

 

”Tak,”
 

Jeg stirrede længe på hans mobil. Han havde ladet mig holde den, se på den video han havde sat på -  som vist nok hed You & I – en ørehænger, hvis man altså ikke har mange prikker at rykke rundt med.
”Den er vel fin nok,”
 Jeg kunne se, at de 5 ord, 14 bogstaver, gjorde ham utrolig glad. Jeg lod blidt mine hånd aflevere hans mobil; hans rysten var ikke så slem mere, jeg tror, han følte sig mere tryg. Men det er en fejltagelse, altid frygt mig. Det lærte jeg fra barndommen, jeg blev frygtet af alle, selv før jeg blev til den, jeg er i dag. Flere århundrede gik med at vide, at folk frygter én, det gør altså noget ved en storhedsvandvid – og det ejer jeg desværre.


”Hvor fra er du flyttet?”
Var det nu her, jeg skulle fyre en løgn af – eller faktisk prøve at ændre mig? Jeg tror bare, jeg holder mig til det, jeg kender - eller det troede jeg, at jeg gjorde.
”Fra USA, i en lille by,”
 Han smilede så hans smilehuller kom frem, det vil sige, at det ikke var et lille smil. Men et stort og glædefuldt smil.

”Hvad smiler du af?”
Jeg prøvede at få mit hårde toneleje frem i mine ord, men det var som om, det ikke ville lykkes. Der var noget, som trak mig tilbage til at give ham en chance, og jeg vidste ærligt talt ikke, hvad det var.
”Du er den første, der behandler mig som en normal teenager, det er skønt.”
 Jeg ville ønske, jeg kunne slukke mine følelser dér. Jeg vidste, at jeg ville komme til at bøde for det – jeg ville være skydeskiven for mine brødre. Og det ville ikke være et kønt syn, for vi vil ikke kunne såre hinanden som andre ordinære personer, ville kunne. Vi skal nærmeste dræbe hinanden for, at den anden vil kunne føle smerten, smerten ved næsten at få flået hjertet ud, eller brænde op bare for at leve igen. Solen, som brænder én er som ild, der brænder en ordinær person.

 

 

          ¤


 

Jeg nåede hjem med Niall på slæb. Han mente, at vi skulle bånde og have et fantastisk venskab, du skulle bare lige ønske dig det.
”Niall, gå nu hjem,”
Vi stod ude foran døren, og jeg vidste mine brødre stod og lyttede. Jeg skulle jo forstille at være deres lille ynglings søster.
”Nej Victoria, – som for resten betyder, sejrer,”
Jeg rullede med øjne, men uheldigvis lagde han ikke mærke til det.
”Så vær parat til et tiende grads forhør, for det gør mine brødre sikkert,”
Jeg lavede en hentydning til, hvad jeg ville have mine brødre til. Men jeg forventede intet – det kan man ikke i denne familie; vi blev ødelagt for flere århundreder siden – på grund af min første kærlighed.
”Det klarer jeg nok,” hans smil kom frem endnu en gang. Han havde smilet hele dagen, det er faktisk en smule klamt, uhyggeligt - men det skulle også komme fra en vampyr, en original en. Mig som i princippet myrder for at leve.

 

”Så kom med indenfor,” og de få ord skulle jeg aldrig have sagt, for jeg ville fortryde, at jeg nogensinde har mødt ham – for det blev starten om tiden mod døden, for os begge.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...