Forbudt kærlighed...eller...?

Maddie er en pige der normalt kommer fra New York og hun elsker sin familie højere end noget andet! En dag skal hun flytte til LA i en pleje familie da hun har gjort noget meget slemt! Hun kommer til og bo hos Justin og Pattie og justin er ivrig for at få at vide hvorfor hun er kommet i pleje hos dem når hun er så gammel og alligvel kan flytte hjemme fra. Ender det med noget godt eller dårligt!?

2Likes
2Kommentarer
168Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg hulker voldsomt imens jeg pakker mine ting ned på mit værelse. ja, jeg pakker mit værelse ned, for jeg skal ikke bo hjemme mere. Jeg er hadet af hele min familie efter det jeg gjorde. jeg havde aldrig troet jeg kunne gøre sådan noget. de har hadet mig lige siden, de vil ikke snakke til mig mere og har fundet en pleje familie til mig i Canada. jeg skal hele vejen fra New York til Canada! og jeg skal sidde helt alene i flyet.

"Maddie, gider du godt skynde dig, du skal af sted nu!!" det er min far der råber på mig, de eneste tidspunkter de kan snakke til mig på er når jeg har gjort noget forkert eller de skal bede mig om noget.

"ja..jeg..kommer nu" hulker jeg meget voldsomt. jeg får pakket mine sidste ting ned og går stille ned af trappen. jeg får ikke lov til og tage min seng eller skrivebord med, og mit skrivebord har jeg fået af min af døde veninde, hun døde da vi var 14 år gamle, så det er 2 år siden. det skete da vi var ude og gå en tur og der kom en flok drenge og skubbede til os og til sidst gik det galt, så de skubbede hende ud over klippen, jeg kunne ikke nå at reagere, det eneste jeg tænkte på var at komme ned til hende, men det var for sent..

jeg sætter mig ned for og tage mine sko på. jeg hulker videre.

"Hold dog op med det pjat Maddie!" min far er meget hård omkring det her.

Jeg kigger op på ham med triste øjne i håb om lidt medlidenhed, men han kigger som altid med, et helt tomt blik i sine øjne, og kigger bare væk. Det er så forfærdeligt alt det her, har aldrig prøvet noget der var værre end det.

Hele vejen ind til lufthavnen er der stilhed i bilen. Jeg sidder bare på bagsædet og græder, min mor kigger om på mig, jeg kan se hun har en lille tåre, men vender sig hurtigt om igen.

...

Vi er endelig ankommet til lufthavnen, og vi er hvor jeg skal på flyet. Jeg græder mere end nogensinde før, igen giver min far mig det tomme blik som om jeg var luft for ham, min mor kigger med er tomt men stadig bedrøvet øjne. Jeg prøver på og kramme min far, men han er ligeglad, jeg krammer min mor som krammer mig igen, men stadig ikke som hun har plejet. Vi går hver til sit og jeg finder mit fly og sætter mig ind i det. Vi letter og jeg falder i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...