skjult

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2014
  • Opdateret: 8 aug. 2014
  • Status: Igang
Sabina er den populære pige, der bor med sin berømte mor i Hollywood og får alt hun peger på. Jennifer er den ambitioneret, populære pige, der kommer fra en vellidt familie, der elsker hende. Celina er en outsider, der har boet hos så mange plejefamilier, at hun ikke engang kan huske, hvad den første plejefamilie, hun var hos, hed. Sabina, Jennifer og Celina er søskende. Trillinger endda. De kender bare ikke til hinandens eksistens. Endnu. Men efter de kommer til Dark familien, ændre både dem selv og verdenen omkring dem.

5Likes
2Kommentarer
449Visninger
AA

7. Sabina

Kapitel 7

Sabina

Sabina vågnede  alene op i sit værelse hos sin mor, og der var helt mørkt. Hun kunne høre skrig, men ikke bare hvem som helst. Fridas og Abbeys skrig. Det kunne høres i hele huset og det gav hende en beskytter trang, som hun altid havde når det kom til Frida og Abbey.

Hun skyndte sig at tage sin natkåbe på og gik ud i gangen. Skrigene blev højere og højere jo nærmere hun kom på stuen. Lidt efter stoppede skrigene, men hun kunne føle sine småsøskendes frygt og en lyd, som blev ved med at komme regelmæssigt. Hun tænkte sig om, hvor hun havde hørt det før, for det lod meget bekendt.

Underligt, tænkt hun. Det lød meget som en puls, men kun tre og det kunne jo ikke passe for hendes forældre ville aldrig lade hende være alene, når hun var syg.

Hun var ved stuen og hun kunne se en rød plet på sofaen. Der var flere pletter på gulvet.

Hun gik lidt længere ind i stuen og hun så Frida liggende på gulvet. Hun lagde mærke til at der kun nu var to puls. Amanda og hendes forældre lå også på gulvet. Det gik op for hende, at det var blodpletter og ikke bare rød pletter. Hun kiggede sig rundt for at se efter Abbey.

Hun stivnede. Hun kiggede på sig selv ligge med Abbey i skødet og hun havde sin mod sin søsters hals og der...der...der...der  strømmede blod ned af Abbeys hals.

Hun kiggede på sig selv. Nej, et monster, der drak blod. Hvad er det nu man kalder det, sagde en stemme inde i hendes hoved.

Det kunne ikke være sandt. Der fandtes ikke vampyrer. Men i det samme hun tænkte det, løftede monsteret sit hoved så man kunne få udsyn til dets tænder. Hjørnetænderne var længere end alle andre. Tænderne var alle røde af blod. Vampyren smilede hånligt. Bina, Bina sagde Abbey, men Abbey var død. Det kunne man selv tælle sig til, hvis man lyttede efter hvor mange puls, der var rummet. Der var kun et.

Hun mærkede en rusken og så hørte hun Abbeys stemme igen, der sagde Bina, Bina.

Hun var i sit eget værelse. Hun satte sig op med det samme og  kom til at nikke Abbey en skale. Hun stirrede på sin søster og så tog hun Abbey ind i et kram, så Abbey begyndte at protestere. En drøm, det var det hele. En drøm. Men hvorfor skulle hun drømme om at dræbe sin familie og at hun var en vampyr?

Hun havde ikke læst eller set noget som handlede om vampyrer. Andre grunde? Ikke af hvad hu kunne huske, og hun havde en fantastisk hukommelse. Hun var ret fantastisk, hvis hun selv skulle sige det. Smuk, god til at overtale, god atletisk, klog og havde en fantastisk hukommelse.

Tilbage til emnet. Andre grunde? Niks. Hendes mor kom ind og stirrede på hende. Hun vidste at hendes mor ikke kunne lide Abbey eller Frida, så hun gav slip på Abbey og stirrede tilbage på sin mor. Et tegn hendes mor vidste betød hum skulle stoppe hendes stirren. Hendes mor stoppede med at stirre og kom hen og gav hende en krammer.

"Gør aldrig sådan noget" sagde hendes mor i hendes øre. Hendes mor plejede ikke at være sådan. Hendes mor plejede næsten ikke at bekymre sig om Sabina. Sårende, men man vendte sig til det. Derfor var det så skræmmende at hendes mor opførte sig sådan. Som om hendes mor var bange for at miste hende. Hvilket var endnu mere skræmmende, for sådan havde hendes mor aldrig været før, hvilket var endnu mere skræmmende. Det hele var bare skræmmende. Drømme med sig selv, som vampyr og så at ens krop lukke ned. Jeps, skræmmende. Godt nok, ikke så skræmmende, som at finde ud af at man havde to søskende, men det var tæt på. Nogle ville sikkert ikke give hende ret, men det var jo hendes liv, så dermed bestemte hun hvad der var skræmmende og så nogle andre ting.

Der var et bank på døren og så kom hendes far ind med en fyr i starten af tyverne. Omkring de 22-23 år. Bag fyren kom Amanda og Frida.

"Sabina, det her er Connor og han er din bodyguard" sagde hendes far og flyttede sig sådan, så hun kunne komme til at se Connor. Han var ret pæn, men ikke hendes type, bestemte hun sig for med det samme.

Connor stod og balancerede mellem det ene ben til det anede. "Hej Connor" sagde hun. Hun kunne se at han også havde det ubehageligt over situationen, ligesom hende selv. Det var typisk hendes far. Ansætte en eller anden fyr til at passe på hende, men i sidste ende måtte han fyre dem fordi de lagde an på hende, i stedet for at arbejde.  Forhåbenlig ville ham her ikke gøre det for hun orkede virkelig have den lange akavede samtale med sin far om at hendes nye bodyguard lagde an på hende. Bare tanken om det, gav hende myrekryb. Man skulle forstille sig at der var så stille at man kunne høre en knappenål ryge ned. Så stille var hendes far, når hun fortalte om bodyguarden.

Connor skyndte sig at sige hej og så gik han ned med hendes forældre. Amanda og hendes to halvsøskende blev hos hende for at holde hende med selskab, men drømmen havde gjort hende bange for at gøre dem noget, så hun sagde at de bare kunne gå ned fordi hun var træt.

Da de var gået, tog hun sin mobil og tjekkede sine tænder. Ingen unaturligt tænder der. Så tjekkede hun sin Facebook og opdagede at hun havde flere beskeder. Alle om at hun måtte se at få det bedre og at de savnede hende. Den samme falske ven-reaktion, som altid. Hun sagde tak til alle, men inderst inde var hun vred over de kunne finde på at være sådan. Da hun havde været mindre var der en af de større elever, som var rig, men så gik personens far konkurs og så alle de venner hun havde, forlod hende lige pludselig. Det var sådan alle var overfor hende. Kunne finde på at forlade hende, hvert sekund.

Hendes mobil vibrerede og hun tjekkede sine sms'er. Kathy sagde de skulle mødes ved en cafe ned i byen. Kathy havde nemlig noget at fortælle hende.

Hvis hun gik ud af hoveddøren, ville hun  blive opdaget og så ville hun få "Du er ikke i en tilstand til at gå ud"-tale. Derfor tog hun vinduet. Det havde hun gjort et par gang, så det skulle ikke være et problem. Hun havde inden da lige taget et par jeans og en trøje over hoved, så det lignede at det havde været veltænkt og ikke bare en teenager beslutning.

På cafeen kunne hun ikke se Kathy nogle steder, og da hun havde ventet i en halv time besluttede hun sig for at tage hjem igen og så give Kathy et møgfald, når hun ringede.

Hun gik af en vej, der ikke var så menneskebefærdet. Hun havde en følelse af at blive forfulgt eller bare bestirret. Ingen af delene var en behagelig tanke. Hun kiggede sig over skulderen, men der var ingen. Hun kiggede på vejen, men foran stod der en fyr. Han tog hende ved armen og førte hende hen til en bil. Uanset hvor meget hun prøvede på at komme ud af fyrens greb lykkedes det hende ikke. Hun gjorde så heller ikke så meget for hun havde underligt nok lyst til at behage fyren. Hun endte på bagsædet inde i en dyr Audi.

Hun sagde til fyren at hun ville af, men han lyttede ikke, så til sidst gav hun op og lagde sig til at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...