skjult

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2014
  • Opdateret: 8 aug. 2014
  • Status: Igang
Sabina er den populære pige, der bor med sin berømte mor i Hollywood og får alt hun peger på. Jennifer er den ambitioneret, populære pige, der kommer fra en vellidt familie, der elsker hende. Celina er en outsider, der har boet hos så mange plejefamilier, at hun ikke engang kan huske, hvad den første plejefamilie, hun var hos, hed. Sabina, Jennifer og Celina er søskende. Trillinger endda. De kender bare ikke til hinandens eksistens. Endnu. Men efter de kommer til Dark familien, ændre både dem selv og verdenen omkring dem.

5Likes
2Kommentarer
449Visninger
AA

16. Jennifer

Kapitel 16

Jennifer

Hvad tænkte Celina på? Var hun den eneste med fornuft i deres familie?

Jennifer drejede ned af gangen til sit værelse. Hun var mere træt end normalt. Meget mere end normalt.

Hun følte sig som hun var et pindsvin i dens vinterhi. Hun havde det koldt og var uafsendig træt. Måske havde hun influenza, men noget sagde hende at det ikke var det.

Hendes værelse var som hun kunne lide det. Lyst og med masser af nips ting. Det var som om de havde indrettet det efter hendes smag.

Hun lagde sig ned i sengen. Hun burde måske børste tænder, men trætheden overvandt trangen til at sorienter sig.

 Hendes krop gik med det samme i dvale, da hun lagde sig under den tynde dyne.

N...I...G...H...T...

Hun så et billede af en grædende kvinde med en urne. Kvinde kiggede op på hende med øjne der brændte med hævnlyst.

Så blev billede sløret og nu stod kvinden fra før med noget der lignede hugtænder og en kniv i munden. Blod flod ud fra rifter på hænderne. Kvinden bevægede hænderne op af stenvægen og svingede sig over væggen. Det sorte hår svingede sig over skuldrene, der var dækket af en hvid kjole.

Billede blev igen sløret og da det blev klart igen, stod kvinden med ryggen mod muren. Med hugtænderne fremme hvæste kvinden.

Endnu en gang blev billede sløret og nu var Jennifer inde i biblioteket. Foran en bog. Robert Night II stod der.

J...E...N...N...I...F...E...R

Lyden af hendes eget navn skar i hendes øre. Det var som nogen kaldt på hende. Stemmen blev ved med at kalde på Jennifer Night.  Hende, bare med et andet efternavn.

Hun vågnede, stadig med stemmen kaldende på hende. Langsomt stod hun op og gik ud på gangen. Hendes nattesyn var helt klart blevet siden hendes lille knockout. Mange ting var faktisk blevet bedre.

Der var helt stille i huset og underlig nok lavede hun selv heller ikke lyd. Ingen brædre der knirkede under hendes vægt, ingen lyd når hun åbnede døren ind til biblioteket. Intet.

Hun gik med små skridt ned af gangen og ind på biblioteket. Som hun havde regnet med så lå bogen på bordet og kaldte på hende.

Med et snup tag havde hun taget bogen og var ned af gangen før man kunne sige "hyper."

Et eller andet over bogen sagde hende at den havde en stor betydning, selvom den ikke så sådan ud. Hun slog op på bogen stod og til hendes egen forskrækkelse var der et billede af kvinden i hendes meget mærkelige drøm. Kvinden sad på skødet af en fyr, der var lidt ældre end kvinden selv. Kvinden så glad ud, grinede rent faktisk.

Bag billede var der skrevet med skråskrift: Min elskede Abigail. Hun kiggede grundigt på det, så grundigt at hun slet ikke lagde mærke til at der faldt et billede ud.

Hun samlede det op og ligesom det op og så en kvinde med de samme blå øjne som sig selv, dog med lidt lysere hår end hende og hendes søstres meget lyse blonde hår. Kvindens hår var næsten hvidt, men ikke som en ældre persons hår. Det var skinnede og ungt, havde liv i sig.  Kvinden smilede til hende. Hun vendte billede om.

Mit kære barn, Jennifer.

Hvis du finder dette, må det betyde din forvandling er i gang og at din far er kommet på besøg. Hvis Ann har ret, så vær beredt på at få besøg fra Rådet. Nævn ikke det brev til dem.

Der var ikke noget der sagde hvem der havde skrevet det. Hun rystede på hovedet og begyndte at læse i bogen.

 

Hun satte sig ned og begyndte at spise. Hele huset sov stadig. Det var nærmest som om selve huset også sov.

Nu ikke underlig Jen, tænkte hun og tog endnu en mundfuld af hendes morgenmad. Hun var allerede underlig og hun havde ikke brug for at blive mere underlig. Når man tænkte over det så var der sket mange underlige ting, siden hun mødte Dark familien. Niall første gang, hun kunne høre Sabinas tanker, knockouten, Sabinas dagbog og hendes sansers mærkelige forbedring.

Måske var det bare noget over den kolossale ø - som ikke engang var på verdenskortet - der gjorde alt underligt. Lige da hun var færdig med morgenmaden ringede hendes telefon. Det var et ukendt et. Uden hun gjorde noget, tog telefonen sig selv.

D...R...Æ...B...J...E...N...N...I...F...E...R...K...N...O...G...L...E...R...S...K...A...L...K...N...U...S...E...S...

Hun skreg og smed telefonen fra sig. Den stoppede ikke. H...E...N...D...E...S...L...I...G...S...K...A...L...M...I...G...S...M...A...G...E

Personen rullede på s'erne og havde en hæs stemme, der fik det til at lyde mere skræmmende. Kort efter hun havde smidt telefonen dukkede Celina op. Celina så heller ikke for godt ud, ligesom hende selv. Måske havde deres familie en eller anden arvelig sygdom i deres gener, der først slog til når man var seksten. Celina kiggede ikke på hende, men gik hen til telefonen.

"Hvem det så end det er der taler i den anden ende, så lad være med at ringe igen." Der lød en mumlen i den anden ende og Celina så virkelig ud til at være på nippet til at få et vredesudbrud.

"Fordi jeg siger det, kraftidiot! Og hvis du ringer igen, så skal jeg nok finde dig!" Celina hvislede det ud i et meget faretruende tonefald, som ville få hende til at skide i bukserne hvis det var henvendt til hende.

Så lagde Celina på og kiggede hen på hende. "Måske skal du bruge din telefon i det næste stykke tid." Hun nikkede og Celina gik ud af køkkenet.

Fyren som Celina havde kæmpet med dagen før kom gående i bar mave. Eric hed han vist. Underligt, han burde ikke have det så godt som han havde. Og hun vidste heller ikke at han overnattede. Var han ikke taget med James?

Han snakkede i telefon og hun kunne høre hvad personen sagde i den anden ende. Da han så Jennifer smilte han og sagde farvel til vedkommende han snakkede med.

"Hvad er der interessant at spise her i huset?" Hun holdt maden op for ham, for ærlig talt så vidste hun ikke hvad der var. Hun var ikke gået på madjagt, selvom det nok skulle ske. Men først når hendes humør var så langt nede i kulkælderen at selv en løbetur kunne hjælpe.

Som Eric havde læst hendes tanker gik han hen og begyndte at søge skufferne i gennem. Hun havde ikke brug for mere mad, så hun gik tilbage til sit værelse.

Tankerne kørte rundt i hendes hoved, så det var ved at drive hende til vanvid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...