skjult

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2014
  • Opdateret: 8 aug. 2014
  • Status: Igang
Sabina er den populære pige, der bor med sin berømte mor i Hollywood og får alt hun peger på. Jennifer er den ambitioneret, populære pige, der kommer fra en vellidt familie, der elsker hende. Celina er en outsider, der har boet hos så mange plejefamilier, at hun ikke engang kan huske, hvad den første plejefamilie, hun var hos, hed. Sabina, Jennifer og Celina er søskende. Trillinger endda. De kender bare ikke til hinandens eksistens. Endnu. Men efter de kommer til Dark familien, ændre både dem selv og verdenen omkring dem.

5Likes
2Kommentarer
454Visninger
AA

10. Celina

Kapitel 10

Celina

Lyden af sten, under hendes fødder var tydeligt, men hun ignorerede  det og gik videre. Hun skulle væk. Hun burde ikke engang havde ladet Mathilde tage hende med her. Hvad havde hun overhoved tænkt? At det ville blive anderledes denne gang? Hun burde have vidst bedre.

Lyden af nogen, der hylede, fik hende til at kigge hen mod skoven. Der stod ulve. Ulve!  Så meget for at holde øje! Hun gik videre, men varulvene kom tættere på. Ikke noget med at løbe. Det ville bare få varulvene til at jagte hende, som et bytte. Det var altså hvis varulve havde det ligesom hunde og ulve. Hun satte tempoet op og det samme gjorde varulvene. Hvordan var hun endte i sådan en situation? Ikke nu hun skulle tænke over det for varulvene begyndte at hyle og vise tænder.

"Jeg har haft en lorte dag! Jeg har fundet ud af jeg har to søstre og de er vampyrer. Det samme er min værge og hendes familie. For at sætte prikken over i'et kommer I og er varulve! Kan I ikke tage lidt hensyn? Jeg skal væk her fra og det skal helst være I et stykke, tak!" Hvor kom det fra? Uanset hvor det kom fra, så hjalp det. De trak sig lidt tilbage og krummede sig. De skiftede tilbage til deres menneskeform sagde den indre stemme. Hun begyndte snart på at hade den stemme, hvis den ikke forsvandt snart.

Imens de skiftede tilbage, gik hun. Men inden hun kom særlig langt blev hun taget på skulderen og vendt om. Der stod en fyr. Nøgen. Bag ham var hele flokken. "Hørte I ikke hvad jeg sagde? Jeg skal væk og jeg har ikke tid til at chit chatte" sagde hun og skulle til at gå, da fyren igen holdt hende i skulderen og vendte hende igen mod flokken. "Seriøst! Jeg som gik her og troede varulve havde en god høresans!"  De stirrede bare på hende. "Har I tænkt jer at gøre andet end stirre på mig? Jeg har nemlig lidt travlt, så hvis havde noget i mod det, så vil jeg gå!" Igen grab fyren hende. "Nu stopper det her, altså!" Hun rev sig løs og gik. Denne gang nåede hun længere inden hun blev stoppet. Denne gang var det en pige. "Du må undskylde flokkens opførsel. Vi er bare ikke vante til at møde vampyrer, der vil flygte væk fra Shadow." hun kiggede på pigen. Pigen var omkring hendes egen alder. "Angela!" blev der råbt længere væk. "Jeg må videre, men pas på. Her er andre flokken end den her og de er måske ikke ligeså venligsindede." Så gik Angela.

Efter skoven var der masser huse, men man kunne høre musik, jo nærmere man kom. Alle husene udstrålede rigdom og luksus. Noget som hun aldrig havde haft og heller ikke havde brug for. Hun havde brug for sine trygge rammer. Hotellet hun besøgte hyppigt og sine to jobs. Hun savnede det allerede. Hun havde bare ingen penge, så hun ville nok tomle hele vejen. Det havde hun gjort før og det var ikke sjovt, men man måtte klare sig med det man havde.

"Celina." Pis. Nu galt det om at holde lav profil. Hun var i byen, så Niall og Will ville ikke kunne finde hende hvis hun gemte sig i mængden. Uheldigvis lavede alle en gang for hende. Will og Nail dukkede op foran hende. "Faret vild? Nu skal vi vise vej" sagde Nail og tag fat i hende, så hendes taske røg ned. "Hvad er det du lugter af?" spurgte Will og gik lidt tættere på hende. "Varulv? Du stødte på varulve. Du gjorde dem vel ikke noget?"

"Slip mig" sagde hun og rev sig løs af Nialls greb. "Hvorfor bragte I mig overhoved her? I har kun bragt mig flere problemer end jeg overhoved havde haft før jeg mødte Mathilde og jer to." Drengene vred sig lidt. "Det er ikke sandt" sagde Will. "Jeg har fundet ud af jeg har to søstre og at de er vampyrer og at I også er vampyrer. Så finder jeg ud af at der også findes varulve. Nå ja, så er der også feer og hekse samt hamskifter. Alt sammen på grund af jer. Er det ikke at få flere problemer? Hvis ikke, så må I meget undskylde, at jeg siger det."

"Okay, det er måske flere problemer, men hvor ved du alt det" Hun kiggede indgående på Niall. "Der er noget kaldet bøger. Det er du måske for dum til at vide, hvad er?" Hun havde så meget lyst til at slå begge ned og løbe væk. Ja, det var at bruge vold, men det kunne være som hævn, for hvad de havde gjort ved hendes verden, den seneste dag. "Ja" sagde Will og tog fat i hendes arme. "Slip mig" sagde hun og prøvede på at komme fri, men Will holdte hårdere fast end Niall. "Hun sagde slip."

"Hvad vedkommer det dig, Jordan Loo?" sagde Will. Jordan. Hendes tidligere bedste ven. Hendes puls steg. Han havde bare efterladt hende. Men hvis han var her, burde det jo betyde...Nej, det ville hun ikke tænke på. Niall tog også  fat på hende. "Hun tilhører mig" sagde Jordan. Hun tilhørte ham. Hmm. Der var vist noget der ikke helt stemte. Måske glemte han den part hvor han sagde at hun rent faktisk var et menneske og havde rettigheder, hvilket fra hendes syn, mente  at hun tilhørte sig selv.

"Må jeg sige noget?" Ingen lyttede til hende. De havde bare stillet sig op sådan så det lignede at de ville fare i totterne på hinanden om få øjeblikke. Hun nev Will i armen og så gik ture til Niall og Jordan. "Godt. Nu hvor der er en chance for I lytter til mig, så vil jeg sige: Jeg er et menneske og jeg tilhører mig selv. Jeg skal tilbage til mit liv, uanset hvor lamt det er. Det var hyggeligt at møde jer. Nej, det var det ikke, men farvel. Håber vi aldrig mødes igen og det gælder for alle af jer" Hun tog sin taske op fra jorden, hvor den var røget ned, da Niall tog fat i hende første gang og gik. " For fanden da, blåøje bliv her" råbte Jordan efter hende. Lidt efter stod alle tre drenge foran hende. "Er I seriøse? Jeg har et liv, som skal passes..." Drengene tog alle fat om hende og lagde hende over en skulder, sådan hun lå med fødderen på Nialls skuldre og så hoved ved Will. Jordan fik så den ære at holde hende om hofterne.

"Det her er en krænkelse mod mine menneskerettigheder!" skreg hun, men ingen lod til at gide hjælpe hende. "Blåøje, du kommer til at takke os for det" sagde Jordan. "Det kommer ske... Lad os se... Aldrig." Jordan tog hårdere fat om hendes hofter, ligesom da de var mindre. Det var kærlig måde at trøste hende på og hun elskede det, da hun var mindre. Nu så var det bare endnu en påmindelse på hvad der var sket. "Blåøje, du ved godt det ikke var med min gode vilje jeg rejste." Grh, han kendte hende stadig så godt. Og så Blåøje. Blåøje var hvad han havde kaldt hende før i tiden. Det var ment som kærlig dril, men ligesom med hofter var det bare endnu en påmindelse. "Stop med at kalde mig Blåøje. Jeg hedder Celina og det ved du godt Loo." Jordan hade at blive kaldt ved hans efternavn.  Jordan  blev anspændt og hans greb blev endnu hårdere.

"Nu kan I godt sætte mig ned" sagde hun, men ingen af dem reagerede. Hun vred sig lidt, for at ligge bedre, men alle tre fyre holdt så godt fast, at hun ikke kunne bevæge sig.

"Gudskelov."

Mathilde stod foran hoveddøren, men med lynets hastighed var Mathilde allerede nede ved hende og tog hende ned. Så fik hun en bjørnekrammer, så hun blev løftet fra jorden. "Godt, du kom tilbage" sagde Mathilde og gav slip.

"Så kan det jo diskuteres om det var frivilligt gjort" sagde hun og kiggede på de tre fyre. Will kiggede tilbage næsten for at signaler at han gjorde hvad der passede ham. Niall kiggede ned i jorden, hvor Jordan gav hende et elevator blik. Det havde været flere år siden de sidst havde snakket og de begge havde ændret sig meget, siden da.

"Ja, ja" sagde Mathilde og tog hende ved skuldre for at føre hende ind i huset. "Sabina og Jennifer sover. Blodet udmattede dem meget." Mathilde tvang hende ned at side i sofaen. "Will, smid tøjet ud." Drengene kom ind og Will smed tøjet ned i skraldespand, sammen med tasken.  "Vent hvad? I kan ikke bare smide mit tøj ud! Det er mine ejendele!" Mathilde holdt hende ned, så hun ikke kunne komme hen og tage tasken op. "Mathilde" sagde hun i et kommanderende stemmelege. Mathilde reagerede ved stoppe med at hold hende ned. Alle stirrede på hende. Hun gik hen og tog tasken op. "Jeg går med på at smide tøjet ud, men tasken skal blive min død." Hun tog tøjet og smed det ud og lagde så tasken over hendes skulder. Da de stadig ikke gjorde andet end at stirre på hende, gik hun op på sit værelse.

På sengen lå der allerede en natkjole. Alt for feminin til hendes smag, men hun havde intet andet end det og så det hun havde på nu. Lige så snart hun havde fået kjolen på, kom Jordan ind. Han smed sig på sengen ligesom før episoden. Noget som hun ikke havde lyst til at tale om.

"Undskyld mig?"

Hun kiggede ned på ham. Han havde ændret sig meget siden sidst. Han lignede ikke ham hun havde kendt for fire år siden. Og alligevel gjorde han. For det første var han blevet mere mandlig og lækker. Han havde mistet hvalpefedtet og fået mere markante muskler. Så havde han fået længere hår, så hans sandfarvede hår krøllede. Hans ansigt var også blevet mere markant. Selv øjnene var blevet mere brune, end de var før.

"Jeg vil snakke, ikke andet." Hun kiggede for at se om han jokkede. Intet der tydede på det og det gjorde hende vred. "Snakke? Som om at vi ikke har været adskilt de sidste fire år, men forrådte du mig.  Gav mig til fjende. Så hvis du ikke flytter din dovne røv væk fra den seng, skal jeg nok hjælpe dig" truede hun.

"Jamen så hidsig du er blevet. Sådan husker jeg dig slet ikke. Du var som en killing." Han satte sig op på albuerne. "Jeg er stadig som en killing, men den her killing har klør og den ved hvordan den skal bruge dem." Hvorfor skulle hun overhoved overtale ham til at gå? Fordi de på et tidspunkt havde været venner. Men nåh ja, de var jo ikke længere venner, så hun gik hen og skubbede ham ned af sengen. Han rejste sig. Det mindede alt for meget om hvad der var sket for et par år siden.  Denne gang forstod han at han skulle gå ellers det ville blive grimt. "Vi kommer til at snakke om det på et eller andet tidspunkt og du ved det."Så forlod han, hvilket hun var meget glad for. Lige siden hun havde hørt Jordans stemme, havde hun haft lyst til at græde. Endelig kunne hun gøre det. Hun havde så bare låst døren inden da, for hun skulle nødig have andre så hende sådan, som hun var nu. Med tårer over hele ansigtet og et ar som altid blev rødt når hun græd. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...