skjult

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2014
  • Opdateret: 8 aug. 2014
  • Status: Igang
Sabina er den populære pige, der bor med sin berømte mor i Hollywood og får alt hun peger på. Jennifer er den ambitioneret, populære pige, der kommer fra en vellidt familie, der elsker hende. Celina er en outsider, der har boet hos så mange plejefamilier, at hun ikke engang kan huske, hvad den første plejefamilie, hun var hos, hed. Sabina, Jennifer og Celina er søskende. Trillinger endda. De kender bare ikke til hinandens eksistens. Endnu. Men efter de kommer til Dark familien, ændre både dem selv og verdenen omkring dem.

5Likes
2Kommentarer
467Visninger
AA

6. Celina

Kapitel 6

Celina

Hun lå i et hospitals værelse, som var hvidt i hvidt. Hun selv lå i en af de der hospitals kjoler. Hun havde altid hadet dem. Det var nok fordi sidst hun havde været i sådan en, var da hendes adoptivforældre var døde i bilulykken og hun selv havde overlevet.

"Hvem er du?" spurgte en stemme og så hørte man Mathilde. "Jeg er hendes værge." Daaa. Det kunne alle jo have regnet ud. Vent, hvad? Værge? Det var vist ikke sandheden. Ikke engang i nærheden af sandheden.

Hun satte sig op og så var Mathilde der. Lægen snakkede med en anden. "Du er da ikke min værge" sagde hun. "Jeg blev kaldt op af kommunen og fik af vide at der var en 17årig  pige, som havde brug for en værge for der var ingen plejefamilier som ville have hende. Jeg fik af vide hun hed Celina Harris Young. Hun arbejdede på diskoteket Night ligth. Jeg tog der hen og der var du."

"Okay værge" sagde hun og kiggede på Mathilde. Hun var en pæn kvinde. Hun havde klare grønne øjne og kastanje brunt hår. "Siden du er min værge, så må de have fortalt dig noget om hvad der skete med mig."

"Enlig ikke. De sagde bare noget om at din krop lukkede ned og at der havde været noget med to tilfælde og at du var i familie med dem."

"Tak for at være ligeud med det." De to familie medlemmer skulle ikke regne med at hun kom og lagde et besøg forbi. "Så kan jeg komme hjem nu, hvor end hjem så end er?"

Mathilde gav hende sit tøj fra da hun var på arbejde. "Jeg går nu så du kan klæde om. Jeg er ude på gangen." Så gik Mathilde ud. Hun trak gardinet for og skyndt sig at tage hospitalets kjolen af for at tage tøjet på. Hun åbnede døren og Mathilda smilede ved synet af hende og tog hende under armen og ledte hende ud bygningen.

Udenfor holdt der en grå Lamborghini og Mathilde  åbnede døren for hende. Havde Mathilde virklig tænkt sig at hun skulle ind i den dødsfælde? Det var den samme slags bil hun havde kørt i da hendes adoptiv forældre døde i. "Hop ind."

Hvordan forklarede man til sin nye værge at ens forældre døde i sådan en slags bil? Ja, det er lidt svært. Hun satte sig meget ind i bilen med hjertet i halsen.

"Du virker meget anspændt." Mathilda kiggede på hende.  "Hvis du læser papirer på mig, så ved du hvorfor."

"Jeg kører fandens godt, hvis jeg selv skal sige det, så der er intet at være bange for.  Der kommer ikke til at ske sig noget."

"Sig du bare det" mumlede hun og kiggede ud af vinduet og så hvordan alting forsvandt væk imens væk i farten.

"Hvor bor du så" spurgte Celina og vendte sit hoved mod Mathilde. "Ved du hvor Hill ligger? Det ligger i det område."

"Hill? Hvad skulle en der bor i det område have et plejebarn?" Mathilde grinede og snart var de ved et kæmpe hus. Hun var helt mundlam ved synet af huset. Mathilde tog hendes taske og kastede den over til hende.

"Jeg skal bare pakke og så tager vi af sted."

"Af sted? Sagde du ikke at du bor her?"

"Jeg har to huse og vi skal bo i det anede hus." Mathilde gik op og låste op for døren. Hun fulgte med gennem døren. "Stil tasken og hjælp mig med at pakke. Det gjorde hun så, men mand! Mathilde havde masser af tøj. "Hvor ligger det hus vi skal bo i?"

Mathilde smilede hemmelighedsfuldt. "Det finder du ud af." Det var det eneste Mathilde sagde, hvilket lidt skræmmende, men det blev dejligt at komme væk. På den anden side, hvis hun skulle flygte ville det blive meget sværere.

"Godt så, nu kan vi tage af sted" siger Mathilde og gik ud i gangen. "Er du sikker? Ikke mere tøj, som du har gemt i kælderen, som et nødlager? Eller for den sags skyld, sko?"

Mathilde begyndte at grine. "Nej da, mit nødlager af tøj og sko, skal blive her, for jeg har også et i det anede hus." Hun kiggede på Mathildes fire kufferter og så tilbage på Mathilde. "Kig ikke sådan på mig. Det er helt normalt at have så meget tøj. Hvilket også minder mig om vi skal ud og shoppe dig noget nyt tøj, for det tøj du har der, viser ikke hvor smuk du er."

"Der er intet galt med mit tøj og desuden så betyder tøj intet for mig." Mathilde trak en kjole frem fra sin kuffert. "Hvis det intet betyder for dig, så tager den her på. Jeg venter udenfor."

Mathilde gik udenfor hvilket efterlod hende tilbage med en kjole. Hun burde nok ikke tage kjolen på, men der var et eller andet over Mathilde, der fik hende lyst til at behage Mathilde. Hun stod og diskuterede lidt med sig selv og så kom Mathilde ind fordi at det tog for lang tid. Hun blev nærmest klædt af og klædt på af Mathilde, hvilket var meget grænseoverskridende.

Det endte med at hun stod i en isblå kjole, der var alt for kort og alt for tætsiddende og så et par alt for høje hvide højhælede. Underligt nok, var det behageligt.

"Godt så, skal vi komme af sted?" sagde Mathilde og tog hende under armen, som hun ville fare vild.

"Sæt dig godt til rette, for vi skal kører i tolv timer" sagde Mathilde da de kom ind i bilen. Jamen, herligt, tolv timer til at få sin røv mør af alle de små hop hun ville komme til at lave når Mathilde kørte hurtigt og overhalede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...