red blooded

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2014
  • Opdateret: 25 aug. 2014
  • Status: Igang
Jeg hed Juliana og man skulle tro min familie var forbandet. Nårh ja, det var den jo også. Jeg var en syttenårig pige, men bare ikke en normal syttenårig pige. Nej livet synes jeg skulle blive født i den mest besværlig overnaturlige race der eksisterede, nemlig hekse racen. Også kendt som det omvandrende svar på et nederen liv. Juliana er heks og venner med Caroline. De to er særlige forbundet fra da de var født. Da Black familien vender tilbage til Greentown, må Juliana tage sig i agt, for hun kan se spøgelser - kun magtfulde hekse kan det - som hjemsøger hende og giver hende kryptiske beskeder, som må have noget med Black familien at gøre.

4Likes
5Kommentarer
412Visninger
AA

2. spøgelser

"Fokus! Du skal fokusere." Far var i gang med at lære mig en besværgelse, der kunne få folk til at afsløre deres mørkeste og grummeste synder.

For at kunne det skulle jeg koncentrere mig, men det var ret svært når ens hjerne var fokuseret på ens ekskæreste, der havde lå samme med anden på den mest intime måde mens hans havde tungen så langt nede i pigens hals, at man skulle tro pigen ikke kunne få vejret.

Jeps, det var hvad far var oppe mod. Var der noget med forbandelse over min familie? Ja! Også kaldet påskønnelse besværgelsen. Og nu tænkte man sikkert, hvorfor hed den påskønnelse besværgelse? Ja, den gjorde den fordi at man lærte at påskønne kærligheden.

Vi var forbandet på den måde, at vores kærligheds liv var noget lort. Nogen ramte den hårdere end andre. Nogen af os var ikke engang forbandet - læs Jessica. Det der skete var at den forpurrede alle kærlighedsforhold der kunne opstå og hvis der skulle opstå et, fik gik der ikke særlig lang tid før kærligheden visnede. Forbandelsen kunne dog ramme hårdere, alt efter hvor magtfuld man var.  Mormor Thilde var meget magtfuld og derfor blev morfar James dræbt, da min mor og hendes to trillingesøstre blev født. Samme dag endda. Mor var en meget svag heks, så far virkede ikke til at stå for døden.

Det var derfor at man lærte at påskønne den eneste ene, fordi at efter alle de utroskaber og kæreste sorger, kom den eneste ene. Så det der sikkert mange der mente at det kunne man da godt overleve for så at finde den eneste ene, ikke? Tro om. Man begyndte så småt at tro på kærlighed ikke eksistere. Eller bare i ens eget liv.

"Juliana Kassandra Smith, du skal fokusere og det er nu." Far var også stresset over brylluppet.

Jeg skubbede min ekskæreste ud af hoved så godt jeg kunne og prøvede på at få koncentrere mig. Som var jeg en hund roste han mig med: "Flot Liana" "Du er dygtig" "Det er godt."

Ikke lige det jeg var i humør til men det var da bedre end at skulle lave mad samme med mor. Jessica sov bare længe og skulle ikke tænke på nogen form for forberedelse til brylluppet.

"Så er det nok for i dag." Jeg skyndte mig ud af rummet og ringede til Caroline, min bedste veninde. Hun tog den ved første ring.

"Du er guds gave til mig" sagde hun og jeg kunne høre hendes mor messe om at hun ikke længere var velkommen  i huset.

"Ved det. Brug for et sted at overnatte?" Det var sket meget her på det sidste fordi Caroline ikke ville giftes med alle de mægtige heksemænd moren havde planer om Caroline skulle giftes med.

"Er det om fem minutter." De fleste ægteskaber der var i hekseracen var af ren kærlighed, men der levede stadig nogle af de familier, hvor man lavede arrangerede ægteskaber. Carolines familie var en af dem og hun var ved at brække sig over alle de traditioner hendes mor ville have hende til at følge. 

Min familie giftedes os af kærlighed men ikke alle blev gift på grund af forbandelsen.

Tag dig I akt. Alt er ikke som det ser ud.

Ikke igen. Spøgelsenkvinden var kommet igen. Hun gjorde ikke andet end at gentage den besked og så at sige det var dem der havde bedt hende om det. Ret irreterende, men hvad var endnu værre var, at hun kunne finde på at dukke op i midt i natten og vække mig. Det var grunden til at jeg kun fik tre fire timers søvn hver dag. Hvilket vil sige herlig masser af tid til at hade sig selv for at være faldet for Jack, skolens player  og en meget magtfuld heks.

Kvinden kom altid i en blomstret sommerkjole og havde en matchende hat på. Hun havde gyldent krøllet hår, der gik til midt på halsen og var meget bleg.

Jeg tjekkede lige jeg var alene, inden jeg begyndte at snakke til spøgelset. "Det har du sagt lige i godt og vel en måned.  Og hver gang har jeg spurgt dig om samme og jeg vil spørge dig igen: Hvem skal jeg tage mig i agt for?"

Caroline vidste godt at jeg kunne se spøgelser, men ingen andre måtte vide jeg kunne snakke med spøgelser, for det var kun magtfulde hekse og feer der kunne det og hvis nogen fra familien fandt ud af det, blev mine timer for magi sat drastisk op. Nårh ja, så ville jeg ikke kunne gå rundt uden folk hviskede om en.

Sådan var det med mormor Thilde. Hun ignorere dem bare, men så cool var jeg ikke.

De føre dig bag lyset.

Intet nyt i det.

"Kan du ikke gå hen og irritere en  anden?"

"Sikke en velkomst, grønøje." Caroline stod på mit værelse med to kufferter.

"Jeg håber ikke det gjorde noget jeg tog lidt ekstra tøj med, vel?"

Jessicas vræl fik ud af min vågne drøm. Mor kom farende og lignede en tordensky, som var rettet på mig.

"Hvad har du lavet?"

Jeg tog mig et indre billede af det der skete lige nu og begyndte at tegne min mor, som en drage. Det sendte jeg så til Caroline. Vi var forbundet på sådan en måde, at vi kunne føle hvad den anden følte og snakke sammen til hinanden i hovedet og sende minder eller oplevelser hen til den anden. Så kunne vi også gå ind i den andens hoved og se hvad der skete hos hinanden på det tidspunkt, men det brugte vi ikke, for det var at snage i den andens privatliv. Det var også derfor Caroline havde sagt jeg var guds gave til hende. Jeg havde følt, hun var lidt på røven.

Slemme, slemme Juliana sagde Caroline inde i mit hovedet, men man kunne mærke smilet på hendes læbe og så brød hun ud i grin i den virkelige verden, men det lagde mor ikke mærke til.

"Mor, du sagde kjolen ville være pæn!" skældte Jessica. Mors ansigts udtryk mildnede, da hun kiggede på Jessica.

"Det er den da."

Jeg var ved at bukke under af grin i mit hoved og Caroline var det samme.  Det bedste var at ingen vidste båndet fandtes ud over min far, som var meget imponeret over hvor godt, vi kunne finde ud af at holde os ud af hinandens hoveder. Vi havde ikke selv lavet båndet, men det skabte sig selv da vi var blevet født. Det blev så først ordentlig i brug da vi lært hinanden at kende som fireårig.

Vi var født samme dag, på samme tidspunkt og der var en myte der sagde det var båndet mellem os der havde bestemt det.

"Den er hæslig!" Mit liv var åbenbart ikke helt lort. Det er jo som at være i en biograf. I den grad, caro, sendte jeg til hende.

"Vel er den ikke. Desuden bad du selv om at det skulle være den." Livet var herligt. Jeg skulle passe på med ikke at begynde med at grine, for så fik jeg dødsblikket fra både mor og Jessica.

"Ford du sagde den var pæn! Den er jo rædsom!" Forhåbentlig kom ingen af de andre der havde haft den cermonelle kjole på forbi. Altså i spøgelsesskikkelse. Jeg havde prøvet det før og de var en byld i røven og svær at komme af med.

"Vi får mormor til at sy den om." Mor forkælede virkelig sine yndlings. Hun ville aldrig have ladet den cermonellekjole syet om for os andre.

"Så er jeg her." Mormor stod med sygrejet i hånden og havde stof med. Jeg var sikker på mormor var synsk, men hver gang jeg spurgte hende om det, benægtede hun det. Ikke at jeg ikke vidste hun stak mig det blå i øjnene på mig, men jeg vidste bedre end at gå i diskussion med mormor.

"Mor, gud ske lov, du kom." Ih ja! Fordi nu ville mor være en røvslikker overfor mormor, så Jessica kunne få sin kjole syet om. Mor og Jessica lignede så meget hinanden. Manipulerende, dækkede vist meget godt på de to.

"Stop fedteriet Katarina." Mormor var nok den jeg holdt mest af i familien, sammen med Lucas og far.

Mormor sagde en besværgelse, som fik sygrejet til bevæge sig og lave om på kjolen. Vi måtte ikke snakke i den tid fordi det ville bryde besværgelsen, så derfor gjorde mig og Caroline det i hovedet.

 

Fuldmånen var fuld og lyste ned på os. Alle messede til mormors beden. Alle undtagen mig, for spøgelser strømmede ned og bad mig stoppe det ægteskabet mellem Jessica og Andrew. Caroline kunne mærke kulden spøgelserne udsendte fordi hun kunne mærke det fra mig. Hun klemte min hånd og messede højere. Jeg stemte I, men nu dukkede mit personlige spøgelse op og stemte med de andre spøgelser.

"Hold mund." Det blev jeg ved med at gentage og min mor sendte mig skarpe blikke og det samme gjorde hendes to søstre og deres børn. Far kiggede med et bekymret blik hen på mig, men gjorde intet andet.

Spøgelseskvinden stillede sig foran mig og trak en kniv frem. Inden jeg nåede at reagere stak hun den ind i maven på mig og rotere den, så der kom et større hul.

Blod fossede ud på min kjole og jeg faldt til jorden. Caroline gav slip på de andre og skyndte sig hen til mig. Alle stoppede med at messe og kiggede hen på mig, men Caroline dækkede for mig så de kunne ikke se mig.

"Du har altid været et problembarn" hvæsede mor fra sin plads og begyndte at messe igen. De andre stemte hurtigt i, men mormor, som var den der var den vigtigste i hele processen gjorde ikke, men kom hen til mig.

"Mir barnebarn" sagde hun og tog mig op i sine arme. Døsigheden begyndte så småt at melde sig og min øjne havde svært ved at holde sig åben. Caroline holdt sig som en trofast vagthund til mig, men hun så heller ikke for godt ud. Så kom jeg i tanke om at vi normalt fik hinandens smerte.

Mormor skubbede til Jessica og Andrew, som begge virkede fornærmet over vi ikke fortsatte. Ingen kunne se blodet på kjole, fordi min kjole var samme farve som mit blod.  Mormor lagde mig ned så jeg fik månelyset i øjet.

"Jeg har altid vidst du var noget særligt, min ven." Så gav hun mig et gok i hovedet. Sikke en måde at vise det på mormor! skulle jeg til at sige, men jeg gik  ud som et lys.

Bare ikke for særlig lang tid.

Nu stod jeg omringet af spøgelser, som alle var dækket til i blod og kiggede bedende på mig. Alle hviskede det samme budskab, som spøgelseskvinden havde givet mig lige siden hun dukkede op.

Juliana!

Carolines stemme rungede i mit indre, men det trak mig ikke væk fra noget der begyndte at ligne et mareridt.

Det var ret uhyggeligt at se spøgelserne med blodskudte øjne  tigge mig. Endelig kom der et nyt budskab. Det lød sådan: "Tro ikke på nogen. Fare lure over alt og er klar til at ødelægge din eksistens."

Meget beroligende. Meget. Til spøgelserne begyndte at skrige og mørk faldt over mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...