red blooded

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2014
  • Opdateret: 25 aug. 2014
  • Status: Igang
Jeg hed Juliana og man skulle tro min familie var forbandet. Nårh ja, det var den jo også. Jeg var en syttenårig pige, men bare ikke en normal syttenårig pige. Nej livet synes jeg skulle blive født i den mest besværlig overnaturlige race der eksisterede, nemlig hekse racen. Også kendt som det omvandrende svar på et nederen liv. Juliana er heks og venner med Caroline. De to er særlige forbundet fra da de var født. Da Black familien vender tilbage til Greentown, må Juliana tage sig i agt, for hun kan se spøgelser - kun magtfulde hekse kan det - som hjemsøger hende og giver hende kryptiske beskeder, som må have noget med Black familien at gøre.

4Likes
5Kommentarer
416Visninger
AA

3. mormors forklaring

Mumlen overdøvede skrigene og jeg slog de grønne øjnene op. Jeg lå i min seng og mormor stod med ryggen til mig.

Mormor tøffede hen til mig med en skål, hvor jeg var ret sikker på var en eliksir af forskellige urter i.

"Drik." Ikke noget med at modsige sig mormor, så jeg tog skålen fra hendes bløde, men rynkede hænder. Man skulle tage sig sammen for at drikke eliksirer for de smagte altid så hæsligt. Ned med det og så prøve på at ignorere smagen i min mund.

Mormor gik hen til mit eliksirbord, hvor hun havde flere skåle.

"Hvad sagde de?" Mormor kiggede hen på mig. Da jeg så helt forvirret ud, forklarede hun at det var spøgelserne.

"Det samme kvinden har sagt den sidste måneds tid.  At jeg skal tage mig i agt, alt er ikke som det ser og at de føre mig bag lyset. De sagde så noget om at jeg skulle stoppe Jessica og Andrew fra at blive gift og at fare lure over alt, samt at jeg ikke kan stole på nogen."

Mormor tabte træskålen hun havde på gulvet og alt eliksiren flød på gulvet.

"Er du sikker?" sagde hun med ryggen til mig. Intet afslørende hvis man ikke kendte Thilde, men hvis man kendte Thilde, vidste at hun altid talte til en med fronten til en.  Så gik hun i gang med at tørre eliksiren op igen.

"Så sikker som at vi får vores magi fra månen." Alt man skulle love på, blev lovet med at vi fik vores magi fra månen.

"Så er vi i meget store problemer, mit barn." Nej, det siger du ikke! Et spøgelse stikker mig i maven og det regner jeg for ikke at være et problem?

"Hvem, hvad, hvor?"

Først nu lagde jeg mærke til Caroline, der lige var vågnet, sad ved forenden af min seng.

"I burde have fortalt mig om båndet."

"For det er jo så normalt at gå hen og sige: Du mormor, mig og Caroline er sådan set magisk forbundet og vi kan snakke i hinandens hoved. Helt normalt, sådan noget man gør over middagsbordet."

Der dannede sig et smil på mormors læbe. "Jeg har selv haft en red blooded - det man kalder den svage heks i båndet - i mit liv. Smith familien er altid den stærke i båndet, som kaldes blue blooded. Men du" sagde mormor og pegede på mig. "Er mere magtfuld end du giver udtryk for. Din kræfter har bare ikke nået deres fulde. Det var derfor Tania stak dig i maven. Nu er barrieren brudt og dine kræfter kan udvikle sig. "

"Du kender det spøgelse?" Typisk. Jeg var uinformeret. Man kunne lige så godt skrive uvidende - et normalt menneske uden nogen form for shadow træk - på min pande med store fede bogstaver. Ingen informerede mig om noget som helst og hvis jeg spurgte sagde de og jeg citere: "Intet" i en uskyldig stemme, der helt klart insinuerede, det stik modsatte.

"Tania, dit spøgelse, var min red blooded. Hun døde i forsøg på at redde mig, hvilket lykkedes."

"Hvorfor har jeg ikke hørt om det før?"

"I to tøser har sikkert haft det som om det ikke var den bedste ide at fortælle andre, at i havde et bånd, som I ikke selv har lavet? Sådan havde jeg det og sådan har jeg det stadig."

Både mig og Caroline var helt stille. "Hvad vil det sige at være forbundet på den her måde." Det var Caroline der stillede spørgsmålet, jeg var stadig i gang med at fordøje den information jeg havde.

"Mørke tider står for døren. I er til, for at stoppe dem." Mormors ansigts udtryk fortalte mig, at der var noget hun holdt tilbage.

"Så vi er bare til for at redde verdenen fra mørke tider. Jamen det er da herligt. Jeg føler slet intet pres. Intet. Overhoved intet."

"Bliv ved med at gemme dig bag den attitude, for rådet vil ikke tolerere en så magtfuld heks levende. Hvis de finder dig, så løb uden nogen sinde at kigge dig tilbage. Aldrig. Er det forstået?"

Jeg kunne meget bedre lide mareridt/ikke mareridt end den her snak. I stedet for at sige det, nikkede jeg bare. Jeg kunne føle Caroline fordøje informationen. Hun havde altid været af den type at fare, satte hendes alarmredskab i gang, hvor hos mig, var det bare: "Fare? Tja, det skal vi nok overleve, og hvis ikke, så dør vi."

"Du sagde at Smith familien altid er den stærkeste i familien. Vil det sige at jeg ikke er den eneste i familien, der har sådan et bånd? " Det havde jeg undret mig over lige siden hun nævnt det.

"Nej, for så ville jeg have opdaget det."

"Du opdagede ikke mit og Carolines." Ups. Måske skulle jeg ikke have sagt det.

"Du gemmer det - ikke med vilje - fordi du er magtfuld, hvor de andre i familien, er svage." 

Med mindre min søskende gik rundt og så spøgelser uden at have fortalt mig det, havde jeg sådan set regnet det ud. Godt nok ikke den del hvor jeg gemmer båndet.

"Ingen må vide om bådet." Ja, det havde jeg sådan haft på fornemmelsen. Jeg var jo ikke helt dum.

"Hvad hvis..." "Der er intet hvis. Fortæl nogen om det, og enten en eller jer begge ligger på Shadow kirkegården."

Sikke en hyggelig samtal vi havde os her. Om der ikke var en der kunne komme med en bakke te og småkager? Den kom jeg vidst til at sende til Caroline, for hun begyndte at grine. Altså inde i hovedet.

Det bankede på døren . "Kom ind" sagde mormor og sendte mig et blik, der indikerede at jeg ikke skulle snakke om båndet.

Jane skyndte sig ind og lukkede forsigtigt døren.

"Jessica er ved at gå op i ligningerne og Katarina er en stor vulkan i udbrud. Jeg tror heller du må gå ned til dem." Mormor tøvede og kiggede hen på eliksirerne.

"Jeg skal nok give hende dem."

"Så vil jeg gå ned" sagde mormor og tog håndklædet af. "Husk hvad vi snakkede om." Hun kiggede hen på mig og Caroline og gik sin vej.

"Hvem er klar på is og chokolade?" Min søster var som altid betænksom, men jeg tror ikke det var den bedste måde at få såret til mindske sig. Men is skulle jo nødig gå til spilde... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...