Lighthunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Igang
Lily bor med sin kusine Mina og Minas mand, som til sammen har Amanda. Mina er i gang med at blive skilt fra Luke og de skændes altid. Efter et besøg hos politiet, fordi hun blev fanget til hendes venindes kærester, kommer hun på lejeren Shadow for besværlige børn og unge. På lejren sker der og er mange underlige ting. Ting som hun ikke engang troet i sin vildeste fantasi ville have troet eksisterede. Men for at sætte prikken over I'et vil Mina ikke snakke med hende... Af grunde som hun ikke ved hvorfor.

3Likes
0Kommentarer
331Visninger
AA

3. skal jeg blive eller ej?

"Hvor skal du hen?" snerrede en bag mig.  Jeg gik videre, vel vidende at fyren med de blodige tænder ville angribe hende om et par sekunder. I den tid ville jeg prøve på at finde ud af noget der kunne få min røv reddet.

Jeg var enlig ret god til at kæmpe, men hvis fyren var ligesom vampyrer i  twighlight, var jeg ude at skide, så det ville noget. Ikke at jeg ikke allerede var det, men endnu mere. Når jeg tænkt over det, var det med at kæmpe noget som lå i familien. Både Mina, mig selv og Amalie var gode til at kæmpe. Så var der også det med at kom ud i situationer, som man godt kunne undgå f.eks. den situation  jeg var i lige nu.

"Jeg spurgte dig om noget, luder!"

En ting skulle man ikke kalde mig og det var luder. Jeg vendte sig om og spænede hen til fyren og tog hans arme i et politigreb. "Ja og jeg gider ikke at svare dig" sagde jeg og sparkede ham ind i knæhasen.

"Så er det nok" sagde en stemme bag mig og jeg mærkede en varm hånd på sin skulder. Jeg gav slip og tog min mobil frem for at prøve på at få fat på Mina. Juliet tog den fra mig med sørgmodige øjne. "Vi kan ikke lade dig komme hjem." Min bare. Jeg kunne komme hjem når jeg ville og det var nu. Hvilket var hvad jeg sagde til Juliet.

"Du må lære at styre din kræfter inden vi  kan lade dig komme væk" sagde Juliet og førte mig gennem salen. Jeg prøvede på at gøre modstand og  det endte med at fyren, der havde reddet mig kom hen og tog mig over  sine skuldrene som en sæk kartofler.

Jeg fandt ud af at han havde et godt greb på mig, da jeg prøvede på at sparke ham, så jeg kunne komme fri. Der efter tog han mig rundt om nakken så han havde et greb på både mine ben og skuldrene. Alle stirrede igen på mig, men denne gang var det fordi jeg var oppe på en fyrs skuldre og ikke kunne komme ned fordi fyren holdt godt fast. Eller det håbede jeg i hvert fald.

Til sidst gav jeg op og kom til at tænke på min første skoledag. Mina havde været nødsaget til at tage mig på samme måde for at få mig ind på skolen. Jeg huskede tydeligt hvordan jeg ikke ville starte i skole og at dem fra børnehjemmet ikke havde tid, så det var Mina der skulle følge mig i skole.

Mina var sur og det var jeg også. Som tegn på at jeg var sur havde jeg sparket Mina over skinnebenet. Mina havde så bagefter haft et blåt mærke.

 Jeg kom til at grine ved mindet og det fik hele spisesalen til at blive helt stille. Jeg var ikke den eneste der lagde mærke til det; Fyren gjorde det også.

"Jeg hedder Chris og jeg er vampyr." Så blev han også helt stille. Jeg kunne ikke klare den slags stilhed.

"Har i mistet gaven til at tale eller hvad?"

Det fik alle til  at snakke. Ikke at det var noget interessant de snakkede om, men de snakkede og det var jeg glad for. Jeg havde aldrig brudt mig om at være fokus for opmærksomhed. Jeg kunne bedst lige at gå i et med tapet og at hvis jeg skulle snakke med nogen, så var det alene med personen.

Mange synes det var underligt, og det var det sikkert, men det var vist også noget der lå til familien. Freya var ret anderledes på det punkt, så det var lidt underligt at vi var så gode venner. Rettelse: havde været. De havde begge ændret sig eller det var nærmere Freya der havde ændret sig. Freya var begyndt at feste og drikke og skifte sine kærester ud med 14 dages mellemrum, når Freya ikke syntes at kæresternes sex var god nok. Sådan var jeg slet ikke. Jeg var stadig jomfru, hvilket de fleste fra min klasse ikke var. Jeg blev rent faktisk bagtalt på grund af det, men jeg holdt sit hoved koldt. Noget Freya ikke kunne finde ud af. Freya var det stik modsatte af mig.

Men nok om Freya og tilbage til min tilfangetagelse på lejren. Hvordan kunne de ikke lade mig komme hjem? Var det enlig ikke et brud på mine menneske rettigheder?

"Det er et brud på mine menneske rettigheder" skreg jeg og Chris brød ud i latter.

"Min søde ven, du er ikke et menneske, hvilket gør at menneske rettigheder gælder ikke for dig." Nu var det min tur til at bryde ud i latter. Chris havde vist mere brug for en læge end mig. Alle kunne jo se jeg var  et menneske. Jeg kunne forplante mig, hvilket var en vigtig del i at være menneske. Så var der også min krop. Gud havde været gavmild da han skabte mig. Han kunne måske godt have været lidt mere gavmild med højden, men jeg var høj nok til lige at være model.

Chris på den anden side ville nok være pæn - sådan almindelig pæn - hvis det ikke havde været for alle de tatoveringer han havde på den bare overkrop. Han havde brunt hår og grå øjne.

"Chris, jeg er et menneske hvis jeg selv skal sige det og det siger min krop også. Desuden hvis ikke jeg skulle være menneske hvad skulle jeg så være?" Da jeg sagde det om min krop kiggede jeg ned af mig selv.

Chris svarede mig ikke, men åbnede døren ind til Juliet kontor. "Det kan Juliet forklare dig" sagde han og forlod kontoret.

"Jamen tak for den ufrivillige ridetur," vrængede jeg af døren. "Jeg kan godt høre dig!"

"Det ved jeg da godt!" Eller nej, det gjorde jeg så ikke, men det ville jeg ikke indrømme. Juliet kom ind lidt efter og havde en af de der mapper man så hos psykologer. Juliet tog et afmålende kig på mig inden hun satte sig.

"Jeg ved du gerne vil hjem, men det kan der ikke lade sige gøre." Jeg skulle til at protestere, men Juliet afværgede mig. "Har du nogen sinde undret dig over at du hed Lupus til efternavn?" spurgte Juliet. Nej, det havde jeg så ikke for det gjorde normale mennesker altså ikke. "Nej det har jeg aldrig, men jeg regner med du kommer med en forklaring uanset hvad."

Juliet nikkede og begyndte at forklare om at Lupus betød ulv og at der var indianske legender om mennesker der ændrede sig til ulve. Alt sammen ævl i mine øre, men jeg lod Juliet tale ud som den gode pige med manere Mina gerne ville have mig til at være.

"Ja, det lyder meget interessant, men den joke skal i vist længere ud på landet med." Juliet sukkede og gik hen og åbnede døren hvor en fyr stod og ventede. En ret lækker fyre med sort hår og grønne øjne. Tøjet klæbede sig til hans markerede overkrop og bevidst min mistanke om han var i god form.

"Adrian, jeg tror Lily har brug for et bevis for at tro på det" sagde Juliet og lod Adrian komme ind. "Jeg har allerede set for mange ulve i dag og det er sikkert fordi at jeg må være på stoffer" protesterede jeg, men inden jeg fik sagt mere, hylede Adrian.  

Det gjorde ondt i min krop, men samtidig var det dejligt. Jeg havde flere gange fået kramper til fodbold og de havde altid gjort ondt og aldrig i hele mit liv skulle jeg have troet jeg ville synes kramper var dejlige.

"Hvad... Gjorde... Du?" fremstammede jeg og prøvede på at kigge op på Adrian. "Jeg brugte alfaens kraft til at fremkalde dit skift. Er det ikke dejligt?"

Dejligt? Med løg på. Nu gjorde det kun ondt og  hvis ikke jeg havde været i den smerte, ville jeg angrebet ham.

Smerten var ovre og jeg skulle til at springe hen til Adrian, da jeg faldt ned mod gulvet. Jeg kiggede ned og så at der i stedet for to styks ben var der to  forben, som var for pelsede til at jeg  kunne lide det. Ben skulle være glatte som en barnerøv og ikke ligne Big foot.

Jeg kiggede på hvor der i stedet for at være en menneske krop var en hvid ulve krop. Hvad jeg lagde mest mærke til var at der var en hale. En hale! Jeg svingede med den og bjæffede i forskrækkelse. "Det havde du ikke regnet med?" spurgte Chris som var komme ind uden jeg havde opdaget det.

Jeg var blevet sløv på den. Normalt kunne ingen komme ind i et rum uden jeg lagde mærke til det. Ikke engang på offentlige toiletter.

Jeg gik langsomt frem mod Juliet, Chris og Adrian. En af dem havde glemt at lukke døren dag dem. Om det var Juliet, da døren blev åbnet for Adrian eller Chris, da han kom ind, vidste jeg ikke, men ærlig talt var jeg også ligeglad. Bare jeg kunne komme ud derfra, så kunne det være en dyrepasser fra Indien der havde lukket døren.

Da jeg var langt nok henne til at kunne komme forbi de tre mennesker, spænede jeg ud af døren og videre ud af salen og ud i friheden, hvor Alexa så ventede  og  væltede mig ned mod jorden, hvor hun holdt mig nede.

"Undskyld Lily, men det er en ordre fra Filip."

Den "ældre" fyr kom hen og han måtte være Filip, for han nikkede til Alexa. Først kom Adrian og Chris og så kom Juliet halsende efter dem.

Imens jeg lå ned på jorden betragtede jeg personerne der omringede mig. Filip var af græsk oprindelse, eller det var hvad jeg gættede mig til, når han havde sort hår, olivenbrun hud og brune øjne.

"I burde have passet bedre på. Hun kunne være sluppet væk." Ja, jeg kunne og hvorfor kunne I ikke lade mig gøre det?

"Hvordan skulle jeg vide at hun kunne finde på at flygte?" spurgte Juliet hidsigt. Lily var vist ikke ene om  ikke at  kunne lide Filip.

"Tænke." En fyr kom gående bag dem. Fyren havde sandbrunt hår og hasselbrune øjne. I højre øre havde han en piercing .

"Jeg ville nok også flygte hvis jeg blev holdt fanget her." Jeg kunne lide den fyr. "Hvad laver du her Jason?" Adrian og Chris stillede sig op så fyren Jason ikke kunne komme hen til det cirkus jeg kaldt mit liv. Uden jeg selv lagde mærke til knurrede jeg og de to fyre vendte sig om og så på mig.

De kiggede på hinanden og så tilbage til mig. De kom nærmere og jeg knurrede, men hvem prøvede jeg at narre? De to fyre kunne med lethed overmande mig.

Alexa stillede sig foran mig. "Hvad skal I?" spurgte Alexa. "Flyt dig" knurrede Adrian, men så kom Filip hen ved siden Alexa, så der var en mur foran mig. Juliet stod bare og kiggede forvirret mellem de to hold. Jason kiggede også frem og tilbage mellem dem, men han lod til at more sig.

"Jeg flytter mig ikke." For at demonstrere det satte Alexa begge fødder ned i jorden.

Jeg havde sådan lyst til at være et menneske igen, så jeg ikke behøvede nogen til at forsvare mig. Smerten kom igen, men denne gang var det meget hurtigere væk. Jeg strakte mig og til min forbløffelse var det en menneske krop jeg  strakte. Jeg vippede med tæerne og rejste sig op for at finde ud af jeg blev nedstirret.

Jeg tog ingen notits af det, men gik hen og gav først Chris en lussing og så en lussing til Adrian. De havde så travlt med at stirre på mig, at de ikke lagde mærke til lussingen før den landede på deres kind. Så vente jeg mig om og løb alt hvad mine ben kunne tåle.

Jeg åbnede døren på vidt gab og forskrækkede Rose. Jeg kiggede ikke på Rose, men gik bare ind og hentede min kuffert. Så tog jeg sig på røven for så at komme i tanke om at Juliet havde mobilen.

"Gud, hvad har jeg gjort dig?" spurgte jeg og kiggede op i loftet inden jeg gik ud på mission "Snu ulv." Jeg og Mina havde kaldt vores slik togter "Snu ulv." Vi blev bare altid opdaget af de på børnehjemmet, men der faldt aldrig brænde ned. Bare en lille reminder om at det ikke var godt for kroppen at spise for meget slik.

Vejen var hulet så det var meget svært at styre kufferten, men det lykkedes mig da at komme ind på Juliets kontor uden at få ørefigner for at stikke af. På skrivebordet lå min mobil.

Det var for nemt. Det kunne være en fælde. Flere tanker om at jeg ikke burde tage telefonen for gennem mit hoved da jeg tog telefonen.

"Allerede på vej væk?" spurgte Jason fra stolen, som vendte væk fra skrivebordet, så man ikke kunne se han sad der. "Du virkede ikke som en der gav op og da slet ikke så hurtigt." Det passede, men et sted som den her galeanstalt fik mit aldrig-giv-op motto til at smuldre og mig til at krybe væk med halen mellem benene. 

Ikke tid til at være som Dave, tænkte jeg irriteret. Dave var vores nabo, en rigtig cowboy. Dave havde for vane at lave sjov med alt og grinede altid af sine egne jokes. Han var som en onkel for mig, men det ville Mina ikke høre tale om for så ville det jo sige at det var Dave var hendes far. Så grinte vi begge og  Amalie kiggede uforstående mellem dem.

"Tager bare på en lille smut tur" sagde jeg og forstod ikke hvorfor det vedkom ham. "Som i: Jeg tager væk og kommer aldrig tilbage-tur?" Jason var godt nok irriterende. "Ja, det er lige præcis sådan en slags tur jeg skal på."

"Jamen, så må du have en god tur, selv om jeg er skuffet over du ikke kunne blive og tage kampen op." Jason trykkede på de helt rigtige knapper. Jeg tog min kuffert og gik tilbage til sin hytte. Om Jason skulle få ret? Nej, det skulle over mit lig.

Jeg forstyrrede vist Alexa og Rose, der var ved at fare i kødet på hinanden. De stoppede med at give hinanden trusler. "Du er tilbage" røg det ud af dem begge og var begge forvirrede.

"Jeg skal vise det røvhul, at jeg ikke giver så let op." Så gik jeg ind på sit værelse og pakkede alle mine ting ud. 

Begge piger kom ind og satte sig på min seng. "Hvem snakker du om?" Rose kiggede nysgerrigt  på mig.

"Lad mig gætte: Jason, hamskifteren." Jeg kiggede sig over skulderen.

"Ti point til Alexa" hujede jeg irriteret inden jeg gik over til undertøjet. Alexa tog en bh fra mig og kiggede på den. "Hey!"

"Jeg tror bestemt Chris vil være glad for den" fnisede Rose. Alexa rødmede men skyndte sig at sige at der var intet mellem Chris og Alexa. "Du lyver så det flyver" sagde jeg og tog Bh'en fra Alexa, som rødmede endnu mere.

"Det er barnligt" sagde Alexa, men smilede sammen med mig og Rose. "Desuden er det intet mellem mig og Chris. Han har jo allerede en, men hvad med dig Rose?"

Rose blev helt stille og smilet forsvandt fra ansigtet. Så blev hele ansigtet rødt og det var som at se en vulkan gå i udbrud.  Skændselsord så onde, at det ikke var godt for små børn at høre på, blev slynget ud i rummet og Alexa gav svar på dem med lige så grimme skændselsord og trusler.

"Okay, hvis I har planer om at myrde hinanden er det helt fint for mig, men kunne i ikke gøre det et andet sted end mit værelse?" Jeg fik tåre i øjnene, men ville ikke have de andre så det, så jeg vendte sig væk fra de andre. Begge satte sig ned ved siden af mig.

"Vi mente det jo ikke" sagde Rose og aede mig på ryggen. Alexa sad ved siden af mig, så jeg sad mast mellem de to  piger. Mellem en varmblodet og en koldblodet. Ikke at jeg mente følelsesmæssigt, men hvor varm de var. Det var som at sidde mellem et normal menneske og en istap. Ondt sagt, men det var sådan det var, når man selv var  varm som en brændeovn.

"Hvis I er i nærheden af mig, lad være med at true med at hive hjertet ud af hinanden eller give en så grim omgang eksem på hele kroppen." Alexa klappede hende på armen og rejste sig.

"Jeg skal ud på vandring. Hvor jeg dog  glæder mig... Not" sagde Alexa og gik. "Jeg skal også videre" undskyldte Rose og fulgte efter Alex. Jamen, så havde jeg da også al den tid i verdenen til at pakke og håbe på at Mina ringede og sige at hun ville komme og hente mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...