Lighthunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Igang
Lily bor med sin kusine Mina og Minas mand, som til sammen har Amanda. Mina er i gang med at blive skilt fra Luke og de skændes altid. Efter et besøg hos politiet, fordi hun blev fanget til hendes venindes kærester, kommer hun på lejeren Shadow for besværlige børn og unge. På lejren sker der og er mange underlige ting. Ting som hun ikke engang troet i sin vildeste fantasi ville have troet eksisterede. Men for at sætte prikken over I'et vil Mina ikke snakke med hende... Af grunde som hun ikke ved hvorfor.

3Likes
0Kommentarer
338Visninger
AA

5. pelsen mindede om et nyankommen lag sne

Det var det sidste jeg så inden jeg kom ind i den helt samme lysning, bare uden Juliet og Filip. Fuglesangen var der og farverne var stadig lige så klare som før, men der var et eller andet anderledes. Noget som jeg ikke kunne sætte fingeren på.

Mon jeg var død? Hvis jeg var, skulle jeg så ikke stå ved enten en helvededsport eller en port til himlen? Men der var ingen port. Var jeg i limbo?

Der lød et hyl, som mindede meget som en ulv. Ikke engang i døden, kunne jeg slippe for ulve. Gud måtte virkelig hade mig.

Du er ikke død.

Hvis ikke jeg var død, hvad var jeg så?

Levende.

Ja, det havde jeg sådan set også regnet med, men hvad lavede jeg her? En hvid ulv kom gennem en busk og viste tænder. Knurren der kom fra den hvide ulvs strube, fyldte hele skoven og satte en stopper for alle andre lyde i lysningen. Jeg følte ikke frygt eller vrede, men underlig tom. Som om at da hylet var stoppet havde det taget både lyden i skoven og mine følelser.

Pelsen mindede om et nyankommen lag sne. Tænderne var også lige så hvide, men øjne var blå. Lige som min egne blå øjne, men i stedet for at være fyldt med vrede, var de udtryksløse. Som om de afspejlede mine øjne.

Så satte ulven i løb, ikke mod mig selv, men væk fra lysningen. Uden at jeg selv lagde mærke til det satte jeg i løb efter den. Ulven blev med at løbe, men kiggede tilbage det meste af tiden, som om den lige ville sikre sig at  jeg stadig var der. Om det var af frygt eller om ulven ville se om jeg fulgte efter, var ikke til at sige.

Vinden blæste da vi kom ud af lysningen og kulden gik gennem huden, som jeg lige havde opdaget var helt nøgen. Ingen shorts, top eller undertøj. Intet. Forhåbentlig kom der ingen og så mig.

Vinden blev kraftigere jo længere væk fra lysningen de kom. Kulden gik helt ind til knoglerne, men det virkede ikke til at genere mig eller mine ben. Jeg forsatte bare efter ulven som heller ikke virkede til at være påvirket af kulden.  

Efter et stykke tid dukkede vi op til en stenklippe, hvor ulven sprang ud over og jeg fulgte efter den ud over klippen, vel vidende at jeg ville komme til at brække et par knogler.

Til min overraskelse var der en flod som lå mellem klippen og en skov af grantræer. Ulven landede i floden og månelyset skinnede ned på vandet. Ulven gik elegant gennem vandet og ødelagde ikke vandoverfalden. Jeg fulgte efter og ligesom ulven, ødelagde jeg heller ikke vandoverfladen.

Selv efter løbeturen var jeg ikke forpustet, selvom man skulle tro det. Jeg ville ikke længere men som om der var en snor mellem ulven og mig selv, fulgte jeg efter ulven ned gennem et hul, som ledte ind til en grotte i klippen. Midt på gulvet var der tegnet en måne og ulven lå inde i månen. Månelyset skinnede ned gennem hulet i loftet på ulven og fik ulvens pels  til at lyse rummet op.

Ulven kiggede hen på mig og rykkede sig så der var plads ved siden af den.

Lige nok til dig

Jeg gik der hen og satte sig ved siden af den. Ulven puttede sig ved siden af mig og lagde dets hoved i mit skød.

I mens at jeg betragtede ulven, kom der en mumlen som fyldte hele grotten. "...Lighthunter..."

"...Endelig kommet." Jeg kiggede rundt, men kunne ikke se nogen. Mumlen forsatte og blev højere, som om der var nogen der kom tættere på. Jeg ignorere mumlen og kiggede op mod månen. Jeg gispede ved synet af de spøgelser der svævede lige foran mig. Filip havde været rigtig da han sagde der fandtes spøgelser. Allermest havde jeg lyst til at Filip ikke havde været rigtig.

"Lyset beskytter dig" sagde en ældre kvinde. Jeg vurderede at  kvinden var omkring 75 år, men det var lidt svært at bedømme en kvinde der var helt gennemsigtig. I stil med man kunne se hvordan kvinden, men det man så var sløret.

"Okay..." Jeg kiggede videre på det næste spøgelse, der stod ved siden af den ældre kvinde. Det var en pige på de otte år med store usikre brune øjne og sort hår.

Pigen gik ind i cirklen og satte sig på huk foran hende. "Ræk mig din hånd" beordrede pigen og holdt selv sin hånd. Nervøst holdt jeg min hånd ud mod pigen, som åbnede sin hånd og lod en halskæde dumpe ned i min hånd. Snoren var lavet af læder og så hængte der en sten - som grangiveligt lignede de månesten der var helt hvide og glimtede i månenes lys og Mina var så glad for - der havde form som en måne.

"Tag den på" sagde pigen og gik ud af cirklen. Jeg gjorde som der blev sagt og lige så snart jeg gjorde det spredte lyset fra ulven over sig over til mig, så vi begge lyste.

Ulven kiggede op på mig og  bed mig i maven. Det gjorde ikke ondt, men det var betryggende. Blod sprøjtede sig ud over måne cirklen og lyste. Ulven slikkede såret og kiggede igen op på mig og hylede.

Jeg begyndte at mærke smerte i kroppen og så at der dukkede hvide hår op på min krop. Jeg begyndte at blive paniske, men så gik det op for mig at jeg var i gang med at forvandle sig.

Inden jeg nåede at blive færdig med forvandlingen, blev alt sort.

 

Kæderne rislede da de fløj til alle sider. Juliet nåede lige at dukke sig sammen inden en af kæderne fløj over hendes hoved.

Filip greb en af kæderne og resten af kæderne røg tilfældigt ud i lysningen. Jeg satte i løb ud af lysningen og løb alt hvad jeg kunne, men inden jeg nåede ud af lysningen, sprang Filip og landede på mig.

"Du bliver her" hvislede han og lød temmelig vred. Han kiggede hurtig hen på Juliet, der var i gang med at børste det sidste jord af sig. "Jeg kunne bruge lidt hjælp, tak!"

Juliet kiggede hen på Filip og efter at få det sidste jord af sig kom Juliet hen  til mig. "Du kan ikke flygte hver gang du ikke... Du bløder" sagde Juliet og rørte ved såret ulven havde lavet på mig. "Hvordan skete det?"

Ja, på grund af du holdt mig ned og jeg så kom ind i en eller anden form for drømmelandskab, hvor en ulv så bed mig, havde jeg lyst til at sige, men siden jeg var i ulveform kunne jeg ikke komme til det.

"Skift tilbage" kommanderede Filip. Kunne folk ikke lade være med at kommandere med mig? Åbenbart ikke. Jeg kiggede hen på Filip, for at signalere at det vidste jeg ikke hvordan man gjorde.

"Ej, det kan du ikke mene." Det kunne jeg og det mente jeg! Jeg havde jo ikke regnet med at jeg ville forvandle mig.

Husk hvad du gjorde sidst.

Kunne den stemme ikke bare holde mund havde jeg lyst til at sige, men så kom jeg i tanke om hvordan jeg havde forvandlet sig. Bare jeg kunne være et menneske, tænkte jeg og så kom smerten, men gik hurtig væk.

"Se, det kunne du... " Mere nåede jeg ikke at høre for jeg dejsede om.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...