Lighthunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Igang
Lily bor med sin kusine Mina og Minas mand, som til sammen har Amanda. Mina er i gang med at blive skilt fra Luke og de skændes altid. Efter et besøg hos politiet, fordi hun blev fanget til hendes venindes kærester, kommer hun på lejeren Shadow for besværlige børn og unge. På lejren sker der og er mange underlige ting. Ting som hun ikke engang troet i sin vildeste fantasi ville have troet eksisterede. Men for at sætte prikken over I'et vil Mina ikke snakke med hende... Af grunde som hun ikke ved hvorfor.

3Likes
0Kommentarer
333Visninger
AA

7. Nogen der havde lyst til at bytte liv?

Jeg skyndte mig op fra sengen og tog min kuffert op. Lyden af tunge åndedræt lød i hele hytten, så der var ingen forhindring i at komme væk.

Jeg nåede lige hen til parkeringspladsen, hvor Freya og Adam  kom kørende.

Mit ansigt blev et stort smil og jeg løb hen til Freya, som løb mig i møde og krammede mig. Hårdt.

"Spark mig i røven næste gang vi er til fest, så noget som det her ikke sker igen. Et hårdt spark" hviskede Freya. Gode gamle Freya. Tilbage med al den omsorg der skulle til for at passe på sig selv og mig.

"Skal jeg ikke også have en krammer eller er det kun for piger?" sagde Adam bag mig og stod med åbne arme. Jeg  trak mig fra væk Freya og sprang op i armene og de lukkede sig med det samme om mig. "Du ved ikke hvor meget Freya har tænkt at det var hendes skyld du er her" sagde han og jeg kunne næsten se det  blik Freya sendte broren.

Jeg grinte og kravlede ned fra Adam, som gik hen og lagde min kuffert ind i bilen. "På vej væk, blondine?" sagde Felicia ved siden af hende.

"Og du er?" spurgte Freya og det var tydeligt at hun var klar på en Bitchfight. "Årh, du er så svag at du har brug en til at forsvare dig."

Adam kiggede ind fra bilen mellem de tre piger, men virkede ikke som om han havde planer om at rejse sig.

"Ved kommer ikke dig" sagde Felcia og viste tænder. "Ved du ikke at man ikke må have besøg af en shadow og familiemedlemer uden for besøgstiden, blondine?" Felicia kiggede over på mig og det stod tydeligt at Felicia mente jeg var en tumpe.

"Jeg synes ikke rigtig at  det vedkommer dig, men de to er hverken en shadow eller i familie med mig, bare gode venner til mig."

"Du kender til en shadow?" udbrød Freya og kiggede med store øjne. "Du ved ikke engang at din to venner er varulve og Freya rent faktisk er forlovet med Adrian. Hvor er hævnen dog sød" sagde Felicia og gik.

"Nu er der hvor du fortæller mig at det ikke er sandt, Freya." Jeg kiggede bedende på Freya.

"Hmm, ja, okay, tag det med et gram salt" sagde Freya og skyldfølelse skinnede i Freyas øjne. Følelsen af at være forrådt komme listende og opslugte mig. Alle de blik Freya havde givet mig, gav lige pludselig mening. Freya havde prøvet på at finde ud af hvad jeg havde været. Freya havde allerede haft en mistanke den gang. Uden at fortælle mig det.

"Lil, jeg havde haft planer om at fortælle dig det. Virkelig. Der er ikke gået en dag uden jeg har haft lyst til at dele herligheden ved at være varulv. Specielt når vi gik ved naturen og du nød det til fulde, uden at vide at du rent faktisk hørte til naturen.  Jeg har prøvet så mange gang, men du har aldrig vidst det. Men nu gør du og jeg føler en byrde er blevet lettet fra mine skuldre" sagde Freya og  rørte ved min arm. Jeg trak mig væk fra berøvelsen.

"Virkelig?" Tårerne kom frem fra deres skjul og trillede ned af mine kinder. Jeg undgik Freya og gik hen til bilen og tog kufferten ud af bilen.

 Alle de løgne som Freya havde måtte fortælle mig for at dække for Shadow verden. Det var som at leve på en løgn. En stor fed løgn. Jeg havde åbnet mig for Freya og ladet hende komme ind under min hud og det samme havde Freya. Eller det havde jeg da troet Freya havde gjort. Alt gav mening.

Alt. "Kør igen."

 Så løb jeg. Kufferten lod jeg være. Jeg havde bare brug for at komme væk. Intet af det der var sket den uge kunne måles med hvad der var sket lige før.

"Lily" råbte Freya, men Freya kunne rende mig et vist sted. Ligesom Flokken. Det samme kunne Adam.

Adam var min ven. Den bror jeg aldrig fik. Hvorfor havde han ikke sagt noget?

Blod er tykkere end vand.

Jeg kiggede tilbage på Freya, som hvor jeg lige havde efterladt hende. Freya kiggede med store brune øjne tilbage på mig og det sorte hår flagrede i vinden. Jeg skyndte sig at kigge væk og satte farten højere op.

Jeg blev med at se Freyas brune øjne for mit indre. De var de samme som den lille indianer pige fra hendes lille "find din indre ulv" seance. Jeps helt klart de samme.

Jeg blev revet ud af sine tanker da noget løb ved siden af mig. En hvid ulv løb ved siden af mig og kiggede hen på mig. Den samme ulv der havde bidt mig i maven. Tanken om at den var ved siden af mig, burde gøre mig vred. Ikke at det gjorde det. Jeg mærkede lige efter. Vreden, forrådelsen og tristeheden, var der skam endnu. Intet ændret.

"Kan du ikke bare lade mig være i fred?" spurgte jeg ulven og satte tempoet højere op, men uanset hvor hurtigere jeg løb, blev ulven ved med at være lige ved min side.

Lyset vil altid holde dig varm uanset hvor mørk og kold verdenen er.

Ulven kiggede sig over skulderen og knurrede. Jason dukkede op lidt efter. "Hvad er det vi løber fra?"

"Intet, jeg har bare brug for at løbe lidt. Jeg er lidt af et følelsesmæssigt cirkus." Jeg undlod den lille detalje at jeg havde en ulv løbende ved siden af mig. Nok ikke den bedste ide.

"Godt godt, så smutter jeg igen, men pas på. Her er et følelsesmæssigt cirkus heromkring" grinede han og gik så sin vej.

Efter at have nået ned til søen, stoppede jeg med at løbe. Ulven var helt stille og det samme var stemmen inde i mit hoved.

Ikke at jeg havde noget i mod det, men det gav mine tanker frit løb. Alt hvad der var sket.

Jason med hans triste hasselbrune øjne, Adrian der knurrede, mig selv i de lysebrune arme der tilhørte Adam, Freya der stod tilbage og kiggede på mig, ulven ved siden af mig, Alexa der beskyttede mig, den røde plet på min yndlings trøje, tatoveringen på min mave og Mina der nærmeste smed mig ud af bilen.

Sikke et liv. Nogen der havde lyst til at bytte liv? Nej, det tænkte jeg nok. Jeg lagde sig ved bredden og kiggede op på stjernehimlen. Sådan som jeg og Freya plejede at gøre.

Glem det sagde jeg, inden jeg blev alt for trist til mode og kiggede efter mælkevejen. Ikke at jeg kunne finde den, men det var en god måde at komme væk fra alt. At lade sig opsuge.

Et godt råd jeg ville give mine børn, hvis jeg altså overlevede den kommende tid. Det skulle i hvert fald være et fuldblodsmenneske der var faren til børnene.

Sådan blev jeg ved med at tænke på sin fremtid, indtil jeg faldt i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...