Lighthunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Igang
Lily bor med sin kusine Mina og Minas mand, som til sammen har Amanda. Mina er i gang med at blive skilt fra Luke og de skændes altid. Efter et besøg hos politiet, fordi hun blev fanget til hendes venindes kærester, kommer hun på lejeren Shadow for besværlige børn og unge. På lejren sker der og er mange underlige ting. Ting som hun ikke engang troet i sin vildeste fantasi ville have troet eksisterede. Men for at sætte prikken over I'et vil Mina ikke snakke med hende... Af grunde som hun ikke ved hvorfor.

3Likes
0Kommentarer
329Visninger
AA

2. Jeg høre ikke til her

Turen var forfærdelig. To tre timers køretur hvor ingen sagde noget og Mina havde nærmest sparket mig ud af bildøren og så kørt i sådan en fart at politiet ikke en gang ville stoppe bilen fordi de ville være bange for at blive kørt ned. Så da jeg kom ind i spisesalen stirrede alle - der var der klokken 23:00 - på mig, som om jeg var skør. Jeg gav dem det samme stirren, men da ingen stoppede med at stirre gik jeg hen på lejerlederens Juliets kontor og meddelte at jeg var ankommet. Jeg bankede på og gik ind.

Inde for døren sad en kvinde i slutningen af tyverne med langt brunt hår og brun hud.

"Årh for fanden da" mumlede jeg. "Hvorfor er det at alle græder når jeg er i nærheden?" Juliet kiggede op og grinte i mens at hun tørrede sine brune øjne. "Problemer med grædende personer lige for tiden? Så er det lige stedte" sagde  Juliet med et smil på læben, selvom man kunne se hun lige havde grædt. "Godt at høre for ellers var jeg allerede på vej ud for at finde noget der kunne slå mig ud for et par timer" sagde Lily.

"Hvor er jeg dog ubehøvlet. Sid ned" sagde Juliet og lavede en bevægelse, der skulle betyde jeg skulle sætte mig ned. Da jeg havde sat sig ned, kiggede stirrede Juliet lige som alle andre.

"Har jeg en kæmpe bums lige på næsen eller ligner jeg en vaskebjørn fordi min make-up er løbet, siden alle der ser mig, stirre på mig?" Det fik Juliet til at trække sin stirren tilbage, men man kunne se at Juliet gjorde alt for ikke at stirre igen. "Undskyld" sagde Juliet og fandt en af de mapper der matchede til dem man så hos en psykolog. Juliet kiggede hurtigt på mappen, men lukkede den igen. "Nu skal jeg følge dig hen til din hytte." Så rejste Juliet sig og gik ud af døren med mig lige bag hende.

"Hytterne er fordelt på lejerens områder og der er tre eller fire lejerdeltager fordelt  i en hytte." Gud hjælp mig. To eller tre skøre menneske. Kunne jeg nå at ringe og sige at jeg var meget ked af det jeg havde gjort? Uden at behøve tænkt over det, vidste jeg allerede svaret. For sent. Hvorfor var livet så uretfærdigt? Intet er som en dans på roser. Hold kæft stemme.

Da det var så sent var mine bofæller gået i seng. Heldigvis, for jeg havde ikke energi til at skulle mødes med særlinge. Jeg tog sin mobil frem og ringede til Freya, som tog den efter sjette ring.

"Hej..." Man kunne høre Freya stønne. "Forstyrre jeg, Freya?" Mere stønnen, bare denne gang  fra to personer. "Nej...." Mere stønnen. "Freya, jeg tror jeg lægger på og så ringer du i morgen, hvor du forhåbentlig har tid." Så lage jeg på og smed sig på sengen. Søvn overrumplede mig inden jeg fik taget nattøj på, men hvad fanden? Jeg ringede så snart jeg vågnede og bad Mina om at komme og hente mig.

 

"Hvad er hun?" hviskede en stemme. "Jeg ved lige så lidt som dig"  hviskede en anden stemme irriteret. Jeg vågnede og alle minder fra natten før kom tilbage som regnen  fra en tordensky. Jeg åbnede øjnene og nikkede en en skalle. "Av" sagde pigen - blondine - som jeg havde givet en skalle. Jeg selv gned min panden og håbede på at der ikke ville komme en bule. Pigen med det blonde hår  trak sig væk og ved siden af pigen var der endnu en pige - af asiatisk afstamning  "Godmorgen" sagde jeg og kiggede afmålt på pigen jeg havde givet en skalle. Begge piger stirrede på mig ligesom alle andre. "Hvis I har tænkt jer at blive ved med at stirre så er det ud. Det ville det være uanset hvad, for jeg skal have noget andet tøj på." Jeg rejser sig og fik de to piger ud af rummet og fandt et par shorts frem og en let hvid top.

Ved bordet stuen sad de to piger og ventede på mig. De sprang op af stolen så snart jeg var ude af værelset og hev mig ned at sidde i en af de tre stole der var ud for bordet. Så stirrede de på mig. "Jeg har altså ret" sagde pigen med det blonde hår og blå øjne. "Nej, jeg har ret" sagde den asiatiske pige. Hvad skulle de have ret i?

"Hvad snakker i om?"

Jeg kiggede mellem de to piger. De kiggede lamslået på mig. "Du ved det ikke en gang selv?" sagde pigen med det blonde hår og kiggede over på den asiatiske pige. "Hvordan finder vi så ud af det?"

 Jeg fik nok og rejste sig, men asiater pigen var lige pludselig foran mig og fik mig ned at sidde. "Hvor skal du hen? Ingen steder." Sådan var jeg fanget i et kvarter. I den tid fandt jeg ud af at den asiatiske pige - med super hurtige bevægelser (måske reflekser) -  hed Alexa og den blonde pige hed  Rose. Jeps, det var nogen lunde hvad jeg fandt ud af. Jeg havde sovet  - med åbne øjne -  i gennem snakken. I den tid studerede jeg pigerne. Rose var en tynd sag, men ligesom mig havde de rigtige former på det rigtige steder. Hun havde også et langt blond hår og klare blå øjne som helt klart var noget fyre eftertragtede. Alexa var høj og smuk. Ikke som Rose, hvor man troede at bare man rørte hende, så ville hun knække. Alexa var smuk på den måde at selvsikkerheden lyste ud af hendes statur. Den udlyste: "Prøv at få mig ned og du ligger nede i jorden i gang med at spise jord." Selvfølgelig gjorde hendes markerede ansigt med chokolade brune øjne og sort hår også en del, men ikke at hun var lige så eftertragtede hos fyrene som Rose.

"... Så ung at dø." Det vækkede min opmærksomhed. "Hvem var det du lige snakkede om?" spurgte jeg Rose. Alexa rullede med øjnene og stirrede igen på mig. Jeg ignorerede Alexa og kiggede på Rose. Der dukkede et mønster op på Roses panden.

"Hva' fanden?"

Pigerne kiggede på mig og havde et bekymret ansigts udtryk. "Jeg tror jeg skal til læge og blive tjekket" mumlede Lily og kiggede så hen på Alexa. Der var også et mønster. "Helt klart til læge" sagde jeg og gik ud af døren med Rose og Alexa lige bag hende.

De andre prøver på at få mig til at blive. "Du er jo lige ankommet..." Et ulvehyl, afbrød Rose. Vent, hvad...Ulvehyl?

"Jeg bør virkelig gå til læge" mumlede jeg igen og gik videre. Jeg vendte sig om for at se om Rose og Alexa stadig fulgte efter mig, men det gjorde de ikke. Til gengæld stirrede de bag mig og Alexas øjne var lysende. Rose bevægede sin pegefinger rundt med uret og mumlede noget, jeg ikke kunne forstå. "Hmm, piger hvad laver I?" spurgte jeg, men blev afbrudt af endnu et hyl. Så lød der en raslen og jeg trak mig lidt væk fra den busk, jeg stod ved siden af. I samme sekund jeg gjorde det, kom der fra busken, en ulv springende og så kom der to til bag den.

"Ulve?! Okay, en hver chance der var for at jeg ville blive her er nu lig med nul" sagde jeg og den første ulv knurrede.

 "Knur så meget du vil, det gør mig ikke bange " sagde jeg til den og skulle til at gå, da ulven begyndte at... ændre sig? Jo, ændre sig til noget der lignede et menneske. Nogen  ville sikkert kalde det der lige havde været en ulv, en fyr. Jep, det lignede grangiveligt en fyr, men det kunne det ikke være. "Jeg må være på stoffer. Meget hårde stoffer for det der kan ikke lige være sket."

 Jeg kiggede hen på Rose og Alexa, men de virkede ikke chokeret. Heller ikke over at der nu stod tre "mennesker" over for dem, hvor der burde stå tre ulve. De var helt naturlige, men lidt fjendtlige.

"Nu vil jeg overlade jer til jer selv for jeg skal vist ud og tage noget som forhåbentlig  kan få de stoffer ud af mit system eller så kaste op" sagde jeg, men Alexa stod foran hende og holdt hende i armen.

"Jeg havde ret,  Alexa!" Var det ikke bare en lille bitte smule barnligt at lege "Jeg havde ret"-leg? Ikke bare en lille smule, men meget.

"Du burde have meldt din ankomst til flokken" sagde den første ulvefyr/menneske. "Jeg ved ikke hvad det er du snakker om, men en ting ved jeg: Jeg ikke burde have været til den fest i går for så ville jeg ikke være endt her og fundet ud af at jeg enten hjerneskadet eller  på stoffer. " Alle sammen kiggede forbløffet på hende.

"Kan jeg gå nu? For jeg vil helst fange min kusine i et godt humør, så jeg kan få hende til at hente mig." Det fik dem ud af deres trance og de skyndte sig efter mig eller det ville sige de skulle med hen i spisesalen.

Alle stirrede på mig og jeg stirrede igen, hvilket medførte at der kom mønstre på alle deres pander. "Jeg har helt klart brug for en læge" sagde jeg og gik ind på Juliet kontor. De andre gik bare hen og satte sig ved nogle borde.

"Juliet, jeg tager af sted igen, men..." En fyr sad på Juliet skrivebord og i hans skød sad en pige. Fyren havde sin mund mod pigens hals og der løb blod ud af hans mund. Han virkede ikke til at have hørt mig.

Jeg skreg og greb fat i den nærmeste ting, der var i nærheden. Jeg svingede det jeg havde i hånden og et bat røg ind i fyrens hoved og han gav slip på pigen med det samme og var henne ved mig et split sekund efter og holdt mig mod væggen. Lige da fyrens tænder kom i kontakt med min hals, blev døren sprunget op og der kom en fyr ind og smed fyren med de blodige tænder over i et skab.

Der kom knurren fra begge fyre og så kom der endnu en fyr ind, han var bare lidt ældre end de to andre. "Så stopper I" sagde den "ældre"  fyr og tog blodfyren med ud af døren. "Er du okay?" spurgte fyren og holdt mit ansigt op så han bedre kunne se såret på halsen. Fyren banede høj lydt og jeg prøvede på at tage hånden op, så jeg mærke hvor slemt det var. Jeg kunne godt mærke en smerte, men det gjorde underligt nok ikke særlig ondt.

"Vi må have dig hen til Juliet" sagde fyren  og prøvede på at få mig med sig, men jeg stod fast hvor jeg  var. "Jeg skal hjem og det er det. Ikke hen til Juliet eller nogen andre." Fyren kiggede først på mig og så ned på såret og så på mig igen. "Du kommer nok ikke til at forbløde, men det er nok en god ide at få Juliet til at kigge på det." Fyren tog fat i min arm, men jeg trak armen til mig.

"Forbløde? Jeg skal væk her fra, om jeg så skal gå hele vejen" sagde jeg og tog min mobil frem. Jeg ringede til Mina, som ikke tog den. Jeg tog et billede af min hals. Jeg skyndte sig at se hvordan det så ud. "Der er jo ingen grund til at få nogen til at se på det." Fyren kiggede igen og hans øjne åbnede sig en lille bitte smule.

"Hvordan kunne det hele så hurtigt?" spurgte fyren og stirrede på min pande. "Det var sådan fyren lavede det" sagde jeg og rullede med øjnene. De mennesker her var ikke kun vanskelige og umedgørlige unge, men også dumme og skøre. Et sted hvor jeg ikke hørte til.

"Hvis det var sådan fyren lavede det, så tror jeg du skal begynde og bekymre sig for hvor tyndt dit blod er" sagde fyren og holdt en hånd op som var helt rød af blod. "Den var sjov" sagde jeg sarkastisk og gik ud af døren, hvor alle i salen stirrede på mig. Eller nok nærmere min pande og nogen på min hals. "Måske er det ikke kun mig der har brug for en læge" mumlede jeg og gik ud af salen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...