Lighthunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Igang
Lily bor med sin kusine Mina og Minas mand, som til sammen har Amanda. Mina er i gang med at blive skilt fra Luke og de skændes altid. Efter et besøg hos politiet, fordi hun blev fanget til hendes venindes kærester, kommer hun på lejeren Shadow for besværlige børn og unge. På lejren sker der og er mange underlige ting. Ting som hun ikke engang troet i sin vildeste fantasi ville have troet eksisterede. Men for at sætte prikken over I'et vil Mina ikke snakke med hende... Af grunde som hun ikke ved hvorfor.

3Likes
0Kommentarer
337Visninger
AA

4. Indre ulv

"Skal du spise den?"

Jeg sad sammen med både Alexa og Rose. Der var gået en uge og Mina havde ikke ringet som jeg ellers havde håbet på. Freya havde heller ikke gjort sig den umage at ringe tilbage. Ikke en gang en sms. Til gengæld have Dex, min ekskæreste ringet et par gange.

"Jorden kalder Lily. Skal du spise den sandwich?" gentog Rose. Jeg skubbede tallerknen hen til Rose, som spiste den i et par mundfulde. 

"Du spiser virkelig meget for en heks at være" sagde Alexa efter Rose havde spist sandwichen færdig. "Og du spiser utrolig lidt for en vampyr" sagde Alexa.

"Jeg drikker blod. Det har jeg jo sagt til dig" sagde Alexa og rejste sig, samtidig med at tage mig med sig op fra bænken. Rose rejste sig og gik hen med maden. På vej ud af bygningen gik vi forbi Juliet og Filip. De virkede til at være uenige om noget om en skole.

"Hvad er det for noget om en skole her på Shadow?" spurgte jeg og kiggede langt efter Juliet og Filip. Hvis det var tilfældet at der startede en skole her, var det med at holde det hemmeligt for Mina.  Ikke noget med at skulle på en skole for freaks. Selvom de ikke var så meget freaks som jeg havde regnet med. De var bare uforstået børn som besad en overnaturlig kraft. Overnaturlige, som hendes selv. Ja, du så rigtigt. Jeg var en varulv, uanset hvor underligt det var. En shadow, som man blev kaldt hvis man var enten vampyr, heks, varulv, fe eller hamskifter.

"Ja, de har planer om at lave en kostskole her. Skolen kommer også til at hedde Shadow, som øen."

Jeps, der var også noget der hed Shadow og var en ø. En hel ø for overnaturlige. Som jeg ikke havde planer om at besøge i  den kommende fremtid. Som i aldrig. Aldrig nogen sinde, hvis jeg selv skulle bestemme det. Selvfølgelig havde andre nogle, andre planer. Flokken havde planer om at tage mig med til Shadow. Og når jeg sagde flokken, var det ikke villigt jeg var med i flokken. De havde nemlig planer om at tage mig til Rådet. Når man tænkte over det lød det ret skræmmende, syntes jeg. Rådet... Et råd for alle overnaturlige. Jeg skulle bare stilles for varulve rådet. Ikke at jeg havde gjort noget galt, men man skulle være registreret. Så jeg havde fornøjelsen af at være sammen med en hel flok, der for øvrigt havde sig den frækhed at kalde mig en halvblods. 

Jeg kunne jo ikke være andet, når jeg først skiftede da jeg var seksten år. Det kunne de da ikke vide. Selv ikke en gang jeg vidste det. Mina vidste det sikkert ikke engang. Det var de uenige med mig i.

"... kyssede med Chris i går."

"Vent, hvad gjorde du?" Både jeg og Rose stoppede og stirrede på Alexa, som rullede øjne. "I var i jeres egne tanker og jeg kunne ikke få jer ud af dem. Så tænkte jeg: hvad kunne få jer ud af jeres små verdner med enhjørning og lyserøde skyer? Chris og mig, selvfølgelig."

"Så du kyssede ikke med Chris?" spurgte Rose. Noget som jeg havde fundet ud af var guld værd her på lejeren, var sladder. Om sladderen rent faktisk passede, var ikke nødvendigt. Rose led virkelig af sladder-syndromet, som var noget jeg kaldte sladder glæden på lejeren. Det samme gjaldt Jason, som var en mester i at sprede sladder.

Alexa rullede igen med øjnene. "Nej. For det første er han lovet bort til en anden. For det anede så er jeg ikke interesseret i ham, bare lige så i ved det." Det sidste sagde Alexa med en pegefinder på Rose, som bed ud efter den.

"Nu ikke noget med også at være en varulv" sagde Alexa og jeg rødmede. Jeg havde nemlig været til træning - ikke frivilligt -   med nogen fra flokken  Fred, Thea og  så Simon, som havde peget fingre af mig og så havde jeg bidte efter fingeren. Det blev jeg ikke så populær af, men Jason havde været der og han havde  set hele episoden og flækket af grin. Jason havde så selvfølgelig spredt historien over hele lejren, så jeg kunne ikke længere blive set på uden at folk grinede eller hviske.

"Og nej, jeg har ikke kysset med Chris" sagde Alexa og i det samme jeg sagde det dukkede Jason op bag hende. Både mig selv og Rose var ved at bryde sammen af grin.

"Han står bag mig ikke?" Sagde Alexa og kiggede lige ud.

"Nej, jeg er ikke Chris, men det er en meget interessant snak, I har her og jeg vil gerne høre mere om den, men det var ikke derfor jeg kom. Jeg fik besked af Filip, at fortælle dig Lily at du skal hen på kontoret og at jeg skulle følge dig derhen"

Jeg vinkede lige hurtig til Rose og Alexa og satte i hurtig gåtempo. Jason gik ved siden af mig og det var tydeligt at han havde lyst til at sige noget. Efter at have gået et stykke tid, begyndte det at gå mig på nerverne.

"Hvad er det du vil sige?" Jeg kiggede over på Jason, som så kiggede væk.

"Ikke noget" sagde han og satte farten op. "Jeg kan se du har lyst til at sige noget, så kom nu, hvad er det?"

Han mumlede noget, som ikke kom ind for hendes hørevidde. Hvilket sagde noget, for jeg havde - selvom jeg var halvblods - havde jeg en fantastisk hørelse. En ting som var diskuteret til flokmøderne.

"Kunne du gentage det, så man kunne høre det?"

"Mente Alex det om Chris?" Kunne han ikke lade sladder være for engang skyld? "Det ved kommer ikke dig" sagde jeg neutralt.

"Mente hun det?" sagde Jason og kiggede hen på mig, som næsten ikke kunne forstå at der lige før havde stået  en fyr høj på selvtillid foran hende, hvor der nu stod en fyr der var ved at gå sammen fra ligningerne.

"Jeg har kun kendt hende i en uge, så det kan jeg ikke svare dig på." Så gik jeg uden at vente på ham. Hvilket var en god ting at gøre, for Jason gik med vrede skridt væk fra stien og forvandlede sig til gepard.

Lily satte fart på hen til Juliets og Filips kontor. Der var ingen på kontoret, så jeg gik længere ind og ventede på at Filip skulle komme.

"Du skal lære at bruge din hørelse bedre, unge dame."

Filip stod i hjørnet og siden der var helt mørkt der over, havde jeg slet ikke set ham stå og betragte mig imens jeg ventede.

"Ja, det prøver jeg også selv på, men det virker som om jeg er  analfabet. Jeg kan ikke skærpe mine sanser."

"Ja, det er derfor vi er her. Vi skal have din indre ulv frem." Han åbnede et skab ved siden af hende, men tog ikke øjnene fra mig. "Seriøst? Indre ulv?  Det er jo som at tro på der eksistere spøgelser."

"Jeg kan se troen også mangler, men efter dette vil du have tro, meget tro. Desuden så kan jeg fortælle dig, der findes overnaturlige der kan se spøgelser."

"Ja ja og jeg er kong gulerod og jorden den er rent faktisk flad og månen lavet af grøn ost." Filip sagde intet, men  tog et tæppe og et par lænker frem.

"Hvorfor har jeg på fornemmelsen det her ikke kommer til at blive rart?"

Uden at ænse mit spørgsmål bad han mig komme med og gik ud af døren.

Vi gik et stykke vej og så kom vi til en lysning, hvor Filip så lagde tæppet ned og sagde jeg skulle lægge mig ned.

Jeg lagde sig ned og kiggede rundt i lysning.  Træer og buske omringede lysningen og fuglesangen lød meget højere inde i lysningen, end da de havde været uden for lysningen. Det var helt magisk. Farverne var mere klare og roligere.

Juliet kom gående med en bøtte creme og en dusk urter.

"Læg lænkerne på hende" beordrede Juliet. Vinden tog fat i det mørkebrune hår og skubbede håret væk fra Juliet skulder. De nøddebrune øjne lyste af omsorg og beslutsomhed. Filip bevægede sig med lynets hastighed og lagde lænkerne på.

Lige så snart lænkerne kom  i kontakt med mine bare ben og arme, bredte der sig en smerte i hele kroppen. Som om nogen strikkede en kniv ind over det hele.

Hvad var det dog jeg var gået med på? Havde de tænkt sig at torturer mig? Selvom Juliet lignede en gudinde, var det ikke sådan hendes sind var. Filip kunne måske godt være en krigsgud, men hvad havde jeg gjort?

Juliet begyndte at masere mine  tindinger og Filip brændte urterne, som fik mig til at hoste. Måske var Shadow rent faktisk et sted for freaks og at Juliet og Burnett  var i gang med  et ofrings ritual.

Røgen fra urterne gik ned i mine lunger og der begyndte at komme sorte pletter for mine øjne. Af det jeg kunne se, var Juliet i gang med putte cremen på mine panden og tindinger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...