Lighthunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Igang
Lily bor med sin kusine Mina og Minas mand, som til sammen har Amanda. Mina er i gang med at blive skilt fra Luke og de skændes altid. Efter et besøg hos politiet, fordi hun blev fanget til hendes venindes kærester, kommer hun på lejeren Shadow for besværlige børn og unge. På lejren sker der og er mange underlige ting. Ting som hun ikke engang troet i sin vildeste fantasi ville have troet eksisterede. Men for at sætte prikken over I'et vil Mina ikke snakke med hende... Af grunde som hun ikke ved hvorfor.

3Likes
0Kommentarer
337Visninger
AA

8. Hvis det her er himlen, så skru lige ned for lyset, Tak!

"De to kan da ikke side i den samme bil. Det går jo simpelthen ikke. Freya er den Adrians kommende mage og Lily er  kun et flok medlem" sagde en af pigerne fra flokken.

Jeg selv sad i sin egne tanker, men nu skulle I få et lille resume af hvad der var sket:

"Jeg kan glædeligt meddele jer, at vi har fået to nye medlemmer i dag. De hedder Freya og Adam Wolfgang."

Sådan havde det lydt om morgnen. Freya havde set ud som hun var et stort  nervesammenbrud og Adam så helt cool ud, som om alle de kunne rende et vist sted.

Jeg selv havde siddet sammen med Rose og Alexa og Jason. Jeg havde fortalt dem om hvad der var sket. Også det med den mystiske ulv.

Jeg havde sådan set droppet flokken, men det gjorde lidt ondt at se hvordan de havde modtaget Freya. Som var Freya en dronning. Sådan havde de slet ikke gjort med mig. Jeg var ikke engang blevet præsenteret for medlemmerne i flokken.

Rose og Alexa havde mærket mit ubehag og tog mig med udenfor. Derefter havde de snakket om alt andet hvad der indgik hvad der havde sket den sidste uge i mit liv.

Det var sådan set det og nu sad jeg fast i flokmåde, hvor der blev diskuteret om hvor vidt jeg og Freya kunne side i samme bil.

"Jeg er helt enig. Jeg burde ikke side i bil sammen med Freya. De er hun for royal til" sagde jeg og rejste sig. Freya lignede en hundehvalp, der lige var blev sparket til.

"Jeg vil gå nu og så giver I mig bare besked på hvad jeg skal gøre. Bare sørg for at vi holdes adskilt." At ingen vidste noget om at vi to kendte hinanden og dermed skænderiet var jo bare til min fordel. Ud over Felicia selvfølgelig, men Felicia virkede heller ikke til at være i det bedste humør over at der var kommet en ny hunulv ind i flokken.

 Ingen tog notits af mig, udover Adam som fulgte efter mig.

"Adam din søster har brug for dig her " sagde Adrian og det var tydeligt at han ikke kunne lide at der var nogen der efterlod flokmødet. Sådan havde det været til at starte med. Adam var meget dominerende, lige under Adrian, så Adam var den nye næstkommanderende og dermed et vigtigt medlem der ikke kunne gøre lige hvad han ville. Det ville Adam så skide på. Det havde han gjort klart fra han ankom.

"Freya kan klare sig selv" sagde Adam. Jeg stoppede og så tilbage på Adam. "Adrian har ret, Adam. Du burde gå tilbage og sikre dig at din søster kommer i godt til Shadow, så langt væk fra mig som muligt."

"Lil, lyt til mig... "

"Hvorfor skulle jeg dog det? I virker da ikke til at have mig til at vide noget, så hvorfor nu?" Inden jeg nå at sige "røvhul", havde han mig op mod et træ. Jeg sad klemt mellem træet og Adams meget hårde mavemuskler. Han lagde sin pande mod min og indåndede min duft.

"Lily, prøv at se det fra min synsvinkel. Freyas synsvinkel. Du var så glad uvidende. Tanken om at være anderledes, havde aldrig strejfet dig." Så besvimede jeg.

Intet  er som det ser ud, men fat mod.

Jeg vågnede op i floden. Praktisk talt. Jeg lå helt nede ved bredden og havde vand op til livet.

 Ulven lå og gnaskede på en hare, men smed den fra sig og satte sig foran mig. Den kiggede med de blå øjne på mig, som om den tjekkede om  der var noget galt med mig.

Så kom den hen og trak mig ned i vandet. Og nu tænkte man sikkert: Hvordan kunne en ulv trække en 55 kilos pige ned i en flod? Ja, det gjorde den så ved at først selv gå ned i vandet og så tage fat i mit buksebenet og trække til. Jeg kunne af en eller anden underlig grund ikke gøre modstand. Hvis jeg blødt efter at være bidt, måtte de jo også betyde at hvis jeg druknede i den her form for drømmelandskab, ville jeg også dø i virkeligheden.

Hvad var det spøgelset havde sagt? Lyset vil beskytte dig. Det blev jeg ved med at holde fast på, da ulven holdt hende nede under vandet og ilten blev ved med at slippe ud.

Så kom tanken til mig. Hvis man læste mellem linjerne kunne, lyset beskytter dig, betyde at jeg ville komme i himlen. Nu ikke så pessimistisk, ville Mina have sagt med en god omgang friskhed, så det var til at brække sig over.

Nu håbede jeg virkelig al den glæde jeg havde spredt gennem årene, gav pote, så jeg kom i himlen.

Så kom lyset. "Hvis det her er himlen, så skru lige ned for lyset, tak!" Det kom ud som en omgang uforståeligt vrøvl. Gud havde åbenbart hørt mig, for lyset blev til en mindre irriterende lys.

"Tak gud!"

"Hvad siger hun?" Juliets stemme skar i mine øre.

Jeg satte sig hurtig op og slog hoved ind i en af flokkens hunulve. Alt var som det plejede. Jeg var levende og tilbage i mit eget personlige cirkus. Bortset fra jeg var omringet af flokmedlemmer.

"Jeg dræber den ulv, næste gang jeg ser den. Om jeg så skal blive såret i kampen, så dræber jeg den."

"Ulv?" Adams stemme lød tæt på og det havde en klar bas på. Jeg skulle til at bevæge sig, men fandt ud jeg sad hos Adam.

"Ja, ulv. Jeg tror den er ude på at dræbe mig."

Jeg rejste sig, bare for at finde ud af ulven kiggede på mig.

"Dig!" Jeg satte i spring og landede lige foran ulven. Mine tænder kom frem og en knurren steg op fra min strube. En knurren der ikke kunne laves af et menneske.

Jeg kiggede lige hurtig ned af mig selv og kunne kun se fire styks hvide ben. Hvordan det end var gået til, var jeg ligeglad, bare jeg kom til at gøre den ulv skade.

Jeg kiggede op, lige i tid til at konstatere ulven fare i min strube. Ulven holdt fast på min strube, som var det et stykke bidelegetøj og min ellers så fine hvide pels blev farvet igen til en blodrød.

Jeg brugte bagbenene på en eller anden måde og fik ulven væk, men den virkede ikke til at droppe angrebet. Snarere vredere. Jeg skulle lige til at angribe ulven, da Adrian stillede sig foran mig.

"Skift tilbage!"

"Skift tilbage og det skal være nu!"

Kære krop vi skal vist tilbage til vores normale menneske form, sagde jeg til mig selv og stod så i menneske form foran flokken og Juliet. Alle stirrede på mig, men jeg havde alt for travlt med at finde ud af om jeg var ved at forbløde. Et lille sår var det eneste der var tilbage.

Juliet kom hen og holdt hånden over såret. Straks bredte der sig en varme i hele min krop og jeg glemte alt om at skulle kæmpe med ulven.

Nårh ja, hvad skete der enlig med ulven. Jeg kiggede over ved stedet hvor ulven sidst havde været. Der var kun mit blod.

"Kom med." Så tog Juliet mig ved armen og trak mig med sig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...