Lighthunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Igang
Lily bor med sin kusine Mina og Minas mand, som til sammen har Amanda. Mina er i gang med at blive skilt fra Luke og de skændes altid. Efter et besøg hos politiet, fordi hun blev fanget til hendes venindes kærester, kommer hun på lejeren Shadow for besværlige børn og unge. På lejren sker der og er mange underlige ting. Ting som hun ikke engang troet i sin vildeste fantasi ville have troet eksisterede. Men for at sætte prikken over I'et vil Mina ikke snakke med hende... Af grunde som hun ikke ved hvorfor.

3Likes
0Kommentarer
331Visninger
AA

9. Hendes billet var blevet stemplet.

 

"Når piger, glæder I jer?"

Juliet stod og ventede sammen med mig, Rose og Alexa. Det var besøgsdag og det var ikke noget jeg specielt glædede mig til. Mina havde stadig ikke ringet og jeg  var begynd at have en mistanke om at alt ikke var i orden.

Juliet havde en arm over mig og det mindede meget om hvad hun havde gjort for to dage siden. Efter kampen med ulven - som åbenbart ingen ud over mig kunne se - havde Filip lænet sig op af skrive bordet og forlangt en forklaring. Jeg havde siddet i sofaen med Juliet, som havde lagt en arm over skulderen over min skulder og sende roligheden til mig.

Efter samtalen var jeg under overvågning 24:7. Jeg kunne ikke gå en meter uden at blive forfulgt af nogen fra lejeren. Jeg skulle jo helst ikke forbløde eller noget andet.

Personen som overvågede mig blev kaldt en skygge. Hvis de forlod mig vankede der ørefigner når Filip fandt ud af det. Både til mig og personen der skulle overvåge mig. Alexa, Jason og Rose havde tjansen om at overvåge mig normalt, men den her dag havde Juliet tjansen, fordi alle andre havde besøg.

"Min mor er en heks på mere end en måde, men hun misser ikke en chance for at kunne nedgøre mig."

"Min forældre er altid så stressede at det ville undre mig at de kunne finde ud af at besøge deres  eneste datter."

"Ja, jeg tror ikke engang at Mina dukker op."

"Selvfølgelig gør hun det." Juliet og klemte min arm.

Roses mor kom og lidt senere kom Alexas familie. Da det skete blev både Alexa og Rose ikke til at kunne kende. De blev helt stille og deres smil som altid var der når jeg var i nærheden, var borte.

Og jeg kunne godt forstå hvorfor. Deres familier var forfærdelige. Roses mor var som Rose havde beskrevet hende. En heks dækkede ikke engang over hvordan moren var over for Rose.

Det første Alexas familie gjorde var at spørge Juliet om de havde fundet stoffer på Alexa og at om det var lovligt at drikke på lejeren. Fordi hvis der var stoffer eller alkohol i omgang på lejeren ville de tage Alexa væk.

De var helt tydeligt at de ikke vidste Alexa var en shadow. Det var de heller ikke. Jeg havde fundet ud af det ved at stirre på deres pande. De troede sikkert at jeg havde en skure lidt løst, bare lidt mere end alle andre på lejeren. Ikke at det gjorde noget for så ville jeg jo have en undskyldning for at lave en scene hvor jeg skældte dem ud for at behandle deres datter så dårligt.

Efter en time begyndte selv Juliet at tvivle på Mina kom. Ikke at Juliet fortalte mig det, jeg kunne bare føle det. Lige som alle andre der var i nærheden af mig. Sådan havde det været siden min lille kamp med ulven. En gave havde Juliet kaldt det. Gave! Jeps en gave. En gave til at manipulere med andres følelser og læse andres følelser.

Jeg skulle bare tænke på hvad de andre følte, så fik jeg det af vide. Jeg kunne da også være så heldig, at andres følelser var så kraftige, at de kom til mig, om jeg ville det eller ej. Jeg kunne også føle hvis andre prøvede på at manipulere med mine følelser.

Der var også det faktum at det kun var feer der havde min gave. Så nu var jeg pludselig en miks mellem en fe og varulve. Jeg kunne have så mange uopdagede gaver. Om jeg kunne returnere dem? Niksen. Livet havde bare besluttet at det ikke kunne lide mig. 

Om jeg havde gjort noget i mit tidligere liv eller bare været uheldig med at blive født på det forkerte tidspunkt kunne jeg ikke fortælle jer, men noget sagde mig det også kunne være begge dele. Ikke at det hjalp.

"Kom, jeg tror det er bedre vi venter på Mina inde i varmen." Vi var på det tidspunkt hvor det var varmest og hun ville have mig til at sidde i et indelukket kontor? Ikke tale om.

"Mit kontor er altså ikke indelukket."

"I den her sommervarme? Jo det er det. Desuden så burde du befinde dig inde i dit eget hoved end i mit." Endnu en ting som nogle feer kunne. Tankelæsning! Noget som Juliet mente at der var en mulighed for jeg kunne.

I kunne sikkert allerede høre mig skrige af glæde.

"Ej, hvor er du dog kedelig."

 

Mina dukkede ikke op til besøgsdag og besvarede heller ikke mine opkald. Kunne hun virkelig være så sur på mig? Vi havde da haft flere skænderi inden da, ja, endda to andre på den dag, men kunne det virkelig være have gjort Mina så sur, at hun nægtede at snakke med mig?

"Mina skal nok blive god igen" sagde Juliet. Jeg sad på hendes kontor, til min daglige meditation. Noget som Juliet havde beslutte sig for var nødvendigt jeg havde, når nu jeg var så dygtig til at læse andre følelser. Folk kunne jo ikke lide at have andre til at vide man følte.

Gad om Juliet vidste at det også gjaldt ens tanker? "Det gør jeg, men den nedtrykthed du sender ud er ret svær at ignorere og siden jeg ved du ikke ville svare mig hvis jeg spurgte dig, måtte jeg jo gå i dine tanker."

"Noteret til en anden gang, men hvor lang tid skal vi blive ved med at meditere?" Meditation havde aldrig været min kop te og kom aldrig til at blive til det. Af en simpel grund: Det havde den modsatte virkning som det havde på alle andre. Det var som et tidsspild for mig og det stressede mig mere end det hjalp andre.

Blodet kom piblende frem fra håndleddene og  løb ned af håndleddet og farvede de hvide sneakers. Barberbladet landede med en beroligende lyd på badeværelsesgulvet. Hun kiggede med tåre i øjnene på  hendes livsenergi, der flød ud af hende. Det var slut. Beslutningen taget og hun skulle snart op til himlen. Langt væk fra Dem.

Ingen grund til at blive her, ikke længere. Den havde taget fra hende. Hendes eneste håb. De havde nedgjort hende og taget den.

Billeder fra episoden dukkede op, men hun skubbede det væk, for at se på blodet. Døsighed gjorde hende glad. Hun var på vej væk. Hendes billet var blevet stemplet.

Jeg faldt ned på gulvet og havde svært ved at trække vejret. Tåre løb ned af mine kinder og det gjorde ondt i mine håndled, selvom der ikke var noget blod.

Min mad fra tidligere pressede sig på og jeg skyndte mig hen til skraldespanden. Pigen havde begået selvmord og jeg havde kigget på uden at kunne gøre noget.

Juliet holdt mit hår så jeg ikke fik opkast på det. Hun strøg fingrene gennem mit hår og denne gang modtog jeg glædeligt roligheden. Gid oplevelsen kunne komme ud sammen med brækket, men den havde brændemærket sig i min hjerne.

Oplevelsen blev ved med at spille sig i min hukommelsen, om og om igen.

Jeg faldt samme foran spanden, men Juliet tog mig ind til sig og aede mig over hovedet. Tårene blev ved med at komme og jeg gjorde intet for at stoppe dem.

"Ssh" blev Juliet ved med at sige og gjorde alt for at berolige mig.

"Hvem var det?" Jeg stammede mig i gennem sætningen fordi jeg ikke kunne stoppe med at græde. Jeg vidste Juliet også havde set det.

"Jeg ved det ikke, men jeg skal nok finde ud af det. Om så ikke Filip." Juliet kiggede moderligt ned på mig.

"Hvordan kan han finde ud af det?"

"Han arbejder for SR Shadow research. Der ved man alt om alle."

"Så du har fundet du af det. Ja, vi ved stadig ikke hvordan hun er blevet dræbt men... " Filip stod i døråbningen.

"Dræbt? Hun begik selvmord." Forivrelsen stod klart i Filips ansigt. 

"Din kusine blev hel klart dræbt, ingen tvivl om det, så hvor får du det til at Mina begik selvmord?" Det var løgn, godt og grundigt løgn.

"Du lyver! Hun kan ikke være død. Det er ikke engang sjovt." Sådan blev jeg ved ed  svinede Filip til. Han tog det stiv arm, imens at Juliet prøvede på at få mig til at stoppe.

"Så gerne" snerrede jeg og rev døren op og smækkede den så efter mig. Alle der var i nærheden gik mindst to skridt væk fra mig. Jeg lignede sikkert en vulkan der var i udbryd, men jeg var sku ligeglad.

Jeg skulle til at åbne døren til hytten, da Filip stillede sig i vejen. Han måtte have brugt vampyrernes kraft til at flyve. Da jeg fik da af vide, at de kunne det, syntes jeg det var cool. Nu? Knap så cool.

 "Jeg skal dig have til identificere hende. Ellers... "

"Jeg identificere hende og så kommer I ikke til at se mere til mig."

"Du er under atten. Hvilket betyder, at du ikke er myndig." Var der en hoveren i hans stemme? Jeg slog ham på næsen og der sprøjtede blod ud.

"Var det alt? Godt, for jeg er den der er skredet." Filip gjorde intet for at stoppe mig, men kiggede bare med store øjne på mig. Så gik jeg ind tog sin kuffert og fandt Adam.

En på hovedet og så tog jeg hans bilnøgler. Han nåede ikke engang at reagere. Jeg var et ondt menneske, det vidste jeg godt, men jeg skulle hente Amalie og så gik vi under jorden, til jeg var myndig. Godt og vel lidt over et år. Det skulle vi nok klare.

Bilen holdt ved parkeringspladsen. Forhåbentlig var der ikke nogen der ville stoppe mig. Bare fordi jeg var et ondt menneske betød det jo ikke jeg ikke havde en samvittighed.

Ingen mødte mig på vej hen til bilen. Sikkert fordi det var tid til at spise. Det var i hvert fald hvad min mave sagde, men den hørte jeg ikke på lige nu.

Bil blinkede da jeg låste en op og så spænede jeg ud af indkørslen, så der efter bilen stod en sky af sand. Imens takkede jeg herren vor gud, for at sørge for at Mina havde givet mig køretimer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...