Lighthunter

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 26 apr. 2014
  • Opdateret: 5 aug. 2014
  • Status: Igang
Lily bor med sin kusine Mina og Minas mand, som til sammen har Amanda. Mina er i gang med at blive skilt fra Luke og de skændes altid. Efter et besøg hos politiet, fordi hun blev fanget til hendes venindes kærester, kommer hun på lejeren Shadow for besværlige børn og unge. På lejren sker der og er mange underlige ting. Ting som hun ikke engang troet i sin vildeste fantasi ville have troet eksisterede. Men for at sætte prikken over I'et vil Mina ikke snakke med hende... Af grunde som hun ikke ved hvorfor.

3Likes
0Kommentarer
331Visninger
AA

10. Årh, for fanden da også

Lejeligheden så ud som normal. Der manglede bare en ting. Amalie. Jeg ledte hele lejeligheden i gennem, men der var intet spor af hende.  Eller det var der jo for hun boede der, men hun var der ikke.

"Leder du efter hende her?"

Dave stod oppe ved døråbningen med Amalie sovende på armen. Det burde jeg nok have haft min opmærksomhed på, men det var en lugt. En lugt der lugtede grangiveligt som en hamskifter. Men hans hjernemønster sagde han var menneske.

"Er du en hamskifter?"

Det tog vist Dave på røven. Han blev hel hvid i hovedet og så ret syg ud.

"Ej, undskyld mand. Bare glem det. Helt ren tavle." Hvad skete der med mig? Normalt var jeg mere høflig. Dave fik lidt mere farve i ansigtet og smilede.

"Hej Dave!" Der var nogle manere.

"Hej Lily." Han gik hen og gav mig en krammer. "Det er så forfærdeligt" hviskede han.

"Ikke mere trist snak." Jo længere tid, jeg kunne undgå, at snakke om Mina, jo bedre. Jeg havde brug for tid til at forbedrede mig og det kunne jeg ikke når jeg lignede noget man havde taget op fra rendestenen.

"Så siger vi det, men så fortæl mig i det mindste hvordan du har det."

Jeg gik ud i køkkenet og lavede ham en kop kaffe, imens at han lagde Amalie i seng.

"Nå?"

"Hvis du spørger til lejeren, så kan jeg svare dig, at det er en blanding mellem et mareridt og nogenlunde."

"Og du er skiftet for første gang?"

"Ja, og jeg ønsker at jeg kunne sende min såkaldte gaver tilbage, hvor de end kommer fra."

"Guderne. De kommer fra guderne." Guderne! Guderne.

 

Dave gik ind til sig selv og jeg pakkede min ting og Amalies ting. Amalie var som en koalaunge. Krængede sig til sædet og havde store paniske øjne.

"Jeg kan godt finde ud af at køre, at du ved det." Amalie svarede ikke, men løsnede sit tag på selen lidt.

Vi skulle hen til et motel to timer herfra. Og vi havde kun kørt i 10 minutter.

Amalie virkede ikke til at være så ked af det, men det var sikkert fordi hun bare var bange. Luke var forsvundet efter Minas død. Intet var som det pleje.

Jeg skulle lige til at tage Amalies hånd, da den velkendte lyd af noget der punkterede. Årh, for fanden da også. Heldigvis vidste jeg hvordan man skiftede dæk og at der var et ekstra hjul med.

Jeg gik ud tog dækket ned.

"Hænderne ned hvor vi kan se dem" sagde en bag mig. Hvorfor var det jeg ikke kunne finde ud af at bruge min gode hørelse? Men hvad endnu værre var at hvis det var en fra politiet kunne jeg godt begynde at stave mit fulde navn forfra og bagfra. En måde at sige man var på spanden.

"Charles, tag barnet, jeg tager mig af hende her." Nu lykkedes det min næse at finde ud af hvem fyrene var. Shadows og der var flere af dem. Både varulve og hamskifter og halvblodsvampyrer.

Politiet var ikke overnaturlige, eller det var i hvert fald hvad Alexa havde fortalt mig. Fyren hev Amalie ud af bilen og hun landede ned i muderet.

"Hold fingerne fra hende" snerrede jeg og gik hen og slog ham, derefter tog jeg Amalie op, som var begyndt at græde.

"Jeg tænker, det var jer, der lavede det ved bilen?"

"Du er en kvik lille en var?" Det var en fyr med et ar over kinden. Han var varulv og det samme var ham der hev Amalie ud af bilen også. Ud over de var der to hamskifter og en vampyr.

"Næh, jeg bruger bare mit hoved, hvilket i tydeligvis ikke gør."

"Så?" Den fyr begyndte at gå mig på nerverne. Jeg satte Amalie ind i bilen og låste den.

"Ellers ville I ikke irritere mig." Så sprang jeg hen og landede som ulv foran dem.

"Så du vil lege, vil du? Jamen så skal du få leg." Jeg bed den nærmeste fyren i benet og sprang så over på den anden side og klamrede mig til hans nakke.

En omme bag mig tog fast i mig hev mig ned, men jeg fik taget et stykke luns nakkekød med mig. Fyren skreg og røg til jorden.

"Din lille møgunge" sagde fyren bag mig og prøvede på at kvæle mig. En, to, tre og så sparkede jeg ud med benene. Hvis bare flokken så mig nu. De ville ikke sige at jeg ikke kunne kæmpe. Potterne landede i fyrens kronjuveler og han gav en lyd fra sig, som nærmede sig noget jeg ville have kaldt et tøse skrig.

Han  tog sig til skridtet, men for at gøre det, skulle han give slip på mig, som gik til angreb.

"Ilter. Ser man det." Den arrede fyr tog mig op i nakke skindet, som vejede jeg ikke mere end 100 kilo mere end normalt.

Så smed han mig ind i et træ. Smerte vældede op i min højre side og der begyndte at danse stjerne foran mine øjne Jeg så lige et glimt af en fod komme, og så var det mørkt.

 

Lugten af urin og blod prægede rummet i sådan en grad at jeg så syner. På grund af Mina kunne ikke stå lige foran mig og kigge bedrøvet. Meget fandtes der i den overnaturlige verden, men at Mina skulle stå foran mig. Nej, det kunne hun simpelthen bare ikke. Hun var død og borte. Astalavista og den slags.

Pas på hende. Så forsvandt hun igen.

Det lød som hende, det lugtede som hende og snakkede som hende, men det var ikke hende. Det kunne det simpelthen ikke være.

Selv om det ikke var hende, vidste jeg hvem det var der blev talt om. Amalie, som jeg ikke kunne se nogen steder.

"Hør her, tumper! Hvis I ikke kommer med min grankusine lige som lidt, så kommer I til at fortryde det."

"Uh, vi er så bange" sagde ham der skule holde øje med mig. Han var forresten hamskifter.

"Laver du grin med mig?" Jeg hadede, hadede at blive gjort grin med. Sidst der var en der gjorde det, endte han med at sluge sand. Min ekskæreste Dex. Han fortrød det også med det samme, men han fik den ære af at se mig gå videre og have fyre til at flirte med mig.

Aporpo fyre, så måtte Freya have været Adrian utro med alle de fyre hun havde været sammen med de seneste stykke tid.

"Nej da, for jeg har en hale og to horn."

Den hamskifter pissede mig virkelig af og ikke nok med det morede det ham.  Jeg satte af væggen og gik hen til tremmedøren. Uden for sad den "Uh, så store stygge hamskifter" der havde irriteret mig lige siden jeg vågnede for et par timer siden.

Jeg skulle til at stikke hånden ud gennem tremmerne, da skrig overdøvede den næste kommentar hr. hamskifter havde tænk sig at belemre mig med.

Et eller andet slog bare klik hos mig. Mit blod det brusede og min puls steg drastisk. Beskytter trang vældede op i mig. Et spark og så var jeg ude. I faldet, havde døren taget hamskifteren med ned og han var vist bevidstløs. Inde i mig selv hoverede jeg over hvor godt det dog var. Wow, jeg var et dårlig menneske. Det gjorde det at være overnaurlig for nogen. Man havde magt over de uvidende -  et normal menneske, som jeg troede jeg var indtil for lidt over to uger siden - og det kunne nemt gå en til hoved. Gad vide om jeg var ved at blive en af de de dårlig fyre? Jeg gik ned af de beskidte hvide gange, som mindede meget om den slags sindssyge hospitaler, hvor alt bare var hvidt. Der var bare lidt mere beskidt her, end der nok ville være på den lukkede.

Skrigene blev højere jo længere væk jeg kom fra min celle, men alligevel blev de også lavere. Som om nogen lavede et trick med mig. Årh, de havde lavede en besværgelse over bygningen, havde de ikke? Helt klart snuske, ville Dave have sagt.

Jeg skulle aldrig have troet det, men måske havde Felicia ret. Måske passede min hårfarve rent faktisk til min kloghed.

 

Nej, det gjorde den ikke. Jeg var klog og jeg skulle nok komme ud. Eller det håbede jeg i hvert fald.

Brug dog din sanser.

Måske var jeg lidt dum. Bare lidt, siden jeg ikke havde fundet på at bruge mine skærpede sanser. Jeg burde virkelig lære at bruge dem, uden at min åndelige vejviser   - Juliets forklaring på min indre stemme - behøvede at fortælle mig at brugde dem.

Men nok med tænkning og mere gøren. Frem med sanserne og jeg var ved Amalie på 2 sekunder.

Hun lå på gulvet med hoved ned af og blod flød om hendes hoved. Hendes brystkasse løftede sig dog og  jeg kunne ikke lade være med at sukke glad.

Inden jeg nåede at reagere, blev jeg tumlet ned af en meget vred varulv. Nu fik jeg min egen medicin at smage, tænkte jeg vredt da jeg landede med et brag ned i gulvet og hørte lyden af noget der brækkede. Det kunne meget vel være min næse. Hel klart min næse. Jeg vred mig under fyren med det arrede ansigt, men havde vist ikke planer om at lade mig komme ud under ham.

Til gengæld virkede han til at ville fortsætte men noget stoppede ham. Noget kaldet en meget irriterende hvid ulv, som havde prøvet på at dræbe mig et par gange, den sidste stykke tid.

Den havde ikke i sinde at forlade mig. Til gengæld havde jeg meget lyst til at sparke den ned. Mast mellem en ulv og en varulv var ikke lige det jeg havde lyst til, men alligevel var det der skete og hvis jeg ikke snart kom ud, så troede jeg ikke varulven behøvede at gøre det af med mig.

Så forsvandt ulven og varulven røg ind i væggen. Hans øjne lyste rødt og han så mildest talt stik ragende sur ud.

Men det var ikke mig han gik efter, men Amalie. Der måtte virkelig være noget galt med en person, hvis de gik efter de uskyldige, som ikke kunne beskytte sig selv. Hans nydelige læderjakke var ret beskidt efter den lille svingtur, som havde ødelagt muren, men bare ikke nok.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...