Don't get closer {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2014
  • Opdateret: 29 apr. 2014
  • Status: Igang
Hayley er en pige, fuld af hemmeligheder og måske en smule indelukket. Hun er den type, der ikke åbner sig op for hvem som helst. Hun går meget op i fodbold og kan derfor somme tider godt forsømme ting, som skole, lektier og hendes mærkelige, splittede familie. Der sker ikke rigtigt noget spændene i Hayley's liv, det eneste højdepunkt hun har på ugen, er de vigtige fodboldkampe om søndagen. Alligevel kommer der lidt spænding i hendes liv, en mandag eftermiddag, da hun kommer ud for en bilulykke. Ikke én af de helt ufarlige og små, hvor to biler bare støder ind i hinanden, nej, en af de voldsomme. Hvor hårdt kommer ulykken til at ramme Hayley? Vil hun nogensinde kunne spille fodbold igen? Og hvem kørte den anden bil?

9Likes
0Kommentarer
323Visninger
AA

3. Hovedpine

Louis' synsvinkel:

Solstrålerne ramte blidt mit ansigt og vækkede mig. Jeg gned mig i øjnene og fik med besvær åbnet dem op. Jeg følte mig lidt halvblind i starten, men efter noget tid, fik jeg mit normale syn tilbage.

Hvor var jeg?

Jeg kiggede nøje rundt.

Der var hvide vægge, med mørkeblå paneler. En hvid vask henne i hjørnet, med et billede hængende over, af en tegneserie, fra Garfield. Henne i det andet hjørne stod der et hvidt bord, man kunne rulle, med to bøtter, med medicin i og et glas vand.

Jeg lå i en hvid seng, med hvidt sengetøj og selv, havde jeg også hvidt tøj på. Hvorfor?

Hvor var jeg?

Var jeg død?

Jeg  prøvede at sætte mig op, men på grund af smerter i hovedet, måtte jeg lægge mig ned igen.

Mit hoved dunkede, på en voldsom og forfærdelig måde.

Der gik det op for mig at jeg var på et hospital, hvilket jeg ikke kunne vide fordi jeg havde været her før, men fordi jeg havde set det i TVet engang og så havde Harry forklaret for os, hvordan det så ud, da han brækkede armen for to år siden, havde jeg det lidt på fornemmelsen. 

Men så var spørgsmålet bare: Hvorfor jeg var her?

Jeg kunne ikke finde svar på mit spørgsmål, det eneste jeg fik, var mere ondt af hovedet, af flere forvirrede tanker, der fes rundt oppe i hovedet på mig og gjorde ingen verdens nytte.

Det sidste jeg husker var at jeg sad i en bil og Niall bad mig køre hurtigere...

Åh nej?!

Sådan var jeg da ikke!

Var det virkelig min skyld?

Var der sket de andre noget?!

Åh nej, endnu flere frustrerende tanker fløj rundt oppe i hovedet på mig. Hvorfor havde jeg dog så mange tanker?! De eneste de gav mig, var ondt i hovedet, men ingen svar.

Alt var noget crap, lige nu.

Jeg kiggede ud af vinduet, som var ved siden af min hospitalsseng. Jeg kunne se meget af London, hvilket også skræmte mig lidt. Det fik mig til at føle mig så bitte lille. I vindueskarmen stod der en buket med blå klokkeblomster. Det var smukt og humørvækkende, som om det var det eneste levende i det her livløse værelse.

"Han er vågen!" Det var Liams stemme, den lød glad og betryggende, men alligevel bekymret. Jeg vendte mig om i sengen, så jeg lå den anden vej og kiggede på ham, trods mine smerter i hovedet.

8 øjne gloede ned på mig og jeg følte mig lidt overbegloet, men min eneste tanke, var at så var de alle fem i live.

Jeg jublede indeni, som et helt fyrværkerishow, men udenpå trak jeg bare et smil op, i den ene mundvig.

Nu var alt ikke helt noget crap alligevel, det skulle nok gå.

...Håbede jeg.

"Er du okay?" Spurgte Liam uroligt og kiggede skævt på mit hoved.

Så det slemt ud?

Var der blod? Please, ikke lad der være blod!

"Hvad er der sket?" Spurgte jeg lavt, med en skrøbelig, rystende stemme, som om jeg lige var vågnet op med halsbetændelse.

Jeg lød meget svag.

"Du har slået hul i hovedet og fået en meget slem hjernerystelse, men det skal nok gå." Liams stemme lød tryg, men alligevel var jeg ikke så glad for de dårlige nyheder.

Jeg fik da sat ord på mine smerter i hovedet, selvom jeg bare havde håbet, det var lidt hovedpine.

Mit hoved dunkede ved tanken.

Niall åbnede munden.

"Og så har du brækket min arm!" Niall lød lidt mobset, men alligevel ikke som om, at det var verdens undergang.

Jeg fik lidt dårlig samvittighed, men kunne ikke lade være at slippe et lille fnis ud.

Latterligt!

Niall kiggede bebrejdende på mig, med et sur blik. Jeg fnes igen, selvom det overhoved ikke var sjovt, at han havde brækket armen. Jeg havde det faktisk lidt dårligt med det, tænk at det var min skyld.

Min skyld.

Alt sammen.

Jeg var sådan et dårlig menneske...

Tænkt at jeg kunne finde på sådan noget.

Der var så mange mennesker, jeg ville skuffe nu!

"Ikke bebrejd dig selv, det kunne være sket for enhver." Sagde Harry trøstende, som om han kunne læse mine tanker, men alligevel trøstede det mig ikke. For nej, det kunne ikke være sket for enhver. Det var mig der havde kørt bilen, mig der havde sat fart over feltet og mig der havde mistet kontrollen. Mig der havde gjort skade på Nialler.

Min skyld.

Jeg havde været så dum.

Så dum, så dum, så dum...

"Dumt..." Mumlede jeg så lavt, at ingen kunne høre det.

Men alligevel bed Zayn mærke i det.

"Hvad?" Spurgte han nervøst og så på mig.

"Ikke noget!" Vrissede jeg og lagde hovedet ned i hovedpuden, som duftede nyvasket og alt for rent.

Dels fordi jeg ikke kunne holde ud at se på folk, jeg havde været så tæt på at slå ihjel og dels fordi lokalet var meget lyst og det irriterede mine øjne og mit hoved.

Derfor!

"Okay så..." Sukkede Zayn. "Men der kommer en sygeplejerske senere og skal snakke med dig....."

 

Det var 2. kapitel af Don't get closer"

Håber i kunne lide det!:)

Husk at like, kommentere og favoritlist, det gør min skrivelyst større:)

Kommenter gerne kritik og ros(Hvis i har lyst), det ville betyde meget!:)

Men hvad synes i om den?

//MMMA

PS: det er stadig ikke rettet igennem, jeg er simpelthen så doven:')

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...