Don't get closer {1D}

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2014
  • Opdateret: 29 apr. 2014
  • Status: Igang
Hayley er en pige, fuld af hemmeligheder og måske en smule indelukket. Hun er den type, der ikke åbner sig op for hvem som helst. Hun går meget op i fodbold og kan derfor somme tider godt forsømme ting, som skole, lektier og hendes mærkelige, splittede familie. Der sker ikke rigtigt noget spændene i Hayley's liv, det eneste højdepunkt hun har på ugen, er de vigtige fodboldkampe om søndagen. Alligevel kommer der lidt spænding i hendes liv, en mandag eftermiddag, da hun kommer ud for en bilulykke. Ikke én af de helt ufarlige og små, hvor to biler bare støder ind i hinanden, nej, en af de voldsomme. Hvor hårdt kommer ulykken til at ramme Hayley? Vil hun nogensinde kunne spille fodbold igen? Og hvem kørte den anden bil?

9Likes
0Kommentarer
325Visninger
AA

4. Hjertestop

Louis' synsvinkel:

"Hvad husker du fra ulykken?" Spurgte sygeplejersken mig om.

Hun havde en stram knold, falske øjenvipper og store blå øjne. Hun lignede lidt en af de der sure kontordamer, men hun var egentlig ret venlig. Da hun kom ind, havde hun fortalt hun hed Susanne.

"Jeg kan bare huske at vi sad i bilen og så....ja....ikke mere." Sagde jeg, måske ikke helt sandt, men næsten da. Hun skrev ned, hvad jeg sagde, hvilket skræmte mig lidt. Det føles som om alt hvad jeg fik sagt herinde, blev observeret og kunne blive brugt imod mig.

"Kørte du for stærkt?" Hun så på mig, med et løftet øjenbryn, som om det lå til kendte at køre for stærkt.

...Hvilket det jo åbenbart også var...

Ups.

"Nej!" Løj jeg og kunne se hun ikke helt hoppede på den, men hun skrev noget ned alligevel, i den der irriterende blok!

Led hun af korttidshukommelse, siden hun skrev alt ned?!

Derefter spurgte hun om jeg havde drukket eller indtaget stoffer, hvilket jeg kunne svare 'nej' på med god samvittighed. Heldigvis!

"Hvordan har du det nu?" Hun så på mig, med et spørgende blik, hvilket fik mig til at trække på skuldrende.

"Ikke så ondt i hovedet, som da jeg vågnede." Hun nikkede og smilede ved mit svar. Jeg havde også lidt på fornemmelsen at hun mimede et 'godt', men jeg var ikke helt sikker.

Derefter spurgte hun mig, hvilken ugedag det var, mit fulde navn, mine forældres navne og min fødselsdag, som om hun skulle tjekke at jeg ikke havde mistet hukommelsen.

Jeg kunne svarene på dem alle sammen, bare så i ved det!

Bagefter begyndte hun at snakke om alt muligt, man skulle huske på, når man havde hjernerystelse og fordi hun sagde det hele så mange gange, begyndte det at kede mig og jeg tog mig selv i at kigge på den der Garfield-plakat, over vasken. Det skulle forestille en eller anden joke, men jeg fangede den ikke, desværre.

T.y.p.i.s.k. m.i.g.!

Derefter blev jeg ført ud i et andet rum, hvor jeg skulle have taget blodprøve. Selvom jeg godt kunne gå, kørte en fremmed mand, i hvid kittel, mig derover, imens jeg lå i min seng.

Jeg var ikke lige den bedste til nåle...bare tanken om dem, gav mig kvalme. De var seriøst forfærdelige!

Nålen blev stukket ind i min hånd og jeg gispede af væmmelse. Det var så ulækkert.

Det var endnu mere ulækkert at se mit blod køre igennem en masse små rør.

Det var virkelig helt ufatteligt ad!

Da hun(Susanne) var færdig hev hun bare nålen ud af mig, uden overhoved at tælle til tre eller noget. Hun hev bare til. Hvad var der galt med hende?! Kunne hun ikke se jeg var i smerte, man?!

Fuck hende...

Jeg satte mig op i min seng igen og manden kom tilbage og kørte mig op. Han gav mig et smil med på vejen, hvilket løftede stemningen inden i mig. Jeg gav ham et stort smil tilbage.

Jeg blev kørt ind på mit værelse igen, som bare var det mest kedelige rum på hele hospitalet.

Jeg glædede mig at komme væk.

"Har du fået fortalt det omkring Hayley Maggie?" Sagde Susanne, som åbenbart var fulgt med. Hun kiggede ned i et stykke papir, da hun læste navnet højt og så derefter så hun på mig med et spørgende blik.

Hvem var Hayley Maggie?

Og hvad havde hun med mig og gøre?

"Nej, hvem er hun?" Spurgte jeg nysgerrigt og bad til at det ikke var en eller anden random journalist, for det orkede jeg virkelig ikke. De skulle ikke vide at jeg kunne have slået One Direction ihjel!

Jeg kunne lige forestille mig forsiden: Louis Tomlinson dræber musikken!

Det ville jo være forfærdeligt.

"Hende du fik kørt ned!" Sagde hun lidt skarpt og bebrejdende, hvilket gav mig dårlig smag i munden. Kørt ned?!?!?

"Hun ligger i Koma lige i øjeblikket, hun brækket benet og fik hjertestop." Sagde hun stift og så dybt på mig.

Havde jeg gjort det?

Var jeg så ond?

Havde jeg virkelig gjort et andet menneske så meget fortræd.

Jeg sukkede lavt.

"Hun var død i tre minutter, men heldigvis var der en mand i nærheden der fik redet hende." Sagde hun, som om manden kunne høre hende og at hun lige ville rose ham.

Jeg ville aldrig kunne kigge mig selv i øjnene igen, jeg havde faktisk på en måde "Dræbt" en person.

Jeg var en morder...

Jeg var så ond....

Hvorfor overlevede jeg overhoved det her, det fortjente jeg ikke.

Jeg ville bare begrave mig selv i et sort hul lige nu, så jeg kunne slippe for dømmende du-er-en-morder-blikke.

Jeg kunne ikke engang være i min egen krop.

 

Så, endnu et kapitel er FINITO.

Hvad synes i?:)

Kommenteeeer

Likeeeee

Favoritliiiist

:)

//MMMA

PS: Dårligt kapittel, men tænkte at i kunne få to på en dag alligevel. Når nu der ikke kom noget i går, hvilket jeg undskylder for.

og undskylder osse for at kapitlet i dag var så dårligt!:'(

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...