endeløs

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Færdig
en meget kort novelle. skrevet en sent aften, derfor den mørke stemning. (der kan optræde stødende ord i novellen)

1Likes
0Kommentarer
85Visninger

1. endeløs

Tiden var endeløs, meningsløs. Langtrukken, langsom. I starten var fixet sindsoprivende, men nu var det bare vanedanne. Det at smage, lugte, og se. Danse, røre og høre. Alt var endeløs i det sekund, jeg fandt ud af jeg var ramt af en forbandelse. En forbandelse, der gjorde at jeg ikke kunne dø. Ikke blive gammel, ikke gå i forrådnelse, aldrig opleve det ikke at vågne mere. Endeløs, med et blev det ord min forbandelse. Dens grimme smag, der lagde sig som en byld på tungen, når jeg forsøgte at udtalte det. Endeløs. Med et var mit liv endeløs, og derved meningsløs, selvom jeg forsørger at give det en mening. En mening for en helt nat, derfor skriver jeg dette, indtil mine finger bløder og søvnen overmander mig, så jeg lægger mit hoved ved siden af den gamle skrivemaskine, for selvom jeg ejer en moderne bærbar, så nyder jeg lyden når mine fingre rammer det gamle tastetur. Lyden giver mig en fornemmelse af at jeg arbejder, at jeg bruger mit liv på noget større end mig selv, noget der ikke er endeløs. Men pludselig rammer lysten, begæret. Med sin klamme hånd griber det fat i det inderste af mit hjerte, der får blodet til at pumpe og en tone af afmagt begynder at lyde for mine ører, mens en kvalme brede sig i halsen, der snørers sammen. tarmene vender sig, og huden ved tænderne, og neglene trækker sig tilbage. En lugt af sved, blod, måske urin? breder sig omkring mig. De rester der er tilbage af mit hjerte, trækker sig sammen og pumper mere blod ud i mine årer. Lysten forbedrer kroppen. Forbedrer den på jagt, på det næste fix. Den næste smag. Den næste forbandelse. Smerterne kvæler et øjeblik alt i mit bryst, og jeg griber mig til hjerte, mens smerten brede sig til mit hoved, ansigt, tunge og til sidst tænder, der føles som om de brænder. jeg rejser mig halv og kaster mig tilbage i den mørke kontostol, der banker ind i væggen, så lidt støv dysser ned fra loftet. Et smil flæser mit ansigt igennem smerten, jeg kommer op og stå. Trykket i den forreste pandeskal stiger, og jeg bider tænderne sammen, selvom dette ødelægger læberne, der er hævet og opsvulmet. Jeg kigger ind i spejlet, ser et ansigt jeg ikke genkender, før jeg griber om den lille flaske på bordet. Dens farve er ukendelig, alligevel kender jeg farven. Dens sødme rammer som køle is mine læber, tunge, og tænder, selvom den er lunken. Jeg lukker øjnene et sekund, nyder et sekund dens sødme, før jeg som et grådigt barn sluger det hele i mig. Fixet kommer som en kæmpe bølge der skyller ind over smerterne, der forsvinder fra mit indre, så det eneste der står tilbage, er det barn, jeg er. for jeg er et barn, Et barn, der leger med ilden, leget med dens fix, leger med maden. Jeg vender mig om, der jeg fornemmer at nogen belur mig og kigger direkte ind i det beskidte spejl, hvor det ukendte ansigt stadig ser tilbage på mig. Men ansigt er ikke længere forrevet i smerte, med brænde øjne, og tænder som gløder, ansigt er roligt, med øjne som skinner, læberne der er lettere ophævet, og et stykke af hjørnetand, der kan anes som noget blegt imod læbernes blødhed. Huden i ansigt får langsom mere farve. Dens træk begynder at ligne mine, og jeg vender ryggen til. Jeg kan høre, se, smag og lugte. Alt er et øjeblik stærkere omkring mig. Jeg kan høre at overboen mumle i søvne, lugte den sødelig dufte fra underboens orgasme, se edderkroppen fange regnedråber i dens net, smage fixet en sidste gang, før dens unikke smag forsvinder i min erindring.  Endeløs. Det hele var igen endeløs. jeg var opfyldt af sensitive, sanser, lugte, smage, som fyldte min krop med længslen efter mere. Grådigheden, begæret, lysten.  Jeg ser ud i byens intethed, ud i dens pis, drømme og neonlys. Dens lugt er ugenkendelig, alligevel kendelig. De små gader der de tidlige morgentimer lugter Lidt af urin, og lidt af de mange skæbner, der bevæger sig rundt i dette landskab af jern, beton og sten. jeg er en af de mange skæbner, og alligevel ikke. For når jeg står foran vinduet og ser ud, ser jeg mere end de ser, høre mere end de høre, smager mere end de smager, lever længere end de vil leve. Endeløs. gadelysene oplyser et stykke af gaden, der ligner et ar. I Glasset spejler et ansigt sig, et tyndt ansigt med indfaldene kinder, højre kindben, Skinnede øjne, tynde arme, håndled, lange finger. Røde læber. Sorte render under øjne. Uglet hår, der hænger ned i panden. Øjne der skinner. Ansigt af en voksen, af et barn, af en morder. Et ansigt, jeg ikke kender, men alligevel genkender jeg det. Evig ung. Jeg vender mig væk, sætter mig igen ved skrivemaskinen. Lad Fingrene glider over tasterne, før de finder deres rytme. Deres Melodi, og begynder at skrive. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...