Unforgettable holiday//5 seconds of summer *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2014
  • Opdateret: 5 mar. 2017
  • Status: Færdig
Da 18-årige Anna Garcia tager med sin mor til New York, regner hun ikke med andet end en hyggelig tøse-shoppe-tur. Hendes 'regner med' bliver dog brudt, da hun møder Ashton Irwin i flyet til New York. Mødet skubber hurtigt de to sammen, men kan man virkelig føle noget for en anden på under 10 timer? Hvordan er det lige, når man falder for hans bandmate? En historie om svigt, trekantsdrama og kærlighed.

87Likes
76Kommentarer
30425Visninger
AA

15. Long way home

“Hvad sker der lige her?!”

 

Alt inden i mig frøs fuldstændig. Det var som om, at tiden stod fuldstændig stille. Ingen af os gjorde eller sagde noget som helst, der var helt stille.

Calum og jeg fik hurtigt trukket os fra hinanden, men vi vidste jo godt, at det var for sent. Vi var blevet opdaget, med alt hvad det indebar.

Jeg trak dynen helt op over mig, kiggede op og mødte hendes skuffede øjne.

“M-mor? Jeg.. Det er ikke som du tror..”, prøvede jeg, men vidste jo udemærket godt, at det var præcis som hun troede.

Hun stampede utålmodigt i gulvet med foden, og lagde armene over kors; “Nå, er det ikke? Jamen så vil jeg da meget gerne have, at du forklarer mig hvorfor du ligger nøgen i en seng med en dreng, som lovede at passe godt på dig?”.

Jeg satte mig irriteret op i sengen, så dynen uheldigvis faldt ned over mine bryster. Jeg hev irriteret fat i min BH og mine trusser og fik dem på, stadig med dynen over mig. “Du kan sku da ikke bare hentyde til, at han ikke har passet godt på mig? For hvis du gerne vil vide det, så har han faktisk været skide sød!”, råbte jeg, og blev overrasket over, hvor irriteret jeg var.  Det var det jeg havde fortalt før, om at jeg vildt hurtigt røg helt op I det røde felt, og havde svært ved at slappe af igen.

Jeg skyndte mig at smide dynen af mig, og hive en stram top over mig, efterfulgt af et par stramme sorte bukser.

“Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvor sød han så har været. Han har fået dig til det her, og det er utilgiveligt! Og nu slapper du af, unge dame!”, råbte min mor, og stirrede mig direkte i øjnene.

“Hvorfor fanden er det utilgiveligt, at have sex med en man virkelig godt kan lide? Tror du han voldtog mig eller hvad?!”, råbte jeg og kunne mærke hvor sur jeg blev. Jeg kunne slet ikke stoppe mig selv, overhovedet.

“Så slapper du af! Jeg gider slet ikke høre den tone!”, råbte min mor, og stillede sig i vejen for mig, så jeg ikke kunne komme over til Calum.

“Er du fucking seriøs?! Jeg er ikke fem år mere, jeg kan godt træffe mine egne beslutninger!”, råbte jeg og skubbede lidt til hende, for at forsøge at få hende til at rykke sig til siden, men det virkede ikke.

“Det her, det var dråben! Hvordan kunne du, Anna?!”, min mor lød nærmest ked af det nu. Skuffet?

“Og jeg tror det er bedst, at du går”, fortsatte hun hårdt til Calum. Han havde heldigvis fået det meste af sit tøj på, så det var ikke helt så akavet.

“Såeh.. Ses vi vel bare på et tidspunkt?”, spurgte han lavt, med et helt neutralt udtryk. Det var nok også lidt mærkeligt for ham, med det her.

Jeg kravlede hen over sengen, da min mor stadig stod i vejen for mig, og hev Calum ind til mig; “Undskyld”. Jeg mumlede det kun, da min stemme knækkede en smule over.

“Det er okay. Skriv til mig”, mumlede han, og skulle til at gå da jeg hev ham hen til mig, og pressede mine læber mod hans. Det føltes mærkeligt, som om, at han var bange for, at kysse mig. Forståeligt nok, men alligevel underligt.

Han sagde farvel til min mor, som bare kiggede stift på ham, hvilket fik mig til at grine indvendigt. Uden på, sendte jeg ham bare et smil.

Da han var gået, vendte min mor sig om mod mig; “Hvem er den dreng overhovedet?”.

“Det er bare Calum. Det er en af Ashton, ham jeg mødte i flyets venner”, svarede jeg, stadig sur. Heldigvis var jeg blevet lidt roligere ved at være tæt på Calum, men jeg kunne bare mærke, hvordan jeg blev sur bare af at kigge på hende.

“Og ham er du pludselig helt vild med på en uge, og synes at i skal hoppe i seng sammen?!”, råbte hun surt, og lød virkelig angribende. Jeg blev faktisk næsten bange, af hendes måde at være på. Jeg havde aldrig skændtes så voldsomt med hende før, for jeg havde dyb respekt for min mor, ligemeget hvor dumt det lød.

“Jeg er ikke helt vild med ham, han er bare en god ven.. Og hvad får dig til at tro, at det er første gang?”, svarede jeg kækt, uden at tænke mig om.

“Er det sket før?!”, råbte hun beskyldende, og lignede en, der var ved at få et nervøst sammenbrud.

Mere et stress-sammenbrud, men whatever.

“Jeg forbyder dig at se ham”, svarede min mor træt, og vendte sig om, men jeg rev hårdt fat i hende; “Du kan ikke forbyde mig en fucking skid! Jeg er pisse glad for ham, for alle drengene, og det kan du ikke ændre på!”, råbte jeg, og kunne endnu engang mærke vreden blusse op. Intet kunne stoppe mig nu.

“Så længe du lever under mit tag, på mine bekostninger, så kan jeg love dig for, at jeg kan forbyde dig det!”, råbte hun, og tog fat om min skulder. Hårdt.

“Fuck dig”, mumlede jeg, da jeg næsten ikke kunne få mig selv til at sige det.

Min mor rykkede tættere på mig, med et undrende udtryk; “Hvad sagde du?”.

“Jeg sagde fuck dig! Fuck dig!”, skreg jeg som en lille tøs fra første, som havde mistet sin barbie dukke. Men jeg var ligeglad.

“Så er det godt! Jeg gider ikke finde mig i den opførsel! Du kan tage hjem i aften!”, råbte hun, og skubbede mig ud gennem døren.

“Jeg vil ikke fucking hjem! Jeg er så træt af, at du altid skal ødelægge alt for mig, så snart det ikke går efter dit hoved! Fordi du er så fucking syg!”, skreg jeg op, og hamrede min hånd og fod (av) ind i væggen. Selvom det gjorde ubeskriveligt ondt, blev jeg ved. Jeg kunne slet ikke stoppe.

 

CALUMS SYNSVINKEL:

 

Jeg hørte et højt råb inde fra værelset, som jeg var sikker på, var Annas. Det gjorde ondt at høre, at hun skreg af vrede, men jeg turde heller ikke gå tilbage. Jeg kunne tydeligt se og fornemme på hendes mor, at det her ville blive noget lort. Jeg håbede bare virkelig, at der ikke skete noget med Anna. At hendes mor ikke gjorde noget i mod hende, og at hun snart ville skrive til mig.

Jeg kunne slet ikke beskrive hvor akavet det var, da hendes mor pludselig kom ind. Vi lå begeg uden tøj på, så hun kunne tydeligt se hvad vi havde lavet. Jeg fik det pludselig vildt dårligt, for det var jo mig, der lagde op til det, så det kunne jo godt blive set som noget forkert. Det håbede jeg bare ikke skete.

Jeg stod ud af elevatoren, gik gennem receptionen og ud i den kølige luft. Jeg havde aftalt at øve med drengene i aften, men på en måde var jeg sikker på, at jeg ikke ville være helt så meget på som jeg plejede.

Jeg kom hen til vores studie her i New York, og blev mødt af tre par øjne, da jeg kom ind og satte mig med et suk.

“Sker der?”, spurgte Ashton, og de kiggede alle sammen undrende på mig. Dog kunne jeg godt se, at Luke havde en form for idé om det, da han var den eneste der vidste, at jeg sås med Anna.

“Nårh, eh ikke noget. Skal vi komme igang?”, spurgte jeg, uden at smile elelr noget som helst. Mine tanker var et helt andet sted.

Anna.

Hele tiden. Jeg var så bekymret for hende, for jeg havde ikke lyst til at lade hende I stikken igen, men jeg havde tydeligvis ikke noget valg.

 

***

Der var nok gået to timer, og drengene og jeg havde formået at få øvet rimelig meget. Det gik faktisk rigtig godt for os idag, dog havde jeg lidt svært ved at koncentrere mig, men det blev bedre og bedre, og jeg havde lagt min mobil fra mig, for en time siden.

Anna havde ikke haft skrevet i den time, hvilket undrede mig. Kunne hun virkelig skændtes med sin mor i en time?

 Jeg gik over mod sofaen, imens jeg drak noget vand. Jeg fik hurtigt fisket min mobil op, som til min store overraskelse, var bombet med beskeder og opkald.

Der var 15 ubesvarede opkald fra Anna, og 5 beskeder fra hende;

Ring når du ser det her!

Please ring når du ser det her, det er rimelig vigtigt!

Vil du ikke please ringe til mig?

Calum, please..

Fint, bare lad hver så!

Jeg fik en kæmpe klump i halsen. Det her var vidst virkelig alvorligt. Jeg skyndte mig at gå ind I et andet lokale, så drengene ikke hørte mig, imens jeg ringede op til Anna. Jeg håbede bare, at hun ikke var for sur på mig.

Der gik ikke mange sekunder før telefonen blev taget, og jeg kunne tydeligt høre en person græde i den anden ende. Der var ingen tvivl om, at det var Anna, og det gjorde rigtig ondt at høre hende være ked af det.

“Hey hey hey, hvad sker der smukke?”, sagde jeg hurtigt, for jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere overfor hende.

“Calum..”, snøftede hun, men det gik i vasken da hendes stemme knækkede øver, og hun hulkede.

“Hey baby det okay, skal jeg komme over?”, spurgte jeg hurtigt. Så kunne hendes mor sku stå og glo hvis hun ville, jeg ville være hos Anna lige nu!

“Det.. Det kan du ikke Calum”, hulkede hun, og der lød nogle mennesker i baggrunden.

“Hvad mener du?”, spurgte jeg hurtigt, og undrede mig.

“Jeg er ikke hjemme”, snøftede hun, hvorefter der var noget larm i baggrunden.

“Hvor er du så?”, spurgte jeg bekymret. Hvor fanden kunen hun være, hvis hun ikke var hjemme?

“I lufthavnen Calum. Forstår du det? Hun har fucking sendt mig hjem”, snøftede Anna, og et højt hulk røg ud. Jeg stoppede fuldstændig. Alt indeni mig stoppede.

Sendt sin egen datter hjem, mod hendes vilje? Hvad fanden?

“Det er en joke ikke?!”, råbte jeg, af ren frustration. Jeg ville ikke råbe af hende, men jeg blev irriteret.

“Det ville jeg ønske det var. Men det er det ikke. Jeg går ombord om en halv time, på flyet til London”, græd Anna, mens der i det samme lød en velkendt lufthavne-lyd, hvorefter en dame forklarede noget om et fly til London.

“Anna jeg.. jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Jeg er så ked af det, det håber jeg du ved. Det var aldrig min hensigt at gøre dig uvenner med din mor”, sagde jeg hurtigt, og mente hvert et ord. Jeg følte mig vildt skyldig. Hvorfor var jeg også bare gået fra hende? Jeg skulle være blevet og støttet hende. Eller have tænkt mig om, og haft min telefon på mig da hun ringede første gang!

“Det ved jeg godt Cal. Du skal ikke undskylde, for det er ikke din skyld. Det var mig der råbte af hende, og svinede hende til. Det er min skyld det her”, sagde Anna. Jeg skulle til at sige noget, da hun fortsatte; “men jeg bliver nødt til at gå nu. Jeg bliver nødt til at flyve helt hjem. De skyder mig sikkert hvis jeg gør mere modstand”, hun fnes lavt, men det døde rimelig meget hen, da det dårlige sikkert overskyggede det gode.

“Det er okay. Så må du vel have en.. God flyvetur I guess. Lov mig at du skriver eller ringer med det samme når du er landet, okay?”, sukkede jeg, da jeg ikke ville lade hende gå.

“Det lover jeg Calum. Og vær sød og hils de andre drenge, selvom de hader mig”, sukkede Anna og fnes lidt.

“Det skal jeg nok baby, og de hader dig ikke”, svarede jeg hende. Vi fik kun sagt få ord til hinanden, inde forbindelsen røg, så jeg gik ud fra, at hun skulle til at flyve.

Jeg sukkede da der var lagt på, og vendte mig om, for at møde tre par spørgende øjne.

De kiggede undersøgende på mig, inden Ashton trådte frem; “Godt så, fortæl os så hvad der sker”.

___________________________

Så kom der lige lidt fra Calums synsvinkel :) 

Og Nu blev hun sendt hjem, øv :(

God aften x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...