Unforgettable holiday//5 seconds of summer *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2014
  • Opdateret: 5 mar. 2017
  • Status: Færdig
Da 18-årige Anna Garcia tager med sin mor til New York, regner hun ikke med andet end en hyggelig tøse-shoppe-tur. Hendes 'regner med' bliver dog brudt, da hun møder Ashton Irwin i flyet til New York. Mødet skubber hurtigt de to sammen, men kan man virkelig føle noget for en anden på under 10 timer? Hvordan er det lige, når man falder for hans bandmate? En historie om svigt, trekantsdrama og kærlighed.

87Likes
76Kommentarer
30608Visninger
AA

16. Home and a big surprise

Jeg vågnede op med et sæt, da en stemme lød i flyets højtaler. Den forklarede, at vi ville lande om en time. Jeg sukkede kort, og rullede en smule med øjnene.

Det havde virkelig været en frygtelig flyvetur. Både fordi, at jeg jo ikke ville hjem, men også fordi, at der var så langt. Jeg havde fået plads helt inde ved vinduet, ved siden af en fyr, Josh, der var nok fem-seks år ældre end mig. Jeg havde snakket en del med ham. Faktisk, havde jeg fortalt ham hele historien – dog ikke at det var et kendt boyband. Han var virkelig sød, og lyttede meget, men forsøgte også at modargumentere mig, hvilket var rart.

Faktisk havde jeg fået hans nummer, for han havde sagt, at han gerne ville være min snakke-ven, hvilket var fedt, da jeg følte, at jeg kunne blive rigtig gode venner med ham.

Flyveturen havde jo så ikke været så slem som den kunne, men lige nu kedede jeg mig så utroligt meget. Josh sov, og min sidekammerart helt yderst, var en kedelig gammel dame, der ikke sagde et ord, men bare kiggede mærkeligt en gang imellem.

Desuden, så var der en utrolig træls baby ombord. Ja misforstå mig endelig ikke – jeg elsker babyer, men når de råber og skriger, så er de altså lige til at kaste ud af vinduet.

Som I nok kunne fornemme, så var mit humør ikke det bedste. Faktisk havde jeg fundet ud af, at min menstruation var startet. Det var virkelig nederen eftersom, at jeg opdagede det på flyvetoilettet, men what ever.

Det lettede dog mit humør lidt, at der kun var en time tilbage. Jeg havde proppet mine høretelefoner i ørene, og hørte drengenes sange. Bare lyden af deres stemmer, fik mig til at smile. Imens jeg hørte musik, sad jeg og åd en pose matador-mix, fordi det var så røvkedeligt at glo. Jeg havde forsøgt at sove, og det lykkedes da også lidt – men som I nok ved, så sover man bare ikke skide godt i et fly.

***

 

“Passagerer fra New York bedes venligst gå til bagagebånd fire”, lød det i højtaleren, hvorefter jeg fik slæbt mig selv hen til båndet. Der var næsten ingen mennesker – selvfølgelig udover dem fra New York, men det virkede som om, at det kun var omkring halvdelen der var her? Der stod I hvertfald ikke specielt mange mennesker rundt om bagagebåndet, hvilket var rart, så jeg helelr ikke idag skulle dø af klaustrofobi.

Jeg håbede bare inderligt på, at min bagage ville komme hurtigt, så jeg kunne komme hjem i min seng og glo film.

Imens jeg stod og ventede på min kuffert, kom jeg i tanke om, at jeg havde lovet Calum at ringe.

Uden at tænke over, hvad klokken var i New York, gik jeg ind under mine kontakter ringede op til ham.

Der gik rimelig lang tid, og mobilen nåede at sige ‘biib’ hele fem gange, før telefonen blev taget, og der lød en meget træt og hæs stemme i den anden ende; “Hey babe”.

Jeg smilede automatisk, og begyndte at køre min indkøbsvogn, som nok ikke var en indkøbsvogn alligevel, helt hen til båndet. Ja jeg havde altså flere kufferter.

“Hej mus. Undskyld hvis jeg vækkede dig. Jeg tænkte ikke lige over tidsforskellen”, sagde jeg lavt, både på grund af de andre mennesker der var her, men også fordi Calum sikkert var træt og det ville være synd at råbe.

Hihi, jeg er så betænksom nogen gange.

“Det gør ikke noget, jeg bad dig jo om at ringe”, mumlede Calum og fnes lidt hæst. Han lød virkelig træt, og jeg fik det helt dårligt over ikke at have tjekket ud med tidsforskellen først, for jeg vidste, at Calum havde et travlt program.

“Det var det vel. Men ehm, jeg er landet nu”, sagde jeg, mest bare for at sige noget.

“Var det en god flyvetur?”, spurgte Calum lavt. De andre drenge sov sikkert også.

“Tjaeh, den var vel fin nok. Jeg snakkede lidt med ham der sad ved siden af mig, men det var virkelig kedeligt ellers”, forklarede jeg, imens jeg lod blikket glide hen over de første kufferter der kom frem på båndet. Uheldigvis var min ikke en af dem. Typisk, den kom sikkert til sidst.

“Nårh okay. Hvor er du så nu?”, spurgte Calum, og jeg kunne næsten høre hans gab I den anden ende.

“Stadig i lufthavnen. Jeg venter bare på mine kufferter, og så skal jeg vel hjem, medmindre jeg får lyst til at smide mig på gaden”, forklarede jeg, og sukkede. Jeg gad virkelig ikke hjem. Min far var sikkert også hjemme da det var søndag, så ham skulle jeg også til at forklare alt for.

Calum grinte lavt; “Det lyder spændende, men jeg synes nu, at du skal tage hjem og sove”.

“Det tænkte jeg nok, at du ville syntes”, svarede jeg, og fik endelig øje på den første kuffert. Jeg klemte min mobil sammen mellem min skulder og kind, mens jeg forsøgte at hive den alt for tunge kuffert af båndet. Som sagt før, var jeg bare ikke den stærkeste om morgenen. Jeg forsøgte virkelig at få den til at lægge ordentligt og stabilt, imens min røv stak op i luften, hvilket jeg var helt ligeglad med lige nu.

Da jeg var ved at blive godt træt af den lorte kuffert ikke ville op på min vogn, kom et par stærke arme mig til undsætning. Jeg kiggede overrasket op og mødte Josh øjne. Han smilede til mig og ik hurtigt løftet kufferten op.

“Hvordan..?”, mumlede jeg, men lod hver med at sige resten, da det jo egentlig gav sig selb. Han var bare stærkere end mig.

“Den var ikke så tung”, svarede Josh og sendte mig et smil. Jeg rettede lidt på mine solbriller, som sad oppe i panden. Ja der var faktisk en del sol selvom klokken kun var syv om morgenen.

“Det syntes jeg, at den var”, fnes jeg og grinte lidt. Josh grinte med mig, hvilket gjorde mig glad. Så var jeg da ikke helt alene i en stor lufthavn.

“Hvad var? Anna?”, lød det fra min mobil, og først der gik det op for mig, at jeg havde tabt min elskede mobil nede i vognen.

Pis.

Jeg samlede den hurtigt op, hvor en meget forvirret Calum var i den anden ende.

“Ikke noget, undskyld. Jeg tabte bare lige min mobil, fordi jeg ikke kunne få min kuffert op”, forklarede jeg hurtigt, og kørte en hånd hen over min pande.

“Hvem var det du snakkede med?”, spurgte Calum og lød pludselig lidt friskere.

“Bare ham jeg snakkede med i flyet. Han hjalp mig fordi jeg ikke kunne få kufferten op”, svarede jeg og holdt lidt fast om vognen, da den faktisk var ved at trille lidt væk.

“Okay”, svarede Calum, koldt, men dog stadig træt.

“Skal vi ikke bare snakke sammen senere? Du kan bare ringe når du vil. Jeg skal nok alligevel ikke lave noget, udover at finde en taxa eller noget”, sagde jeg, med Josh’ blik hvilende på mig.

“Jo det gør vi bare. Og ring hvis der sker det mindste”, sagde Calum i den anden ende. At han var så bekymret om mig, fik et smil til at poppe op på mine læber.

“Det skal jeg nok”, svarede jeg hurtigt med et smil.

“Vi ses smukke”, mumlede han hæst.

“Vi ses flotte”, svarede jeg og smilede, hvorefter jeg lagde på. Det var rart, at han bekymrede sig om mig, for det viste, at han ikke bare var en idiot.

“Var det din kæreste?”. Jeg vendte mig om, og mødte Josh, som stod med et smil på læberne.

“Nej, jeg har ikke en kæreste”, svarede jeg, uden at tænke over, hvor ligegyldigt det jeg havde sagt, var. Jeg sendte bare Josh et smil for at prøve at rede den, og han gengældte det da også.

“Hvis du har lyst, så kan jeg godt køre dig hjem”, tilbød Josh og gik tættere på mig.

“Men, du ved jo ikke hvor jeg bor?”, spurgte jeg med et smil, og lagde undrende hovedet lidt på skrå.

“Nej, men jeg skal nok køre dig. Du skal ikke stå herude og vente på, at der kommer en taxa. Det er også så dyrt”, svarede Josh og blinkede til mig. Nu tænker I sikkert ‘whaaat’ men han blinkede helt venskabeligt, hvis man kan gøre det. Jeg var sikker på, at der intet ondskab var gemt i ham.

“Så siger jeg tak”, smilede jeg til Josh, hvorefter jeg fik øje på min elskede kuffert.

 

***

Endelig hjemme.

Ja, I hørte rigtigt. Jeg var for første gang den sidste halve dag glad, for at være hjemme. Josh havde fået mig i bedre humør, ved at skrue helt op for musikken, og skråle med. Det var vildt sjovt, og tiden gik hurtigere end forventet.

Nu havde jeg lige sagt farvel og tak for turen, og jeg glædede mig virkelig til, at komme ind i min seng og chille.

Og så glæde mig til, at Calum ville ringe. Jeg håbede, at han havde fortalt de andre drenge, at jeg var taget hjem. Om de så skulle have hele sandheden afvide, så var det, det. De fortjente det vel egentlig også.

Jeg sprang hurtigt op af trappen til vores lille hyggelige hus. Jeg var faktisk ved at falde på trappetrinnet, men det siger vi ikke til nogen.

Jeg tog fat i håndtaget, og fik mig meget elegant hoppet ind i entréen. Det første jeg gjorde var, at skubbe mine kufferter godt ind, smide mine sko og jakke, og gå ud i køkkenet.

Mit ynglings rum. Helt klart.

Jeg kiggede hurtigt i brødkurven, hvor der heldigvis var toastbrød. Jeg hev nutellaen ud af skabet og smurte et godt lag på. Det var seriøst det bedste!

Måske ikke når man en time efter have taget ti kilo på, men jeg kunne altid løbe en tur senere. Selvom det sikkert ikke blev gennemført, men whatever.

Jeg var igang med at smøre nutella mad nummer to, da jeg hørte en mærkelig lyd. Jeg stoppede mine bevægelser med nutella kniven hen over brødet, og løftede undrende mit ene øjenbryn. Det lød præcis som..

Det kunne da ikke passe? Hvem..

Jeg blev afklaret, da jeg hørte et kæmpe støn. Hvem fanden kunne det være? Det kunne da ikke være min far? Jeg var helt sikker på, at mor stadig var i New York, og de gjorde aldrig sådan noget.

Jeg havde pludselig slet ikke lyst til en nutella mad, men fortsatte i stedet over til værelset, hvor jeg havde hørt lydene fra. Jeg stillede mig op af væggen lige udenfor værelset og ventede med et løftet øjenbryn.

Kunne de, hvem det end var, ikke snart være færdige, så jeg kunne se hvem det var?

Når man snakker om solen (eller noget), så skinner den. Døren blev åbnet, og ud kom en meget forvirret, og meget overrasket dame. Hun var måske et par år yngre end min egen mor, men heller ikke helt ung hvilket beroligede mig lidt.

Et øjeblik var jeg faktisk bange for, at det var Calum der havde en rigtig grim surpirse til mig. Men nej.

Jeg kiggede overrasket, men dog med et smil på damen der så mindst lige så overrasket ud. Hendes lysebrune hår var rodet, og hun havde kun en natkjole på. Vi stod lidt i tavshed og kiggede på hinanden, indtil hun rakte hånden frem i mod mig; “Hej! Du må være Anna?”. Hvem ved hvor den hånd kunne have været? Jeg tog dog stadig i mod den med et smil; “Hej. Ja det er mig, og du er..?”, svarede jeg. Damen smilede til mig; “Jeg hedder Marie”, svarede hun med et smil og trykkede min hånd kort, inden hun slap den. Bag hende kom min far frem, som så mindst lige så rodet og forvirret ud; “Anna! Hvad laver du her i London, skat?”. Han virkede overrasket og skyndte sig at få den t-shirt på, som han stod med i hånden.

Jeg sukkede lidt, men smilede stadig til min far, da jeg på trods af hans lidt underlige velkomst, havde savnet ham. “Jeg blev uvenner med mor. Eller, jeg er meget uvenner med mor, og så sendte hun mig hjem..”, mumlede jeg, og kiggede lidt ned. Min far vidste, at jeg aldrig blev uvenner med min mor, og at det var noget seriøst når det så skete.

“Det lyder da trælst, skat. Hvad blev i uvenner over?”, spurgte han overrasket, imens Marie gik ind på værelset igen.

“Det ehm.. Bare nogle venner jeg fik, som hun ikke synes, at jeg skulle ses med..”, svarede jeg enkelt, da det måske var lidt for forvirrende for min far. Han var jo også lige vågnet.

“Det lyder da mærkeligt. Det må vi lige snakke om. Skal jeg ikke lave noget morgen mad?”, spurgte han med sin typiske far stemme. Det var den side jeg holdte meget af. Han var en fantastisk far, og jeg var overrasket nok ikke specielt sur på ham over, at han havde været mor utro. Måske fordi jeg selv havde gjort noget lignende?

Min mobil vibrerede, og jeg smilede stort da jeg så, at det var en sms fra Calum.

‘Hey babe. Skriver bare lige, da drengene og jeg skal i studiet om lidt. Håber ikke du har kedet dig alt for meget, er du kommet hjem?<3’

Jeg lod hurtigt mine fingre køre hen over tastaturet, med et voksende smil på læberne;

‘Hey. Det lyder hyggeligt! Igen, undskyld fordi jeg ringede midt om natten, håber ikke du er alt for træt pga. Mig :’)<3 Er kommet hjem, og du gætter aldrig hvad jeg har gjort..’

Helt ærligt så syntes jeg, at Calum skulle vide det med min far , for jeg synes virkelig at det var til at dø af grin over, når jeg tænkte over det.

Kort efter bibbede min mobil igen;

Calum: ‘Det gør altså ikke noget babe, stop nu med at undskylde<3 Hvad har du gjort?’

Jeg grinte lidt og smilede ekstremt stort. Kan vi lige blive enige om, at han bare var en cutie?

Mig: ‘Tro det eller ej, men jeg har lige busted min far være min mor utro.. Så det ligger åbenbart til familien! J<3’

Calum: ‘Helt seriøst? :O Med hvem? Du er alt for hård ved dig selv, du har jo ikke været nogen utro<3’

Jeg grinte højt, uden at lægge mærke til, at min far kiggede undersøgende, men smilende på mig; “Ham kan du godt lide, kan jeg se”.

Jeg kiggede hurtigt hen på ham og sagde alt for hurtigt; “Nej det.. Kan jeg ikke, hvorfor tror du det? Og hvem siger overhovedet, at det er en dreng?”.

Han rystede kort på hovedet af mig, og smilede så; “Det kan jeg jo se, at du kan. Du smiler helt vildt, og rødmer når han skriver frække beskeder til dig. Og det er helt sikkert en dreng”.

Jeg blev næsten kvalt i mit eget grin, da han sagde det. Jeg slog øjnene op og rystede grinende på hovedet; “Nej nej far, du tager helt fejl!”.

Han kiggede undersøgende på mig og vrikkede lidt med øjenbrynene; “I forholdt til at du er vild med ham, eller de frække beskeder?”.

“Begge dele”, grinede jeg, hvorefter jeg gik hen og satte mig på hans skød, for at få et rigtigt far-datter kram.

Jeg kom dog I tanke om, at jeg ikke havde svaret på Calums besked.

Mig: ‘En eller anden dame.. Og jo jeg har, du skal ikke begynde at gå i mod mig nu<3’.

Jeg kiggede smilende op på min far, som sad med et ‘hvad-sagde-jeg’ smil. “Nå, fortæl mig nu, hvad der er sket i New York”.

_________________________

Wupsi dasse :) Hvad tror i der sker nu?

Beklager jeg ikke har opdateret før nu, men jeg har været i Århus hele dagen og shoppet med en veninde :) Derfor også et langt kapitel x

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...