Unforgettable holiday//5 seconds of summer *Færdig*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2014
  • Opdateret: 5 mar. 2017
  • Status: Færdig
Da 18-årige Anna Garcia tager med sin mor til New York, regner hun ikke med andet end en hyggelig tøse-shoppe-tur. Hendes 'regner med' bliver dog brudt, da hun møder Ashton Irwin i flyet til New York. Mødet skubber hurtigt de to sammen, men kan man virkelig føle noget for en anden på under 10 timer? Hvordan er det lige, når man falder for hans bandmate? En historie om svigt, trekantsdrama og kærlighed.

87Likes
76Kommentarer
29932Visninger
AA

22. Can i go to New York?

Vi havde lagt en plan. En sindssyg plan!

Jeg skulle med Calum tilbage til New York, for at mødes med Ashton. Mega sindssygt og det der.. Yolo!

Der var bare et problem.

Måske to.

Muligvis tre.

Billetterne var pisse dyre, jeg måtte garanteret ikke, og min mor var derovre, og ville nok gå ned hvis hun så mig. Så det var jo ikke så slemt…

Det eneste argument jeg havde var, at det var vigtigt. Men det forstod min far jo selvfølgelig ikke; “Svaret er nej. Du skal ikke til New York igen, du kunne bare være blevet derovre”.

Jeg sukkede og gik over til ham; “Men far, forstår du ikke, at det er vigtigt? Virkelig virkelig vigtigt? Desuden blev jeg sendt hjem, selvom jeg gerne ville blive!”. Jeg prøvede virkelig at forklare ham det, men han var stædig som et æsel;

“Anna, det skal ikke diskuteres. Jeg kan godt se det er vigtigt at få snakket med ham fyren derovre, men han kommer vel også hjem på et tidspunkt? Og du blev sendt hjem fordi du ikke opførte dig ordentligt”. Han smilede lidt, for at vise, at han ikke var sur. Jeg var jo heller ikke sur på ham, bare irriteret over, at min plan ikke virkede.

“Nej det gør han ikke, for han bor i Australien! Det er altså omme på den anden side af Jorden tror jeg nok! Kom nu far! Please, så er du den bedste!”, suk, hvorfor var jeg så dårlig til at argumentere? Og plage? Øv.

Pludselig kom det bedste argument op i mit hovede. Helt seriøst, hvorfor er jeg bare så genial nogen gange?

“Men far, du kunne jo tage med derover?”, spurgte jeg og smilede. Velvidende, at det her måske kunne overtale ham.

“Hvorfor skulle jeg dog tage til New York?”, spurgte min far, træt af at diskutere. Men han slap ikke!

“Så kunne du jo forklare det hele til mor. Hvis du tager derover, virker det også bedre”, forklarede jeg og smilede. Det her var seriøst genialt.

Der er så meget nutella til mig senere.

“Det går jo ikke Anna. Det er alt for dyrt at tage til New York for at diskutere i en halv time”, sukkede min far og rettede sig lidt op.

“Men du kunne tage Marie med, på sådan en slags bryllupsrejse som så ikke er en bryllupsrejse, men så bare en rejse, og så få snakket med mor og-“ “-Nej Anna. Det kommer ikke til at ske”, afbrød min far mig.

“Hvorfor skal i altid ødelægge det hele?”, spurgte jeg og lød nærmest som om jeg skulle til at græde. Men det skulle jeg ikke, jeg prøvede bare at slappe lidt af.

“Nu er det jo hverken mors eller min skyld, at du skal snakke med en dreng som er i New York”, min far kiggede bebrejdende på mig.

“Jo det er! Det er mors skyld det hele, for det var hende der tvang mig til at tage hjem!”. Denne gang kunne jeg ikke slappe af, jeg rejste mig arrigt op. Hvorfor forstod de ikke en skid?

“Hun sendte dig hjem fordi du stod og råbte af hende, Anna. Jeg er ked af, at det ikke kan gå som du vil have det, men sådan hænger verden ikke altid sammen”, forklarede min far træt, men lød også lidt trist. Han havde ikke noget at være trist over!

“Nå, gør den ikke? Så du vil sidde her hjemme og vente på, at din kone igennem 23 år, og min mor, tager hele den lange flyvetur herhjem, så du kan fortælle hende, at du har været hende utro i over en måned?”, spurgte jeg irriteret og satte hænderne i siderne.

“Jeg ser ingen grund til at afbryde hende, i hendes ferie derover. Så ja, det vil jeg”, sagde min far skarpt, og lænede sig lidt tilbage.

Jeg sukkede, og kiggede på Calum der stod bag mig og sendte mig et lille smil. Jeg sendte ham et smil og gik over til ham, for at lægge mine arme om ham, og trække ham ind i et kram. Jeg fik det lidt dårligt med at stå her og være sur, når han var her. Det var jo faktisk ikke hans skyld..

Jeg måtte nok erkende, at det var min skyld. Så det var mig, der skulle fikse det her igen.

Jeg trak mig lidt fra Calum igen og vendte mig om imod min far.

 “Jeg er jo faktisk 18”, mumlede jeg.

“Det er korrekt min datter”, sukkede min far, men lyste op da Marie kom ind af døren. Hvorfor var hun her nu? Hun afbrød det pretty much. Medmindre…

“Hej Marie, vi stod netop og snakkede om, at tage på en hyggelig ferie til New York”, sagde jeg og sendte hende et smil, som hun gengældte.

Hun lyste straks helt op; “Ej, hvor spændende! Jeg har altid drømt om at tage til New York!”.

Jeg smilede til hende og nikkede til mi far; “Ja hvis altså han gider”.

Marie kiggede først lidt skuffet på min far, men hoppede så over på hans skød; “Årh kom nu! Det kunne være så hyggeligt, og så kan Anna få snakket med sine drenge”, plagede Marie, og jeg blev lykkelig, da hun valgte at støtte mig.

“Det kunne være rigtig hyggeligt, men det er alt for dyrt, tøser”, sukkede min far, hvilket fik Marie til at hoppe ned af hans skød.

“Hvad nu, hvis jeg går ned og vinder en million i Lotto?”, prøvede jeg og satte mig ned på stolen overfor mig, imens jeg kunne høre Calum og Marie fnise i baggrunden.

“Ja hvis du gør det, så skal vi nok tage derover”, sagde min far og fnes, som om det var helt umuligt. Det var overhovedet ikke umuligt! Det var da set før, at nogle vandt flere millioner!

 Jeg rejste mig straks op fra stolen overfor ham, og gik over til Calum; “Kom vi går ned og køber en lotto-kupon”. Jeg trak ham med ud i gangen, og nåede lige at se Marie lave thumbs up til mig.

“Mener du det der Anna?”, spurgte Calum og kiggede smilende på mig.

“Ja, selvfølgelig gør jeg det”, svarede jeg og smilede. Efter at have fået mine sko og jakke på, gik jeg over til Calum og lagde mine arme om hans nakke.

Vi skulle nok komme til New York!

“Du er skør”, fnes Calum og lagde sine hænder på mine hofter. Selvfølgelig kom den, efterhåndne velkendte varme tilbage.

“Det er faktisk ikke umuligt, at vinde”, forklarede jeg ham og smilede. Han rystede lidt på hovedet og pressede sine læber mod mine. Varmen spredte sig rundt i hele kroppen, og jeg opdagede slet ikke Marie som stod og kiggede smilende på os.

“Jeg troede, at i skulle gå?”, spurgte hun og blinkede til mig. Hun havde gevet mig et rimelig godt indtryk, på trods af, at jeg burde hade hende for at splitte min mor og far ad.

“Det skulle vi også”, sagde jeg hurtigt og trak mig fra Calum, for at gå hen til døren.

“Jamen så held og lykke da”, fnes Marie og smilede til os. Jeg nikkede bare og gik ud af døren med Calum efter mig.  Var det virkelig så åndssvagt at tro på lotto? Det lød som en religion men what ever.

Vi nåede kun at komme ti meter ned af gaden, før et par piger kom over til os. Jeg ville gætte på, at de var 13-14 år.

“Er du Calum fra 5 Seconds Of Summer? Og Anna, drengenes veninde?”, pigen lød, som om hun var ved at boble over af spænding. Hun mindede mig så meget om Kaitlyn. Jeg savnede hende virkelig!

“Ja det er os”, svarede Calum og reddede mig dermed, fordi jeg bare stod og kiggede på de to piger.

“Er i to kærester?”, spurgte den anden pige, hvilket jeg hurtigt rystede på hovedet af. At være drengenes veninde var en ting – men at blive set som kærester med en af dem, det ville da først blive slemt.

“Nå okay. I er ellers søde sammen”, sagde pigerne og smilede, hvilket jeg gengældte.

“Skal jeg tage et billede af jer?”, spurgte jeg for at snakke om noget andet. Jeg nikkede mod pigerne og Calum.

Pigerne hvinede og kiggede smilende på hinanden. De nikkede hurtigt, og jeg kunne ane tårene i deres øjne. Tænk at møde Calum i fem minutter, kunne få dem til at græde?

Den ene pige rakte mig hendes mobil, og stillede sig tæt sammen med hendes veninde, og Calum.

“Sig nutella”, sagde jeg hurtigt, og da de alle tre sagde det, tog jeg billedet. Jeg smilede til dem og rakte pigen hendes mobil igen.

“Tusind tusind tak!”, startede den ene veninde ud, med tåre nede af kinderne. Calum trak hende hurtigt ind i et kram,  og sagde, at hun ikke skulle græde.

Den anden pige gik et skridt frem i mod mig og smilede nervøst; “Må jeg også få et billede med dig?”.

Jeg blev helt overrasket. Et billede med mig? Jeg vidste godt, at der var nogle der havde taget billeder af mig, siden jeg blev set med drengene første gang – men at de også ville have billeder med mig, havde jeg ikke set komme.

“Ja det må du da godt”, svarede jeg overrasket, og rykkede mig ind til pigen. Hun strakte sin arm, med mobilen i hånden og tog et billede af os, hvor vi lavede duckface. Super smukt hvis jeg selv skal sige det!

“Tusind tusind tak Anna! Du er så sød, jeg forstår ikke, at nogen ikke kan lide dig!”, sagde pigen hurtigt og smilede stort, hvilket jeg gengældte.

“Tak, det er jeg glad for, at du synes”, svarede jeg og kiggede over på Calum og den anden pige.

Den anden pige fik også et billede med mig, og så gik de ellers roligt videre. Jeg var overrasket over, at deres fans var så søde - ikke fordi jeg havde forventet, at de ville slå mig ihjel, men de var virkelig søde at snakke med. 

"De var godt nok søde", sagde jeg til Calum, imens vi fortsatte ned mod kiosken. 

"Ja det er de fleste af vores fans", smilede han og lød glad. Det var jo også deres drøm, som de var ved at udleve.

Nu håbede jeg bare, at der var held i min lotto kupon!

_________________________________

Kapitel 20! Oh ma gard! 

Tror i Anna vinder i Lotto? :D 

Btw. Stort tillykke til One Direction drengene, med de 4 år! (det lyder som om de går i børnehave, men whatever). Er i også fan af både One Direction og 5 Seconds Of Summer? :-)

Og virkelig, tusind tusind tak for de 42 farvoritlister, 18 likes og 500 visninger! Det betyder mere end i tror! Det er så fantastisk at skrive noget, som man ved, nogen følger med i. Så tusind tak, virkelig<3

God uge til jer! :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...