Help me! 1D

Juli drikker stort set hver dag. En bestemt person knuste hendes hjerte. Hendes mor er aldrig hjemme til at støtte hende, eller stoppe hendes alkoholforbrug. Liam kontakter hende en ganske almindelig elendig dag, og beder hende om at komme hjem til ham istedet. Vil han nogensinde finde ud af hvad der gør Juli så indelukket og bange? Kommer hun til at stole nok på ham eller en anden, til at fortælle det hele?

3Likes
6Kommentarer
257Visninger
AA

1. three forgotten months

Rusen slørede mit syn. Han lovede det.. Han lovede at han aldrig ville droppe mig til fordel for en anden. Jeg vaklede ud af døren, og begyndte at grine. Hvordan kunne han? Hvordan kunne han bryde hans løfte? Jeg faldt næsten over min egen fod. Jeg troede på ham.. Det gjorde jeg allerede fra starten.. "Luder!" råbte jeg efter en mand i trediverne. Hvorfor?... Hvorfor gjorde du det?.. Jeg stolede på dig Nathan. Det gjorde jeg virkelig...

Min mobil ringede højlydt, og straks tog jeg mig til hovedet. Jeg havde drukket for meget igår. Hovedpinen var slem, men jeg havde næsten vænnet mig til det, nu hvor jeg havde drukket alkohol hver eneste dag siden Nathan slog op. Han slog op til fordel for hende jeg engang kunne kalde min veninde. 3 måneder.. For 3 glemte måneder siden, slog han op. Min mobil ringede stadig, hvilket fik mig til at skære ansigt, og tage den. "Ja?" Sagde jeg blot. "Juli?" Blev der spurgt. Straks farede jeg op af min seng, som om nogen var kommet ind i huset. "Li.. Liam?" Sagde jeg. "Ja, det er mig. Juli, din mor har kontaktet mig" sagde han. Jeg sukkede højlydt. "Jeg ved hvad du laver hver dag, og jeg ønsker ikke at du bliver ved sådan Juli" sagde han. "Jamen.." Sagde jeg. "Juli, jeg mener det. Du har brug for hjælp, og ihvertfald også noget støtte" sagde han. "Liam, der er ikke nogen hjælp at hente" sukkede jeg. "Det ved jeg, og det samme med din mor. Hun ønsker at det stopper, men hun ved også at det ikke er muligt når hun aldrig er hjemme. Derfor ønsker hun at du kommer hen til mig i London" sagde han. Jeg sukkede endnu en gang højlydt. "Men Liam!" Klagede jeg. "Intet men, Juli. Du har brug for det her. Som din fætter, har jeg et vist ansvar for dig" sagde han. "Liam! Du er berømt for fanden! Hvad vil folk ikke sige?" Sagde jeg stædigt. "Juli.." Sukkede han, hvilket som sædvanlig fik mig til at bukke under. "Okay! Hvor længe?.." Spurgte jeg. "Et par måneder vel?" Sagde han. "Fint.." Sagde jeg sukkende. "Godt. Jeg henter dig imorgen aften" sagde han.

Jeg stillede mig klar med kuffert og det hele ude ved vejen. Selvfølgelig var min mor ikke hjemme, så hun var her ikke til at sige farvel eller noget. Jeg havde enormt meget hovedpine, da jeg havde drukket en masse igår. Jeg var enormt deprimeret hele tiden. Jeg kunne ikke stoppe det. Drak jeg ikke, lagde jeg mig i sengen, eller lod mig selv lide under selvskade. En bil holdte til siden ved mig. Jeg sukkede højlydt da det var Liam, og at han ligefrem havde alle hans venner med. Han trådte ud af bilen, og smilte stort til mig. Jeg gengældte ikke smilet, men så i stedet deprimeret ned i jorden. "Juli!" Sagde han glad, og lagde armene om mig. Jeg stod der bare, og ventede på at han var færdig. Han trak sig fra mig, og lod hans hænder blive på mine skuldre. Han studerede mig, mens jeg blot så deprimeret på ham. "Årh, søde Juli" sagde han, og trak mig ind i endnu et kram. Tårerne truede om at finde vej ud, og afsløre for hele verden at jeg var knust. Jeg ville nok ikke indrømme det for mig selv, men jeg var inderst inde rigtig glad for at Liam ville bruge sin tid på mig. At han ville være der for mig, når jeg havde mest brug for ham. Jeg var blot bange for at han ville glemme alt om mig, og være sammen med hans venner hele tiden. "Jeg er så glad for at se dig igen" sagde Liam, og trak sig ud af krammet, for at tage min kuffert. Jeg så blot ned i jorden. Han placerede to fingre under min hage, og tvang mine trætte øjne til at se ind i hans glitrende brune øjne. "Er du okay?" Spurgte han usikkert. Jeg nikkede blot lidt, og så igen væk. Han så bekymret på mig. "Bare sæt dig ind så. Jeg ligger lige den her om bagi" sagde han. Jeg sukkede lidt inden i mig selv, inden jeg satte mig ind ved de fire andre drenge. "Hej" sagde Niall. Jeg svarede ikke, men så blot ud af vinduet. Niall mindede mig lidt om Nathan, og derfor gjorde det at jeg kom i endnu dårligere humør. Det var ikke til at komme ud af sengen i morges. Jeg havde ikke engang spist morgenmad, da jeg ikke orkede at lave det, eller at spise det. "Juli?" Spurgte Louis, og viftede med hånden foran mit ansigt. Jeg skænkede ikke nogen af drengene et blik, men så derimod blot ud af vinduet. Liam satte sig ind foran, og så usikkert tilbage på mig. Jeg ignorerede det blot, og lod endelig tårerne slippe fri. Uden at fortrække en mine, gled tårerne stille ned af mine blege kinder. "Juli?" Sagde Liam prøvende. Jeg ignorerede ham. Den måde han snakkede til mig på, virkede så nedgørende. Som om han ville fortælle mig, hvor lidt jeg havde fortjent det her liv. "Hvad er der med hende?" Spurgte Harry. Liam trak lidt på skuldrene. "Altså... Hun drikker stort set hver dag, og hendes mor er næsten aldrig hjemme til at støtte hende" sagde han, med et bekymret blik på mig. Drengene vendte opmærksomheden mod mig. "Hvorfor drikker du?" Spurgte Zayn mig. Jeg vendte kort hovedet, for at se på ham et kort øjeblik, inden jeg igen så ud af vinduet. Det føltes som om de prøvede at gøre mit liv værre ved at rive hul på sårene, som kun blev glemt når jeg var fuld. Endnu flere tårer forlod mine øjne, men jeg svarede aldrig. "Hvor længe har hun drukket?" Spurgte Louis. "Jeg ved det ikke.. 3 måneder tror jeg.. Vi så sidst hinanden for 6 måneder siden.. Der havde hun dog ikke så meget tid til at se mig, da hun var sammen med Nathan.." Sagde Liam. Idet Liam nævnte Nathan, blev det for meget. Jeg tog sikkerhedsselen af, og åbnede døren på den stadigt parkerede bil. "Juli!" Råbte Liam. Jeg skyndte mig ud, og løb ind i huset igen. Jeg snøftede hele vejen ind på mit værelse. Jeg stillede mig i hjørnet af mit værelse, og begyndte at hulke. Jeg lod mig selv glide ned af væggen. Jeg lukkede øjnene, og fik flere tårer til at passere. "Juli!" Lød det kort efter. Liam. Han kom tættere på. Han satte sig ved siden af mig. "Juli, snak med mig.. Hvad er der i vejen?" Spurgte han. Jeg rystede på hovedet, og tørrede de værste tårer væk med håndryggen. Han lagde armene om mig, men jeg følte mig blot tom. "Juli, jeg kan jo ikke hjælpe dig, hvis ikke du siger noget" sagde han. Jeg nægtede at sige noget. "Juli.. Vi er nødt til at komme afsted nu.. Ellers kommer jeg for sent til et interview" sagde han kort efter. Allerede der vidste jeg at han ville forlade mig med det samme. Jeg kunne ikke klare at ingen lagde mærke til mig mere.

Resten af aftenen forløb ikke så godt. Jeg sad blot i et hjørne af Liam's lejlighed, og græd mine øjne ud. Trangen til alkoholen og smerten, blev større for hvert minut der gik. Jeg rejste mig i et ryk, og gik grædende ud i køkkenet. Jeg ledte hver skuffe igennem, og fandt til sidst en kniv der var skarp nok. Jeg placerede det tynde, skarpe blad mod min allerede skadede hud, og nød allerede følelsen af at smerten snart ville overdøve alt. En lyd fik mig til at ligge kniven tilbage i en fart, og vende tilbage til mit hjørne. "Jeg er hjemme!" Råbte Liam gennem lejligheden. Han ødelagde det hele. Han var ude på at ødelægge mit allerede elendige liv. "Jeg har mad med.." Sagde Liam, idet han dukkede op i døren til værelset jeg sov på. "Juli.. Du er altså nødt til at fortælle mig hvad der er i vejen" sagde han, og gik hen til mig. Han satte sig på hug foran mig. "Jeg vil virkelig gerne hjælpe dig" sagde han. "Kig på mig, Juli" sagde han kort efter, da jeg ingenting sagde. Jeg flyttede blikket op på ham. "Fortæl mig det Juli" sagde han. Jeg rystede på hovedet, hvilket fik ham til at sukke tungt. "Det må du selv om.. Bare kom til mig, hvis du føler for at fortælle mig det, okay?" Sagde han. Jeg svarede ikke. "Sulten?" Spurgte han. Jeg rystede på hovedet, og så ud af vinduet ved siden af mig. "Du er da nødt til at spise noget" sagde han insisterende. Jeg rystede igen på hovedet. "Juli, vil du ikke godt sige noget? Eller idet mindste bare spise noget?" Sagde han irriteret. "Hvad skulle jeg sige?" Spurgte jeg, uden at se på ham. Han sukkede tungt. "Juli.. Jeg er virkelig bekymret for dig, men du hjælper mig ikke ligefrem" sagde han sukkende. "Undskyld at jeg har så elendigt et liv!" Halvråbte jeg. Han så chokeret på mig. "Juli.. Jeg" prøvede han, men jeg afbrød ham. "Gå nu bare Liam" sagde jeg.

Da der var stille nok i huset, åbnede jeg langsomt døren. Jeg tjekkede hurtigt om der var fri bane, før jeg listede ud. "Alkohol, her kommer jeg" hviskede jeg for mig selv. "Du kan tro nej, kan du" lød det bagfra, hvorefter en hånd greb fat i mig. "Liam!" Prøvede jeg, for at få ham til at slippe. "Ingen alkohol til dig.. Du har ikke engang spist noget idag.." Sagde han irriteret. Jeg vred mig ud af hans greb, og løb mod mit værelse, for at smække døren efter mig. Igen søgte jeg hen i hjørnet, for at sætte mig til at græde lydløst. "Juli, gå nu i seng" sagde han, efter at have åbnet døren igen. Han sukkede højlydt, og irriteret da jeg intet gjorde. "Fint! Det må du også selv om" sagde han, og forsvandt igen.

"Godmorgen Juli" sagde Liam. Jeg åbnede træt øjnene, og synet der mødte mig var undrende. Liam havde været irriteret igår, men nu smilte han stort til mig. Jeg vendte ryggen til ham, og trak dynen længere om mig. "Juli. Morgenmad" sagde han. "Jeg er ikke sulten" sagde jeg. "Juli, op nu!" Prøvede han. Jeg rystede blot på hovedet. "Kom så ud af fjerene" prøvede han igen. "Nej!" Sagde jeg blot. "Juli, hvis ikke du kommer op nu, så skal du til lægen" sagde han. "Hvorfor skulle jeg det?" Spurgte jeg irriteret. "Du spiser intet! Jeg er bekymret for dig Juli! Og jeg ved ikke engang hvad der har forårsaget det her, men det er nødt til at stoppe!" Sagde han. Jeg blev liggende, og ignorerede ham. "Fint! Jeg kommer tilbage om 5 minutter, og er du ikke klar til morgenmad der, så tager jeg dig til lægen" sagde han, og forsvandt. Jeg døsede langsomt ind i søvnen igen. Jeg var så træt, og irritabel hele tiden.

"Juli, op nu!" Råbte Liam i mit ansigt. Jeg åbnede irriteret mine trætte øjne. Han trak dynen af mig, og gispede da han så mine håndled og lår. Han så bekymret på mig i stedet for vredt. "Ju.. Juli.. Hvorfor?" Spurgte han. Jeg skubbede ham væk, og rejste mig træt fra sengen. "Hvad tror du selv!" Svarede jeg irriteret. "Hvorfor tror du jeg løb ud af bilen igår? Hvad tror du fik mig til at gøre det? Måske en bestemt person, som jeg aldrig nogensinde vil kendes ved igen?" Råbte jeg. "Hvem vil du ikke kendes ved?" Spurgte han. "Mig?" Spurgte han vredt. Jeg rystede vredt på hovedet, og udstødte en vrissende lyd gennem sammenbidte tænder. "De andre drenge?" Spurgte han irriteret. Igen rystede jeg på hovedet. "Du forstår ingenting!" Råbte jeg i hans ansigt, og løb væk fra ham. Jeg skulle bare så langt væk fra ham som muligt. Han forstod aldrig noget.

Skal jeg fortsætte denne fanfic? Hvad synes du?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...