Help me! 1D

Juli drikker stort set hver dag. En bestemt person knuste hendes hjerte. Hendes mor er aldrig hjemme til at støtte hende, eller stoppe hendes alkoholforbrug. Liam kontakter hende en ganske almindelig elendig dag, og beder hende om at komme hjem til ham istedet. Vil han nogensinde finde ud af hvad der gør Juli så indelukket og bange? Kommer hun til at stole nok på ham eller en anden, til at fortælle det hele?

3Likes
6Kommentarer
259Visninger
AA

5. I know the reason now...

Juli's synsvinkel:

Det første jeg gjorde da jeg vågnede var at tage mig til hovedet. Jeg åbnede øjnene, og kort efter begyndte en ulidelig smerte at vise sig i min venstre fod. Det dunkede voldsomt i mit hoved, og smerten i foden gjorde det ikke bedre. "Oh.. Du er vågen" sagde Harry. Jeg så ned af mig selv, og selvfølgelig havde jeg tøj og sko og hele pakken på. Louis dukkede op i døren til stuen jeg åbenbart lå i. "Kan du overhovedet huske noget?" Spurgte Louis. "Nej.. Hvad er jeg nu gået glip af?" Sagde jeg. De vekslede blikke. "Meget.. Endda at Liam prøver at hjælpe dig, men du ignorerer ham jo.." Sagde Harry. "Hjælpe mig? Hjælpe mig? Laver i sjov" grinte jeg. De så blot alvorligt på mig, så jeg stoppede med at grine. "I laver sjov ikke?" Spurgte jeg. "Nej, desværre ikke... Kan du ikke se at han prøver at finde den Juli han kender?" Spurgte Harry. Jeg rystede blidt på hovedet, og kom op at sidde. I en forkert bevægelse med venstre fod dukkede den ulidelige smerte igen op. "Hvad lavede jeg egentlig igår? Hoppede ned fra en klippe?" Spurgte jeg. De så undrende på mig. "Du drak alkohol Juli?" Sagde Louis spørgende, og gik tættere på. "Ja, men udover det..." Sagde jeg, og fumlede med skoen, men det gjorde smerterne værre. "Helt seriøst! Sparkede jeg til et bord eller sådan noget?" Spurgte jeg da de ikke svarede. "Ehm.. Nej, men du faldt åbenbart da du løb ud fra natklubben.." Svarede Louis. "Det forklarer jo en del" sagde jeg ironisk, og prøvede igen at fjerne skoen. Dog lykkedes det mig endnu ikke, på grund af min smertetærskel. Jeg kunne ikke tage ret meget smerte ad gangen. "Ondt i foden nu?" Spurgte Harry. "Nej Harry.. Det er derfor jeg ligner en der prøver at fjerne skoen uden at det gør ondt!" Svarede jeg ironisk. Han rullede lidt med øjnene, og kom tættere på. "Lad mig" sagde han ligegyldigt, og bagefter begyndte han at hive i skoen til den kom af. "Av forhelvede!" halvråbte jeg. "Så slemt kan det heller ikke være" sagde han blot. "Harry!" Lød det fra Louis. Jeg tog foden til mig, og fjernede langsomt sokken, mens drengene diskuterede. "Ehm.. Drenge?" Spurgte jeg lavt. De stoppede deres diskussion, og så tilbage på mig. De tabte kæberne, og deres øjne spilede sig op. "Hvaaad?" Lød det fra Harry. "Lad være med at foregive at du ved hvor ondt det gør Harry!" Sagde jeg irriteret. Min fod var stort set hævet, blå-lilla og med garanti forstuvet. "Du ved.. Måske vi skulle tage dig til lægen med den fod der.." Sagde Louis. "Wow, du har en hjerne. Modsat andre her" sagde jeg med blikket på Harry. "Du har..". Harry blev afbrudt af Louis. "Stop så i to! Harry, hjælp nu istedet" sagde han, og hjalp mig op fra sofaen. De støttede mig ud af stuen, og idet de skulle til at åbne døren, åbnedes den, og Liam trådte ind. Jeg så ned. Jeg kunne ikke se ham i øjnene. Jeg havde troet det forkerte om ham. "Er hun stadig fuld?" Spurgte han irriteret. Jeg så hurtigt op. "Ikke engang tæt på" svarede jeg selv. "Hvorfor fanden mangler du så en.." Sagde han med blikket mod min fod. Han så op i mine øjne. "Hvad er der sket?" Spurgte han bekymret. "Hun prøvede at stikke af fra os igår, og faldt ude foran klubben" svarede Harry. "Hvorfor prøvede du at stikke af?" Spurgte Liam, og kom tættere på mig. Jeg hævede øjenbrynene, og trak på skuldrene. "Hvor skulle jeg vide det fra?" Spurgte jeg. "Til din egen information.. Du kæmpede imod da vi ville have dig ud, og pludselig stivnede du og stirrede på et eller andet. Så græd du, og slap uventet fri, til vi fandt dig ude foran klubben.." Sagde Louis. "Hvad i alverden skulle kunne få mig til at..." Sagde jeg, men stoppede mig selv da jeg vidste det. Havde jeg virkelig set ham? "Så du ved altså hvad der fik dig til at græde eller?" Spurgte Liam. Jeg så skræmt på ham. "Jeg ehm.. Nej, det er ligemeget" sagde jeg. "Men" sagde han, men jeg afbrød ham. "Liam, please!" Sagde jeg, mens nyankomne tårer begyndte at gøre mine øjne blanke. Han så blot på mig i flere sekunder, til smerten i min fod blev for meget. "Drenge.. Det gør altså virkelig ondt" klagede jeg, og tårerne passerede, for at glide ned af mine kinder. En eller anden tørrede tårerne væk fra mine kinder, men jeg havde lukket øjnene, og var derfor ikke bevidst om hvem der fjernede dem. Liam tog over for Harry, og sammen støttede Liam og Louis mig ud af lejligheden. Harry kom bagved med bilnøgler i hånden.

"Hvorfor drak du overhovedet igår?" Spurgte Liam i bilen på vej over til Zayn's lejlighed hvor Niall også var. Louis og Harry var lige bagved og kørte også mod Zayn's lejlighed. Jeg rodede lidt rundt med krykkerne jeg nu skulle gå med. "Juli?" Sagde han, og så kort over på mig. "Jeg.. Havde bare brug for at glemme alt om ham.." Sagde jeg, ligeglad med at jeg skulle til at afsløre det hele. "Ham?" Spurgte Liam så. "Du ved.. Nathan" sagde jeg lavt. Han kiggede straks hen på mig. "Gjorde han dig noget?" Spurgte han usikkert. "Jeg stolede på ham Liam, men han forlod mig til fordel for hende jeg dengang kunne kalde min veninde.." Sagde jeg, og det fik tårerne til glide ned ad mine kinder. Han holdte ind til siden og stoppede bilen. Med det samme lagde han armene om mig. Jeg græd endnu mere. "Hey, det er okay" mumlede Liam mod mit hår. "Så han er skyld i alt det her?" Spurgte han så. Jeg nikkede lidt mod hans bryst. "Hvornår gjorde han det?" Spurgte han medfølende. "For 3 måneder siden" sagde jeg grædende mod hans bryst. "Så kan du vel heller ikke huske ret meget af de sidste tre måneder med den alkohol?" Sagde han. Jeg rystede lidt på hovedet. "Du ved.. Jeg tror jeg begyndte at græde i klubben igår fordi jeg så ham.. Jeg ved at det var ham..." Mumlede jeg. Han trøstede mig, indtil Louis dukkede op ved bilen. "Er alt okay?" Spurgte han, da Liam havde rullet vinduet ned. "Kan vi tage den når vi kommer hen til Zayn?" Sagde Liam spørgende. "Selvfølgelig" sagde Louis, og gik igen. "Du skulle være gået til nogen med det.." Sagde han, inden han igen startede bilen. "Der var ikke nogen at gå til.." Sagde jeg, mens jeg tørrede tårerne af mine kinder. "Du ved.. Du kan altid komme til mig hvis det er.." Sagde han så. Jeg smilte lidt. "Tak Liam.." Mumlede jeg. "Selvfølgelig. Det er det jeg er her for" sagde han, og gav mit knæ et blidt klem. Der gik ikke længe før Liam stoppede bilen foran Zayn's blok. Jeg fik åbnet døren, og kom langsomt ud af bilen. Jeg fik krykkerne med mig ud, og kom om på den anden side til Liam. Louis stoppede bilen, og kort efter steg han og Harry ud af Louis' bil. De indhalede os på vejen mod blokken. "Hvad skete der på vejen hertil?" Spurgte Harry. Liam så på mig. Jeg så blot ned. "Jeg forklarer når vi er kommet op.." Sagde Liam. I fuldstændig ro kom vi ind i blokken. Jeg sukkede, og stoppede op foran trappen. "Oh.." Sagde Liam så. "Det siger du ikke.." Sukkede jeg. "Måske elevatoren ville være bedre?" Sagde Louis. "Det er kun Zayn der kan komme op.. Han har et eller andet kort han skal bruge for at komme op" sukkede Harry. "Så ringer vi til ham" sagde Liam, mens han fandt mobilen frem. "Hvorfor skal du også bo helt øverst Zayn?" Spurgte jeg med blikket i loftet. "Udsigten Juli. Udsigten" svarede Harry. "Det havde jeg da ikke regnet ud Hazza" sagde jeg, og flyttede blikket ned på ham. "Hvorfor i alverden tager i ikke trappen?" Lød det fra Liam's mobil. "Tvivl ikke Zayn. Vi havde taget trappen hvis det var muligt.." Sagde Liam så. "Okay okay. Jeg kommer" lød det fra Zayn. Kort efter kunne man høre genlyd af en dør der blev åbnet i opgangen. Trin lød ned mod os, og kort efter dukkede Zayn op. "Her er altså ikke en trappe for ingenting" sagde han så. Liam flyttede sig, så Zayn kunne se min fod. Han spilede øjnene op. "Wow.. Hvad er der sket?" Spurgte han, og kom helt ned fra trapperne. "Lang forklaring" sagde jeg sukkende. "Oh.." Sagde han så. "Jeg regner med at i to tager trappen op?" Spurgte Zayn, Louis og Harry. De nikkede begge. "Vi ses deroppe så" sagde han. "Kom" sagde han til Liam og jeg, da Louis og Harry var gået. Vi kom ind i elevatoren, og Zayn kørte et kort igennem et eller andet. Kort efter stoppede den, og jeg kom ud efterfulgt af Zayn og Liam. "Så.. Hvornår skete det?" Spurgte Zayn, idet han åbnede døren til lejligheden. "Var det ikke igår?" Spurgte jeg Liam. "Jo.." Svarede han. "Har du glemt om det var igår?" Spurgte Zayn forvirret. "Jeg var fuld" sagde jeg skamfuldt, og så ned i jorden. Zayn så forvirret på Liam. "Det er okay igen.. Jeg ved hvad der forårsagede hendes afhængighed" sagde Liam, og lagde en hånd på min skulder for at give den et klem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...