Valget bliver døden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2014
  • Opdateret: 24 apr. 2014
  • Status: Igang
(Deltager i Alkoholmisbrug i familien) Oliver tog beslutningen. Efter at have mistet sin søster kunne han ikke klare livet fordi hans far begyndte at drikke. Ikke i små mængder men hele tiden. Han havde ikke tid til ham mere. Det skulle slutte her. Hans mor ville nok klarer sig. Hun var en stærk kvinde og døden ville tage imod ham med åbne arme.

3Likes
0Kommentarer
318Visninger
AA

1. Valget bliver døden

Oliver kom ned i køkkenet og fandt sin far med en ølflaske i hånden. Han var ved at tømme den, der stod allerede 3 tomme flasker på gulvet ved siden af ham. Faren kiggede sløvt op på Oliver.

>> Vil du smage?<< spurgte han og rakte flasken frem mod ham. Oliver rystede kraftigt på hovedet.  Næh. Han ville ikke blive som hans far. Hans fars drikkeri havde stået på siden hans lillesøster Jennifer var død for et års tid siden. Kørt ned på vej hjem fra skole. Det var grufuldt at tænke på. Hans mor prøvede hele tiden at få hans far til at stoppe med hans drikkeri. Men hun fik bare en lussing eller to hvis hun prøvede. Hun turde ikke sige noget til politiet. Men det var lige meget nu, Olivers verden var alligevel vendt på hovedet efter Jennifers død.

Oliver kiggede tøvende på sin skoletaske og kunne tydeligt huske da han lagde den kølige pistol ned i tasken nogle dage før. Tanken om selvmord havde overvældet ham flere gange på det seneste. Pistolen havde han stjålet fra Phillips far der var politimand. Men når han fandt ud af den var væk ville den skyldige allerede have forladt denne verden.

>>Kan du ikke købe noget mere drikkelse til mig knægt<< Faren kiggede spørgende på ham. Oliver nikkede ligegyldigt, tog sin taske og gik ud af døren. Han ville ikke i skole. Det var en pine at sidde i flere timer og kigge ud i luften mens han tænkte på hans uretfærdige liv.

Oliver tog sin cykel og kørte ud på vejen. Hurtigt ned mod skoven.  Vinden blæste ham i hovedet og gjorde der svært at styre på den ujævne vej. Cyklen slingrede over den ujævne grusvej. Inden han vidste af det, fik cyklen overbalance og væltede. Han blev liggende lidt i vejkanten, for at få vejret og komme sig over chokket, han havde fået da han faldt. Hans taske lå ved siden af ham. Han satte sig og trak pistolen ud af tasken og mærkede dens kolde overflade. Tanken om at bruge den nu, var alligevel ikke en god ide så han smider den tilbage i tasken og rejser sig. Hans ben gør ondt og der er kommet en flænge i hans bukser. Han satte sig på kantstenen og kunne mærke smerten i sit ben. Han lavede en smertefuld grimasse, da han trak buksebenet op. Der løb blod ned af et dybt sår i hans ben.  Han bandede lavt og rejste sig voldsomt op. Han rejste cyklen. Dens hjul var bøjet og styret sad skævt. Efter synet af cyklen væltede han den igen, så den endte med at blokere det meste af vejen.

Hurtigt tog pistolen fra tasken og satte i løb. Så hurtigt han kunne med sin ben skade, løb han mod skoven men stoppede først efter han var nået forbi de første par træer. Han sukkede og kunne føle pistolens hårde og kolde metal mod sin hud. Frygten var forsvundet. Han var ikke bange længere. Da han stjal den overvældede frygten ham, men det var frygten for at blive opdaget. Han var ikke bange for døden. Oliver lader sig glide ned i siddende stilling op af et stort birketræ.

Han var tæt på kirkegården. Han kunne se kirken i det fjerne.  Hele hans liv var et helvede og snart ville hans livløse krop lægge ved siden af Jennifers, dybt nede i et mørkt hul i en kiste der skulle være sort. Sort som natten. Sort som nabokatten og sort som resterne af hans skrøbelige sjæl.

Han sukkede og kiggede ud mod vejen. Der kom en blå bil kørende i det fjerne. Hans cykel lå stadig på vejen. Oliver holdt vejret. I bilen sad hans mor. Han vender sig og løber længere ind i skovens på dens ru skovbund. Han luntede mellem to hjulspor og kom længere væk fra bilen, hans mor og det der kunne have været hans liv.

Oliver stoppede forpustet op og så sig tilbage. Han var alene i skoven. Han tjekker endnu engang om der er partroner i den lille skyder. Han vendte pistolen mod sig selv og lyttede. Nogle sorte fugle sad og huggede i jorden længere fremme. De måtte være symbolet på hans død. Han pressede på aftrækkeren, stirrede ind i løbet. Snart ville han forlade verden. Forlade mor og Phillip. Ikke at han vidste hvorfor han nævnte Phillip. De havde været bedste venner for nogle år siden men var vokset fra hinanden. Nu snakkede de kun med hinanden en gang i mellem.

Men nu var tiden kommet. Enden på hans liv. Alt smerten ville forlade ham. Oliver blinkede engang, inden han pressede aftrækkeren i bund. Det lød et brag. Fuglene der havde sat så fredligt var forskrækket fløjet op mod træernes grønne toppetoppe. Men mere bemærkede han ikke før han faldt til jorden og det hele sortnede for ham. Nu kunne han hvile. Uden at han ville være alene. Han havde Jenni. De sidste tanker før han udåndede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...