The Moment I Knew | Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 apr. 2014
  • Opdateret: 25 apr. 2014
  • Status: Igang
Udenpå ligner de et lykkeligt par - men bag smilene gemmer alle de usagte ord sig. Dem som ingen har lyst til at høre. | inspireret af det første vers i Taylor Swift's sang "the moment I knew"

29Likes
13Kommentarer
884Visninger
AA

2. The Moment I Knew

Tik, tak, tik, tak.

Tiden gik og gik, og her stod jeg. Du skulle have været her for mere end 10 minutter siden, men her stod jeg stadig – og ventede. Du havde lovet mig at være her til tiden. Bare for denne ene gangs skyld. Men endnu en gang opdagede jeg på den hårde måde, at du ikke kunne holde dit ord. Du havde altid noget andet at ordne.

Jeg vidste godt, at du var en travl mand. Du havde mange forskellige møder og koncerter, du skulle til. Men at du havde travlt, var en ting – at du ikke havde tid til din kæreste, var en anden ting.

Det var ikke første gang, det her var sket. Du glemte mig også til min onkels bryllup. Og til den koncert, du lovede at komme til.

Jeg havde virkelig troet, at du ville holde dit løfte denne gang . Det var trods alt din idé det hele. Hele konceptet med, at du skulle tage mig til et bal. Det var alt sammen din idé. Men hvor du blev af, havde jeg ingen idé om.

Jeg havde gjort alt, hvad jeg havde fået besked på: Jeg havde taget den hvide blondekjole på. Den du havde købt til mig, specielt til denne lejlighed. Jeg havde ordnet vores hus til i nat. I nat ville blive en speciel nat, det havde du også lovet mig. Det tvivlede jeg dog på det.

Der var yderligere gået 10 minutter.

Det var ikke rart at stå midt i Londons gader med en al for fin kjole i sammenligning til alle andres tøj. Folk kiggede. Deres øjne udvalgte mig – og det var ikke særlig behageligt.

Imens stod jeg bare helt stille og lod som ingenting. Prøvede så vidt som muligt ikke at tiltrække mig mere opmærksomhed end højst nødvendigt.

Et smil var klistret til mine læber – det skjulte, hvad der i virkeligheden gemte sig bag mine øjne. Jeg havde allermest lyst til at rive den krøllede hestehale ud af mit hår, smide kjolen og løbe hen i parken, men dette vidste jeg godt, ikke var en mulighed. Hvad ville folk ikke tænke?

Jeg tog min mobil frem fra min taske, da en SMS tjekkede ind. Et håb inde i mit bryst blev knust, da jeg opdagede, at SMS'en blot var fra mit teleselskab. Jeg sukkede og lagde igen mobilen ned.

Jeg ved ikke, hvor lang tid jeg stod og ventede, inden jeg gav op. Inden det gik op for mig, at du ikke ville komme. En ydmygende følelse strømmede igennem mig, da jeg i mine stilletter begyndte at gå hjem til vores hus. Det var der, jeg allerhelst havde lyst til at være lige nu. Jeg havde lyst til at være mig. Bare mig. Alene.

Tiden gik. Jeg nægtede at ringe til dig. Jeg nægtede at ydmyge mig selv på den måde. Hvis du havde glemt mig, viste det bare, hvor lidt du rent faktisk holdt af mig. Og den ydmygelse nægtede jeg. I hvert fald i dag.

Jeg havde siddet i køkkenet og holdt øje med uret.

Tik, tak, tik, tak.

Hovedpinen bulrede i mit hoved. Jeg var ved at eksplodere. Jeg skubbede hårdt min stol ud fra bordet, rev kjolen af mig selv, løsnede min hestehale og smed mig derefter stortudende på vores dobbeltseng sengen. Det kunne ikke holdes inde længere. Det skulle ud. For du var her ikke. Du var her aldrig.

Jeg faldt i søvn. Det var først, da jeg hørte hoveddøren gå op, jeg vågnede. Nu var du her. Endelig.

Jeg dækkede min nærmest nøgne krop i vores fælles dyne, som jeg allermest havde lyst til at have for mig selv i nat.

Dit hoved stak frem fra døren, og du spurgte, hvorfor jeg var gået så tidligt i seng. Jeg svarede dig ikke, for da du så den ødelagte kjole ligge på gulvet, kendte du godt selv svaret.

Jeg fandt mig selv ved siden af dig i sengen nogle minutter senere. Dynen dækkede nu begge vores nærmest nøgne kroppe, selvom jeg ikke havde lyst.

Dine læber lå alt for tæt på mit øre. Du lå alt for tæt på mig.

Jeg var såret, og du forstod det ikke. Du mumlede, at du var ked af, at vi ikke kom på vores date i aften. Jeg svarede stille, at det var jeg også.

For det var jo vores skyld. Det var jo vores skyld, at du ikke kunne overskue at have et arbejde og en kæreste på samme tid. Det var vores skyld. Det var min skyld.

Jeg sagde ikke mere. For jeg vidste, at stilhed pinte dig ligeså meget, som det pinte mig at smile, når jeg var ked.

Og så blev natten vel ikke så speciel alligevel – i hvert fald ikke på den positive måde.

Tik, tak, tik, tak.

 

Og det var i det øjeblik, jeg vidste det.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...