Dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2014
  • Opdateret: 17 maj 2014
  • Status: Igang

3Likes
3Kommentarer
218Visninger
AA

1. Prolog

Du legede lidt med dit hår i den blide sne. Den hvirvlede rundt omkring dig, men den smeltede endnu inden den ramte jorden. Du kunne godt lide kulden, hvilket var grunden til at du havde valgt at stå her i stedet for inde i varmen. De andre piger sad på bænkene indenfor og kiggede ud på dig. Det så ud som om du ventede på nogen. De kunne kun lige akkurat se dit søgende blik og dit rystende ben, men resten af din krop var skjult af træerne foran dig.

Du havde aldrig været den populære pige. Da I voksede og blev modne, så indså du at du ikke hørte til de andre piger. Der var læsehestene, og så var der de populære, og så var der dig. Du havde ikke noget som helst tilfælles med de andre piger. Du ville ikke have noget at snakke med dem om. Så du var et udkast. Der var ikke nogen der gad have dig.

Selv ikke din egen far. Han forlod dig og din mor, da du ikke var mere end et år gammel. Han havde aldrig været den selskabelige type, ligesom dig, men din mor troede at hun kunne ændre ham. De var knap nok sammen i to år før du blev født, og han vidste at han ikke ville kunne klare at tage sig af et barn. Så nu var du alene. Det tog din mor et par år, men hun kom over ham i sidste ende. Nu var hun lykkelig gift og de havde en toårig datter. Du var bare en påmindelse om hendes fortid, så hun havde placeret dig bagerst i huset, hvor du ikke ville blive forstyrret. Du vidste hun var ligeglad med dig, hvorimod hendes mand bekymrede sig og altid prøvede at få dig til at snakke. Det var på sådanne tidspunkter du var glad for din placering, for du ville gerne undgå at snakke med ham.

Du var sjældent hjemme. Det var ikke fordi du havde mange andre steder at gå hen, når nu du ikke havde nogen venner, men du havde bare ikke lyst til at være hjemme. Der  var jo ikke noget at lave der. Du boede på din egen lille gang. Du havde det største værelse i huset, badeværelse ved siden af, og en udgang lige uden for dit værelse. Det var smart, for så opdagede de aldrig at du var væk. Men når du kom tilbage, stod der som regel altid en bakke mad på stolen udenfor dit værelse. De havde endda overvejet at installere et køleskab til dig, så de var sikre på at du fik din mad, men det blev aldrig til noget. Så meget bekymrede de sig jo heller ikke om dig.

Selvom du ikke gik så meget op i bøger, så brugte du meget tid på biblioteket. De var efterhånden vant til dig. Du kom på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen og så gik du først ved lukketid. Der var aldrig nogen nede i kælderen, og hvis der var, så lagde de ikke mærke til dig. Du sad i hjørnet blandt alle de gamle bøger med dit tegnehæfte i hånden og så sad du ellers og tegnede. Du lavede ikke så meget andet. Det her var ligesom dit sted. Dine ting var spredt ud over gulvet, og du sad med din computer i skødet og havde bare lyst til at kaste med den eller gøre et eller andet. Du følte dig rastløs, som om dit liv ikke var igang.

Og andre gange tog du ud i byen. Men ligemeget hvor du tog hen så endte du altid med at sidde ensom et eller andet sted. Du var ikke engang i stand til at snakke med dem i din klasse, så det var helt umuligt for dig at snakke med fremmede. Du brød dig ikke om at shoppe, og alt dit tøj var gammelt. Dine bluser var for små og dine jeans var ødelagte. Men du var ligeglad. Alting var ens for dig.

Det samme sorte makeup, det samme slaskende hår, det samme tøj, den samme attitude, det samme hver dag. Når du gik forbi på gangene for at komme ned til det lille rum med knagerne, hvor du kunne være i fred, så kunne du høre folk snakke om dig. Du kunne mærke deres dømmende blikke og du kunne se hvad de tænkte om dig. Men det betød ikke så meget for dig. Når du kiggede på dem kunne du ikke se hvorfor fanden de skulle dømme dig. Halvdelen af dem følte sig ligeså ensom som dig, og det kunne du se i deres øjne og deres falske smil. Du kunne ikke engang huske hvornår det var sidste gang du havde smilet eller kigget på nogen på den måde, som kæresteparret over i hjørnet gjorde. Det var år siden. Men du gjorde heller ikke noget for at ændre det.

Men det var der en anden der gjorde. Og du har aldrig været sikker på om det var bevidst eller ej, men den dag ændrede det hele sig. Du var bare lige pludselig ikke længere stakkels emo Evelyn. Nej, du var en helt anden efter den dag. Og du havde problemer med at finde ud af hvem det var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...