Dig

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 maj 2014
  • Opdateret: 17 maj 2014
  • Status: Igang

3Likes
3Kommentarer
213Visninger
AA

3. Kapitel 2

Du var varm i kinderne da du forlod rummet. Du havde fået din vejrtrækning ned på et helt normalt niveau, men dit hjerte bankede stadig og du var sikker på at det kunne ses på dig. Du var usikker på hvor du skulle hen nu, men du følte at du ikke kunne blive der. Du samlede dine ting op og da du gik forbi frokostbordene i samlingslokalet, så du ham igen. Du genkendte en hel del ansigter og vidste at de alle gik på din årgang. Og han sad der mellem hele sin klasse. Han så ud til at være dybt optaget af at snakke med  den lille gruppe af drenge omkring ham, men da du gik forbi kiggede han op og fangede dit blik. Det var som om dit hjerte bankede hårdt på dit bryst for at komme ud, for blikket i hans øjne gav dig den samme uimodståelige trang til at kysse ham ligesom før, selv om I slet ikke kendte hinanden. Du følte dig forpustet igen og det var som om du gik i slowmotion forbi ham, for du havde det som om han havde fastholdt dit blik i flere timer, da du endelig skubbede døren åben og gik ud mod gaden. Du kiggede dig en enkelt gang over skulderen og gennem glasset så du at han stadig kiggede på dig. Så snart du ikke længere kunne se ham begyndte du at sprinte, mens tårerne brændte i dine øjenkroge. For første gang i lang tid var der faktisk nogen der havde omfavnet dig, og så bare gået fra dig så snart du kiggede væk. Du følte dig omfuset og samtidig havde du så meget lyst til mere. Det var dejligt at have en der holdte om dig, også selvom det kun var i kort tid og det var så instinktivt som det kys. Men alligevel var det rart. Og der var et kort tidspunkt hvor du faktisk havde tænkt, at hvis I måske snakkede sammen, så ville I endda kunne blive til noget andet end et enkelt kys.

Du stoppede først da du stod i læ for vinden ved busstoppestedet. Du kiggede dig omkring inden du satte dig på bænken. Du trak knæene op under dig og mens du gemte hovedet i hænderne begyndte du at hulke. Det var rart for dig at lade følelserne få frit løb. Du kunne ikke huske hvornår du sidst havde grædt og det havde været svært for dig siden dengang din far forlod dig.

Du var udmærket klar over hvor tosset du måtte se ud for udefrakommende. Du var klar over hvordan din makeup måtte være tværet ud i dit hoved, men du var ligeglad. Du var glad for at du endelig kunne græde. Du kunne mærke at dit hår var et rent rod på dit hoved, så du skyndte dig at sætte det op, før du snøftende rejste dig og  tørrede dine tårer væk. Du kunne se bussen komme kørende og du prøvede at ignorere de mange blikke du fik, da du satte dig ned på en plads i bussen. Men du kunne mærke at de blev ved med at kigge på dig, så du vendte dig om og spurgte “hvad glor I på?” før du trak knæene op og stirrede ud af vinduet. Du var på vej hjem. Det var lang tid siden du havde været på vej hjem før det blev mørkt. Det var lang tid siden du havde kunne tage en bus hjem og du var ikke engang sikker på, at du vidste hvordan dit hus så ud. Du var vant til at se det som en stor, mørk bygning.

Du boede et stykke udenfor byen. Din mor havde besluttet sig for at det var mere fredeligt, men du vidste at hun i virkeligheden bare ville tilbringe mere tid hjemme med sin nyeste datter end dig. Hun var godt klar over at du knap nok ville være hjemme, hvis du havde længere vej ind til byen, og måske var det bare en lettelse for hende at komme af med dig.

Du vidste at de ville kunne se dig komme. Det var det eneste du hadede ved huset. Du skulle gå forbi nærmest alle vinduerne for at komme hen til din egen dør. Du gik hen over den udtørrede jord og kiggede hen på vinduerne. Din mor stod og vaskede op i køkkenet og du kunne se hendes mand sidde inde i sofaen i det næste vindue. Han vendte hovedet som om han vidste at du gik der, og han kiggede på dig med et underligt udtryk i ansigtet. Du havde helt glemt at din makeup var tværet ud i dit ansigt og at du sikkert stadig havde røde øjne. Du vendte beslutsomt hovedet og løb af sted mod din dør. Men knap nok før du var kommet indenfor stod din mors mand foran dig med armene udstrakte. “Hvad er der galt, skat?” spurgte han dig og kiggede på dig med et forventningsfuldt udtryk. Du havde mest af alt bare lyst til at gå ind på dit værelse og smække døren i hovedet på ham, men det var noget andet den her gang. Du gik hen imod ham og slyngede dine arme om ham, som du aldrig nogensinde ville have kunne gøre med din mor eller din rigtige far. Ronnie, din mors mand, var den eneste du faktisk betragtede som en forælder og den eneste du kunne snakke med.

Han lod dig græde på hans skulder og det var først da du trak dig væk og smilede op til ham, taknemmelig for at der faktisk var nogen der bekymrede sig bare det mindste om dig, at han spurgte dig hvad der var galt. “Er der nogen jeg skal smadre?” spurgte han og han grinede sammen med dig. “Er det en dreng?”

Du nikkede på hovedet, og pludselig tænkte du hvor latterlig du faktisk var fordi du græd. Der var jo ingenting at græde over, men det var bare underligt for dig at blive kærtegnet sådan for første gang i flere år, og så bare være helt alene det næste minut. Det tog bare pusten fra dig. Du havde lyst til at fortælle hvad der var sket, men alligevel så skammede du dig også lidt over det, for det var jo ingenting. Der var ingenting at græde over. Du græd fordi du havde været ensom i for lang tid og længtes efter at der var nogen der bare snakkede til dig.

Du rystede på hovedet af dig selv, og efter at have forklaret at det ikke var noget og at du bare var fjollet, så fik du lov til at gå ind på dit værelse. Du smed dig udmattet på sengen, men da du drejede kroppen og havde en mulighed for at kigge dig selv i spejlet, kunne du se hvor utrolig dårlig du så ud når du græd. Dine øjne så hævede ud og din næse var rød, du var sort hele vejen ned af kinderne og dit hår var bare en stor rodet bunke på toppen af dit hoved. Du så forfærdelig ud.

Du gik ud på dit badeværelse, fjernede din makeup og redte dit hår. Du lignede slet ikke dig selv. Et øjeblik tænkte du, at du lignede en af de artige piger i klassen. Den slags pige der gik i korte kjoler og altid havde lyserøde kinder. Du smilede lidt til dit spejlbillede og tænkte, at hvis du alligevel lignede en artig pige, hvorfor så ikke være en artig pige?

Da klokken var syv var der nogen der bankede på din dør, for første gang i al den tid du havde boet på det værelse. “Kom ind,” sagde du og da døren blev åbnet og du så Ronnie stå og kigge ind på dit værelse, gik en anden tanke op for dig. Det var første gang der var nogen anden der havde været inde på dit værelse udover dig selv.

Han kiggede rundt på dit værelse og du kunne ikke lade være med selv at lade et blik løbe hen over det. Dine vægge og dit loft var fyldt med tegninger af ingenting og dit gulv var fyldt med tegneblokke og blyanter og papirer der flød over det hele. Du sukkede lidt. Der lå en stor bunke tøj i lænestolen i hjørnet og dit skab stod halvt åbent, fordi du ikke længere var i stand til at lukke det. Din seng var rodet og man kunne ikke se dit skrivebord for alle dine ting. Du fandt aldrig rigtig tid til at rydde op. Du lavede ikke rigtig andet end at sove på dit værelse, så med al den tid du brugte væk var det klart at dit værelse så sådan ud.

“Du burde virkelig rydde op,” kom det ovre fra døren. Du kiggede over på ham igen. Du smilede bare svagt. “Siden du nu er hjemme…” han fumlede lidt med ordene som om han ikke vidste hvordan han skulle formulere det. “Vi… Jeg tænkte på… Vi har lavet mad og måske skulle du spise med os? Vil du spise med os?”

Du havde virkelig ikke lyst. Du rejste dig op for at lukke døren, men da du så hans ansigtsudtryk indså du, at han faktisk bekymrede sig om dig. Og du kunne mærke skylden skylle ind over dig, som du tænkte over hvordan du havde opført dig. “Det vil jeg gerne,” svarede du og lod være med at tænke nærmere over det. Måske var din lillesøster alligevel sød, og måske kunne du klare at være i samme rum som din mor, selvom du vidste at du ikke betød noget for hende. Måske skulle du bare værdsætte hvad du havde. Du vidste at du ikke kunne få noget bedre, og måske var det slet ikke så slemt det du havde. Så det var præcis hvad du prøvede på.

Du værdsatte bare hvad du havde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...