Beautiful Killer | One Direction

I udkanten af London ligger en gammel kostskole, fra 1700-tallet. Til det årlige Halloween-bal bliver den helt uskyldig dreng, Caleb Rossell myrdet. Alle mistænker hans enspænder, lille søster, Brokke Rossell som den person, som tog livet af sin EGEN BROR, men er det sandheden ? Da det andet mord finder sted på kostskolen, dukker der flere mistænklige mennesker op. Panikken begynder så småt at sprede sig på skolen. Og det helt store spørgsmål er, hvem står bag i dræbene og hvorfor ? FØLG MED I "Beautiful Killer"

8Likes
3Kommentarer
396Visninger
AA

3. Kapitel 1 | A Whisper Behind Me

Beautiful Killer

 

Kapitel 1 | A Whisper Behind Me

 

* Brookes synsvinkel

 

I dag var det præcis et måned siden, min bror blev dræbt. Det var stadig ikke gået op for mig at min bror var væk. Ikke bare for få sekunder, minutter, timer eller dage. Men for altid. Nogle gange ser jeg ham foran mig. Hans øjne, som kunne lyse hele rummet om, og hans charmerende smil som altid kunne få pigerne til at blive bløde i knæene. Jeg savnede ham, selv om det var hans skyld jeg var havnet her. En lang, trist sukken lød fra mig. Jeg tog et hårtot væk fra mit ansigt, og placeret det forsigtigt bag i mit øre.

Hver dag lever jeg med et smerte, et savn af en person som jeg VED aldrig kommer tilbage. Men mest af alt lever jeg med en irriterende usikkerhed og uro i mig, om hvem der gjorde det ? Hvem dræbte min bror ?

 

Jeg tog en dyb vejrtrækning, inden jeg besluttet mig får at gå ned ad skolegangen. Jeg tog nogle usikker, musetrin ned ad gangen. Alles øjne var rettet imod mig. Jeg sænkede mit hoved. Jeg vidste præcis hvad alle tænkte, da de så mig. Alle tror det var mig, som dræbte Caleb. Min egen bror. Jeg ved godt vi havde nogle uoverensstemmelser, faktisk var det hans skyld vi i det hele taget endte på denne old gamle, kostskole. Men hvorfor skulle jeg dræbe min egen bror ? Som var den eneste, som elskede mig.

Jeg forsatte ned ad gangen. Den føltes meget længere end normalt. Jeg kiggede hurtigt op. Igen var alles øjne rettet imod mig. Alle skiftede i mellem deres blik. Først på mig, så på deres ven/veninde. Jeg kunne høre end irriterende hvisken bag i mig, foran mig, ved siden af mig over alt. Det fyldte hele mit hoved. Alle mine tanker. Blodet blev pumpede rundt i min krop, imens mit hjerte slog dobbelt så hurtigt.

” Det siges at det var hende som dræbte Caleb. Sin egen bror ”, hviskede pigen til sin veninde, som stod henne ved det sorte skab.

” Ej hvor langt ude, hvem ville dræbe sin egen bror ? Hun må være psykisk syg! ”, svarede veninden tilbage, uden at tænkte et sekund på at jeg kunne høre det hele, og det faktisk såret mig. Jeg sænkede mit hoved igen, og gik med raske skridt mod enden af gangen.

 

Jeg sad inde til matematik. Jeg sad på næst sidste række. Klassen var fuldt op, men på tråds af det var der ingen som sad ved siden af mig. Der stod en tom stol på min venstre side, og en på min højre side. Hvem ville også sidde ved siden af en psykisk syg pige, som helt sikkert havde myrdet hendes eneste bror ? Jeg gav et suk fra mig.

Hver dag var et helvede, på denne røv syge skole. Vi havde ingen frihed. Kun regler og regler. Jeg følte jeg var ved at blive kvalt. Jeg kunne intet gøre. Jeg var fanget. Fanget på denne kostskole, langt væk fra alting.

” Undskyld sidder der nogle her ? ”, lød en genert stemme. Jeg kiggede forsigtigt op fra min bog af. En dreng, med lyst hår og de fantastiske blå øjne stod der, det kunne ikke være andre end Niall.

Jeg rystede på hoved. Jeg var for nervøs til at snakke. Han satte sig ned ved siden af mig. Han sendte mig et kærligt smil, men jeg var for nervøs til at gengælde det.

” Jeg har hørt det med din bror og jeg.. ”.

” Tror det var mig ? Ikke noget nyt ”, sukket jeg og smækkede min bog sammen. Han lagde sin hånd på min skulder og sendte mig beroligende blik.

” Nej, jeg ville bare sige jeg var kede af det på dine vegne ”, svarede han og sendte mig endnu et, af hans kærlige smil. Jeg fik samlet mod til mig, og fik gengældt hans smil.

” Kendte du ham ? ”, spurgte jeg. Man kunne høre nervøsiteten i min stemme, som knækkede flere gange under den korte sætning.

” Ganske lidt. Men han virkede flink ”. Smilte han og sænkede sit hoved.

” Ved du hvordan han blev dræbt ? ”, spurgte jeg nysgerrig, for at se om han ville gå i panik.

” Øh.. noget af det men jeg har ikke rigtigt lyst til at snakke om det ”, stammede han og vendte ryggen imod mig.

De ganske få sekunder, jeg nået at se i hans øjne kunne man se panikken. Panikken som fik hans hjerte til at slå dobbelt så hurtigt.

 

Hvad var det han vidste om Calebs død, som jeg ikke gjorde ?

Havde han noget med mordet på min bror, at gøre ? 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...