Smatsæk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 maj 2014
  • Opdateret: 5 maj 2014
  • Status: Igang
Nikolaj afskyer den måde hans alkoholiserede far behandler hans mor på. Han står magtesløs overfor faderens fysiske og psykiske terror... men en dag opdager han, at hvis han også selv behandler sin mor skidt, så gør det knap så ondt, at se hans far gøre det.

3Likes
0Kommentarer
578Visninger
AA

1. Smatsæk

”Hold nu bare kæft og hent den fucking øl til mig, ellers så skal jeg fandenrendme komme og ordne dig din klamme smatsæk!”

Nikolaj sad i mørket på øverste trappetrin og stirrede intenst ned i gangen. Han kunne ikke decideret se sine forældre, men deres mørke skygger så han danse på den blege væg for enden af trappen. Han kunne mærke sit hjerteslag og hvordan hans krop blev helt summende og varm. Han trak næsten ikke vejret, mens han lyttede.

”Stop, Torben!” hulkede moren. ”Du skal ikke ha’ mere, du ved hvordan du bliver!”

Nikolaj hørte en hurtig og voldsom knirken fra gulvet i stuen. Han kendte lyden. Det var lyden af hans far, der havde rejst sig hurtigt op fra hans stol. Når nogen havde fået Torben til at rejse sig på den måde var en straf uundgåelig, det var både Nikolaj og hans mor klar over. Nikolaj hørte et rungende højt klask og et skrig penetrerede luften.

”Luder!” skreg Torben og greb Agnethe i nakken.

Nikolaj knyttede næverne til lyden af en fodboldkamp i TV’et og hans mors klynken. Danmark var bagud. Torben hev Agnethe i håret hele vejen ud i det mørke køkken. Imens hørte Nikolaj en snøften et sted bag sig i mørket. Det var Hanne, hans lillesøster. Hun var vågnet på grund af forældrenes larm.

”Gå i seng, Hanne!” beordrede han hviskende, men hendes hulken blev bare højere og højere.

Nikolajs seksårige lillesøster så meget sølle ud, da hun grædende og forsigtigt listede sig tættere på hendes storebror, der koncentrerede sig om, hvad der foregik nedenunder.

”Se, kælling. Det her er køleskabet ...” sagde Torben med et ubehageligt sarkastisk toneleje, mens han holdt Agnethe nede på gulvet og flåede køleskabsdøren op med en sådan kraft at alle varerne klirrede og Nikolaj kunne føle vibrationerne i væggen, hvor han sad, helt oppe på øverste trappetrin. ”…  og det her er en øl,” sagde han og pressede hendes hoved hårdt  op af hylden med dåseøl inde i køleskabet, mens hun hulkede hjælpeløst. Lyset fra køleskabet virkede blændende for Agnethe i det mørke køkken. ”Må jeg be’ om en øl!?” råbte Torben så hysterisk ind i hendes ansigt, mens hun i frygt klemte øjnene sammen.

Torben stirrede på Agnethe med hans sejlende øjne, mens hun rystende bevægede sin hånd ind i køleskabet og mærkede en kold og fugtig dåse ved hendes fingerspidser. Hun greb fingrene om den og rakte den op til Torben.

”Hvad hedder det, sæk!?” skreg han og klemte på ny hendes ansigt ind i køleskabshylden.

”Værsgo’, Værsgo’!” hylede hun.

Torben bed tænderne sammen og klemte ekstra hårdt, inden han til sidst slap grebet om Agnethes nakke og gik ind mod stuen for at fortsætte fodboldkampen.

”Dumme so,” sagde han lavmælt og smed sig, ræbende i sofaen. Mellem sofaen og TV'et stod et mørkt træbord udsmykket med adskillige tomme øldåser og aske fra et overfyldt askebæger. Torben åbnede sin øl og levede sig ind i fodboldkampen, alt imens hans kone Agnethe lå og græd magtesløst på køkkengulvet kun oplyst af lyset fra køleskabet.

Hanne tog forsigtigt fat om Nikolajs trøje og hulkede.

”Skrid nu, sagde jeg!” udbrød Nikolaj irriteret og rejste sig.

Han puffede hende gentagende gange, indtil hun var inde på sit værelse og snublede, så hendes lille krop faldt omkuld foran hendes seng.

 

Solen skinnede ind ad de grumsede vinduer og oplyste køkkenet, hvor Nikolaj og Hanne sad omkring et lille træbord og spiste morgenmad. Nikolaj sad stille og stirrede på en ledning der hang ned fra loftet og dinglede ned til midten af spisebordet. Der havde hængt en lampe dér for nogle uger siden, men Nikolajs far havde smadret den i et raseri anfald en dag han var vendt fuld hjem fra arbejde. Torben havde ikke taget sig tid til at hænge en ny lampe op, der var jo lys nok fra lampen inde i stuen og om dagen oplyste solen jo køkkenet, ingen ville dø af, der ikke hang en lampe dér havde Nikolaj hørt ham sige, hvorefter han havde taget en øl og sat sig foran TV’et. Men Torben var ikke hjemme nu, han var allerede kørt på arbejde på fabrikken. Nikolaj kiggede på sin søster der rodede med sin ske i de tørre cornflakes. Der var ikke meget mælk i, men mælk er jo også dyrt, så hellere hælde for lidt i, end for meget. Desuden plejede hans mor at sige man altid kunne spørge efter en sjat mere, hvis det var helt nødvendigt. Han kiggede over mod vasken. Hans mor Agnethe stod der og stirrede ud af vinduet. Vasken var fyldt op med lunkent vand, sæbe, brugte tallerkener og bestik, der skulle rengøres. Hendes øjne så trætte ud, mens hun stirrede gennem den fedtede rude. Så var det som om hun kunne føle at Nikolaj stirrede på hende, hun drejede ansigtet og smilte til ham. Der var noget mærkeligt ved smilet tænkte Nikolaj. Agnethe gik hen mellem de to børn og bøjede sig ned til dem, mens hun nussede deres hår.

”Jeg elsker jer unger, mere end noget andet …” sagde hun, med et udkørt smil.

Hanne tog armene om hendes mor og krammede hende, men Nikolaj vidste ikke, hvad han skulle gøre. Han vidste ikke hvorfor, men når hans far talte til hans mor blev han ked af det. Hvorfor var det nødvendigt at være så led overfor hinanden. Nikolaj var vred på hans far over at han behandlede Agnethe på den måde, men måske var det bare sådan man snakkede til hinanden når man var hjemme. Nikolaj elskede hans mor, men han vidste ikke, hvordan han skulle vise hende det. Tankerne kørte rundt i hans lille udtryksløse hoved. Han kiggede ned til cornflakesene, de var tørre, der var ikke mere mælk. Hans krop blev varm og summende.

”Hent mælken din grimme luder,” sagde han tøvende og kiggede afventende på sin mor.

Hendes trætte øjne blinkede ikke engang, da hun tavs rettede sig op og hentede mælken i køleskabet. Nikolaj prøvede at smile til hende, mens hun hældte mælken op til ham, men hun virkede fjern og han kunne ikke skabe øjenkontakt. Så kiggede han på sine cornflakes. Skålen var jo nærmest fyldt halvt op med mælk. Det var jo mere end nok, det var rent luksus! Det var som om et tryk havde lettet sig fra hans skuldre. Hvis han selv talte skidt til hans mor, ville det ikke gå ham så meget på, når hans far gjorde det. Agnethe var jo vandt til at blive talt sådan til, sådan var det sikkert også i andre familier tænkte Nikolaj og kiggede begejstret ned til de oversvømmede cornflakes.

 

Bussen bumlede og vibrerede, mens den kørte over den ujævne asfalt. I den sad Nikolaj og smilte for sig selv. Hanne sad ganske stille ved siden af ham og kiggede ud på markerne. Nikolaj skulle møde ind i 1. klasse og Hanne skulle afleveres i daginstitutionen ved siden af skolen. Når dagen var slut hentede Nikolaj Hanne igen og sammen tog de bussen hjem. Det var det samme hver dag. Men Nikolaj så frem til at komme i skole i dag. Han sagde normalt aldrig noget i timerne, for han var usikker på, hvad han skulle sige og hvordan han skulle sige tingene. Han var lidt bange for at de andre elever ikke ville kunne lide ham, så hans strategi havde indtil videre bare været ikke at sige noget, for så ville det jo også være lidt svært for de andre, at danne en mening om ham. Men i dag skulle det være slut. Det var ikke farligt at råbe op, det gav hans far hans vilje og det gav Nikolaj masser af mælk til morgenmaden. Han ærgrede sig over han havde været så stille indtil nu.

 

Klokken havde ringet til frikvarter og Nikolaj sad på sin vanlige plads i klasselokalet. Mange af eleverne var gået udenfor for at lege, men der var også en gruppe der lavede et vældigt postyr inde i selve klasselokalet. Nikolaj iagttog dem, de var en fem-seks stykker, både drenge og piger, der løb, råbte og skubbede til bordene, mens de legede. Nu var et godt tidspunkt at gøre opmærksom på sig selv, tænkte Nikolaj. Han rejste sig larmende fra stolen, ligesom hans far havde gjort det. Børnene stoppede deres leg og stirrede på ham, mens han selvsikker gik over mod gruppen.

”Hva’ leger i?” spurgte Nikolaj i en glad tone.

”Pigerne efter drengene,” svarede en pige stille.

Nikolaj smilede til hende, men hun kiggede væk.

”Okay, må jeg være med?” spurgte han så og kiggede smilende på de andre.

Børnene var tavse og kiggede alle mulige andre steder hen end på Nikolaj. Nikolajs smil forsvandt gradvist. Han var ved at blive usikker, hvorfor svarede de ikke, kunne de ikke lide ham?

”Vi er altså nok,” sagde en af drengene.

De andre børn nikkede enige og der blev en kort stilhed. Nikolaj vidste ikke hvad han skulle gøre. Hans smil var nu helt forsvundet og han kiggede ned i gulvet. Han anede ikke hvad han skulle sige eller gøre.

”Din far er alkoholiker.” sagde en af de andre drenge pludselig.

Nikolaj kiggede på ham. Han kunne mærke, hvordan hans hoved begyndte at summe og hans krop blev helt varm. Han knyttede næverne sammen og forsøgte at trække vejret stille og roligt. Nikolaj kunne mærke, hvordan hans hjerte slog. Han kiggede ned i gulvet og vendte sig om. Gruppen af børn kiggede ventende på hinanden. Nikolaj forsøgte at gå stille og roligt hen til sin plads. De andre børn stirrede. Han fandt det meget ubehageligt. Så satte han sig ned og kiggede på hans bord. Han kunne så småt begynde at høre de andre tale igen og hurtigt havde de glemt ham og fortsatte deres leg. Nikolaj havde på fornemmelsen at hans hoved var rødt, det føltes i hvert fald som om det kogte. Hvem prøvede han at narre. Det var i hvert fald sidste gang han ville prøve at skabe kontakt, tænkte Nikolaj.

 

Nikolaj gik stille på fortovet med Hanne ved siden af sig. De var lige steget af bussen. Han havde været stille og indelukket, lige siden episoden i klasselokalet. Han havde det meget dårligt med at have snakket til sin mor, som han havde gjort det i morges. Ved at han havde snakket grimt til hende, havde han opnået at bagetalisere hans fars måde at tale til hende på og derved gøre det nemmere at leve med. Selvom det var den eneste måde at tale til hinanden på i hjemmet, han kendte til, gjorde det ham alligevel utilpas, at man ikke bare kunne være søde overfor hinanden. Han kiggede på sin søster.

”Har du haft en god dag?”

”Mmmh,” mumlede hun og tog fat i Nikolajs hånd.

Han fjernede den ikke.

”Kom,” sagde han smilende til hende og sammen løb de fnisende hen ad fortovet og hen til indgangen til deres hus.

De småfniste begge to og Nikolaj åbnede døren. De trådte ind og Nikolaj hjalp hans søster ud af skoene.

”Sådan,” smilede han.

Han tog sine egne sko af og skubbede dem til siden, hvor de maste en imponerende stor nullermand op ad væggen. Væggen havde engang været helt hvid, men nu havde den mørke og beskidte pletter og var gul flere steder. Nikolaj tænkte, at der egentlig så ret beskidt ud, i forhold til ovre på skolen. Pludselig hørte Nikolaj hans søster græde.

”Hanne?”

Hanne svarede ikke, men græd blot videre, mere og mere intenst. Hun var i køkkenet kunne han høre.

”Hva’ er der nu?” kaldte Nikolaj irriteret.

Nu havde det lige været så hyggeligt. Han gik forbi to stablede ølkasser i gangen og trådte ind i køkkenet og løb hen til Hanne, der havde krøllet sig selv sammen henne ved køleskabet.

”Hanne, hva’ er der galt?” spurgte Nikolaj bekymret.

Han kunne mærke på hende, der virkelig var noget galt. Hun svarede ikke, men holdt hænderne op for øjnene, mens hun fortsatte hendes hjerteskærende hylen. Nikolaj fik en fornemmelse af at blive iagttaget. Han vendte forsigtigt sit ansigt, der hurtigt mistede sin farve og blev helt blegt. Han stirrede som paralyseret lige ud for sig. Bordet de havde spist cornflakes på tidligere på dagen var rykket til side og Agnethe havde taget dets plads. Nikolaj kiggede på hans mor. Agnethe havde et anstrengt udtryk i ansigtet. Hendes hudfarve var helt mørk. Hendes fødder rørte ikke jorden. Hun svejede blot ganske forsigtigt fra side til side, hængende ned fra loftet med en lampeledning bundet omkring halsen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...