darksness (one shot)

Når man bliver ked af det, er der forskellige måder at reagere på. Nogen råber, andre græder, nogen bruger vold. Jeg holder af, at skrive ord ned og lade dem danne min egen personlige udgang, for al det mørke jeg har indeni.

0Likes
0Kommentarer
138Visninger

1. Mørket i mig

Jeg går ind i et mørkt rum, der er så vidt jeg ved ikke nogen herinde, og jeg føler en tomhed ud over det sædvanlige. En tomhed der har været der i snart lang tid og som jeg længe har vidst har eksisteret. Jeg ved, at selvom jeg står i et buldrende mørkt rum, er det mørkeste herinde mig. Med røntgen syn ville man kunne se hvordan mørket strømmer ud af mig, ud af fingerspidserne, tæerne, mund, øre, næse og øjne. Det er ikke smertefuldt og det er ikke noget man lægger mærke til. Det er ikke unaturligt og hvis man brugte røntgen syn ude i gaderne, ville det være mere usandsynligt at finde en der strålede af lys.


Hvorfor er det altid så mørkt, uanset hvor jeg kigger hen er det kun mørke der møder mit syn? Alle steder, det er inde, ude, lige nu jeg står og er i mørke. Lever i det, indånder det og dør højest muligt også i det. Er det virkelig sådan mit liv skal udleves, i en kasse fuld af mørke?


Der er ingen vej ud, åbenbart heller ingen vej ind, som om nogen frivilligt ville gå ind i al den mørke der aldrig forsvinder. Ingen vil kunne begå en så stor fejl, at overlade sig selv komplet til mørket. At lade hver en lille del af sin krop synke ind og blive opslugt helt af nogen så omfattende, som det mørke der så snart det har fået ordentlig fat, bidder sig fast i ens kerne og bevæger sig ud i resten af kroppen indtil der ikke er andet tilbage af én end rent mørke.


Der er ingen der ved hvordan man slipper ud af mørket, og det er måske fordi ingen, inderst inde ikke vil slippe ud. For at være i mørket, er den bedste måde at komme tæt på virkeligheden.


Mørket fylder hver en krog af mig, hver en spids, hver en afspejling. Jeg kan ikke flygte fra den, den omfanger mig. Jeg kan ikke omfavne den, for den er allerede en del af mig. Den æder mig indefra og der er ingen udveje, når man prøver at undslippe sine egne fejl i sit indre mørke.
Der er mørke i alle, fra nogen står mørket ud af dem i stråler, på andre skal man ind i de inderste celler for bare at se en gnist af det, men uanset om det er en gnist eller de største stråler, lever mørket i alle mennesker, alle dyr, alt levende, ALT!


Mørket kan forklæde sig, udgive sig for at være det man holder allermest af, det man ønsker, det, man ved, er umuligt, som aldrig vil ske, men som man håber på vil ske alligevel. Mørket er falsk, upålideligt, ondt og sort. Alt bliver sort når man falder i mørket, alt bliver sort når man lader sig lokke af mørket. Alt bliver sort så snart mørket har fundet vej igennem en persons nyttesløse forsvar.


Gad vide, hvorfor mørket altid tager fast, på de punkter og minder, der fylder ens krop med størst glæde? Der er altid noget der kan ødelægge et fantastisk øjeblik. Alle håber i deres inderste på strid, tab, ødelæggelse. Det er næsten alle der vil sige dette imod, hvorfor skulle de ikke, der er ingen der vil være ond og mørk. Men de fleste har opfattet den ægte sandhed. ALLE ER MØRKE, ONDE, IRRITERET! Ingen kan undslippe det, mange prøver. Mange prøver at erstatte de mørke ting med de lyse, men de fleste finder ud af at selv de gladeste ting i ens liv bæger præg af noget mørke. Det er ikke altid meget, det kan strække sig fra en gigantisk sort plet af mørke, til kun et sandkorns. Men det er der!


Hvad kan man gøre? Intet! Mørket kan tage én fuldt ud og levere derefter ikke personen tilbage før alt i en er totalt udfyldt med mørke. Det er jalousi, had, dovenskab, irritation og problemer. Mørket fylder én med problemer af de værste slags. Det for én til at overtænke og ved at overtænke for, man sin hjerne til at misforstå og misfortolke alting. Alt er forbundet med mørket og det som regel det eneste der holder sammen på mennesker. Det lille skud håb der er i alle mennesker. Det lille skud håb der prøver, at finde en vej ud af mørket, som klistrer sig til knogler, kød og celler som tjære. Uanset hvad vil håbet altid prøve at kæmpe imod mørket, selvom det er en forfærdelig uendelig kamp, som kun mørket kan vinde i sidste ende.


Der er nogen der elsker mørket. Nogen der holder så godt fast i det, omklamrer det og gemmer sig i det som den eneste udvej. Det er forkert og alligevel er det forståeligt, for det kan godt være mørket er skræmmende og koldt, men til tider vil det nok også være det eneste der giver mening. Bare at kunne forsvinde ind i sit mørke rum, der gør at man giver slip på alle bekymringer og unødige tanker. Så enkelt. Så let. Så tomt.


Jeg kan mærke væggene komme nærmere, selvom jeg ikke kan se det, ved jeg det. Jeg kan mærke det på luften i rummet, den bliver tættere, mørket bliver tvunget ind i mig, jeg har ikke noget valg. Manglen på luft gør mig svimmel, og det at jeg ikke kan se noget gør det ikke bedre. Jeg vælter rundt i intetheden, i mørket og kan ikke finde vejen ud, døren vil ikke findes og jeg begynder lige så stille at forstå, at mørket måske for ram på mig i nat. Er det egentlig nat, jeg ved det ikke? Dagen begynder at ligne natten mere og mere, mørket vil ikke stoppe ved morgengryets indtagelse af dagen. Mørket giver ikke op, og jeg begynder at forstå hvorfor. Hvorfor give afkald på sådan en enorm kraft, kraften til at kunne styre følelser, bevægelser, aktiviteter og selve en persons viljestyrke.


Mørket er kulde og kulde fylder alt, alt hvad der er, alt hvad der har været, alt hvad der kommer. Der er ingen der kan forstå det, med mindre man selv står midt i det. Midt i mørket. Mærke frygten, mærke forvirringen, mærke alle misforståelser danne en komplet knude, man aldrig ville kunne få op og alligevel prøver jeg gang på gang. Det føles som en dårlig genudsendelse, som bliver vist om og om og om igen, indtil den ætser sig ind i hukommelsen og bliver der for evigt. Trods alt det der sker, ved man godt inderst inde, at det alt sammen er kommet af mørke, det er lavet af mørket og det bliver forstærket af mørket. Der er ingen vej ud, ingen dør til at lyse vejen op, ingen stråler af lys der kan give håb. Ingen vej ud!

DET SLUTTER ALT SAMMEN I MØRKET!
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...