The Tomlinsons ~ One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2014
  • Opdateret: 26 maj 2014
  • Status: Igang
*Please lade vær med, at udtale jer om den måde hun bliver adopteret, da jeg ikke har nogen ide om hvordan det foregår!* De fem verdenskendte drenge - One Direction, tager en stor beslutning, da de vælger, at adoptere en lille pige. De beslutter, at Louis skal være faderen, men vil Louis og ikke mindst drengene kunne klare det uden en mor? Bliver der flere børn end lille Abigail på knap og nap 2 år? Finder Louis nogensinde kærligheden? Find ud af det i 'The Tomlinsons'

57Likes
53Kommentarer
8069Visninger
AA

7. Football

Camerons synsvinkel:

Det var to uger siden, at vi kom hjem fra farmor. Jeg savnede allerede Lottie! Jeg havde fået slået op med Emily, hun blev ret sur i starten, men altså...

April og jeg skulle i dag starte i skole, hvilket jeg glædede mig til, men jeg var skide nervøs!

***

"Godmorgen, i dag har vi fået en ny elev, Cameron du kan sætte dig ved siden af Jennifer" smilede hr. Anderson. Jeg nikkede og gik ned til en pige, som smilede til mig, hvilket jeg gengældte. Hun var pæn, men ikke lige som Lottie! Hun var utrolig smuk!!

Der var frikvarter, Jennifer og jeg besluttede os for, at lærer hinanden at kende, hurtigt var hele klassen ved vores bord. "Fortæl om dig selv!" Smilede Jennifer. "Øhm... Jeg hedder Cameron og er 15. Jeg kan godt lide at synge, spille guitar og spille fodbold... Jeg har en søster på 13, som hedder April, og en på 2 ved navn Abigail" smilede jeg. "Jeg så et interview med One direction. Er du ikke adopteret af Louis Tomlinson?" Spurgte en af de andre piger. "Jo, og det er min søster, og Abigail også" "har du nogen kæreste?" Spurgte en af pigerne flirtende. "Ej Come on girls, han er lige startet!" Mumlede nogle af drengene, hvilket fik mig til at fnise lidt "ja, Lottie - Louis søster" "men hun er jo din moster?" "Teknisk set er hun jo det ikke, da jeg er adopteret, så der ville ikke ske noget... Og før jeg blev adopteret, var vi også kærester, men slog op da det blev besværligt, når jeg boede på børnehjemmet, og så fandt vi ud af vi stadig havde en masse følelser for hinanden" forklarede jeg smilende.

"Cameron, jeg tænkte på om vi måske kunne tage hjem til en af os, og lave projektet?" Spurgte Jennifer. Vi havde et projekt vi skulle lave færdig til fredag - i dag var det mandag. "Selvfølgelig, vi kan tage hjem til mig?" "Okay" smilede hun.

"Hej!" Råbte jeg, da jeg kom ind - jeg vidste, at far var hjemme, ham og drengene havde tidligt fri. "Hej med jer!" Smilede han, da vi kom ind i stuen. "Vi går ovenpå og arbejder på et projekt" sagde jeg, med et smil. "Okay, husk du har kamp i aften, Lottie og de andre kommer også" jeg nikkede. Endelig skulle jeg se Lottie igen! Vi havde kun skypet osv. Og når han sagde de andre mente han; tvillingerne, Fizzy, Dan, farmor og drengene.

***

Det var virkelig hyggeligt, at være sammen med Jennifer! Hun var enormt sød og sjov - hun skulle nok blive en god ven! Vi tog et billede sammen, jeg postede det på Twitter og instagram med teksten. "Just chilling with my new best friend! Can't wait to see you later @lottietomlinson! <3"

"Det var hyggeligt, Cameron!" Smilede Jennifer, da vi stod nede i gangen. "Ja, meget - det må vi gøre igen!" "Jeps. Vi ses i morgen. God kamp, scor nu lidt mål, ik?" "Det lover jeg!" Sagde jeg og krammede hende.

***

"KOM SÅ TOMLINSON!" Råbte træneren efter mig, jeg var næsten oppe ved modstanderens mål, jeg driblede det sidste stykke og scorede mit andet mål i kampen! Alle tilskuerne begyndte at juble. Jeg havde set en del af pigerne fra min klasse og nogle der var ældre og yngre.

Vi vandt kampen 3-1, hvilket var mega fedt! Jeg skyndte mig ud til Lottie - jeg havde ikke engang klædt om endnu..

"Lottie!" Jeg så hende stå med ryggen til, så jeg løb hen i mod hende. Hun vendte sig om og smilede, da jeg kom hen til hende, løftede jeg hende op. "Jeg har savnet dig så meget!" Hviskede jeg i hendes øre. "I lige må-...." Jeg lyttede ikke efter, jeg fik øje på Jennifer, som stod og græd. "2 sekunder skat, jeg skal lige ordne noget" sagde jeg, mens jeg holdt øjenene på Jennifer. "Cameron!" Jeg vendte mig om, da nogle kaldte på mig. Det var pigerne fra klassen. "Godt spillet. Var det din kæreste?" "Tak! Og ja, hvorfor?" "Hun er virkelig pæn!" Jeg blev helt glad, da de sagde det. Og jeg kunne se de ikke løj. "Tak piger. Vi ses i morgen!" "Jennifer, hvad er der sket?!" Spurgte jeg og lagde armen om hende, for at trække hende ind til mig. "Oliver... Kyssede... E-en a-anden..." Hulkede hun. Oliver var hendes kæreste. Idiot! Man er sgu da ikke sin kæreste utro! Og bestemt ikke mod Jennifer, hun er så følsom - selvom jeg kun har kendt hende i en dag, kender vi hinanden ret godt, allerede! "Jennifer, det er jeg virkelig ked af at hø-" "Cameron, vi kører nu!" Sagde far lidt højt, da han stod lidt længere væk. "Bare kør! Jeg går hjem!" Han nikkede, og de gik. Lottie sendte mig et forvirret blik. Jeg sendte hende et skævt smil, og mimede: "jeg forklarer senere" "Cam, gå nu bare med dem" snøftede hun. "Nej! Jennifer, du er allerede blevet min bedsteveninde, så jeg vil ikke lade dig sidde her, og græde over en eller anden idiot! Han har overhovedet ikke fortjent, at du græder pga. ham!" "Du kan følge mig hjem, men så skal du altså også selv gå hjem. Jeg ved hvor meget du har glædet dig til at se Lottie, så tag nu hjem!" "Okay, kom" smilede jeg, og rakte min hånd ned til hende.

***

"Hvorfor kom du ikke bare med os?" Spurgte far, da jeg kom ind. "Jennifers kæreste, havde været hende utro, så jeg fulgte hende hjem" "det var da sødt gjort" jeg sendte ham et lumsk blik, og gik hen til Lottie. "Vil du med i bad?" Hviskede jeg. Hun nikkede og gik med. "Hov hov, hvorfor forlader i os nu?" Spurgte far og virkede trist, hvilket fik Abi, som sad på hans arm, til at kysse ham på kinden. "I bad" sagde jeg og fortsatte ovenpå. "Du behøves altså ikke, at gå med i, men jeg ville bare have dig med herud" "du er skør" mumlede hun.

"Hvordan er den nye klasse så?" Spurgte Lottie, som havde sat sig på kanten af badekaret. Jeg stak hovedet ud af forhænget. "Fantastisk!" Smilede jeg. "Det var godt. Tror du jeg må blive og sove resten af ugen?" "Skal du ikke i skole?" Spurgte jeg forvirret. "Nej, vi har fri hele ugen" "Tjo, så tror jeg nok du må, jeg skal også først møde kl. 10 i morgen"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...