2054

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 apr. 2014
  • Opdateret: 23 apr. 2014
  • Status: Igang
Som en zombie gik han ned af trapperne og lod sit blik glide rundt i stuen, som var beklædt med elektroniske blomster overalt. De fungerede lidt for hans mor, som de katte de mistede fra nogle år siden, for de reagerede på berøringer og når de var tørstige farvede de sig til den komplet modsatte farve af den de originalt var. Han nåede ned af den snoede egetræs lignende trappe – for der var nemlig ikke mere egetræ – hvor han foran sig så tre robotter med politihatte der holdt hans mor.

0Likes
0Kommentarer
63Visninger

2. 1

Efter den sætning stoppede hun. Han kunne egentlig vælge at ignorere hans mor og bare ligge sig til rette og sove lidt, men noget i hendes stemme fik ham til at trykke på den lille knap med en sol på, og rejse sig op. Han gned sit ansigt helt kort og strakte sig, før han lukkede et højlydt gab ud. Hvad var klokken? Det betød egentlig ikke noget. Normalt så brugte man kun klokken til at finde ud af hvornår man burde sove. Derfor har alle et ur hvor der står hvor længe man sidst sov og hvornår man skal sove igen, og hvor længe man skal sove for at få al sin søvn. På hans ur stod der at han sidst sov fra klokken 3 PM til klokken 8 PM, og at han dermed havde været vågen i fem timer, og at han skulle have sovet til klokken elleve hvis han skulle have fået al sin søvn.

Som en zombie gik han ned af trapperne og lod sit blik glide rundt i stuen, som var beklædt med elektroniske blomster overalt. De fungerede lidt for hans mor, som de katte de mistede fra nogle år siden, for de reagerede på berøringer og når de var tørstige farvede de sig til den komplet modsatte farve af den de originalt var. Han nåede ned af den snoede egetræs lignende trappe – for der var nemlig ikke mere egetræ – hvor han foran sig så tre robotter med politihatte der holdt hans mor. Robotterne så på ham med deres kolde røde øjne inden den midterste, som måtte være bossen, åbnede munden og sagde med en hakkende stemme: ”Ella McCampell er under arrest for oprørsk og voldelig adfærd i hendes foredrag tidligere på dagen. I kan få ti minutter sammen.” Robotterne skramlede ud af stuen og i stedet ind i køkkenet, hvor man kort efter kunne høre deres mekaniske stemmer snakke lavmælt. Han greb straks hans mors hånd og så på hende med øjenbrynene helt nede over øjnene og kæbens struktur helt tydelig.

”Forhelvede, Ella…”, han lod sit blik studere hans mor, de grå hår der var begyndt at dukke op i hendes hovedbund hvor alt det andet hår ellers var en mørk kastanje farve. Hendes mandelformede øjne som altid lyste så venligt, hendes lille lyserøde mund og den robuste krop der havde klaret mange år. ”Hvad gjorde du?” Han kørte en hånd igennem hans askeblonde hår som han havde fra hans far. Hun så op på ham med øjne der denne gang lyste undskyldende. Han så væk. Han brød sig ikke om at se hans mor så svag.

”Jeg gjorde næsten ingenting,” hun foldede hænder i skødet og så over på hans lillesøster Ea der kom listende ned af trappen. ”Måske sagde jeg mellem linjerne at der er et oprør mod robotter, elektronik og alt det andet, i gang. Men det er da ikke noget at blive anholdt for?”
”Voldeligt?”

”Fint nok. Så råbte jeg mellem linjerne at et oprør er på vej. Og greb fat i nogle vagter...”

Han rettede sig op i sin 185 centimeters højde og gned frustreret hans ansigt. Resten kunne han ikke rigtig huske som mere end overfladen. Robotterne tog hans mor, Ea græd, og græd, og græd, han trøstede hende, puttede noget varme mad i ovnen og så spiste de i komplet stilhed. Men hans hjerne arbejdede fra det sekund de tog hende. Han måtte finde en måde han kunne få fat i hende igen. Han skulle ha’ sin mor tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...