Surviver

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2014
  • Opdateret: 8 maj 2016
  • Status: Igang
'Neeeej!' Havde jeg råbt, men forsent. Cedric Diggory var sprunget ind foran mig, og taget den grøne stråle. Jeg husker det tydeligt, for alle hader mig nu. Jeg var blevet bortført af en flok dødsgardister, fordi min mor havde generet dem. De havde taget mig med hen på kirkegården, og ja, det ved su nu...|hp foregår i fønixordnen med ændringer;)

1Likes
8Kommentarer
499Visninger
AA

5. Vi har undervisning med Gryffindor

Jeg vågnede ved fnise-pigerne. Jeg orkede egentlig ikke at stå op, men jeg opdagede at klokken var alt for tæt på at undervisningen skulle starte, til at det kunne betale sig at sove igen. Jeg fandt mit tøj frem, og skyndte mig ud på badeværelset. Mens jeg redte mit hår, blev der banket på døren, og en af pigerne ved navn Padma Patil råbte: "April, skynd dig, vi står i kø." Jeg sukkede, og lagde min børste væk. Lidt efter var jeg ude igen, og alle de andre inde på badeværelset. Jeg gik nedenunder i opholdsstuen, og nåede lige at modtage et par blikke fra Chang-gruppen(dog uden selveste Chang), et vink fra Luna, som sikkert allerede havde fået morgenmad, før jeg gik ud af opholdsstuen og ned i Storsalen. David sad allerede dernede, ved siden af en af sine venner. "God morgen!" sagde jeg og satte mig ved dem. "God morgen!" svarede de, og fortsatte deres samtale.

En eller anden prikkede mig på skulderen. "Hvad?" spurgte jeg og vendte mig om. Det var Hermione Granger. "Åh, undskyld jeg vidste ikke det var dig..." Hermione smilede. "Det er okay, jeg ville bare sige vi har timer sammen, i Magiske dyrs pasning & pleje!" Jeg smilede. "Fedt" Jeg rakte ud efter noget bacon og æg. "Ja, vi ses" sagde hun og gik. Lidt efter så jeg hende sidde ved Gryffindor bordet, og snakker med Ronald, Harry, Ginny, og en eller anden, der vidst nok hedder Nemo Longbottom... Ginny vinkede til mig. Jeg smillede og vinkede tilbage. "God morgen!" mimede jeg. Hun vinkede for at vise at det var modtaget. Jeg kiggede lidt rundt. Chang var ankommet. Når hun ikke åd, nedstirrede hun mig. Ginny og jeg lavede fagter gennem rummet fx. 'de her æg er gode, du skulle prøve dem!' eller: 'det Hermione plabrer om er vildt kedeligt.' Til sidst lavede jeg et tegn, der betød noget i retningen af: 'kom over til indgangen, vi har time om lidt, og jeg skal lige nå at tale med dig.' Hun nikkede, og tog sin taske fra gulvet, og fem sekunder efter var hun, jeg og ham der Nemo, henne ved døren.

"Hej, jeg hedder April Fox, fra Ravenclaw, dig?" sagde jeg til Nemo, og rakte en hånd frem, som han tog. "Neville Longbottom, Gryffindor." Neville/Nemo, det er det samme! "Du er på mit år, er du ikke?" spurgte Nemo(Neville). Jeg nikkede. "I var til Juleballet sammen, sidste år, ikk'?" Ginny nikkede, og blev rød i kinderne. "Jo, men nu kommer jeg altså sammen med Michael Corner fra dit kollegie!" sagde hun. Jeg smillede. Jeg havde ikke noget i mod Michael, og de var da ikke noget dårligt match, og jeg vidste det jo godt. Neville var blevet lidt rød i kinderne, han var sikkert staddig lun på Ginny. Jeg var fulgtes med David til Juleballet, og det var faktisk hyggeligt. Vi er ikke kærester, for vi er enige om at vi kun er venner, og vi har aldrig være mere end det. Desuden har David en kæreste nu, Rachel Harver fra Hufflepuff. Hun er virkelig sød, og vi er gode venner. Rachel og David er på samme år. De er virkelig søde sammen. Faktisk minder Rachel mig lidt om Ginny. Udover udseende, har de virkelig meget til fælles. "Du har magiske dyrs pasning og pleje bag efter, hvis du ikke vidste det..." sagde jeg til Nemo. "Tak for info" Jeg tror ikke han var sarkastisk, for han virker ikke lige som typen. "Du var der, da Cedric Diggory døde, var du ikke?" spurgte Nemo. Jeg nikkede, og kiggede ned. "Så så du også, Du-ved-hvem, gjorde du ikke?" Jeg kiggede op. "Du tror altså på Potter?" spurgte jeg. Nemo smilede. "Ja, min bedstemor og jeg tror på Harry." "Undskyld, at jeg kalder ham Potter, det er en vane." "Det er okay." svarede Nemo. "Ginny, hvad har-?" mere nåede jeg ikke at sige, før jeg opdagede Ginny var gået. "Hvor blev hun af?" spurgte jeg Nemo. Han trak på skuldrene, men svarede så "dér!" og pegede fem meter længere henne. Hun stod og talte/andet med Michael Corner. "Skal vi joine dem?" spurgte jeg Nemo, og han nikkede.

Vi gik over til dem, og de stoppede deres "andet". Ginny rødmede. "Hej, undskyld jeg gik..." "Det gør ikke noget. Hej Michael!" "Hej April, og hvad er det nu du hedder?" spurgte Michael Nemo. "Neville Longbottom." Svarede Nemo. Han kiggede på sit armbåndsur, som jeg ikke havde opdaget, før han sagde: "April. Vi har time, nu!" Vi løb mod drivhusene. "Hvilket skal vi være i?" spurgte jeg, mens vi løb, men Nemo svarede ikke, han løb bare ind i nummer 2, så jeg fulgte efter. Heldigvis var undervisningen ikke begyndt; folk stod stadig og snakkede, og professor Spire var endnu ikke ankommet. Nemo og jeg fandt Hermione, som naturligvis stod sammen med Ronald og Potter. "Hej." hilste jeg, og undrede mig over hvordan de var kommet her hen før mig og Nemo, men jeg gik ud fra, at jeg bare ikke havde opdaget dem rejse sig. "Hej Fox." sagde Harry, og kiggede bebrejdende på mig. "Hvad har jeg nu gjort?" spurgte jeg. Han rullede med øjnene, som om det var det mest indlysende i hele verden. Hermione slog til hans arm. "Mione!" sagde han, og trak armen til sig. "Ikke noget." mumlede han til mig. "Nå men, så hej, Potter." sagde jeg. Hermione rullede med øjnene, og rettede sig op, efter som timen var igang.  

Jeg glemte lidt at høre efter, ikke med vilje, selvfølgelig, men bare fordi... sådan er jeg. Nemo lignede også en der var ved at falde i søvn. Hermione var faktisk den eneste, der lyttede. Ronald prøvede, det gjorde han virkelig. Men det er bare ikke hans ting at være vågen Potter stirrede bare ned i bordet.

Da klokken endelig ringede til pause, var det næsten som et vækkeur for halvdelen af klassen. Inklusiv mig.

Jeg tror seriøst at Hatten lavede en fejl, da den satte mig på det 'lærevillige' og 'kreative' kollegie. Jeg er ikke kreativ. Eller 'ekstra' klog... Jeg har før forsøgt at leve op til kravene, men forgæves. Måske en dag vil jeg opdage at jeg har et eller andet skjult talent, der passer perfekt til Ravenclaw, for jeg har hørt at Fordelingshatten ikke laver fejl... 

Da dagen endelig var omme, og vi ikke skulle have flere lektioner, var jeg virkelig sulten. Jeg havde haft ret mange timer med Hermione, Ronald, Nemo og Potter, så det føltes helt underligt at skulle spise uden dem. 

Jeg ved ikke hvorfor, eller om det altid har været sådan, men Ravenclaw bordet og Gryffindor bordet er i hver sin ende af Storsalen... typisk... 

Jeg sad og stirrede på Potter. Han spiste en indbagt kartoffel, og den så faktisk ret god ud. Potter opdagede slet ikke at jeg stirrede på ham (og jeg mener 'stirrede'. Jeg sad ikke bare og kiggede på ham...) Endelig, efter at jeg havde stirret på ham i omkring 10 minutter, kiggede han op. Han så lidt forvirret ud. Så kigger han ned på sin mad, så på Ronald, og så på mig igen. Så sagde han et eller andet til Ronald, som nikkede, og så rejste Potter sig. Så kiggede han på mig igen, og nikkede næsten utydeligt mod døren. Jeg rejste mig, og mødte ham der. 

"Hvorfor stirrede du på mig?" Spurgte han irriteret, straks jeg var inden for hørevide. Jeg smilede skævt. "Jeg ville bare se hvordan du reagerede," svarede jeg. Han rullede med øjnene. "Ja, sikkert." Jeg trak på skuldrene og begyndte at gå op ad trappen. "Vent, April!" Sagde han, og greb fat i mit håndled. Jeg vendte mig og trak straks hånden til mig. "Hvad?" Spurgte jeg. "Undskyld," sagde han. "For...?" "Det hele," sukkede han. "Ehh..." Sagde jeg, og kiggede forvirret på ham. "Det lød dumt, undskyld, April, jeg er bare lidt... ved siden af mig selv. Jeg har mistet alle i år. Selv Seamus og Dean... Hermione siger, at jeg er blevet meget irritabel i år, og det var ikke meningen at det skulle gå ud over nogen..." Jeg kiggede på ham med et hævet øjenbryn. "Okay. Det er helt fint. Vi ses, okay?" Jeg begyndte (igen) at gå op ad trappen, og hørte ham mumle: "Ja, ja okay." Bag mig.

Hermione indhentede mig på trappen, inden jeg nåede helt op til opholdsstuen. Hun havde åbenbart rejst sig lige efter Potter. "April!" Sagde hun. Jeg standsede midt på trappen. "Ja?" "Sagde han det?" Jeg kiggede forvirret på hende. "Harry, sagde han undskyld?" Spurgte hun inden jeg kunne at reagere. "Ja, han sagde undskyld." Hermione smilede lettet. "Så er I okay?" "Jeg- det ved jeg ikke lige, det tror jeg?" Jeg var virkelig forvirret. "Undskyld, April, det er bare- jeg holder virkelig meget af Harry, og han har det lidt svært her for tiden..." Hun kløede sig i nakken. "Det er okay, Mione," sagde jeg, og omfavnede hende. "Tak- tror jeg," mumlede hun mod min skulder. 

Jeg pjækkede fra en time og brugte den på at gå området omkring Hogwarts igennem. Der var en utrolig smuk udsigt, søen lå blank og skinnede i solen, skoven så næsten ufarlig ud... Jeg smilede for mig selv, og gik ned til søen og satte mig på en kant ud til vandet. "Hej," sagde Ginny pludselig bag mig. "Hej," sagde jeg. "Må jeg sætte mig?" Spurgte hun. "Selvfølgelig!" Svarede jeg. Hun satte sig og smilede. "Havde du brug for lidt tid selv?" Jeg trak på skuldrene. "Det havde jeg vel. Men det var egentlig også bare fordi jeg havde lyst til at se Hogwarts udendørsområder." "Vi har ret smuk natur her," sagde hun og kiggede ud over søen. "Enig," sagde jeg og sukkede. "Du lyder trist," sagde hun. Jeg trak på skuldrene. "Nah, bare forvirret..." "Over?" "Det ved jeg snart ikke... Det hele, tror jeg..." Ginny kiggede kort på mig, og slog så smut med en sten. "Det er mange ting." "Ja," sukkede jeg. "Hvad er så det, der forvirrer dig mest?" Jeg tænkte lidt over det før jeg kunne formulere et ordentligt svar; "Det der forvirrer mig allermest er at Harry pludselig prøver at være venlig..." Ginny smilede skævt. "Det er første gang jeg har hørt dig kalde ham 'Harry'," sagde hun. Jeg trak på skuldrene. "Det er det vel... Men han er bare så forvirrende!" Udbrød jeg. Ginny fnisede lidt. "Okay. Du lyder lidt forvirrende lige nu..." Jeg hævede et øjenbryn. "Hvad mener du-?" "I sommerferien, hos Sir- hos Snuffy, mente jeg selvfølgelig, var der ikke andet end had mellem jer to-" "Der er stadig kun had fra min side... Og forvirring." Hun grinede. "Ja det siger du i hvert fald... Men er du sikker? Du kan godt nogle gange blive helt anerledes når du snakker om ham..." Jeg kiggede på hende med et overvejende blik. "Og med det mener du...?" Hun fnisede. "Det er som om du ikke helt selv ser det -og jeg tror heller ikke Harry ser det, men... det er som om I begge to bliver opslugt af jeres egen lille verden, uanset om det er et skænderi eller bare lidt diskussion..." "Virkelig?" Sagde jeg, og forsøgte at lyde som om det var en totalt åndssvag idé, som aldrig ville være sandt. "Ja, virkelig. Beklager, April, men jeg tror du har fået Potter-syge. Du er ikke den første..." Hun kiggede ned på sine dinglende fødder. "Hvem tænker du på?" Hun bed sig i læben. "Mig, selvfølgelig..." "Dig?" Hun kiggede op. "Jep. Mig, jeg syntes bare han var så speciel, siden første gang jeg så ham på Kings Cross... Og så fortalte Ron om deres oplevelser fra hele året, og så... Ja jeg faldt bare for ham med det samme..." Jeg smilede skævt. "Men nu har du jo Michael," påpegede jeg. "Det har jeg. Og jeg er meget glad for ham..." "Men du er stadig lidt vild med Harry, er du ikke?" Fnisede jeg. "Jo," svarede hun. "Jeg kan bare ikke rigtigt komme mig over det... Har du nogensinde prøvet det?" Jeg kiggede ud over søen. "At være forelsket?" Hun trak på skuldrene. "Ja, og så ikke kunne komme dig over det bagefter..." "Jeg har faktisk aldrig prøvet at være forelsket," indrømmede jeg. "I hvert fald ikke rigtigt..." Hun smilede. "Det er... en mærkelig oplevelse. Det er selvfølgelig forskelligt fra person til person, men for mig var det... Det bedste og det værste der kunne ske for mig..." Jeg rynkede panden. "Det er enten meget mærkeligt eller meget dybt," grinede jeg. Hun smilede. "Du vil forstå det, når du selv bliver forelsket, tro mig!" Sagde hun. "Det har du sikkert ret i..." Jeg sukkede. "Vil du have lidt ro til at tænke over mine dybe tanker?" Jeg grinede. "Betyder det 'jeg er nødt til at gå, hvis det er okay?'?" Ginny smilede. "Jeg lovede Michael, at jeg ville hjælpe ham med noget han ikke kunne finde ud af i besværgelser..." "Du må godt gå," sagde jeg. "Tak," sagde hun og rejste sig og gik. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...