She don't like the lights (Harry Styles)

Harry Styles er en verdenskendt solo artist. Audrey Harris er en normal pige, som hjælper i teateret, hvor hun gør rent. En dag kommer Harry tilfældig forbi teateret for at spørge om vej. Audrey bliver hurtigt fanget af hans grønne, skinnende øjne. Dagen efter er Harrys hund løbet væk, hvad sker der når Audrey tilfældigvis var ved at køre den ned, og skulle aflevere hunden til dens ejer igen, som hun på dette tidspunkt ikke vidste var Harry? De klikker hurtigt sammen, og dette er kun starten på deres forhold. De forelsker sig hurtigt, og Audrey skal nu vænne sig til at have kamera efter sig hvor end hun går, da det indebager når man er sammen med en kendt. Hvad hvis hun ikke bryder sig om rampelyset? Det at være i fokus, er ikke hende. Vil dette være med til at ødelægge deres forhold?

86Likes
130Kommentarer
19579Visninger
AA

10. Kapitel 9.

- Hvor boede du i England? spurgte Harry så for at skifte emne.
- Jeg boede i Holmes Chapel, Cheshire. Du kender den nok ikke. Den er meget li…
Jeg nåede ikke at sige mere før Harry afbrød mig.
- Jeg kender den da godt, næsten råbte han. 
Det havde jeg ikke lige regnet med. Der var næsten ingen der kendte stedet når jeg snakkede om det. Jeg kunne ikke huske så meget derfra, men jeg ville vildt gerne tilbage dertil. Det kunne være så fedt.
- Jeg har boet der hele mit liv… Altså indtil jeg blev kendt, sagde Harry så og jeg kiggede måbende på ham.
- Egentlig ret vildt ikke? To fremmede mennesker, som har boet i den samme lille by i England, mødes her i Florida. Hvor vildt.
Lige hvad jeg selv sad og tænkte. Jeg havde aldrig troet på skæbnen, men det var da ikke helt normalt. 
- Vi er jo egentlig ikke helt fremmede mere, sagde jeg så og kiggede på Harry for at få bekræftet det. Jeg ville egentlig bare gerne høre ham sige at jeg ikke var en fremmed. Jeg ville ikke være en fremmed i hans øjne.
- Næh. Det har du jo egentlig ret i, sagde Harry og det lignede at han spekulerede videre over det.
- Faktisk har vi mødtes før.
Jeg tænkte at jeg ligeså godt kunne sige det, nu hvor at han ikke kunne huske det.
Han kiggede overrasket på mig og satte sig ud på kanten af stolen.
- Du spurgte jo om vej. Der i teatret. Hvor jeg arbejder. Pigen med gulvspanden? Der var vildt kikset?
Jeg prøvede at få ham til at huske. Han begyndte at grine.
- Når ja! Du var da ikke kikset. Du så sød ud.
En stilhed bredte sig. Han havde lige sagt at jeg var sød. Jeg rødmede igen. Harry gjorde bare et eller andet. Han fik noget til at bevæge sig inde i mig som aldrig var blevet rørt før. Jeg var nysgerrig efter at vide hvad det var, men samtidig også bange for at blive såret. Jeg kiggede på min arm for at se hvad klokken var, af ren vane, men jeg havde intet ur på. Harry så det.
- Klokken er 16.45, halvgrinede han efter at han havde set mit forsøg på at se hvad klokken var. 
- Jeg må hellere tage hjem, sagde jeg og rejste mig op. 
- Selvfølgelig. Lad mig følge dig ud, sagde Harry og rejste sig op lige efter mig. 
Jeg tog den tomme coladåse og satte den på køkkenbordet.
- Tak for cola, smilede jeg hen over skulderen og gik ud gennem den dør jeg var gået ind af da jeg kom.
Den store éntre åbnede sig for mig. Harry gik med hastige skridt foran mig og åbnede hoveddøren for mig. 
- Tak for idag fru. Harris, sagde han smilende med en gammeldagsstemme.
Han tog pludselig fat i min hånd og kyssede den på overfladen. Ligesom de gør i de der dårlige gammeldags kærlighedsfilm. Jeg begyndte at grine.
- Det var yderst elskværdigt hr. Styles, svarede jeg og efterlignede Harry's gammeldags stemme.
Han grinede og jeg trådte ud af det giga hus. Jeg vendte mig om og kiggede ind i hans grønne øjne.
- Hvis nu hr. Styles har lyst til at sludre med fru. Harris en dag. Skal du bare sige til. Det ville hun elske, sagde jeg med den gammeldagsstemme og smilede stort.
Harry's mund bredte sig i et smil og jeg vendte om og gik imod min bil.
- Sådan en speciel pige som dig, skal man ikke give slip på så let, halvråbte Harry som svar. Jeg vendte mig smilende om. Jeg var meget smigret. Han vidste lige hvad han skulle gøre for at føle sig speciel. Og det virkede.
Jeg kunne mærke hans øjne i min nakke indtil jeg drejede om hjørnet og han ikke mere kunne se mig fra hoveddøren af. 
Jeg satte mig ind i min bil, satte nøglen i og drejede. Det som var flere millioners pigers drøm i hele verdenen var lige sket for mig. En der ikke engang var fan. Var det overhovedet fair?
Jeg trak på skuldrene og trådte speederen ned. Jeg bakkede ud og kørte mod den store sorte port så jeg kunne komme hjem. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...