She don't like the lights (Harry Styles)

Harry Styles er en verdenskendt solo artist. Audrey Harris er en normal pige, som hjælper i teateret, hvor hun gør rent. En dag kommer Harry tilfældig forbi teateret for at spørge om vej. Audrey bliver hurtigt fanget af hans grønne, skinnende øjne. Dagen efter er Harrys hund løbet væk, hvad sker der når Audrey tilfældigvis var ved at køre den ned, og skulle aflevere hunden til dens ejer igen, som hun på dette tidspunkt ikke vidste var Harry? De klikker hurtigt sammen, og dette er kun starten på deres forhold. De forelsker sig hurtigt, og Audrey skal nu vænne sig til at have kamera efter sig hvor end hun går, da det indebager når man er sammen med en kendt. Hvad hvis hun ikke bryder sig om rampelyset? Det at være i fokus, er ikke hende. Vil dette være med til at ødelægge deres forhold?

85Likes
130Kommentarer
19686Visninger
AA

86. Kapitel 85.

Jeg havde gjort op med mig selv at jeg ikke skulle ringe og sige det til ham, men mødes med ham. Jeg skule opføre mig helt normalt og så fortælle det. Jeg havde jo trods alt løjet overfor ham med de p-piller og det havde bidt mig gevaldigt i røven nu i form af en baby i min mave. Jeg havde flere hundrede gange tisset i håb om at bare en lille dråbe blod ville vise sig i toilettet, men intet skete. Jeg var gravid og det skulle jeg nu fortælle Harry. 
Jeg skulle hjem til ham og jeg var ved at skide i bukserne af nervøsitet. Porten foran hans hus åbnede sig foran min bil og jeg kørte ind på hans grund. Jeg lagde ikke mærke til alle mine omgivelser da jeg kørte ned af grusstien hen til huset. Jeg steg ud af bilen og gik med tunge skridt ind mod døren. Jeg gik så langsomt jeg kunne og tog dybe indåndinger. Jeg stod foran Harry's hoveddør og skulle til at banke på. 
- Okay, Audrey. Tag det roligt, sagde jeg til mig selv og bankede så på. Der gik et stykke tid før jeg kunne høre skridt bag mig. Jeg vendte mig hurtigt om og Harry kom løbende hen imod.
- Hej smukkeeee, sagde han og jeg hoppede ind i hans favn. Han kyssede mig blidt og satte mig ned på jorden.
- Hvad så? spurgte han om og jeg smilede, selvom det var svært at fremtvinge et smil. 
- Skal vi lige gå indenfor? spurgte jeg og Harry kunne se på mig at noget var galt. I stedet for at spørge mig ud om det, nikkede han og vi gik indenfor. Vi satte os ved stuebordet overfor hinanden og jeg følte at jeg var til psykolog eller sådan noget. Hele situationen var bare lidt firkantet.
- Her på det seneste har jeg haft lidt kvalme om morgen og har været øm i kroppen, startede jeg ud og Harry lyttede grundigt med. Han nikkede de rigtige steder og tog min hånd der lå på bordet.
Jeg sukkede og kiggede ned i bordet. Harry klemte min hånd og fik mig til endelig at sige det.
- Jeg er gravid
Hans klemmen om min hånd blev løs og forsvandt så helt. Han sagde ikke noget. Jeg kiggede ham i øjnene og alt jeg kunne se var fortvivelse. Der gik et minut eller mere hvor der bare var stilhed.
- Hvorda….Hvornår… Jam… Du sagde du var på p-piller
Han kludrede rundt i ordene og jeg forstod ham godt.
- Jeg løj Harry…. Det skulle jeg aldrig have gjort, sagde jeg så og prøvede at tage Harrys hånd men han rev den væk og rejste sig brat op.
- Jeg stolede på dig, sagde han så og hans øjne lynede. Jeg havde aldrig set ham så vred. 
- Harr…
- Nej… afbrød han og jeg kiggede ned på mine rystende hænder. En tåre passerede min kind og Harry satte sig ned igen og tog en dyb indånding.
- Vi skulle aldrig have gjort det uanset hvad, sagde Harry, næsten til sig selv og jeg nikkede mig enig.
- Hvad skal vi gøre? spurgte han så og kiggede mig i øjnene. På et sekund var han gået fra vred til blid.
- Jeg ved det ikke, sagde jeg så og endnu en tåre forlod min øjenkrog.
Harry rejste sig op igen og bandede for sig selv. Han gik rundt i ring med armene over hovedet. Han så fortvivlet og frustreret ud.
- Ingen må vide det! sagde han så lige pludselig og jeg nikkede. Det måtte ikke slippe ud at Harry skulle være far, og det skulle han da heller ikke.
- Tænker du abort? spurgte jeg så forsigtigt, bange for at Harry ville flippe ud. Han tænkte sig om i et stykke tid og stoppede så op.
- Det er vel vores eneste udvej, sagde han så og jeg begyndte at græde rigtigt. Tårerne væltede ud og jeg hulkede. Harry kiggede bekymrende på mig. Han sukkede højlydt.
- Det skulle aldrig være sket! halvråbte han og jeg blev pludselig irriteret.
- Det er sguda også hårdt for mig, råbte jeg og Harry kiggede forskrækket på mig. Hans øjne blødede op og han hev stolen ud ved siden af mig og satte sig.
- Det ved jeg godt. Undskyld, sagde han så og nussede mig stille på ryggen. Jeg blødede op og lænede mig ind til ham. Hans arme omkring gjorde mig tryg og jeg lod bare alle tårerne falde. Han kyssede stille mit hår.
- Jeg skulle ikke have råbt af dig. Jeg skal støtte dig, hviskede han ned i mit hår og efterlod en varme.
Jeg var ikke i stand til at svare og jeg tror heller ikke at det var noget der skulle være et svar på. 
- Vi finder ud af noget, hviskede han beroligende og jeg slappede mere og mere af. 
- Jeg kan ikke få et barn, sagde jeg stadig grædende. 
- Nej, sagde han sig enig. 
- Jeg må få en abort, sagde jeg og det skulle jeg. Jeg kunne ikke være 19 år og få en baby. Harry havde så mange gange fortalt om sin mors fortid og hun havde tit selv lært Harry aldrig at have ubeskyttet sex, og det havde han i teorien heller ikke, eller det troede han ikke at han havde. Det var kun fordi at jeg løj om mine p-piller at han gik med til det. 
- Undskyld at jeg løj, hulkede jeg og Harry trak mig længere ind til sig.
- Det er okay. Bare lov mig at du aldrig lyver om sådan igen. Uanset hvor lystig du er. 
Det sidste sagde han grinende og han fik mig til at grine. Jeg kiggede op på ham, sikkert med mascara løbende ned af mine kinder.
- Jeg vil gerne have en abort, og det skal være med det samme… Men det skal være med en læge du kan stole på ikke siger det videre, sagde jeg da jeg vidste at man i hvert godt kunne få et par tusinder for at sælge en historie om Harry Styles's gravide kæreste. Harry nikkede og smilede så skævt.
- Det er okay, Audrey. Jeg støtter dig, sagde han og jeg smilede svagt. 
- Dr. Siemens kan jeg stole på. Det er min mors onkel, sagde Harry så efter en kort tænkepause. 
- Så er det, det vi gør, sagde jeg og satte mig ordentlig op på stolen og Harrys arme forsvandt om mig.
- Jeg vil gerne nu, sagde jeg bestemt. Jeg havde besluttet mig og nu skulle det bare væk. Harry nikkede eftertænksomt og rejste sig så op.
- Jeg ringer til ham, sagde han og kyssede min pande kort inden han forsvandt ud i køkkenet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...